Facebook
Twitter

Syv helte, vi aldrig glemmer



For præcis 600 år siden blev Robin Hood for første gang skrevet ind i menneskehedens fælles heltekartotek. Her er en gennemgang af hans og seks andre uforglemmelige heltes profiler – og en række forklaringer på, hvorfor deres sager aldrig bliver forældede



Tekst: Morten Mikkelsen. Illustrationer: Morten Voigt
17. april 2020

Foto: Ritzau Scanpix
 
 
 
 
Foto: Andrew Roland/Panthermedia/Ritzau Scanpix
 
 



Den barmhjertige bueskytte





En smuk sommermorgen begiver Robin Hood sig gennem skoven. Han kommer til en bred å med en bro, der består af en enkelt træstamme. Her får han øje på en høj, kraftig mand, der nærmer sig på den anden side. Robin sætter farten op for at nå over åen først, men det gør den fremmede også.

”Stop,” råber Robin, ”Lad den bedste mand passere først!”

Ingen vil give sig, og så er der lagt op til fægtning med lange stave mellem Robin Hood og hans udfordrer. Det er store, stærke Lille John, der får sendt Robin en tur i åen med et velrettet slag. Men de to mænd bliver gode venner, og Lille John indvilliger endda i at blive en af Robins lovløse, lystige svende, da Robin besejrer ham i bueskydning. Ganske vist rammer Lille Johns pil lige i plet på målskiven. Men Robins efterfølgende pil rammer Lille Johns og kløver den på langs.

”Aldrig har jeg set mage til skud,” råber Lille John – og så er der ellers fest, bægerklang og venskab blandt de lystige svende ude under egekronerne i Sherwood-skoven ved Nottingham.

Sådan kender vi historien om Robin Hood fra amerikaneren Howard Pyles børnebogsudgave fra 1883. Måske lykkedes det ikke den muntre, grønklædte lovløse med det ædle hjerte, den gode appetit på øl og postej og de overmenneskelige færdigheder som bueskytte at blive den bedste mand, der kunne passere først over åen. Men som litterær helt havde Robin Hood længe været den bedste mand. Så længe, at det i år er præcis 600 år siden, at den første skriftlige beretning om Robin Hoods liv og færden, vi kender til, blev nedfældet.

Velkommen til heltekartoteket, hvor vi trækker syv særligt udødelige helte op af skufferne fra de seneste seks århundreder og studerer deres personprofil. Vi skal undersøge, hvorfor netop disse syv helte har levet videre i menneskenes kollektive erindring, lige siden de første beretninger om dem blev skrevet.




Navn: Robin Hood
Stilling: Landevejsrøver
Lokalitet: Inglewood, Barnsdale, Sherwood
Kendetegn: Bue og pil, grønt tøj og hat
Princip: Tag fra de rige, giv til de fattige
Samarbejdspartnere: Lille John, Lady Marian, Broder Tuck m.fl.
Modstandere: Prins John, Sheriffen af Nottingham
Tid: Middelalderen
Sag oprettet: 1420




Hvad gør dem til helte? Hvad har menneskene brugt dem til? Og hvad gør, at stort set alle kender disse personer – også dem, der aldrig har læst historierne?

Da Robin Hoods personprofil i heltekartoteket bliver oprettet i 1420, er oplysningerne mildt sagt sparsomme. Den samlede omtale består af fire korte, rimede linjer, som Andrew af Wyntoun, præst og prior ved klostret i Loch Leven, indskriver i ”Orygynale Cronykil of Scotland”, den originale skotske krønike:

Litil Iohun and Robert Hude
Waythmen war commendit gud;
In Ingilwode and Bernnysdaile
Thai oyssit al this tyme thar trawale.

Oversat til moderne dansk betyder dette omtrent, at Lille John og ”Robert Hude” havde et godt ry som lovløse og gjorde deres gerninger i Inglewood og Barnsdale ”på denne tid”. Af sammenhængen fremgår, at tiden er 1280’erne, 140 år før Wyntouns krønike.

Altså ingen kamp på stave, ingen bueskydningskonkurrence, ingen sherif af Nottingham, ingen Lady Marian, og heller ingen kong Richard Løvehjerte eller prins John, som regerede England henholdvis 1189-1199 og 1199-1216, altså yderligere 100 år tilbage i tiden. Og heller ingen Sherwood-skov.

Selvfølgelig heller ingen af de mange scener, som britisk og amerikansk film og tv i mere end 70 filmatiseringer op gennem det 20. århundrede har placeret superstjerner som Douglas Fairbanks, Errol Flynn, Sean Connery, Kevin Costner, Russell Crowe og Taron Egerton i.

I 1420 var der kun det helt basale: Robin selv, hans makker Lille John og det forhold, at folk talte godt om dem, selvom de var lovløse.

”Der er fra første færd en forestilling om Robin Hood som håndhæver af en alternativ retfærdighed,” forklarer Henrik Thiil Nielsen, MA i engelsk fra Københavns Universitet, som gennem de seneste 40 år har gransket Robin Hood-mytens oprindelse og været med til at opbygge en international database om emnet.

”I middelalderens England kunne den jævne befolkning ikke regne med, at loven var på deres side, og den lokale sherif havde lov til at vride alle de penge ud af befolkningen i skatter, som han kunne. Det er på denne baggrund, at fortællingen opstår om den lovløse som en stærk beskytter af de svage. Jeg ser Robin Hood som en verdslig version af tidens mange religiøse beretninger om martyrer og helgener,” uddyber han.

I senere tider har der været en tilbøjelighed til at tolke Robin Hood som en anarkistisk eller socialistisk figur. For eksempel lancerede Enhedslisten i 2001 deres dengang unge håb Pernille Rosenkrantz-Theil som partiets ”Robin Hood-ordfører”, fordi hun skulle føre ordet, hver gang der var politisk ønske om at tage fra de rige og give til de fattige. Men ifølge Henrik Thiil Nielsen ligger denne tolkning temmelig langt fra middelalderens samfund, som var gennemsyret af katolsk kristendom.

”Det med at tage fra de rige og give til de fattige mener jeg skal ses i en kristen ramme som et barmhjertighedsprincip. Robin Hood-traditionen knytter sig til den folkelige Maria-dyrkelse. Fortællingen om jomfru Maria spillede en meget væsentlig rolle i middelalderen, og der er i nogle af de tidlige beretninger om Robin Hood oplysninger om, at han på grund af sin kærlighed til jomfru Maria aldrig angriber et selskab, hvor der er kvinder,” fortæller Henrik Thiil Nielsen.

Hvis vi her i heltekartoteket skal foretage en vurdering af Robin Hoods værdigrundlag, kan vi næppe karakterisere ham som politisk venstreorienteret med et ønske om fordelingspolitiske ændringer. Han er en munter landevejsrøver, som skyder med pile, slår på tæven og plyndrer, men undgår at blive upopulær i den jævne befolkning, fordi hans forbrydelser kun rammer de magtfulde.

I de klassiske Robin Hood-beretninger er der en munk, broder Tuck, blandt hans venner, men den rene helgen er Robin langtfra. Og de mange mundtlige beretninger og viser om ham, som gik forud for krøniken fra 1420, var heller ikke noget, kirken påskønnede som opbyggelig litteratur.

I århundrederne før han kom ind i kartoteket, levede Robin Hood nemlig i den mundtlige tradition. Henrik Thiil Nielsen gør opmærksom på, at navnet Robin Hood faktisk allerede nævnes i en tekst af William Langland i 1377, hvor der står: ”Jeg kan ikke mit fadervor, som præsten synger, men jeg kan rim om Robin Hood og Jarlen af Chester.”

”Denne tekst fortæller os intet om Robin Hood. Kun at der findes rim om ham, og disse rim er noget, som betragtes som underlødigt,” siger han.

Hvorvidt der rent faktisk har levet en Robin Hood i middelalderens England, har Henrik Thiil Nielsen et klart svar på: Det har der. Men der har faktisk levet så mange, at det er umuligt at sige, hvilken Robin Hood legenden om den ædle landevejsrøver bygger på.

”Når man leder i britiske kilder efter navne på personer, der hedder Robert eller Robin Hood før 1377, er problemet, at man finder alt for mange. Fem procent af den mandlige befolkning hed Robert. Navnet Hood er sjældnere, men der kan identificeres over 100 personer med det fulde navn, som har levet i middelalderen, og omkring 40 af dem er registreret som kriminelle,” påpeger Robin Hood-forskeren, som forklarer, at den ekstremt høje andel kriminelle hænger sammen med, at en stor del af kildeteksterne er juridiske dokumenter.

Robin Hoods oprindelse fortoner sig altså i tågerne, og det har givet senere tiders historiefortællere mere frit slag. Andrew af Wyntoun er kun én af mange, der fra 1420 skriver, rimer og tegner figuren frem. Beretningen om landevejsrøveren bliver klippet sammen med en række helteberetninger om Richard Løvehjerte, som kan være medvirkende til, at Robin bliver 100 år ældre, end han var i 1420, og på Shakespeares tid omkring år 1600 bliver Robin dels en lovløs, der faktisk har adelig baggrund, dels dukker der en beretning op om Prins John, der efterstræber en ærbar kvinde ved navn Matilda Fitzwater, som imidlertid elsker en anden og derfor foretrækker at gå i kloster. Henrik Thiil Nielsen vurderer, at denne figur kan være forløberen til figuren Lady Marian.

