Facebook
Twitter

Syv helte, vi aldrig glemmer



For præcis 600 år siden blev Robin Hood for første gang skrevet ind i menneskehedens fælles heltekartotek. Her er en gennemgang af hans og seks andre uforglemmelige heltes profiler – og en række forklaringer på, hvorfor deres sager aldrig bliver forældede



Tekst: Morten Mikkelsen. Illustrationer: Morten Voigt
17. april 2020

Foto: Ritzau Scanpix
 
 
 
 
Foto: Andrew Roland/Panthermedia/Ritzau Scanpix
 
 



Den barmhjertige bueskytte





En smuk sommermorgen begiver Robin Hood sig gennem skoven. Han kommer til en bred å med en bro, der består af en enkelt træstamme. Her får han øje på en høj, kraftig mand, der nærmer sig på den anden side. Robin sætter farten op for at nå over åen først, men det gør den fremmede også.

”Stop,” råber Robin, ”Lad den bedste mand passere først!”

Ingen vil give sig, og så er der lagt op til fægtning med lange stave mellem Robin Hood og hans udfordrer. Det er store, stærke Lille John, der får sendt Robin en tur i åen med et velrettet slag. Men de to mænd bliver gode venner, og Lille John indvilliger endda i at blive en af Robins lovløse, lystige svende, da Robin besejrer ham i bueskydning. Ganske vist rammer Lille Johns pil lige i plet på målskiven. Men Robins efterfølgende pil rammer Lille Johns og kløver den på langs.

”Aldrig har jeg set mage til skud,” råber Lille John – og så er der ellers fest, bægerklang og venskab blandt de lystige svende ude under egekronerne i Sherwood-skoven ved Nottingham.

Sådan kender vi historien om Robin Hood fra amerikaneren Howard Pyles børnebogsudgave fra 1883. Måske lykkedes det ikke den muntre, grønklædte lovløse med det ædle hjerte, den gode appetit på øl og postej og de overmenneskelige færdigheder som bueskytte at blive den bedste mand, der kunne passere først over åen. Men som litterær helt havde Robin Hood længe været den bedste mand. Så længe, at det i år er præcis 600 år siden, at den første skriftlige beretning om Robin Hoods liv og færden, vi kender til, blev nedfældet.

Velkommen til heltekartoteket, hvor vi trækker syv særligt udødelige helte op af skufferne fra de seneste seks århundreder og studerer deres personprofil. Vi skal undersøge, hvorfor netop disse syv helte har levet videre i menneskenes kollektive erindring, lige siden de første beretninger om dem blev skrevet.




Navn: Robin Hood
Stilling: Landevejsrøver
Lokalitet: Inglewood, Barnsdale, Sherwood
Kendetegn: Bue og pil, grønt tøj og hat
Princip: Tag fra de rige, giv til de fattige
Samarbejdspartnere: Lille John, Lady Marian, Broder Tuck m.fl.
Modstandere: Prins John, Sheriffen af Nottingham
Tid: Middelalderen
Sag oprettet: 1420




Hvad gør dem til helte? Hvad har menneskene brugt dem til? Og hvad gør, at stort set alle kender disse personer – også dem, der aldrig har læst historierne?

Da Robin Hoods personprofil i heltekartoteket bliver oprettet i 1420, er oplysningerne mildt sagt sparsomme. Den samlede omtale består af fire korte, rimede linjer, som Andrew af Wyntoun, præst og prior ved klostret i Loch Leven, indskriver i ”Orygynale Cronykil of Scotland”, den originale skotske krønike:

Litil Iohun and Robert Hude
Waythmen war commendit gud;
In Ingilwode and Bernnysdaile
Thai oyssit al this tyme thar trawale.

Oversat til moderne dansk betyder dette omtrent, at Lille John og ”Robert Hude” havde et godt ry som lovløse og gjorde deres gerninger i Inglewood og Barnsdale ”på denne tid”. Af sammenhængen fremgår, at tiden er 1280’erne, 140 år før Wyntouns krønike.

