Helle Thorning-Schmidt: Jeg er kristen - på min måde

Tro og kultur betyder med alderen mere og mere for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Det fortæller hun i bogen "Hvad man ikke dør af", som er skrevet af Nina Zilstorff Munch-Perrin. Læs et uddrag

"Jeg er vild med tro, håb og kærlighed. Jeg tror på ansvar, fællesskab, næstekærlighed og tilgivelse. Og jeg vil gerne have, at det er værdier, der binder os sammen. Også på tværs af religioner. Er det religiøst?," spørger Helle Thorning-Schmidt
"Jeg er vild med tro, håb og kærlighed. Jeg tror på ansvar, fællesskab, næstekærlighed og tilgivelse. Og jeg vil gerne have, at det er værdier, der binder os sammen. Også på tværs af religioner. Er det religiøst?," spørger Helle Thorning-Schmidt . Foto: Lars Just/ritzau .

Stephen Kinnock joker med, at han muligvis var kørt væk i en taxa, hvis han var blevet præsenteret for fremtiden i en krystalkugle, inden han friede til Helle Thorning-Schmidt.

”Selvfølgelig var der en del af mig, der på et tidspunkt tænkte, nu blev det for mærkeligt. Jeg havde en far, der var leder af det britiske socialdemokrati i hele min barndom. Det havde fyldt mit liv. Nu skulle min hustru være det? Hvordan kunne det ske? Chancerne for det må være som at finde ét bestemt sandkorn på en strand. Hvad var det for en mærkelig hånd, jeg var blevet tildelt af guderne,” siger Stephen Kinnock, med hurtig understregning af, at han er agnostiker. Han tror ikke på nogen former for guder.

”Jeg giftede mig med Helle, fordi hun er et selvstændigt, varmt menneske, som jeg kunne elske, og som ville elske mig tilbage. Vi mødtes, da vi var meget unge. Det betyder også, at vi har formet hinanden med tiden. Det synes jeg er en vidunderlig ting. Vi havde meget tidligt et stærkt fællesskab og fælles værdier, der bandt os sammen. Jeg var aldrig i tvivl om, at hun er den rigtige for mig,” tilføjer han.

Efter julen 1993, hvor Helle blev en del af familien Kinnock, begyndte det at gå hurtigt for Helle og Stephen. Både privat og professionelt. Stephen tog efter Europakollegiet til Bruxelles, hvor han fik job som assistent for et britisk parlamentsmedlem. Og faktisk allerede inden Helle blev færdig med specialet var hun rejst ned til Stephen. De flyttede sammen, Helle færdiggjorde specialet og blev samtidig stagiaire i EU-Kommissionen.

En stagiaire er en form for praktikant, og stillingen er for mange ambitiøse unge det første skridt ind i EU-systemet. Året var 1994, og der skulle være valg til Europaparlamentet i juni. Helle kom løbende i kontakt med danske socialdemokrater i parlamentet og tilbød at hjælpe med valgkampagnen. Lige så stille blev hun et velkendt ansigt. Hun søgte og fik jobbet som sekretariatetsleder på det socialdemokratiske kontor, hvor hun refererede til parlamentarikeren Kirsten Jensen, leder af den socialdemokratiske gruppe.

Samtidig besluttede hendes svigermor, Glenys Kinnock, at stille op til Europaparlamentet og blev valgt ind. Året efter, i 1995, blev Neil Kinnock udpeget som EU-transportkommissær – tre år efter han forlod posten som leder af Labour. Hele Kinnockfamilien blev i løbet af de år samlet i Bruxelles. Livet i EU’s hovedstad uden små børn eller andre forstyrrende elementer var forrygende i de år, husker Helle. Hendes og Stephens fokus var på job, hinanden og et meget socialt liv, der opdyrkede og styrkede deres netværk.

De boede i en mikroskopisk lejlighed i det arabiske kvarter, nær Saint Catherine, og levede og åndede for politik i Europas hovedstad. Det sociale og professionelle liv flød sammen. Altid var de i selskab med andre politisk interesserede venner på restaurant, bar eller hjemme hos hinanden. En del af deres fælles venner fra Brügge var også taget til Bruxelles og havde fundet job. Blandt dem var hollænderen Michiel van Hulten, der ligesom Helle senere kom i Europaparlamentet. Og – endda samme år som Helle – blev partiformand for det hollandske socialdemokratiske parti, Partij van de Arbeid, PvdA. Også skolevennen Nick Clegg var i byen og blev medlem af Europaparlamentet og siden vicestatsminister i UK.

Af en menig medarbejder på socialdemokraternes kontor i Bruxelles at være var Helle Thorning-Schmidt well connected. Blandt familien Kinnocks nære venner var Tony Blairs nærmeste rådgivere Alastair Campbell og Philip Gould. De var i sagens natur i tæt kontakt med Neil Kinnock, der som tidligere progressiv leder af Labour gerne og ivrigt deltog i diskussionerne om partiets fremtid.