”Meget tyder på, at den Robin Hood-figur, vi kender i dag, er opstået ved, at en lang række fortællinger er blevet mikset sammen over tid. Da Walter Scott udgiver romanen ’Ivanhoe’ i 1820, hvor Robin Hood er med som en bifigur, bliver det cementeret, at han tidsmæssigt skal placeres på Richard Løvehjertes tid. Siden har et utal af teaterstykker, bøger og film yderligere cementeret og varieret billedet af Robin Hood,” forklarer Henrik Thiil Nielsen, som har ét bud på, hvorfor Robin Hood har kunnet holde sig i live efter 600 år i heltekartoteket:

”En væsentlig grund til, at han har holdt sig populær er den ikonografiske effekt, som han har haft næsten lige fra begyndelsen. Vi ved, at han går i grønt tøj og skyder med bue og pil. Det betyder, at enhver tegning af en mand i grønt tøj med bue og pil lige siden er blevet identificeret som Robin Hood.”

Denne visuelle genkendelighed kan slet ikke overvurderes, når man skal undersøge, hvilke helte der bliver ved med at figurere i heltekartoteket, mener han.

”Tag en anden klassisk engelsk heltefigur, kong Arthur. Mange har hørt om ham og beretningerne om ridderne af det runde bord og sværdet i stenen. Men det er sværere at afbilde ham, så han er umiddelbart genkendelig,” siger Henrik Thiil Nielsen, som udpeger Robin Hood som den tydeligste heltefigur i Europas historie og litteraturhistorie gennem en 1000-årig periode.

Tiden fra år 500 til 1500 betegnes som europæisk middelalder. Hvis man ser på alle historiske personer, sagnfigurer og rent fiktive personer er der ifølge Henrik Thiil Nielsen kun to, der er så kendte, at alle mennesker i dag kender til dem og kan genkende dem med det samme, og så almene, at historierne om dem kan varieres ud i det uendelige, hvis blot nogle få karakteristika er på plads.

Den ene er en blodsugende skurkefigur, Vlad Dracul eller Grev Dracula.

Den anden er en bueskydende heltefigur, Robin Hood.



 
Foto: Hermann Stilke
 
 



Pigen, der hørte Guds stemme




Katedralen i Reims den 17. juli 1429. Knælende lader den franske dauphin, tronarving, sig krone som kong Karl VII. Katedralen er fyldt til bristepunktet med adelsmænd, prælater og befalingsmænd, men den egentlige hovedperson er en ganske ung kvinde, som grædende erklærer:

”Ædle konge, nu er Guds ønske opfyldt, at jeg skulle hæve belejringen af Orléans og bringe Dem til Reims for at modtage den hellige kroning og således vise, at De er den sande konge, som Frankrigs trone tilhører!”

I nogle skildringer knæler hun sammen med kongen. I andre står hun rank iført rustning og med en militær fane i hånden. En hærfører i en 17-årig piges skikkelse.

Kvinden er Jeanne d’Arc. En bondepige fra byen Domremy, som fem år forinden har hørt stemmer. Stemmer, som hun mener kommer fra Gud og hans engle, og som befaler hende at stille sig i spidsen for de franske soldater i hundredårskrigen mod englænderne og at indsætte dauphinen som konge.

Denne dag i katedralen i Reims er højdepunktet i hendes liv. Hun kan træde frem og slå fast, at hun har gjort akkurat det, Gud bad hende om.

Siden går det ned ad bakke. Hun bliver fanget af burgunderne, som overlader hende til englænderne. Præster fra den franske inkvisition indleder derefter en proces imod hende for at være kætter. Det er gudsbespotteligt, at hun hævder at have talt direkte med Gud, mener præsterne.

Undervejs i forløbet lader hun sig overtale til at bekende og angre, men siden fortryder hun og trækker bekendelsen tilbage. Dette giver ifølge inkvisitionens logik mulighed for at brænde hende som frafalden.

Selvom hun har hjulpet ham til magten, gør Karl VII intet for at hjælpe hende, men lader stå til. Den 30. maj 1431 bliver hun brændt på bålet, selvom hun har forsvaret sig med stor veltalenhed under processen.

Fra den dag og resten af krigen vinder de franske tropper alle slag. Englands konge opgiver at forene de to riger under sit herredømme. Frankrig er reddet som nation. Af en ung pige, som fulgte Guds bud.

Kongen, som svigtede, men fik magten, er glemt af eftertiden. Pigen, som reddede sit fædreland, har derimod været anerkendt af den katolske kirke som helgen i akkurat 100 år og har haft plads i heltekartoteket, siden de første skriftlige beretninger om hende kom i 1435.




Navn: Jeanne d’Arc
Stilling: Kriger, martyr og helgen
Lokalitet: Domremy, Orléans, Reims, Rouen
Kendetegn: Rustning, kort hår
Princip: At opgive hvem man er og leve uden tro er værre end at dø
Samarbejdspartnere: Gud, kong Karl VII
Modstandere: Englænderne, den franske inkvisition
Tid: Senmiddelalderen
Sag oprettet: 1435




”Jeanne d’Arc er en af vor kulturs største helteskikkelser. Det var helt enestående, hvordan hun som en ganske ung pige af lav byrd var i stand til at samle og genskabe den franske nation. Endda på trods af en uduelig dauphin, som ikke gad løfte en finger for hende,” siger Brian Patrick McGuire, professor emeritus i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet.

Han peger på, at selvom Robin Hood og Jeanne d’Arc begge er skikkelser fra middelalderen, som kom på skrift i 1400-tallet, så er der en markant forskel på de to: Robin Hoods oprindelse fortaber sig i legendernes og folkevisernes tåger. Jeanne d’Arc er derimod en tydelig historisk person, som spillede en væsentlig rolle i den franske nations historie. Salvingen af dauphinen i domkirken i Reims i 1429, som beskrevet ovenfor, er ikke en scene fra et fiktionsværk, men baseret på relativt pålidelige historiske kilder. Ifølge professoren er scenen både et religiøst øjeblik, et magtpolitisk gennembrud for Jeanne d’Arc – og en historisk kendsgerning.

Historien om Jeanne d’Arc er opsigtsvækkende. I en alder af bare 12 år hører hun efter eget udsagn Guds og hans engles røst, der befaler hende at drive englænderne ud af Frankrig. De to nationer – eller mere præcist de to fyrsteslægter Plantagenet og Valois – har næsten uafbrudt siden 1337 ført krig om retten til den franske trone. Den unge pige får nu af Gud selv til opgave at indsætte Karl VII af huset Valois på tronen. Hun får den franske befolkning med sig ved hjælp af en veltalenhed og gennemslagskraft, der er helt ud over det sædvanlige, og hun står i spidsen for de franske tropper, da det lykkes at hæve englændernes belejring af Orléans. For dette bliver hun i al fremtid kendt som ”Jomfruen fra Orléans”.

”Jeanne d’Arc har en plads i både Frankrigs og i kristendommens historie. Hun talte med en så overnaturlig selvsikkerhed, at det gjorde indtryk på hendes omgivelser. Hun fik befolkningen og soldaterne til at følge sig og var meget populær, men også meget kontroversiel i sin levetid. Kirken brugte alt, hvad der kunne bruges imod hende, blandt andet fandt man det verderstyggeligt, at hun klædte sig som en mand, selvom der også var teologer i tiden, der ikke mente, at det var noget stort problem,” fortæller Brian Patrick McGuire.

Kilderne til den historiske Jeanne d’Arc er både folkelige overleveringer, mere valid historieskrivning – og faktisk eksisterer retsreferaterne fra den proces, som den franske inkvisition førte imod hende, som førte til, at hun blev brændt på bålet. Men tiden skulle vise sig at være på Jeanne d’Arcs side.

Allerede i 1456 slog kirken fast, at hun alligevel ikke var kætter, men hun var i mange århundreder mest en helt i folkelige kredse. Den kendsgerning, at hun hverken var adelig eller funderet i kirken, gjorde hende svær at spise for magthavere. Dette skiftede totalt i 1920, da hun – som en gave til Frankrig for at have vundet Første Verdenskrig – blev gjort til helgen og officiel fransk nationalheltinde.

I dag har denne brug af hende fået et omfang, så den nationalistiske franske højrefløj ifølge Brian Patrick McGuire prøver at tage patent på hende.

Men Jeanne d’Arc er ikke kun en historisk person. Hun indgår også som fiktionskarakter i værker af Shakespeare, Voltaire, Schiller, Mark Twain, George Bernard Shaw, Bertolt Brecht, Patti Smith samt bunkevis af andre forfattere, dramatikere og digtere. Måske er den allervigtigste fiktionsskildring danske Carl Th. Dreyers film ”Jeanne d’Arcs lidelse og død” fra 1928 med Renée Falconetti i titelrollen.

”I de første mange århundreder var det de folkelige beretninger om den unge pige, der blev hærfører og gik i krig, der blev kendt. Først i 1800-tallet genopdagede historikere inkvisitionsakterne, og de er siden blevet brugt litterært. Dreyers film er meget tro mod de historiske kilder og udfolder ikke krigerfiguren, men den spirituelle Jeanne d’Arc, som er intellektuelt i stand til at modstå inkvisitionens forsøg på at fælde hende teologisk, fordi hun virkelig har forstand på, hvad kristendom handler om,” fortæller professoren, som selv har brugt Dreyers film i sin historieundervisning.

