Prøv avisen
Boguddrag

H.C. Andersens brevudveksling med en nær ven viser betydningen af venskab for forfatteren

"I en tidligere tid opfyldte mit eget jeg og min virken mig så ganske, i det sidste år beskæftiger mine kære mig langt anderledes," skriver H.C. Andersen til sin ven Edvard Collin. Her ses forfatteren med en anden ven, maleren Carl Bloch. Foto: Ritzau Scanpix

Som forfatter var H.C. Andersen økonomisk afhængig af sine velgørere og venner. Blandt dem var embedsmanden Jonas Collin, hvis søn, Edvard Collin, H.C. Andersen fik et nært forhold til. En del af deres brevudveksling kan læses i dette uddrag fra bogen "Til min elskede. 24 korrespondancer om kærlighed"

Edvard Collin til H.C. Andersen

Den 25. december 1843

Kære ven!

Skønt jeg ikke plejer at skrive epistler til Dem på Deres små landture, må jeg dog denne gang, fordi jeg ved, at det må glæde Dem, at Heiberg har remitteret fader en hel del indleverede stykker som noget ubrugeligt stads, men ytret om et skriftligt: ”Kongen drømmer” er et arbejde, som ved sin originalitet og sin dristighed i opfindelsen i høj grad anbefaler sig til at berige vort repertoire med en virkelig ny og ejendommelig produktion.

Ikke sandt? Anonymiteten begynder allerede at få interessante sider. Jeg ser i ånden, at der om rum tid kan komme et nyt stykke på scenen af den ukendte geniale forfatter til ”Kongen drømmer”.

Borgaard er kommet, inden De rejste; jeg ved, at han søgte Dem, men forgæves. De har det vel muntert og livligt på Bregentved; jeg kan ikke sige, at julen viser sig fra nogen glimrende side i mit hus; den bringer os alle sørgelige minder – Mimi Thyberg døde juleaften – i går aftes var alle børnebørnene samlet som sædvanlig ved juletræ i Amaliegade; to nye var kommet til, men en manglede; og hende ville vi savne, Jette og jeg, så længe vi går her på Jorden; dette år, som nu snart er svundet, har modnet mig mere end 10 tidligere; det var mit første tab – jeg er nu ofte hjemsøgt af den tanke, som tidligere aldrig overkom mig, at jeg har meget at tabe; jeg har tabt mit frie blik på livet, men jeg har vundet et friere blik på døden.

Det var ikke min mening, da jeg begyndte brevet, at skrive Dem til i den tone; men De må ikke deraf slutte Dem til nogen mørk sindsstemning hos mig; man skriver sig ofte ind i en stemning, som kun er tilsyneladende; – Jeg skrev for nylig et brev til Jette Boye, fuldt af indfald og kådheder, men jeg var dog ikke overgivent stemt; det overbeviser mig om rigtigheden af en bemærkning, der i går faldt mellem os, at når man skriver breve, så er man forfatter.

Juleaften meldte sig også hos Christian med et heftigt krampeanfald; erindringen havde vist ikke liden skyld deri; min svigerfader er også syg; min stakkels Jette har ikke få kors at bære.

Nu begynder jeg jo igen; det må dog nok ikke være rigtigt med min stemning; jeg vil gå ud at se til fader, som første juledags aften er alene. God nat.

Deres

E. Collin

H.C. Andersen til Edvard Collin

Bregentved, den 28. december 1843

Min inderlig kære Edvard!

Gud glæde Dem ret for det brev, De sendte mig, det kom så aldeles uventet, at jeg ordentlig havde lidt hjertebanken ved at åbne det! Tak for hvad De meddelte mig angående mig selv, det er morsomt, og dobbelt, da jeg virkelig ikke har beskæftiget min tanke dermed, siden det blev givet hen. Vi skulle tale derom, når vi mødes, nu må jeg tale med Dem om Dem selv, om Deres Brev, der er mig det kæreste af alle, De har skrevet mig til, for – det er det fortroligste!

Det er egentlig første gang, synes jeg, at De i Deres skrivelse har ladet mig ret føle vort venskab, det jeg aldrig har tvivlet om; De har her udtalt Deres sorg for mig, om kun flygtigt, så dog – jeg har forstået Dem!