Altså ingen kamp på stave, ingen bueskydningskonkurrence, ingen sherif af Nottingham, ingen Lady Marian, og heller ingen kong Richard Løvehjerte eller prins John, som regerede England henholdvis 1189-1199 og 1199-1216, altså yderligere 100 år tilbage i tiden. Og heller ingen Sherwood-skov.

Selvfølgelig heller ingen af de mange scener, som britisk og amerikansk film og tv i mere end 70 filmatiseringer op gennem det 20. århundrede har placeret superstjerner som Douglas Fairbanks, Errol Flynn, Sean Connery, Kevin Costner, Russell Crowe og Taron Egerton i.

I 1420 var der kun det helt basale: Robin selv, hans makker Lille John og det forhold, at folk talte godt om dem, selvom de var lovløse.

”Der er fra første færd en forestilling om Robin Hood som håndhæver af en alternativ retfærdighed,” forklarer Henrik Thiil Nielsen, MA i engelsk fra Københavns Universitet, som gennem de seneste 40 år har gransket Robin Hood-mytens oprindelse og været med til at opbygge en international database om emnet.

”I middelalderens England kunne den jævne befolkning ikke regne med, at loven var på deres side, og den lokale sherif havde lov til at vride alle de penge ud af befolkningen i skatter, som han kunne. Det er på denne baggrund, at fortællingen opstår om den lovløse som en stærk beskytter af de svage. Jeg ser Robin Hood som en verdslig version af tidens mange religiøse beretninger om martyrer og helgener,” uddyber han.

I senere tider har der været en tilbøjelighed til at tolke Robin Hood som en anarkistisk eller socialistisk figur. For eksempel lancerede Enhedslisten i 2001 deres dengang unge håb Pernille Rosenkrantz-Theil som partiets ”Robin Hood-ordfører”, fordi hun skulle føre ordet, hver gang der var politisk ønske om at tage fra de rige og give til de fattige. Men ifølge Henrik Thiil Nielsen ligger denne tolkning temmelig langt fra middelalderens samfund, som var gennemsyret af katolsk kristendom.

”Det med at tage fra de rige og give til de fattige mener jeg skal ses i en kristen ramme som et barmhjertighedsprincip. Robin Hood-traditionen knytter sig til den folkelige Maria-dyrkelse. Fortællingen om jomfru Maria spillede en meget væsentlig rolle i middelalderen, og der er i nogle af de tidlige beretninger om Robin Hood oplysninger om, at han på grund af sin kærlighed til jomfru Maria aldrig angriber et selskab, hvor der er kvinder,” fortæller Henrik Thiil Nielsen.

Hvis vi her i heltekartoteket skal foretage en vurdering af Robin Hoods værdigrundlag, kan vi næppe karakterisere ham som politisk venstreorienteret med et ønske om fordelingspolitiske ændringer. Han er en munter landevejsrøver, som skyder med pile, slår på tæven og plyndrer, men undgår at blive upopulær i den jævne befolkning, fordi hans forbrydelser kun rammer de magtfulde.

I de klassiske Robin Hood-beretninger er der en munk, broder Tuck, blandt hans venner, men den rene helgen er Robin langtfra. Og de mange mundtlige beretninger og viser om ham, som gik forud for krøniken fra 1420, var heller ikke noget, kirken påskønnede som opbyggelig litteratur.

I århundrederne før han kom ind i kartoteket, levede Robin Hood nemlig i den mundtlige tradition. Henrik Thiil Nielsen gør opmærksom på, at navnet Robin Hood faktisk allerede nævnes i en tekst af William Langland i 1377, hvor der står: ”Jeg kan ikke mit fadervor, som præsten synger, men jeg kan rim om Robin Hood og Jarlen af Chester.”

”Denne tekst fortæller os intet om Robin Hood. Kun at der findes rim om ham, og disse rim er noget, som betragtes som underlødigt,” siger han.