Den franske instruktør Luc Besson lavede i 1999 en noget mere kulørt filmversion med skuespilleren og supermodellen Milla Jonovic i titelrollen, som viser, at Jeanne d’Arc har det til fælles med de øvrige top-profiler i heltekartoteket, at deres figur til stadighed kan udvides og fornys.

Jeanne d’Arc er ikke så umiddelbart ikonografisk genkendelig som Robin Hood, Sherlock Holmes og Tarzan, men ifølge Brian Patrick McGuire, er der flere grunde til, at hun er lige så uforglemmelig og udødelig.

”Alene den kendsgerning, at hun var kvinde, må ses som den redning, der sikrer, at hun ikke bliver glemt. Sammen med Birgitta af Vadstena og Hildegard af Bingen hører hun til middelalderkvinder, som har spillet en rolle i historien, og som dyrkes med særlig interesse, fordi de var kvinder,” siger Brian Patrick McGuire.

Han tilføjer dog, at Jeanne d’Arc som udødelig helt er meget mere end sit køn. Historien om hende er enestående:

”Der er flere forhold i beretningen, som ganske enkelt ikke kan forklares af naturlig vej. At hun formår at få mennesker i tale på trods af sit køn og sin baggrund. At hun aldrig er i tvivl. At hun bliver kaldt til dauphinen og med det samme kan udpege ham, selvom han gemmer sig i mængden, og hun aldrig har set ham. Og at hun under inkvisitionen imod hende svarer nøgternt, ydmygt, konsekvent og med teologisk dybde på alle spørgsmål, selvom hun er en uuddannet pige, der ikke ved andet om kristendommen, end hvad hun har hørt i sin lokale kirke. Hun virker mere moden end sin kronologiske alder. Som historiker kan jeg ikke forklare fænomenet. Jeg tror virkelig, at hun er inspireret af Gud.” 



 
Foto: Thomas Malton
 
 



Detektiven, som var imperiets immunforsvar



En sen morgen samler doktor John Watson en stok op fra gulvet, som en gæst, der er gået forgæves aftenen forinden, har glemt. Stokken har et kugleformet hoved og et sølvbånd med inskriptionen: ”Til læge James Mortimer fra hans venner ved C.C.H - 1884”.

Vi er i lejligheden på adressen 221B Baker Street i London, og Watsons bofælle, den geniale detektiv Sherlock Holmes, spørger, hvad han kan udlede af stokken. Lægen høster ros fra sin ven for sine teorier om, at Mortimer er en ældre læge, der bor på landet og er medlem af en jagtklub. Så tilføjer Holmes dog:

”Måske er De ikke noget stort lys, men De kan i hvert fald kaste lys omkring Dem.”

Herefter overtager Holmes stokken, studerer den gennem et forstørrelsesglas og argumenterer så overbevisende for, at Mortimer er en ung, venlig læge uden ærgerrighed, som kortvarigt har arbejdet på Charing Cross Hospital og ejer en hund. Det sidste kan han se på bidemærkerne i stokken.

”Nå ja, det er jo en cocker spaniel,” afslutter Holmes.

”Hør nu her. Hvordan kan De dog vide det?” spørger Watson.

”Simpelthen fordi jeg kan se hunden ude på trappen, og nu ringer dens ejer på.”

Sådan indledes ”Baskervilles Hund” af Arthur Conan Doyle, nok den mest kendte roman om mesterdetektiven Sherlock Holmes. I åbningscenen får vi det vigtigste, vi har brug for at vide om Holmes. Han er en detektiv med en skarp iagttagelsesevne, et rigt mål af arrogance, en høj intelligens – og en knap så skarp makker og bofælle, som ligner os almindelige dødelige noget mere.

”Der findes litterater, som har opstillet formler for, hvad der skal til for at skrive en god krimi. Selvfølgelig skal der være en genial detektiv, men der er også brug for en hjælper, som gerne må være lige en lille smule dummere end den gennemsnitlige læser,” fortæller Palle Schantz Lauridsen, medielektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet, der netop har skrevet doktordisputats om Sherlock Holmes i danske mediekulturer.

”Baskervilles hund” udkom første gang i 1902, 15 år efter at Conan Doyle første gang havde introduceret sin figur i historien ”Et studie i rødt” – og ni år efter, at han havde slået ham ihjel i bogen med den engelske titel ”The Adventure of the Final Problem”.

Grunden til, at Conan Doyle havde ladet sin helt dø ved et fald fra en klippe ved Reichenbach-vandfaldet i et opgør med sin ærkefjende Moriarty, var, at forfatteren følte, at den famøse mesterdetektiv fjernede hans opmærksomhed fra bedre gøremål. Disse gøremål var især at skrive historiske romaner, som Conan Doyle fandt mere lødige, men som ingen mennesker længere gider læse.

Sherlock Holmes har et kæmpe publikum til gengæld gidet læse om, lige siden hans skaber skrev ham ind i heltekartoteket i 1887.





Navn: Sherlock Holmes
Stilling: Privatdetektiv
Lokalitet: Baker Street 221B, London
Kendetegn: Hat, pibe og lup
Princip: Retfærdigheden er vigtigere end loven
Samarbejdspartnere: Doktor John Watson
Modstandere: Professor Moriarty, Irene Adler
Tid: Det britiske imperiums storhedstid
Sag oprettet: 1887




Holmes er den perfekte detektiv, der aldrig er overgået, og som kan ses som stamfader til alle senere litterære mesterdetektiver. Og sammen med Watson er han stamfader til ideen om at lade en kriminalhistorie blive drevet frem af makkerskabet mellem to forskellige heltefigurer – en menneskeligt genkendelig og en ganske ekstraordinær.

”Indledningen til ’Baskevilles hund’ fortæller meget om, hvad det er, vi har med at gøre. Scenen handler ikke om at sætte en handling i gang, den er ren show off af Holmes’ utrolige genialitet. Holmes er indbegrebet af den intellektuelle tænker, som ganske vist kan skyde med en pistol og løbe efter forbrydere, men kun sjældent gør det og klart foretrækker at tænke sig frem til det hele,” forklarer Palle Schantz Lauridsen.

Måske har én og anden læst en Sherlock Holmes-historie og følt sig underholdt, men alligevel syntes, at handlingen var lidt tynd eller mærkelig. Sagen er ifølge lektoren, at Conan Doyles historier i udpræget grad er karakter-drevne frem for plot-drevne. Det er ikke det, der sker, som er afgørende. Det er dem, det sker for. Sherlock Holmes-figuren overgår de historier, Conan Doyle skrev om ham.

”At Sherlock Holmes blev så berømt skyldes mange ting. Dels er han godt fundet på. Dels er det heller ikke uden betydning, at han blev dygtigt markedsført. Man skal lægge mærke til, at Conan Doyle var kunde hos verdens første litterære agent. Og endelig skal man bemærke, at Sherlock Holmes ikke kom til verden i bogform, idet historierne først blev trykt som føljetoner i The Strand Magazine, der havde mellem 300.000 og 500.000 læsere,” fortæller Palle Schantz Lauridsen.

Her i helte-kartoteket har vi foretaget et kæmpe spring på mange århundreder fra middelalder-legenderne om Robin Hood og Jeanne d’Arc til et nøje kontrolleret og markedsført forfatterskab i det britiske imperiums storhedstid i slutningen af 1800-tallet.

Modsat de to foregående figurer er Sherlock Holmes skabt af én forfatter som fiktionsfigur. Men mesterdetektiven er rent faktisk inspireret af et levende menneske, den skotske læge og universitetslærer Joseph Bell, som Arthur Conan Doyle som 18-årig var assistent for ved Royal Infirmary of Edinburgh og som gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge forfatterspire med sin intelligens, sin videnskabelighed og sin iagttagelsesevne.

Der er dog markante forskelle på virkelighedens Bell, som helbredte de syge, agiterede for bedre hospitalshygiejne og på alle måder var en anerkendt samfundsstøtte, og den fiktive detektiv Holmes, som aldrig var en del af samfundsfællesskabet, men en excentrisk bohéme, der sætter sig ud over samfundet for at være dets uafhængige beskytter.

”Det var vigtigt for Conan Doyle, at Holmes skulle ses som englænder, som et immunforsvar der beskytter det britiske imperiums samfundsorden, kultur og dannelse mod de forbrydelser og dårlige manerer, der ofte udgår fra kolonierne og det europæiske kontinent,” påpeger Palle Schantz Lauridsen.

Og lektoren tilføjer, at detektiven ikke bare følger landets love, men sin egen retfærdighedssans, som kan indebære, at nogle lovbrydere får lov at slippe for at blive udleveret til politiet, hvis der er gode argumenter for det:

”Ifølge Holmes selv er han hævet over loven. Hans håndhæver retfærdigheden, ikke loven.”

Allerede fra de første korte Sherlock Holmes-historier i 1891 var detektiven en god forretning, hvilket var hovedårsagen til, at Conan Doyle fra 1902 og frem genoplivede den detektiv, han havde slået ihjel. Først med ”Baskervilles hund”, som i fortællingens kronologi er skrevet ind før Holmes’ død. Men siden fulgte en regulær genopstandelse i en historie med titlen ”Sherlock Holmes vender tilbage”, hvor vi får at vide, at beretningen fra 1893 om Holmes’ død var en fejl, her er, hvad der virkelig skete. Det var vistnok første, men langtfra sidste gang i litteraturhistorien, at en fiktiv helt er blevet genoplivet, fordi læserne forlangte det – og fordi forfatteren havde brug for pengene.

