9. januar
Tudedag. I dag må der grædes. Lad tårerne få frit løb. Hvis det er svært at komme i gang, så hent et rødløg i køleskabet, og hak det fint med vidt åbne øjne, mens du inhalerer løgmolekylerne. Græd over din skilsmisse. Dine svigt. Dengang du kastede en sko efter din eksmand og smadrede det store facetslebne spejl for øjnene af din toårige datter, som den dag i dag er bange for spejle. Græd over din egen miserable barndom, din mors alkoholmisbrug, din fraværende far. Dine nederlag i matematiktimerne og på boldbanen. Græd over, at du som patruljeleder fik kørt Det Røde Kobbel i sænk, fordi du absolut ingen lederevner havde, før du blev 45. Græd over dengang, du blev mobbet i femte og viste dig som et svagt menneske, der prøvede at købe dine bødler med slik og slesk tale. Græd over, at det ikke virkede. Græd over dengang, du blev overfaldet i Irma af et rockerpar, som brækkede din næse og overøste dig med racistiske tilråb, mens alle Frederiksberg damerne stod og så på i deres slacks og cashmererullekraver. Græd over bagvaskelse, shitstorme og ydmygelser. Græd, hulk, skrig, gnid aske på dine kinder, flæng din skjorte. Og så tørrer du øjnene og laver en god bolognese. Du kan sagtens genbruge det rødløg.
19. marts
Lyttedag. I dag skal du lytte, for du har fået ører at høre med. Du behøver ikke selv at sige så meget. Tak skal du dog huske at sige, når nogen byder dig et fad med smørrebrød. Eller hvis de hjælper dig med et regnestykke eller gør plads i bussen eller samler noget op, som du har tabt. Men ellers skal du blot lytte. Lyt til dine børns åndedræt, lige inden du vækker dem, og lyt til deres søvndrukne stemmer, når de lover at stå op lige om lidt. Lyt til vandet, der plasker, mens du tager et styrtebad. Ja, eller et brusebad, jeg kan bare så godt lide ordet styrtebad. Lyt til menneskers tonefald. Også dem, du ikke er enig med. Lyt til det, der ligger under ordene. Lyt til en overvintret flue, der summer om ørerne på dig, og mågerne. Lyt til vinden. Lyt.
29. juni
Gråvejrsdag. Oven over skyerne er himlen altid blå. Ja, tja, bum bum bum. Relativt ubrugeligt, hvis du skal holde havefest. Men heldigvis regner det ikke. Eller kun lidt. Ærgr dig. Eller prøv at tælle nuancerne af grå. Eller sæt dig med en bog og et tæppe og lyt til Schuberts Winterreise.
17. juli
Krammedag. Er der nogen, der trænger til et kram? Måske uden selv at vide det. Trænger til at glide ind i varme arme og mødes hjerte mod hjerte (eller næsten). Chefen, der står med sin nervøse powerpoint og taler om corporate og den nye strategi, som han heller ikke selv tror på. Din nervøse bankrådgiver med hvide skulderdrys på den marineblå blazer. Din kiropraktor, som skal hjælpe alle andre med deres nedbrudte rygge. Åbn din favn. Kram nogen. Kram dig selv. Alle kram tæller.
23. august
Savnedag. Det er godt at opdage, at man savner. Måske er det først nu, hvor savnet niver i dit hjerte, at det går op for dig, hvor meget en bestemt ven betyder. Absence makes the heart go tender. Min mand var på et tidspunkt i udlandet i tre måneder, i en krigszone, hvor vi ikke kunne tale i telefon sammen, og jeg erfarede, at tre måneder er smertegrænsen for mig. Det var, som om min krop ikke forstod det, den begyndte lige så stille at afvikle relationen, og til sidst troede den, at han var død. Det er sikkert en smart evolutionær stenaldermekanisme, at nu skal du ud og finde en anden han, så du kan få noget afkom, men det betød, at jeg nærmest gik i sorg. Da han kom hjem, blev min hjerne glad og mit hjerte slog døren op, men der gik næsten en uge, inden min krop vågnede af sin sorgtrance, og vi faldt i synk.
29. november
Brysternes dag. Kig på bryster. Alle bliver glade af at se på bryster. Vi er alle blevet ammet, eller næsten alle, og at ligge med næsen begravet mellem et par bløde bryster, eventuelt med en brystvorte på læben, er en meget beroligende oplevelse for både mænd og kvinder. Men spørg først. Folk er blevet så sarte efterhånden.