Hvorvidt der rent faktisk har levet en Robin Hood i middelalderens England, har Henrik Thiil Nielsen et klart svar på: Det har der. Men der har faktisk levet så mange, at det er umuligt at sige, hvilken Robin Hood legenden om den ædle landevejsrøver bygger på.

”Når man leder i britiske kilder efter navne på personer, der hedder Robert eller Robin Hood før 1377, er problemet, at man finder alt for mange. Fem procent af den mandlige befolkning hed Robert. Navnet Hood er sjældnere, men der kan identificeres over 100 personer med det fulde navn, som har levet i middelalderen, og omkring 40 af dem er registreret som kriminelle,” påpeger Robin Hood-forskeren, som forklarer, at den ekstremt høje andel kriminelle hænger sammen med, at en stor del af kildeteksterne er juridiske dokumenter.

Robin Hoods oprindelse fortoner sig altså i tågerne, og det har givet senere tiders historiefortællere mere frit slag. Andrew af Wyntoun er kun én af mange, der fra 1420 skriver, rimer og tegner figuren frem. Beretningen om landevejsrøveren bliver klippet sammen med en række helteberetninger om Richard Løvehjerte, som kan være medvirkende til, at Robin bliver 100 år ældre, end han var i 1420, og på Shakespeares tid omkring år 1600 bliver Robin dels en lovløs, der faktisk har adelig baggrund, dels dukker der en beretning op om Prins John, der efterstræber en ærbar kvinde ved navn Matilda Fitzwater, som imidlertid elsker en anden og derfor foretrækker at gå i kloster. Henrik Thiil Nielsen vurderer, at denne figur kan være forløberen til figuren Lady Marian.

”Meget tyder på, at den Robin Hood-figur, vi kender i dag, er opstået ved, at en lang række fortællinger er blevet mikset sammen over tid. Da Walter Scott udgiver romanen ’Ivanhoe’ i 1820, hvor Robin Hood er med som en bifigur, bliver det cementeret, at han tidsmæssigt skal placeres på Richard Løvehjertes tid. Siden har et utal af teaterstykker, bøger og film yderligere cementeret og varieret billedet af Robin Hood,” forklarer Henrik Thiil Nielsen, som har ét bud på, hvorfor Robin Hood har kunnet holde sig i live efter 600 år i heltekartoteket:

”En væsentlig grund til, at han har holdt sig populær er den ikonografiske effekt, som han har haft næsten lige fra begyndelsen. Vi ved, at han går i grønt tøj og skyder med bue og pil. Det betyder, at enhver tegning af en mand i grønt tøj med bue og pil lige siden er blevet identificeret som Robin Hood.”

Denne visuelle genkendelighed kan slet ikke overvurderes, når man skal undersøge, hvilke helte der bliver ved med at figurere i heltekartoteket, mener han.

”Tag en anden klassisk engelsk heltefigur, kong Arthur. Mange har hørt om ham og beretningerne om ridderne af det runde bord og sværdet i stenen. Men det er sværere at afbilde ham, så han er umiddelbart genkendelig,” siger Henrik Thiil Nielsen, som udpeger Robin Hood som den tydeligste heltefigur i Europas historie og litteraturhistorie gennem en 1000-årig periode.

Tiden fra år 500 til 1500 betegnes som europæisk middelalder. Hvis man ser på alle historiske personer, sagnfigurer og rent fiktive personer er der ifølge Henrik Thiil Nielsen kun to, der er så kendte, at alle mennesker i dag kender til dem og kan genkende dem med det samme, og så almene, at historierne om dem kan varieres ud i det uendelige, hvis blot nogle få karakteristika er på plads.

Den ene er en blodsugende skurkefigur, Vlad Dracul eller Grev Dracula.

Den anden er en bueskydende heltefigur, Robin Hood.



 

Det koster ikke noget at læse om de andre helte!


Du skal blot give os din email-adresse.



Email-adresse:

Jeg bekræfter, at jeg vil gerne modtage et særtilbud fra Kristeligt Dagblad på brev, telefon eller e-mail.

Allerede abonnent?
Log ind her!