Sherlock Holmes var lige fra begyndelsen et brand og et ikon, som Conan Doyle nok skrev de officielle historier om, men som alle andre kunne tage og gøre, hvad de ville med. Det gjorde alskens forfattere, dramatikere og tegneserietegnere som danske Storm P så – og allerede tidligt i 1900-tallet fandtes der ikke bare én, men mange Sherlock Holmes’er. Han dukkede op i alskens aftapninger af drama, komik og rørstrømske kærlighedshistorier med en ”marcipanslutning”, som en københavnsk anmelder skrev om det danske teaterstykke ”Sherlock Holmes – en forbryderkomedie”, som blandede alle disse elementer og var på turné rundt i landet i 1902. Altså så tidligt, at Conan Doyle selv på det tidspunkt netop var ved at genoplive sin detektiv og udgive sin vigtigste historie om ham.

Siden den næsten øjeblikkelige verdensberømmelse, Holmes fik i begyndelsen af 1900-tallet, er det gået lidt op og ned, men glemt blev han aldrig. I Danmark var der fra efteråret 1943 og frem en stor, fornyet interesse for Holmes båret frem af en genudgivelse i fine bind af alle Conan Doyles historier, hvilket Palle Schantz Lauridsen kæder direkte sammen med Anden Verdenskrigs udvikling. Nu stod det klart, at tyskerne ville tabe, og at det var briterne, vi skulle vende os imod. Om hvem er mere udpræget britisk end Sherlock Holmes?

Nordisk Film lavede allerede i 1910 en række Sherlock Holmes-stumfilm, og op gennem filmens og tv-seriens århundrede gik Sherlock Homes til scenen, til filmen og til tv-skærmen i et omfang, så han ifølge Guiness Rekordbog er den litterære figur nogensinde, der er lavet flest varianter af. En opgørelse fra 2012 opregner 254 forskellige dramatiseringer og filmatiseringer af mesterdetektiven.

De mest berømte ældre Holmes-film blev lavet i Hollywood med englænderen Basil Rathbone i titelrollen, den første, ”Baskervilles Hund”, kom i 1939.

Fra 1984 og 10 år frem lavede det britiske tv-selskab Granada en serie på i alt 41 episoder med Jeremy Brett som Sherlock Holmes. Denne serie lægger sig meget tæt op ad Conan Doyles originale historie og er blevet sendt og genudsendt i ét væk på dansk tv lige siden, påpeger Palle Schantz Lauridsen.

”Dén version af Holmes er indbegrebet af tryg, velkendt og klog underholdning.”

Men i de senere år er historien, detektiven og hans lægeuddannede makker på ny stukket af fra de trygge, velkendte imperiebevarende rammer og er blevet taget de mest overraskende steder hen. I to Hollywood-spillefilm fra 2009 og 2011 med Robert Downey Jr som Holmes og Jude Law som Watson er der gået actionfilm i Victoriatidens London, og Holmes løber, skyder og får tæsk i et omfang, Conan Doyle aldrig ville have forestillet sig.

I tv-serien ”Sherlock” (2010-2017) er mesterdetektiven og lægen, spillet af Benedict Cumberbatch og Martin Freeman, flyttet frem til nutiden, de benytter sig af moderne digital teknologi og befinder sig i en række helt anderledes fortællinger, som både udfordrer tv-genrens grænser og spiller ironisk på alle de kendte klicheer om Holmes og Watson.

Og i tv-serien ”Elementary” (2012-2019) er vi også i nutiden, men handlingen er rykket til New York og minder mere om en klassisk amerikansk storby-politiserie. Watson hedder ikke længere John, men er en kvinde ved navn Joan Watson, spillet af kinesisk-amerikanske Lucy Liu. Holmes spilles trods alt af en engelsk mand, Jonny Lee Miller. Også her er der helt nye fortællinger, som leger frit med referencerne til den oprindelige Holmes, men også tager ham helt nye steder hen. Benedict Cumberbatchs Holmes er et menneske helt uden empati. Jonny Lee Millers Holmes er stofmisbruger på afvænning, der er lige så socialt ubegavet, som han er uforlignelig i intelligens og iagttagelsesevne. Således bliver 1800-tallets excentriciteter og overdrevne tobaksrygning til en moderne tids psykiske diagnoser og misbrugsbehandlingsforløb.

”Hvis man ser over tid på modtagelsen af Sherlock Holmes, er det tydeligt, at der er sket en forskydning fra mordgåden som et intellektuelt spil skak til et fokus på relationerne mellem personerne, primært mellem Holmes og Watson,” fortæller Palle Schantz Lauridsen, som i sin forskning har registreret, at bare på de to største fansider for ”Sherlock”på internettet har cirka 150.000 fans digtet videre på serien med såkaldt fanfiktion, og stort set alle historierne fokuserer på relationen mellem de to mænd i alle afarter fra det venskabelige til tanker om direkte amourøse forbindelser.

Men hvordan kender vi Sherlock Holmes, når han findes i flere aftapninger end nogen anden litterær figur, og når de klassiske ydre kendetegn – hatten, piben og luppen – ikke nødvendigvis er med? Det har Palle Schantz Lauridsen et kort svar på:

”Vi kender Sherlock Holmes på hans intellektuelle overlegenhed.” 



 
Foto: Emmanuel Cobbina
 
 



Den liansvingende civilisationskritiker





Ved middagstid vågner Tarzan dybt inde i den centralafrikanske jungle. Han har sovet længe efter kampen dagen forinden, hvor han dræbte løven Sabor. Han har været alene, og han har været hos menneskene, men nu vender han tilbage til den abeflok, han er vokset op i som hunaben Kalas adoptivsøn, efter at hans forældre, John og Alice Clayton, er blevet dræbt af flokkens leder, Kerchak.

Tarzan fremviser stolt skindet af den dræbte løve og spørger pralende aberne, om nogen nogensinde før har dræbt en løve, om ikke Tarzan er den største og mægtigste.

Aberne er imponerede, men ikke Kerchak, som gribes af raseri og går til angreb på forsamlingen. Med slag af sine store hænder og med bid dræber og lemlæster han en halv snes stykker, før resten når at flygte ind i junglen. Så udfordrer den kæmpe abe Tarzan, som også er høj og muskuløs, men alligevel femstår mindre og underlegen. Han har kun ”sin jagtkniv og sit overlegne intellekt” at møde Kerchaks voldsomme styrke med.

Tarzan rammer Kerchak med sin kniv lige under hjertet, men han trækker den bare ud og kæmper videre. Takket være sine reflekser undgår ynglingen et næveslag, der ville have knust hans kranium, hvis det havde ramt. I stedet får Tarzan et slag igennem i maven på aben. Kerchak er derpå lige ved at bide Tarzan i struben, men også dét undviger han og får selv fat i struben på Kerchak, som ryster, stivner og falder slapt til jorden. Kerchak er død, og endnu engang runger sejrherrens vilde skrig ud i junglen.

”Og således blev den unge Lord Greystoke abernes konge”.

Denne scene stammer fra 11. kapitel af bogen ”Tarzan – abernes konge”, som amerikaneren Edgar Rice Burroughs udgav i 1912. Scenen beskriver ikke alene et generationsskifte i en abeflok et sted i Congo for længe siden. Den fuldbyrder en historie om et menneskebarn, der formår at klare sig i naturen og er en nøglescene i en fortælling om, hvordan mennesket som naturligt væsen, som dyr, kan hamle fysisk op med de vilde dyr – og bruge sin klogskab og sin retfærdighedssans til at herske.





Navn: Tarzan (John Clayton, Lord Greystoke)
Stilling: Abernes konge
Lokalitet: Congo
Kendetegn: Muskuløs, bar overkrop, lændeklæde
Princip: Natur er bedre end civilisation
Samarbejdspartnere: Kala, Jane Porter, d’Arnot
Modstandere: Kerchak, franskmænd og belgiere
Tid: Kolonitiden
Sag oprettet: 1912




Hvis Sherlock Holmes er indbegrebet af den intellektuelt overlegne helt, så er Tarzan den fysisk overlegne. Han tænker ikke så meget, som han handler – og dét har sikret ham udødelighed i heltekartoteket.

”Tarzan er ikke en tænker. Han er pragmatisk og anti-ideologisk. Han er krop og energi. Men han er ikke et dyrisk bæst. Han er et graciøst væsen ligesom en antik græsk helteskikkelse. Burroughs var ikke særlig belæst, men han havde læst Iliaden og Odysseen i high school, og disse værker havde gjort dybt indtryk på ham,” fortæller Frits Andersen, professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og forfatter til Tarzans profil i værket ”Den store karakterbog” med i alt 151 portrætter af berømte fiktive personer.

Hvis Sherlock Holmes er den figur, der er omsat til flest forskellige teater-, film- og tv-karakterer, så er Tarzan den heltefigur, som mest markant er slået igennem som et globalt medieprodukt. Burroughs fik gjort sin figur til et registreret varemærke og fik derfor indtægter, når forretninger solgte brød, kaffe, vitaminer eller superlim med Tarzans navn på, ligesom de 50 millioner solgte eksemplarer af de 24 Tarzan-bøger, han ved sin død i 1950 havde skrevet, skæppede godt i pengekassen.

