Er nøglen til det gode liv at bringe mere af verden inden for rækkevidde?

Den tyske sociolog Hartmut Rosa er en tysk Svend Brinkmann, skriver avisens anmelder, og i ny bog stiller Rosa skarpt på det senmoderne menneskes behov for at kontrollere og planlægge alting. Her bringes et uddrag om turisme

Hvor meget af verden, der ligger inden for vores rækkevidde, kan umiddelbart aflæses på vores bankkonto. Hvis der står meget på kontoen, ligger krydstogtet på Stillehavet, fritidshuset i Alperne, Ferrarien, diamanthalsbåndet, en luksustur til Nyhavn eller en tur på Mount Everest med en kyndig guide inden for vores rækkevidde. Arkivfoto.
Hvor meget af verden, der ligger inden for vores rækkevidde, kan umiddelbart aflæses på vores bankkonto. Hvis der står meget på kontoen, ligger krydstogtet på Stillehavet, fritidshuset i Alperne, Ferrarien, diamanthalsbåndet, en luksustur til Nyhavn eller en tur på Mount Everest med en kyndig guide inden for vores rækkevidde. Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Da moderne samfund kun er i stand til at stabilisere sig selv ved vækstrater, det vil sige dynamisk, er de strukturelt og institutionelthele tiden tvunget til at kunne kontrollere verden, teknisk, økonomiskog politisk at bringe den inden for rækkevidde: Udnytte råstoffer, åbne nye markeder, aktivere sociale og psykiske potentialer, udvide tekniske muligheder, uddybe vidensbasis, forbedre styrings og kontrolmuligheder og så videre.

Det ville imidlertid være en stor misforståelse, hvis man alene udlagde den motiverende ressource bag denne moderne ekspansions-trang som angst (for tilbagegang). Ingen social dannelse kan overleve over længere tid, hvis den er baseret på angst, og slet ikke på den modstandsdygtige og robuste måde, hvorpå den moderne kapitalistiske dannelse holder sig i live. Der må derfor være en positiv, attraktivkraft i spil som en anden drivkraft, og den kan identificeres som håbet om at kunne udvide rækkevidden i verden. Som kulturelt korrelat til den strukturelle logik i dynamisk stabilisering har der i den moderne selvforståelse helt ud i de mindste porer i vores psykiske og følelsesmæssige liv udviklet sig en uhyre virksom forestilling om, at nøglen til et godt, til et bedre liv ligger i udvidelsen af rækkevidden af vores verden. Vores liv bliver bedre, når det lykkes os at bringe mere af verden inden for rækkevidde, sådan lyder den moderne verdens uudtalte, men i praksis konstant gentagne og tingsliggjorte mantra. Handl til enhver tid sådan, at rækkevidden af din verden bliver større: Dette kategoriske imperativ er i det senmoderne blevet til et dominerende afgørende princip på alle livets områder og ud over alle livets faser, fra spædbarnet til oldingen. Det forklarer umiddelbart det attraktive ved penge: Hvor meget af verden, der ligger inden for vores rækkevidde, kan umiddelbart aflæses på vores bankkonto. Hvis der står meget på kontoen, ligger krydstogtet på Stillehavet, fritidshuset i Alperne, luksuslejligheden i Hamburg-Winterhude, Ferrarien, diamanthalsbåndet, Steinway flyglet, Ayurveda-kuren i Sydindien eller en tur på Mount Everest med en kyndig guide inden for vores rækkevidde; hvis man er milliardær, kan en tur til månen eller Mars komme på tale. Men hvis man derimod har en kæmpe gæld, kan man måske ikke tillade sig at tage bussen hjem eller et stykke smørrebrød eller en kælderlejlighed: Det ligger uden for ens finansielle rækkevidde.