Ved Victoria Falls i Afrika faldt Stephen på knæ i sommeren 1995. Først og fremmest fordi han havde planlagt at fri til Helle på deres ferie til Sydafrika og Zimbabwe. Men også fordi han slog hovedet hårdt ind i en træport, da han i befippelse over at skulle fri ikke fik dukket sig for den. Den stående vittighed, som de elsker at dele, er, at Stephen ikke var ved sine fulde fem, da han friede. Helle sagde ja, og de ringede samme aften hjem til både Bruxelles og Ishøj med den store nyhed.

”Vi var helt oppe at køre over det. Det var stort for os,” husker hun.

Helle Thorning-Schmidt havde gjort det klart for Stephen, at hun ville have børn, inden hun fyldte 30 år. Sommeren 1995 var han 25 år, og hun var 28 år. Det var ved at være tid. Hjemme på Søvangen i Ishøj sagde Stephen tak til far Holger, fordi han måtte gifte sig med hans datter, fremfor at spørge om lov, hvilket fik Holger til protestere en lille smule. I Bruxelles, hvor hele familien Kinnock boede på det tidspunkt, blev der krammet over søndagsfrokosten, som i mange år var en fast tradition. Ikke mange søndagsfrokoster senere kunne Stephen og Helle så overbringe dem en nyhed mere: Helle var gravid.

Brylluppet stod den 6. april 1996 på Frederiks Bastion ude ved Refshaleøen i København. Det var en borgerlig vielse. Helle Thorning-Schmidt har aldrig været den store kirkegænger.

Særligt hendes meget liberale far brød sig ikke om kirken. Helle blev alene døbt for at glæde farmoren. Konfirmationen blev fravalgt, selv om hun faktisk gik til præst. Helle og Stephens døtre er hverken døbt eller konfirmeret.

Det var en kæmpe fest for mere end 100 gæster fra ind- og udland. Brudekjolen var blå, buketten hvid, og traditionerne med at klirre på tallerkenerne med bestikket og trampe med fødderne for at få brudeparret til at kysse på stolen og under bordet blev fulgt.

Tro og kultur betyder med alderen mere og mere for Helle Thorning-Schmidt, og i dag ærgrer hun sig over, at hun ikke i det mindste fik børnene døbt. Et kirkebryllup havde heller ikke været af vejen. I dag hører den tidligere statsminister Bibelskolen på Radio 24syv, mens hun stryger sit tøj. Hendes mand mener i øvrigt, at hun må have været den eneste regeringsleder i verden, der selv har vasket og strøget sit tøj, mens hun var i embedet, men som hun siger det: ”Hvem skulle ellers gøre det?”

Jeppesens Bibelskole er et radioprogram, hvor studieværten Michael Jeppesen læser Bibelen fra ende til anden. En lille bid ad gangen. Serien er sat til at vare fire år. Helle hører det især, fordi hun er blevet mere og mere historisk interesseret.

”Jeg har ikke lyst til at stå til regnskab for skabelsesberetningen. Men jeg kan godt lide ideen om, at vores liv ikke bare er for os selv, men at alt, hvad vi gør, tjener et højere formål og fremtidige generationer. Min far mente, at hans liv var for ham selv. Han skulle være fri. Det bedste var at være fri. Man skulle spise, hvad man ville, drikke, hvad man ville, rejse, hvor man ville. Jeg synes ikke, at det er meningen med livet og et mål i sig selv kun at være fri. For det bliver nemt til ’fri for ansvar over for andre end sig selv’. Jeg synes, det er en målsætning at være fri inden for et fællesskab og med et ansvar for andre end sig selv. Jeg kan også godt lide tanken om, at jeg skal leve mit liv ansvarligt for den næste generation, og at vi er en del af det samme moralske og menneskelige fællesskab. Jeg er vild med tro, håb og kærlighed. Jeg tror på ansvar, fællesskab, næstekærlighed og tilgivelse. Og jeg vil gerne have, at det er værdier, der binder os sammen. Også på tværs af religioner. Er det religiøst? Det ved jeg ikke. Men det er noget, jeg gerne vil dele med andre i et fællesskab, og så begynder det at blive en lille smule religiøst. Hvis jeg finder ro i en kirke med en smuk salme, og tror på alle vores overgangsritualer, som dåb, konfirmation og det sidste farvel, og synes, der er værdi i Jesu budskab, så er jeg nok lidt kristen. Og som prikken over i’et er min absolutte yndlingsmusical Jesus Christ Superstar, hvor jeg kan alle sangene udenad,” fortæller hun.

”Når jeg siger det til Steve, så siger han bare, at det er kultur. Måske er jeg blot kulturkristen. Men i dag ser jeg mig selv som kristen. På min måde. Og jeg skal begraves fra en kirke. Det ved Steve også godt,” tilføjer hun.