Allerede i 1918 kom den første af mere end 40 Tarzan-film, og Tarzans absolutte storhedstid var årene 1932-1948 hvor svømmestjernen Johnny Weismüller var Tarzan i film efter film – mens Burroughs fyldte sine Tarzan-bøgerne med kommentarer til og kritik af Hollywood.

Med sin smukke atletiske krop og det karakteristiske junglekald, som blev skabt til filmene, lå Weissmüller fint i tråd med Burroughs’ skønheds- og helteidealer. Dog blev Tarzan i filmversionen til en mere ordknap figur, som ud over sit junglekald er kendt for citatet ”Me Tarzan. You Jane”, mens de oprindelige bøgers Tarzan faktisk på overraskende kort tid lærer at tale otte sprog, blandt andet hjulpet af en franskmand ved navn d’Arnot, og derfor ikke alene kan kommunikere med dyr og indfødte, men også europæiske kolonialistier af alle nationaliteter.

Et vigtigt punkt i fortællingen er dér, hvor han efter sin opvækst som eneste menneske, svingende i lianerne blandt aber og andre dyr i urskoven, møder andre mennesker. Ikke mindst kvinden, som i Tarzans tilfælde er i absolut ental. Jane Porter møder han i junglen, hun er med sin far, der er videnskabsmand, på ekspedition i Afrika – og sød musik og gjaldende junglekald opstår mellem Tarzan og Jane. Herefter lever de to en absolut monogam tilværelse i tosomhed i junglen, men kommer dog undervejs i Burrroughs’ lange saga både rundt i Afrika, til England og til Amerika.

Samlivet mellem Tarzan og Jane fører til fødslen af en søn, og hvor monogamt forholdet end var, så var det ikke blevet beseglet ved en kirkelig handling, hvorfor bogen i flere omgange er blevet krævet censureret med den begrundelse, at den slags ikke egner sig for børn. Ifølge Frits Andersen førte forsøgene på at afskære ungdommens adgang til historierne om den flotte mand med den nøgne overkrop og hans smukke ledsagerske, bare til øget interesse blandt læserne.

Fra 1929 blev Tarzan omsat til tegneserie, og hvis man er i tvivl om hans betydning som litterær heltefigur, må tvivlen vige som ramt af grøn kryptonit, når man erfarer, at tegneserietegneren Jerry Siegel lod sig inspirere af Burroughs’ konge over aberne, da han i 1938 introducerede figuren Superman som verdens første kappeklædte tegneserie-superhelt.

”Tarzan og Superman ligner hinanden ved, at de begge er stærke mænd, og at begge fungerer som kosmopolitiske problemknusere, der kan bygge broer over uenigheder. Men det er i Tarzan-figuren en vigtig pointe, at han ikke har superkræfter, men at hans styrke er naturlig og perfektioneret gennem træning. Han er ikke faldet i trylledrikken, og han henter ikke sin styrke fra teknologi,” forklarer Frits Andersen, som ser flere lighedspunkter mellem Tarzan og Batman trods dennes meget u-tarzanske hang til teknologiske gadgets.

I det hele taget mener professoren, at Tarzan-bøgerne er blevet misforstået. Lige fra begyndelsen blev de stemplet som underlødig triviallitteratur, ligesom 1930’ernes superhelte-tegneserier senere blev det. Tarzan er også blevet beskyldt for at være racist, mandschauvinist og hvid kolonialist og som sådan forsøgt fjernet fra de litterære heltes forreste geled. Men her mener Frits Andersen, at der er brug for at lære mere om den oprindelige figur.

”Tarzan er ikke repræsentant for mennesket mod naturen eller de hvide mod de sorte. Han er tværtimod et menneske, som er skeptisk og kritisk over for kolonimagternes ødelæggelse af Afrika samt enhver form for masseideologier, fanatisme og kulturel dekadence. For eksempel udtrykker han kritik af jødisk sekterisme og kommunistisk infiltration i Hollywood. Og hvide kolonister har han ikke meget tilovers for, især ikke franskmænd og belgiere, der beskrives som sadistiske, arrogante og præget af en kunstig intellektualisme og dannelse,” fortæller Frits Andersen, som slår fast, at den første Tarzan-bog ikke blev født af Nietzschesk overmenneske-tænkning, men derimod af civilisationskritik og menneskerettighedskamp.

”Dette element er også til stede i alle Tarzan-filmene, men er mest tydeligt ført igennem i den seneste film, hvor Tarzan er en ren menneske- og dyrerettighedsforkæmper,” siger han med henvisning til Hollywood-filmen ”The Legend of Tarzan” fra 2016 med svenske Alexander Skarsgård i titelrollen.

Hvad angår bøgernes sprog og litterære kvalitet er professoren helt på det rene med, at samtiden gjorde Burroughs til en holden mand og Tarzan til mellemkrigstidens helt store heltefigur, men at tidens litterater dømte bøgerne ude som kunst. Rudyard Kipling, der med figuren Mowgli i ”Junglebogen” fra 1894 havde leveret sit bud på historien om menneskebarnet, der vokser op i junglen, skrev om Burroughs, at det næsten var, som om han gjorde sig umage med at skrive så dårligt som muligt.

”De fleste ser også i dag Tarzan som en børnebog og som triviallitteratur. Men jeg er ikke enig i de kategoriseringer. Hvis man blindtester nogle studerende på den måde, at de skal læse passager af Joseph Conrads ’Mørkets hjerte’ eller en af Burroughs bedste Tarzan-bøger, ’Leopardmanden’, så har de svært ved at afgøre, hvad der er hvad. Burroughs er litterært set bedre end sit rygte,” siger han.

Inden 2016-filmen havde der i en periode været forholdsvis stille omkring Tarzan – bortset fra, at Disney i 1999 gjorde ham til tegnefilmhelt og siden musicalstjerne. Da han fyldte 100 år i 2012, var der iagttagere, som mente, at han kunne ende i glemmebogen sammen med andre stærke mænd, den moderne kultur ikke længere mener at kunne bruge. Frits Andersen mener tværtimod, at i vor nye, såkaldt antropocæne tidsalder, som er kendetegnet ved, at menneskeheden er blevet en afgørende faktor for at præge og skade Jorden og naturen, har Tarzan mere heltepotentiale end nogensinde:

”Tarzan er et menneske, men opvæksten i junglen har givet ham en naturlighed, som for eksempel gør ham ude af stand til at lyve. Jeg mener, at det er helt oplagt, at figuren kan få en revival i en tid præget af kritik af, at mennesket er i færd med at ødelægge sig selv og sine omgivelser.” 



 
Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
 
 



Rebellen med de røde fletninger





Der er kommet et cirkus til den lille by, og alle børn tigger deres far og mor om lov til at gå derhen. Tommy og Annikas rare far giver dem penge, og med dem knuget i hånden går de hen til deres ven, Pippi, og spørger, om hun vil med i cirkus. Det vil hun gerne, selvom hun først skal have forklaret, hvad det er for noget.

Da de sidder på tilskuerpladserne, og artisten Miss Carmencita rider ind i manegen stående på en hest, kan Pippi ikke holde sig i ro, men springer op på hesten for at være med. Både Miss Carmencita og cirkusdirektøren bliver rasende.

”Schtygge onge. Ferschvind!” hvæser han.

Senere i forestillingen udfordres publikum: Hvem tør bryde med Stærke Adolf, verdens stærkeste mand? Den, der kan besejre ham, får 100 kroner.

Igen får Pippi lyst til at være med, selvom cirkusdirektøren atter beder hende ferschvinde, og selvom Annika advarer om, at det går virkelig ikke. Han er jo verdens stærkeste mand.

”Mand, ja,” siger Pippi. ”Men jeg er verdens stærkeste pige, husk på det!”

Brydekampen begynder, og Pippi lægger Adolf ned på gulvet. Han farer op, rød i hovedet, og går løs på hende, men bliver med lethed lagt ned to gange mere.

”Pippi er sejrherre, Pippi er sejrherre!” jubler publikum. Cirkusdirektøren ser sig nødsaget til at give Pippi de 100 kroner, men hun afviser belønningen.

”Hvad skal jeg med den lap papir? Den kan du stege sild i, hvis du vil,” siger hun, sætter sig tilbage på sin plads – og tager sig en lille lur.

Den første bog om Pippi Langstrømpe udkom den 26. november 1945 i Sverige, og året efter udkom bogen i Danmark. Netop som verdens demokratiske lande med allerstørste besvær havde overvundet totalitarismen og menneskefjendskheden fra virkelighedens Stærke Adolf – med efternavnet Hitler – lod den svenske forfatter Astrid Lindgren sit aparte barn med de karakteristiske fregner, vandrette fletninger, det lappede forklæde og de uens farvede strømper gøre det samme med allerstørste lethed. En helt var født, som trækker aldersgennemsnittet i heltekartoteket mærkbart nedad. Et barn, der ligesom J.M. Barries ”Peter Pan” nægter at blive voksen, og som ligesom ham rejser til en fjern, eventyrlig ø. Men modsat Peter Pan stikker Pippi ikke kun af, hun tager også tappert og humoristisk kampen op med alskens myndigheder og autoriteter i sin idylliserede hjemby hjemme i Sverige.

