28-årige Mie Jul Rasmussen har altid følt, at hun skiller sig ud. At hun ser anderledes på verden end de fleste, og at hun ikke passer ind i samfundets normer. Som barn oplevede hun også, at der skete mystiske ting omkring hende. Ting, hun ikke kunne forklare.
Det var, da hun var omkring 13 år, at hun blev klar over det. I forbindelse med et skoleprojekt interviewede hun den kendte og nu afdøde heks Dannie Druehyld, og da var det, som om det hele faldt på plads. Mie Jul Rasmussen vidste, at hun også var heks.
Med amuletter og krystaller, stearinlys, meditation og andre hjælpemidler udfører Mie Jul Rasmussen i dag sine ritualer i naturen. For hende er naturen, hvad kirken er for kristne, forklarer hun.
”Jeg dyrker naturen, årstiderne, månen og solen, som jeg lige har fejret ved sommersolhverv. For mig handler det om at skabe balance i livet og tiltrække gode ting,” siger Mie Jul Rasmussen, der følger skandinavisk heksetradition og folkemagi.
I bøger og afhandlinger henter hun inspiration fra hekse gennem historien. For Mie Jul Rasmussen fremstår de som stærke kvinder, der ikke lader sig diktere af andre, og det identificerer hun sig med.
”En heks er en, der har magten i sit eget liv. Så at være heks giver mig en frihed til at være den, jeg er,” siger hun.
Dermed afspejler Mie Jul Rasmussen den moderne heksebevægelse, der over årene er vokset frem i Danmark, omend der ikke findes tal på, hvor mange der i dag kalder sig heks. Fælles for dem er, at de ser heksebetegnelsen som et stærkt og positivt ladet ord. Det forklarer historikeren Louise Nyholm Kallestrup, der er leder af Center for Middelalder- og Renæssancestudier ved Syddansk Universitet og har beskæftiget sig indgående med hekse.
”At være heks i dag handler om at ville stå ved sig selv og turde skille sig ud fra samfundets normer,” siger hun.
Louise Nyholm Kallestrup forklarer, at hekseuniverset i dag har meget stor diversitet. En del hekse tilhører en gruppe modne kvinder, der var unge i 1970’erne. De dyrker det med en oprigtig relation til healing og overnaturlige helbredelser. For dem er det en særlig form for feminisme og kvindekamp forbundet med at være heks.
I disse år er der også en del yngre kvinder, der kalder sig selv hekse, hvilket blandt andet kommer til udtryk på sociale medier og i kvindemagasiner. Til Alt for damerne har den 32-årige forfatter Olga Ravn for eksempel fortalt, at hun på en måde ser sig selv som en heks, og at en heks for hende er en, der altid er overdressed, og som råber for højt og er for feministisk.
”Som figur er heksen jo den, der står uden for gruppen og er lidt farlig og autonom,” sagde Olga Ravn.
For yngre kvinder er hekse-begrebet altså lidt noget andet, end det var for den ældre generation, forklarer Louise Nyholm Kallestrup.
”For dem handler det om at tage kontrollen over deres eget liv. Det handler om at stå ved, at man ikke nødvendigvis er mainstream. Man tør være noget andet og stå i modsætning til samfundets normer og gå imod patriarkatet. Heksen bliver set som en oprørsfigur og som antitypen. En, der repræsenterer alt det, samfundet ikke bryder sig om. Det er den type, de unge kvinder dyrker igennem fælleskaber på sociale medier på nettet,” siger hun.
Dermed er der meget langt fra nutidens hekse, til dem der blev brændt på bålet hovedsageligt i 1600-tallet, siger hun.
”Det er et fantastisk eksempel på historiebrug. Man trækker på nogle historiske figurer, men tolker dem ud fra sin egen identitet. De unge hekse på sociale medier har meget lidt at gøre med, hvad der foregik i 1600-tallet. Både dengang og i dag var hekse hovedsageligt kvinder, men derefter hører lighederne også op,” siger hun og fortsætter:
”Datidens hekse var nogen, der blev beskyldt for at volde ondt og have overnaturlige kræfter, men typisk var det almindelige almuekvinder. I dag er heks en empowerment-titel, man tager på sig selv,” siger hun.
Også religiøst set er der store forskelle på, hvordan nutidens hekse ser ud. Det forklarer sognepræst Torben Bramming, der tidligere på året udgav bogen ”Heksene og den perfekte hofmand” om fortidens hekseafbrændinger.
”Der findes en heksekult, der arbejder med urter, magi og meditation og forsøger at komme i kontakt med livets urkræfter og med det, de ser som det oprindelige. Disse kvinder møder jeg også nogle gange i min kirke, og de har intet problem med at kombinere det at være heks med at være kristen,” siger han.
Anderledes ser det ud med en anden stor linje inden for den moderne heksebevægelse, wicca. Det er en nyreligiøs bevægelse, der opstod i 1950’erne og trækker tråde til en tidlig naturreligion.
”Her dyrker man en okkultisme, hvor man også forsøger at komme i kontakt med naturen og bruger planter og ritualer i naturen. Men her ser man kristendommen som en undertrykkende bevægelse, der repræsenterer det patriarkalske system, man er imod. Ofte er der også sammenfald mellem wicca og asatroende,” siger han.
Fjendebilledet til kristendommen bliver også opretholdt ved, at man ser kirken som hovedansvarlig for hekseafbrændingerne i 1600-tallet. Det er dog ifølge Torben Bramming en misforståelse.
”Hekseafbrændingen var en verdslig affære, hvor kirken var meget tilbageholdende, i hvert fald i Danmark. Her har vi, så vidt jeg ved, kun ganske få eksempler på, at præster har vidnet imod hekse,” siger han.