Forhåbningen om en udvidelse af vores radius af det synlige, kontrollerbare og opnåelige kan derudover på en forbløffende måde forklareden motiverende energi, der ligger bag hele den teknologiske historie. Umiddelbart kan vi aflæse det i historien om den individuelle udvidelse af radius takket være transportmidler. For de fleste børn er det at få den første cykel og at lære at køre på den et afgørende øjeblik i udviklingen af deres forhold til verden. Hvorfor? Fordi den første cykel er med til at udvide den radius betragteligt, som man kan nå på egen hånd og efter egen bestemmelse: Nu kan jeg komme helt ned tilsøen, køre ned til den lille skov i udkanten af landsbyen – “min” verden bliver tydeligt større. I det mindste for børn på landet gentager denne erfaring sig stykke for stykke først med knallerten – nu kommer nabolandsbyen inden for rækkevidde – og så naturligvis senere med kørekort og egen bil, der bringer den nærmeste større by med alle dens fristelser og drømme inden for en hverdagspraktisk individuel rækkevidde. Endelig bringer flyvemaskinen London, Rio og Tokyo inden for horisonten af, hvad der er muligt at nå, ligesom raketten gør det muligt at nå månen, selvom det sidste jo ikke er en hverdagserfaring. Det er den samme historie, der gentager sig med medierne: Radioen bringer “Berlins stemme” inden for akustisk rækkevidde, fjernsynet Tokyo inden for visuel rækkevidde; begge dele gør verden synlig oghørbar; og mens telefonen på det individuelle plan har den samme udvidelse af rækkevidde som radioen, fuldender smartphonen denne bevægelse på en måde, så vores venner og bekendte, alle vores kære og mindre kære, altid kun er et “klik” væk. Det er en uhørt eksplosion af rækkevidde i verden: Også al viden om verden, alle sange, alle film, alle billeder, alle data i det omfang, de er digitaliseret, har vi altid tætpå os, ja vi bærer dem nærmest på kroppen. Verden rykker ind på livetaf os på en måde, der er uden historisk sidestykke. Forestillingen, nej, den overbevisning, der er indskrevet i vores krop og i vores psykiske og emotionelle dispositioner, der korrelerer med denne proces, lyder: Her i livet kommer det an på at gøre verden opnåelig. Det forklarer ikke alene, hvorfor rigdom og teknik er så attraktiv, men også at storbyener det, også selvom mennesker bedyrer, at de “meget hellere” ville leve på landet, og selvom det boomer med magasiner, bøger og tidsskrifter, der imødekommer denne længsel med titler som “Landlyst” eller “Kærlighed til landet”: Verden over tiltrækkes mennesker af storbyer og overbefolkede områder, og det er for nemt kun at ville forklare det med økonomiske grunde (bedre job eller mere velfærd). Mennesker, især alle unge mennesker, vil leve i byen, fordi der er museer og teatre, indkøbscentre og biografer, diskoteker og fodboldstadier, koncertarenaer og operaer, zoologiske haver og botaniske haver, banegårde og metroer og meget mere. Teatre og museer, fodboldstadier og zoologiske haver virker endda også attraktive for dem, der aldrig går derhen, for de har dem inden for en hverdagspraktisk rækkevidde, næsten i gå-afstand, og det er bevidstheden om, at alle disse verdener til enhver tid er kontrollerbare og opnåelige, der får byen til at tage sig ud som stedet for et rigt liv. Og det er ikke mindst trangen til at åbne nye verdener, der motiverer og driver os til at tilegne os nye færdigheder. Det drejer sig ikke kun om de formelle afslutninger som studentereksamen, der giver os en række beskæftigelsesmuligheder og yderligere “åbner til” uddannelsesmuligheder som for eksempel højere læreanstalter; det kan også dreje sig om at lære et fremmedsprog: Lær engelsk (eller kinesisk), og du åbner et stort nyt udsnit af verden, hvor du ikke alene finder mennesker, som du nu kan tale med, men du finder også bøger, tidsskrifter og internetsider, som du nu kan læse, institutioner og praksisser, der nu er åbne for dig og så videre. En verden med bjergbestigning, en verden på åbent hav, en verden med tango, en verden med pingviner, Dubais shoppingverden: Alle disse områder af fænomener fremstår som udsnit af verden, som det på en eller anden måde kan betale sig “at erobre” eller “at tage til sig”, fordi det “udvider vores horisont”.

Dermed viser den sociokulturelle dannelse i moderne tid sig altsåsom en dobbelt velegnet strategi til at opnå kontrol: Vi er strukturelt (udefra) tvunget til og kulturelt (indefra) drevet til at gøre verden til et aggressionspunkt: Vi ser den som noget, det gælder om at vide noget om, at åbne ind til, at nå, at tilegne sig, at beherske og at kontrollere. Men ofte handler det ikke om at gøre ting – udsnit af verden – opnåelige, men kun om hurtigere, nemmere, mere effektivt, billigere, modstandsløst, mere sikkert at kunne have dem til rådighed.