”Kernepisoderne i ’Pippi Langstrømpe’ er alle de situationer, hvor Pippi sætter de voksne på plads. Hun anholder forbryderne, der bryder ind i hendes hus for at stjæle hendes guldpenge, men også cirkusdirektøren, den stærke mand, politiet og frøken Pryselius, der vil have hende på børnehjem, sætter hun på plads. Hun gør oprør mod alle voksenautoriteter og myndighedspersoner. Det gør hun, fordi hun er stærk, men også fordi hun er snu og tænker klart. Hun er et produkt af forestillingen om barnets århundrede,” fortæller Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor, ph.d. i børne- og ungdomslitteratur ved DPU Aarhus Universitet.




Navn: Pippi Langstrømpe
Stilling: Verdens stærkeste pige
Lokalitet: Sverige
Kendetegn: Fregner, fletninger, forklæde, hest og abe
Princip: Når man er stærk, har man en særlig pligt til at være sød ved andre
Samarbejdspartnere: Tommy og Annika
Modstandere: Alle voksne autoriteter
Tid: Efterkrigstiden
Sag oprettet: 1945




At Pippi er en sand helt er indiskutabelt. Som figur fra skandinavisk børnelitteratur overgås Pippi vel kun i berømmelse af nogle af H.C. Andersens figurer. Og at Pippi vil leve videre langt ud i fremtiden, er også hævet over enhver tvivl.

Men i sammenligning med figurer som Robin Hood, Sherlock Holmes og Tarzan er verdens stærkeste pige mindre international, mindre tidløs og mindre foranderlig. Hun er bundet til den tid og det sted, hun fødtes i. Et Europa, der netop var trådt ud af totalitarismens, de stærke mænds og den altødelæggende krigs skygge og skulle genfinde sin menneskelighed og sit håb, men som endnu ikke havde haft det store ungdomsoprør, som forskeren ser Pippi som en litterær forløber for.

”Man kan diskutere, hvor aktuel Pippi er i dag, nu hvor voksenautoriteten er brudt. I 1945 var hun en decideret chokerende figur, det er hun ikke længere. Det kan stadig være sjovt med en historie, hvor et barn gør grin med de voksne og sætter dem til vægs, men historierne har en helt anden klangbund i dag,” siger Anna Karlskov Skyggebjerg.

Mens Astrid Lindgrens anden store helt eller antihelt, Emil fra Lønneberg, er placeret i en meget realistisk ramme, er Pippis univers mere fantastisk, men den lille svenske by og ikke mindst Pippis søde, artige, gammelkloge venner, Tommy og Annika, er skabt, så de skulle være genkendelige for de børn, som i 1940’ernes og 1950’ernes Sverige og Skandinavien læste historierne. Ligesom Watsons rolle over for Sherlock Holmes har de to søskende til formål at udgøre en forankring i genkendelig virkelighed og dagligdag i forhold til den ekstraordinære, grænseoverskridende helt. Men netop her ser Anna Karlskov Skyggebjerg et tegn på, at måden historierne afkodes på, har forandret sig:

”Det er rigtigt, at dengang skulle børnene identificere sig med Tommy og Annika, men det er der ingen børn, der vil gøre længere. I dag vil børn instinktivt identificere sig med Pippi og hendes frække måde at være på. I tiden efter ungdomsoprøret er Pippis chokværdi ikke den samme, og der er slet ikke brug for Tommy og Annika længere.”

Pointen er, at det samfund er borte, hvor alle børn skulle lystre alle voksne. Det samfund, hvor det blev set som helt naturligt, at ved kagebordet blev der serveret til alle de voksne først, og så kunne børnene få kage, hvis der var mere tilbage til sidst.

Astrid Lindgren skrev et dusin bøger om Pippi Langstrømpe, og hun var med på sidelinjen, da der i 1969-73 blev produceret en tv-serie og to spillefilm om Pippi med Inger Nilsson i titelrollen. Siden er hun også filmatiseret som tegnefilm og i den svensk-amerikanske film ”The New Adventures of Pippi Longstocking” fra 1988. Men det ikoniske billede af Pippi blev skabt af Ingrid Vang Nyman, som tegnede til den første bog.

”En meget stor andel af Pippis succes både i og uden for Skandinavien skyldes Ingrid Vang Nymans ikoniske tegninger i en naiv streg, som straks gjorde Pippi til en genkendelig figur,” siger Anna Karlskov Skyggebjerg, som påpeger, at den tegnede Pippi er en ret lille pige, yngre end Inger Nilsson, der påbegyndte sit arbejde med at personificere den stærke pige som niårig:

”Med det samme er det røde hår, de sjove fletninger, fregnerne og det stærke blik på plads. Hun gør lige fra de første tegninger oprør mod tidens krav om, at man skulle være en pæn pige. I stedet har hun uordentligt hår og lapper på forklædet,” fortæller Anna Karlsov Skyggebjerg.

I år fylder hun så 75 år, og at hun ikke kun er en skandinavisk, men en international figur, ses blandt andet ved, at The British Library i London til Pippis fødselsdag har planlagt en storytelling-begivenhed instrueret af Helen Middleton, som også har skabt musicalen ”Pippi Longstocking – The Musical Adventure”. Herhjemme har vi også oplevet Pippi som musical med musik til af Sebastian.

En lang række markante kvinder har i øvrigt over årene erklæret Pippi deres kærlighed som inspirationskilde. Den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama har udtalt, at ”jeg var virkelig fascineret af denne lille stærke pige, der var midtpunktet i det hele og helt magisk,” og blandt Pippis andre amerikanske fans kan nævnes popsangerinden Lady Gaga.

Selvom Pippi i scenen med Stærke Adolf lader verdens stærkeste pige være en betegnelse, der overtrumfer verdens stærkeste mand, drejer forfatterskabet ikke bare om en kønskamp. Astrid Lindgren vekslede mellem at have helte af han- og hunkøn, og hendes pointe var, at alle mennesker fortjener at blive ordentligt behandlet, vurderer Anna Karlskov Skyggebjerg:

”Hos Astrid Lindgren er Pippi en oprører, der på sin helt egen måde kæmper for demokrati mod urimelige magtforhold. Når figuren lever videre i dag, hænger det blandt andet sammen med, at den af feminister er blevet gjort til et symbol på, at kvinder kan selv, og at man har lov til at skille sig ud.” 
I hvert fald fortjener de svage og de små at blive ordentligt behandlet, og her påhviler der de allerstærkeste et særligt moralsk ansvar, lyder en del af Pippis livsfilosofi. Når man er stærk, har man en særlig pligt til at være sød ved andre. En anden pippisk læresætning – der er gået sin sejrsgang gennem de seneste 75 års pædagogiske tænkning i Skandinavien – er selve antitesen til nutidens karakterfikserede, perfektionismeplagede præstationsangst. Den lyder:

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” 



 
Foto: Michael Tucker
 
 



Luksusturist med licens til at dræbe





James Bond, with two double bourbons inside him, sat in the final departure lounge of Miami Airport and thought about life and death.

Disse optegnelser i heltearkivet under navnet Bond – James Bond – stammer fra indledningen til Ian Flemings roman ”Goldfinger” fra 1959. I ordene frem til bogens første punktum får vi præsenteret vores helt. Vi får at vide, at han har drukket to dobbelte whiskyer og nu sidder i afgangs-loungen i lufthavnen i Miami og tænker på livet og døden. Bogen var den syvende i serien om den hemmelige agent, der altid arbejder alene, som altid kommer ud i en masse forviklinger, og som undervejs forbruger en del damer og luksusartikler, som Palle Schantz Lauridsen, medielektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet, formulerer det.

”Den James Bond, vi møder i denne roman, er en melankolsk dræbermaskine. Der ligger en undertone af livstræthed i teksten, og sproget har en detaljerigdom i sproget, som ofte blev sprunget over i den danske oversættelse,” forklarer han.

En mørk aften ved kysten. En lille fiskerbåd. På havoverfladen driver en måge – som et øjeblik efter viser sig at være kamuflage for den hemmelige agent, der har en kunstig fugl monteret på dykkerdragten og nu stiger op af vandet, overmander en vagtpost og skaffer sig adgang til et hemmeligt industrianlæg. Ved nogle røde metaltønder begynder han at montere sprængstof. Han kaster lige et blik på sit dyre designer-arbåndsur, inden han ordner tidsindstillingen til sprængladningen. Så forlader han industrihallem igen, tager dykkerdragten af og afslører, at han er iført hvid smoking. Han placerer lige en rød rose i knaphullet og går nu hen til en lokal bar, hvor en lokal, temmelig nedringet skønhed danser forførende. Et nyt blik på det dyre ur – og så en kæmpe eksplosion i det fjerne. Alle skriger og løber væk. Agenten himler lidt med øjnene og tænder roligt en cigaret.

Sådan begynder filmudgaven af ”Goldfinger” fra 1964 med Sean Connery i rollen som Bond. Han er lige så alene og mindst lige så cool som sit litterære forlæg, og forbruget af damer og luksusvarer er heller ikke mindre. Men der er mindre trist verdenssmerte, færre ordrige beskrivelser og mere elegance, ironi og action, konstaterer Palle Schantz Lauridsen.