De har altid været min første ven, hvad der har såret mig, var, at De aldrig ret betroede Dem til mig; o kære, kære ven! De begriber vist ikke, hvor nær Deres lykke ligger mit hjerte, hvor stille jeg har følt ved Deres sorg, bedt til Gud i min ensomhed at mildne, hvad der ikke kunne være anderledes.

Dette sidste år, siger De, har modnet Dem mere end 10 tidligere. Jeg har følt det, dog just ved sorgen er De blevet langt elskeligere, jeg har følt mig langt mere draget til Dem! De siger, De har tabt Deres frie blik på livet, men vundet et friere på døden! Kære ven, skulle det egentlig være et tab? Jeg har i denne verden mistet alt, hvad der i livet kunne gøre mig jublende glad, jeg har intet mere, jeg ret længes efter, jeg tager glad den lykke, der kommer, men drømmer ikke, som før, om at finde den, men i grunden er dette vel dog en vinding!

De var i min tanke juleaften, De og Deres Jette; herude var rigt og levende, jeg var dog ikke i humør, mine kære opfyldte mig så forunderligt, som om det var den sidste jul, jeg her på Jorden skulle opleve og være endnu længere fra Dem den jul, som kommer! Der gik så mange tanker gennem mit hoved; et par af mine allerkæreste tænkte jeg på, da jeg sad ene på mit kammer, medens de derovre tændte lysene på juletræet; jeg kom til at græde! Men min tanke fæstede sig på Gud, så levende; så velsignet, som De ved vi kunne have øjeblikke, hvori vi kunne det, og jeg følte trøst og mod! O, slut Dem altid som nu fast til mig, dog det vil De, vi bliver venner gennem de verdener, Gud fører os! Gid De læser disse ord i en stemning, noget beslægtet med min, dog misforstå mig kan De ikke! Tryk Deres Jette i hånden fra mig!

Det er underligt med mig; i en tidligere tid opfyldte mit eget jeg og min virken mig så ganske, i det sidste år beskæftiger mine kære mig langt anderledes! Mon det kommer af, at jeg har bittert prøvet, hvor tomme alle mine bedste drømme var for mig selv, eller er jeg blevet rimeligere og mindre Egoist? Jeg ved det ikke!

Sig ret kærlig Deres fader, hvor glad jeg er for udfaldet, det første udfald af, hvad De ved, glad, ikke for de ord, der er sagt, men at han har sagt det, ubevidst og til Deres fader, for – men det skal De ikke sige – jeg tror, hin mands dom over mig dog må virke lidt ondt for mig! – forstår De! – Jeg vil roses der, ikke for selv at glædes, men for at Deres fader skal det! – Har jeg her udtrykt mig galt? Ved Gud i Himlen der er ikke gift eller brod i min tanke derved! – Jeg vil først i verden være ret lyksalig, som digter, når Deres fader kunne sige: Jeg er stolt af ham! – Men mon det sker? Kan det ske? Dog vor Herre råder! Ret jævnt er det jo gået fremad, altid fremad! Mon jeg tager fejl!

Dette år har i grunden bragt mig mange velsignede timer! Jeg tør ikke håbe så meget af det nye! Jeg vil heller ikke bede Gud derom! Lad søer komme! Fartøjet sejler vel! Tal med faderen om den smule musikkomposition, der er! De ved nok i hvad! –Jeg ønsker helst Rung. – Jeg tænker også på musikforeningen, til ham! De kan være rolig desangående. I morgen rejser excellencen ind, Tuxen tager dette brev med! Jeg kører samme aften med grevinden til Vallø, hvor dekanessen har inviteret mig til bal! Jeg var helst fri, for det, indser De nok, morer mig ikke at stå op til en væg fra om aftenen til 4- 5 om morgenen, dog lad gå, jeg lader mine tanker danse rundt i hovedet.

Lev nu vel! Gud glæde og velsigne Dem og Deres!

Vi ses på søndag, vil Gud, og da tak for det gamle år, min kære, kære ven!

Deres trofaste

H.C. Andersen