Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var en borgmester, der blev bisat i den midtsjællandske stationsby Hvalsø tidligere på måneden. Uden for den hvidkalkede kirke holdt flere brandbiler, ambulancer, en politibil, en rendegraver og en stribe kommunale ladvogne klar til at eskortere rustvognen igennem byen. Da den opsigtsvækkende kortege med både blå blink og sirener bevægede sig fra kirken og ned gennem Hovedgaden med kisten, stod flere hundrede mennesker, både børn og voksne, på fortovene for at tage afsked.
Ifølge Dagbladet Lejre var det den mest bemærkelsesværdige bisættelse i Hvalsøs historie. Men det var ikke en borgmester eller statsmand, der lå i kisten. Det var derimod Henrik Parbst Pedersen, en 59-årig mand, der havde levet et liv så langt fra samfundets top, man næsten kan forestille sig. Han boede på et bofælleskab for udviklingshæmmede, og de fleste dage så man ham rundt omkring i byen i sin skriggule refleksjakke, hvor han med stor entusiasme hilste på både trafikanter og fodgængere. Af samme grund blev han i folkemunde kaldt for byens sherif.
Ifølge byens sognepræst, Anne Spangsberg, havde Hvalsø med årene taget Henrik Parbst Pedersen til sig.
”Selvom han var handikappet, havde han en fantastisk livsindstilling. Han var altid positiv, og hvis man havde en dårlig dag, blev den altid lidt bedre, efter man havde mødte Henrik,” siger hun og forklarer, hvordan han altid hilste med armen helt oppe i vejret med en frisk kommentar om ”Det er bare derudad” eller ”Ha’ en god dag”.
Hun kendte især Henrik Parbst Pedersen fra kirken, hvor han var en trofast gæst. I hverdagen fulgte han med i gravernes arbejde på kirkegården, og de fleste søndage sad han på kirkebænken til gudstjenesterne. Kirken var dog i skarp konkurrence med brandstationen, og hvis der lød en sirene under gudstjenesten, løb han ud af kirken. Hans store passion var nemlig udrykninger, og ifølge leder af Hvalsø Brandstation, Søren Christensen, stod han typisk og tog imod dem på brandstationen, når de kom tilbage fra en udrykning.
”Selvom han ikke selv kunne blive brandmand, følte han sig nok alligevel som en. Han deltog i kammeratskabet og fik nogle brandmandslogoer til at sy på tøjet. Når vi drak en sodavand sammen efter en opgave, plejede han også at være med. Han var et gennemført positivt menneske,” siger han.
Da Søren Christensen hørte, at Henrik Parbst Pedersen pludselig var død af en blodprop, skrev han ud til sine brandmandskolleger og spurgte, om nogen havde mulighed for at deltage ved bisættelsen, da det ville være synd, hvis der ikke var nok i kirken til at bære kisten. Stort set alle brandmænd troppede op, lige som flere hundrede andre fra byen var med til at tage afsked med manden i den gule refleksjakke.
”Jeg tror ikke, byen kommer til at opleve noget lignende igen, hvor man står sammen på den måde. Alle følte lidt, de kendte Henrik. Han ville ikke kunne sige, hvad klokken var, hvis man spurgte ham. Men han kendte folks navne, og han spurgte altid, om de havde det godt. Der var simpelthen ikke noget ondt i ham,” siger Søren Christensen.
Henrik Parbst Pedersen blev født i 1962 og voksede op med sine to brødre i Ølstykke, hvor han gik i beskyttede skoler. Senere flyttede familien til Hvalsø, hvor han boede resten af sit liv. Igennem årene arbejdede han på beskyttet værksted og boede i et bofælleskab i byen. De senere år stoppede han dog på værkstedet og brugte i stedet tiden på at gå rundt og følge med i byens liv.
Hver gang der var en indvielse eller et arrangement i byen, kunne man være sikker på, at Henrik dukkede op. Og med sin gule jakke og kraftfulde hilsner var han en skikkelse, man lagde mærke til i bybilledet.
Ifølge præsten Anne Spangsberg var der med årene kommet en stemning i byen af, at Henrik var en, man var fælles om at passe på.
”Han var vel det, man i gamle dage ville kalde en landsbyoriginal, uden det skal lyde nedsættende. Havde han boet i en større by, havde han næppe fået lov til at gå i fred, men i Hvalsø følte mange, at de kendte ham, og at man skulle tage sig af ham,” siger hun.
Når han til de flestes overraskelse endte med at få en så stor bisættelse, var det ifølge præsten landsbyfællesskabet, der slog igennem i Hvalsø, der ellers med årene er ved at udvikle sig til en pendlerby i overskuelig afstand til København.
”Jeg synes, det er fantastisk, at en som ham, der ikke har udført en stor bedrift eller har haft et fint job eller titel, ender med at få en stor statsmandsbegravelse. Det giver lidt håb for fremtiden, at det er et menneske som ham, byen vælger at samle sig om, når han ikke er her mere. Han har haft en betydning for mange på en måde, der ikke er målbar for resten af samfundet,” siger hun.