”Jeg mener, at de to meget forskellige måder at indlede historien om ”Goldfinger” på, viser, at det er en anden James Bond, som optræder i bøgerne end i filmene,” siger han.

James Bond skrev sig første gang ind i heltearkivet i Ian Flemings roman ”Casino Royale” fra 1953. I alt nåede Fleming at skrive 12 romaner og to novellesamlinger om den famøse agent, som er i den britiske dronnings hemmelige tjeneste, har agentnavnet 007 og licens til at dræbe under sine tophemmelige aktioner, der som regel finder sted i ekstremt luksuriøse omgivelser over den ganske klode.

”Figuren er ikke kun en hemmelig agent. James Bond er den evige turist, som kan rejse alle de steder hen, hvor almindelige mennesker ikke kan komme. Man kan godt spekulere over, hvordan Bond egentlig får råd til det luksusliv på eksotiske steder og med lækre forbrugsting, som han lever,” siger Palle Schantz Lauridsen.





Navn: James Bond
Stilling: Hemmelig agent
Lokalitet: Hele verden
Kendetegn: Pistol, smoking og en vodka martini
Princip: Lev og lad dø
Samarbejdspartnere: Q, M med flere
Modstandere: Skurke og overskurke fra Sovjetunionen og andre fjendtlige magter
Tid: Den kolde krig
Sag oprettet: 1953




Da James Bond-figuren blev skabt, befandt vi os under den kolde krig. Bond er brite, men arbejder tæt sammen med amerikanerne mod russerne. Dette hænger dels sammen med, hvordan verden så ud dengang, men det skyldes også, at Ian Fleming var meget optaget af at få afsat sine bøger til et amerikansk publikum og at få solgt filmrettighederne, fortæller medieforskeren.

Den første af indtil videre 24 officielle James Bond-film var ”Dr. No” fra 1962. Ian Fleming døde i 1964 og nåede således ikke fuldt ud at erfare, hvor stor en filmsucces han havde været med til at skabe. Mens de øvrige medlemmer af heltekartotekets A-hold er uforglemmelige helte, der mest på skrift eller både på skrift og på film har skaffet sig evig berømmelse, så er det anderledes med Bond.

Det er ikke Ian Flemings bøger – og heller ikke de senere James Bond-fortællinger, som andre forfattere som Kingsley Amis, John Gardner, Raymond Benson og William Boyd står bag, som gør, at vi alle kender og aldrig glemmer James Bond. Det er de mange filmatiseringer – der ofte forholder sig endog meget frit til forlægget.

”Hvis Sherlock Holmes er heltefiguren, der skulle være imperiets immunsystem, så er James Bond en chokkur, som sættes ind på et tidspunkt, hvor imperiet er i færd med at rasle sammen. Hvis Holmes beundres for sin intellektuelle overlegenhed, så beundres Bond for sin action og sin omgang med luksus. Og hvad Holmes er for detektivhistorier, er Bond for agentgenren,” siger Palle Schantz Lauridsen.

Mens Holmes altid har sin makker Watson ved hånden, er Bond altid alene. Mens Holmes tænker og så handler, går Bond i gang med at handle med det samme under slagordet ”Live and let die”, lev og lad dø. Mens Holmes er excentrisk, men moralsk, er Bond et charmerende og handlekraftigt, men også moralsk blakket menneske. Hvis historierne om Sherlock Holmes ikke huskes for deres plot, men for deres karakterer, så fortaber plottet sig som regel fuldstændig i endeløse, imponerende stunts og serier af eksplosioner på spektakulære steder i filmene om James Bond, som netop huskes for dét.

Fælles for de to helte er dog mindst tre ting. De er ærkebritiske, de er uden for den almindelige kedsommelige hverdagsverden, og de er på det godes side – trods alt.

”Filmens James Bond har taget mange meget forskellige former og spillet på forskellige sider af bogforlægget. Roger Moore syntes selv, han med sin ironisk distancerede stil var med til at trække filmene tilbage i retning af Ian Flemings bøger. Da Daniel Craig debuterede som en markant forandret Bond i ’Casino Royale’ i 2006 var den erklærede hensigt at tilføre filmhelten noget mere af den tristesse og dybere psyke, som bogens Bond har, men som indtil da havde manglet i filmens Bond, Han har tilmed fået en fortid, nogle forældre og en følelsesmæssig relation til sin chef, M, spillet af Judi Dench,” fortæller Palle Schantz Lauridsen.

Kort fortalt findes der på film en Sean Connery-periode 1962-1971 (med en enkelt film, hvor George Lazenby havde rollen), hvor Bond var cool og foretagsom, en Roger Moore-periode 1973-1985 med en mere aristokratisk og ironisk Bond. I 1980’erne og 1990’erne personificeredes Bond af henholdsvis Timothy Dalton og Pierce Brosnan, og filmene kom mere til at ligne alle mulige andre af tidens agent-actionfilm. Fra 2006 overtog Daniel Craig rollen og forandrede den på ny markant.

Palle Schantz Lauridsen peger på, at i en nøglescene i 2006-udgaven af ”Casino Royale” er Bond bedrøvet, går op til baren og bestiller en vodka martini. ”Shaken or stirred?” spørger bartenderen. Dette spiller på en kliché fra bøgerne og tidligere film om, at den sirlige aristokrat skal have sin drink rystet, ikke omrørt. Men den mere rå Craig-udgave af Bond svarer:”Do I look like I give a damn?” Ser jeg ud, som om det rager mig?

Ud over at James Bond har skiftet ham, manerer, fortid og drikkevaner talrige gange, har det også været nødvendigt at ændre på de klassiske skurkefigurer. Man kunne måske tro, at den kolde krigs afslutning ville kaste Bond-universet ud i en skurke-krise, men der er nok af frafaldne sovjetiske generaler, luskede mediemoguler og andre tvivlsomme typer at indplacere som den hemmelige agents modpart – akkurat som det er tilfældet for Tom Cruises figur Ethan Hunt i ”Mission Impossible”-filmene. Eller Bond kan være udfordret af brodne kar og onde kræfter inden for sin egen organisation som det er tilfældet for Matt Damons hukommelstabsplagede figur Jason Bourne i en anden populær agent-filmserie, som i første omgang har hentet sit brændstof fra James Bond, og siden har leveret inspiration tilbage igen til de nyeste Bond-film.

Den 25. Bond-film, ”No Time To Die”, har fået udskudt sin premiere et par gange, men skulle komme i alverdens biografer senere i år. Det er den femte film med Daniel Craig i rollen, og han har bebudet, at det også bliver hans sidste. Derfor har der været overvejelser om, hvordan figuren herefter skal udvikle sig. Tilmed har det været overvejet, om James Bond næste gang skal spilles af en kvinde. Disse spekulationer er dog blevet manet i jorden af Barbara Broccoli, mangeårig filmproducer og bestyrer af James Bond-franchisen, som i januar udtalte om Bond:

”Han kan være af en hvilkensomhelst hudfarve, men han er hankøn.”

Ifølge Palle Schantz Lauridsen er der ingen tvivl om, at Jamnes Bond har mange gode år i sig endnu, og der er næsten ingen grænse for, hvor man kan tage Bond-figuren hen i fremtiden. Men det er ikke Bond, medmindre det er en figur, der er lige dele charmerende, rå og handlekraftig. Og en figur, som færdes over hele verden i et eksotisk univers fyldt med intriger, action, vold, mord, sex og overdreven luksus:

”Figuren har haft sine ups and downs, men er altid kommet videre ved at spille på sin britiskhed og ved at appellere til vores fantasi: ’Bare det var mig, der var sådan!’” 



 
Foto: Kevin Kolczynski/Reuters/Ritzau Scanpix
 
 



Børnenes befrielseshær





En aften på troldsmandsskolen Hogwarts går Harry Potter rundt for sig selv. Han kommer ind på biblioteket, hvor han ikke har lov til at være, og hvor han bliver så skræmt af at høre bøgerne hviske, at han løber på må og få. Pludselig står han i et rum, hvor der står et stort, pragtfuldt spejl i guldramme.

Han ser ind i spejlet og må holde sig for munden for ikke at komme til at skrige, da han i spejlet ser mennesker ved siden af sig, som ikke eksisterer i virkeligheden, kun i spejlet. En af dem er en meget køn dame med mørkt rødligt hår. ”Hendes øjne ligner mine”, tænker Harry. Så opdager han, at hun græder. En høj, spinkel, sorthåret mand med briller og en frisure ligesom Harrys lægger armene om hende.

”Mor?” hvisker han. ”Far?”

De ser smilende på ham, men siger intet.

Senere spørger Harry sin læremester, professor Dumbledore, om spejlet, og han svarer, at drømmespejlet viser de dybeste og mest brændende ønsker, vi bærer i hjertet. Han siger også, at spejlet nu vil blive flyttet, og beder Harry om ikke at lede efter det:

”Hvis du nogensinde støder på det igen, vil du vide, hvad spejlet faktisk viser dig. Du vil være i stand til at tage dig i agt. Man kan ikke eksistere i en drøm, for så glemmer man helt at leve, husk det.”

Denne episode fra 12. kapitel i bogen ”Harry Potter og de vises sten” anslår flere af de temaer, som udfoldes i de i alt syv Harry Potter-bøger. Bøgerne blev øjeblikkeligt kolossale bestsellere og topper stadig listen over danske børns yndlingslitteratur 23 år efter, at den første bog udkom.

Bøgerne blev dygtigt markedsført, og deres fortælling er stærk, eventyrlig og original. Men succesen skyldes i høj grad bøgernes persongalleri, der blandt andet omfatter den brave antihelt Ron Weasley, en af de klogeste og mest handlekraftige pigekarakterer nogensinde i verdenslitteraturen Hermione Granger – og selvfølgelig helten og hovedpersonen over dem alle, den forældreløse troldmandslærling med de ikoniske runde briller og det lyn-formede ar i panden, Harry Potter, som vi hermed optager i heltekartoteket.

”Scenen med spejlet fortæller os mange ting. Den viser, at historien viderefører en stærk børnelitterær tradition for at skildre forældreløse børns eventyr. Scenen illustrerer Harrys længsel efter kontakt og kærlighed. Han er så tæt på sine forældre, men kan alligevel ikke røre dem. På samme måde er fantasy-fortællingen så tæt på virkeligheden, at der næsten, men også kun næsten, er kontakt,” siger Sarah Mygind, adjunkt og børnelitteraturforsker ved Aarhus Universitet.

Hun ser det som en vigtigt pointe, at mens nogle populære eventyrlige fortællinger bevidst er flyttet langt ud i en fjern galakse som ”Star Wars” eller til en fjern fortid, der aldrig har været, som ”Game of Thrones”, så er virkelighed og fantasi tæt sammenvævet i bøgerne om Harry Potter. Magien er en virkelighed i vores egen verden, som vi bare ikke kan se.

Joanne Rowling skabte Harry Potter som en litterær helt i 1997. De i alt syv bøger udkom frem til 2007, og de i alt otte filmatiseringer kom 2001-2011 med Daniel Radcliffe i titelrollen. Bøger og film kørte altså et parløb, hvor der fortsat blev skrevet på romanforlægget længe efter, at den første film havde haft premiere. En føljeton, som gennem 10 år holdt verden i spænding om, hvordan det hele dog ville ende – om Harry og de andre fra den gode side kunne overvinde Lord Voldemort.

Daniels Radcliffes fremadskridende alder – han var 11 år, da han indspillede den første film – bibeholder en vigtig idé med hele fortællingen: At det helt bogstaveligt er en fortælling, hvor læseren kan udvikle sig fra barn til teenager og ung voksen sammen med sin romanhelt.

”Dette her er en coming of age-fortælling. Det handler om en dreng, der bliver voksen, og undervejs skal lære at forstå verden og sig selv. Dumbledore fungerer som en mentor og faderfigur for ham, men han er også en problematisk og kompleks figur, der nok fortæller Harry mange ting, men ofte formulerer sig kryptisk og ikke siger det hele. I begyndelsen er Harry fuld af beundring over for Dumbledore, men efterhånden som han får større indsigt, kommer der også situationer, hvor han sætte spørgsmålstegn ved sin læremesters handlinger,” forklarer Sarah Mygind.




Navn: Harry Potter
Stilling: Under uddannelse til troldmand
Lokalitet: England og Hogwarts
Kendetegn: Runde briller, lynformet ar i panden, tryllestav
Princip: Venskab og mod er vigtigere end bøger og vid
Samarbejdspartnere: Hermione Granger, Ron Weasley, Albus Dumbledore
Modstandere: Voldemort
Tid: Nu eller aldrig
Sag oprettet: 1997




Ligesom Tarzan vokser op til at sætte spørgsmålstegn ved menneskenes civilisation og Pippi Langstrømpe er født som ét stort oprør mod voksenautoritet, så har Harry Potter og hans jævnaldrende venner også en voksende skepsis over for de voksnes etablerede verden med sig i bagagen, som dels gør dem spændende, dels appellerer til et ungt publikum.

I den femte bog, ”Harry Potter og Phønix-ordenen”, opstår en situation, hvor de unge elever på troldmandsskolen Hogwarts danner deres egen guerillabevægelse, Dumbledore’s Armé, som samles i det hemmelige fornødenhedsrum og træner forsvar mod mørk magi. Det foregår uden om deres voksne lærere, for de ved ikke med sikkerhed, hvem de kan stole på.

”Fortællingen bevæger sig i retning af stadig mere civil ulydighed fra børn og unge på forskellige udviklingstrin. Harry Potter fører ikke kun kamp mod ondskaben selv i skikkelse af Voldemort, men også mod autoriteter. I den første bog handler det mest om at finde ud af, hvem han selv er, men efterhånden får han større mod på også at finde sit ståsted i den større historie – med kyndig hjælp fra sine to venner, Hermione og Ron,” forklarer Sarah Mygind.

Hun påpeger, at den unge voksne, som lærer de voksnes verden at kende, men også lærer, at der er ting, som ikke er, som de burde være, er en tilbagevendende figur i de seneste årtiers fantasy-historier. Dumbledores armé er som en børnenes befrielseshær, der både viderefører og forkaster de voksnes verden og idealer.

To stærke eksempler af hunkøn på sådanne unge oprørere fra fantasy-litteraturen er Lyra Belacqua fra Philip Pullmans ”Det Gyldne Kompas”-trilogi – hvis første bind udkom et år før ”Harry Potter og de vises sten” – og Katniss Everdeen fra Suzanne Collins’ ”Hunger Games”-bøger fra 2008-2010.

Historierne om Katniss Everdeen blev filmatiseret 2012-2015 med Jennifer Laurence i titeltollen. Med sin lidelsesfulde selvopofrelse, sin stædige oprørskhed og sine færdigheder som bueskytte kan Katniss ses som en kombination af Jeanne d’Arc og Robin Hood og er tilmed blevet set som en inspirationskilde for nutidige ungdomsoprørere i blandt andet Hongkong.

Harry Potter har aktiveret flere glødende fans end protesterende demonstranter, men hans status som uforglemmelig fiktionshelt, som alle kender og kan genkende, overgår Lyra og Katniss med mange længder, fastslår Sarah Mygind, som konstaterer, at billedet af den unge troldmandslærling med de runde briller og det lyn-formede ar i panden er blevet lige så ikonisk en figur som Robin Hood og de andre.

Harry Potter er ikke kun et børne- og ungdomsunivers, men har erobret det voksne publikum og er blevet en såkaldt crossover-figur, kendt af alle aldergrupper. Harry Potter er romanfigur, filmfigur, merchandise-figur og rollespilsfigur. Turister, der kommer til London, kan besøge forlystelsesuniverset ”Harry Potter Studios” eller tage på ”Harry Potter Tour” i byen. Der er lavet et teaterstykke om Harry Potter som voksen, og en ny række film er iværksat, som ikke handler om Harry Potter, men om, hvad der gik forud. Men hvis James Bond er eksempel på, hvordan filmatiseringen kan tage magten fra bogfiguren, er Harry Potter eksempel på, hvordan bøgernes forfatter kan bevare kontrollen over hele herligheden.

”Noget særligt ved Harry Potter er, hvordan J.K. Rowling har formået at placere sig som kaptajn på det store skib, som en franchise som Harry Potter er i dag. Hun har formået at holde på og udbygge sit univers,” fortæller Sarah Mygind.

Hun tilføjer, at samtidig med den dygtige markedsføring på mange medieplatforme er det vigtigt for at forstå Harry Potters enorme popularitet, at bøgerne kom frem omkring det tidspunkt, hvor det såkaldte web 2.0 opstår. Internettet bliver i 1990’erne allemandseje, og omkring årtusindskiftet udvikler det sig fra at være en informationskanal, almindelige brugere henter oplysninger og oplevelser fra, til at være en kommunikationskanal, som binder mennesker sammen og gør alle verdens mennesker – børn, unge og voksne – til udgivere af deres egne tekster.

”På dette tidspunkt opstår de muligheder, der er i dag for, at læsere og fans verden over kan komme i kontakt med hinanden, dele deres læseglæde og spekulere over, hvordan historien kunne fortsætte,” fortæller hun.

Men Harry Potter er meget mere end en populærkulturel bog- og filmsucces, en dygtigt bestyret franchise og et samlingspunkt for fanfiktion-nørder. Harry Potter er en fortælling, der er lige så kompleks og avanceret, som den er umiddelbart fængende. Harry Potter er en fortælling, der er lige dele magisk og moralsk. Den handler ikke kun om tryllerier og magi, men om betydningen af troskab, høje idealer og samarbejde. James Bond handler altid alene, men selvom Harry Potter er verdens mægtigste troldmand, er han intet uden sine venners støtte.

Og måske størst af alt: Bøgerne har gennem et kvart århundrede fået ganske almindelige danske børn til at pløje sig igennem tykke bøger på 600-700 sider ad gangen – på dansk eller ligefrem i den engelske originaludgave – i en tid præget af frygt for at den unge generation helt dropper bøgerne til fordel for digital underholdning.

Harry Potters allerstørste heltebedrift er muligvis ikke, at han reddede vores almindelige, småkedelige muggler-verden fra ondskaben og den sorte magi i det fortryllede parallelunivers, som er der, men som vi ikke kan se. Muligvis er det, der for evigt indskriver Harry Potter i litteraturens heltekartotek, at han på et kritisk tidspunkt reddede intet mindre end boglæsningen selv. 






 
 

KREDITERING