Indonesien skifter hovedstad – her er 10 andre lande, som har gjort det samme

Naturkatastrofer og overbefolkning har fået Indonesiens præsident til at flytte landets hovedstad til øen Borneo. At et land skifter hovedstad er ikke usædvanligt, hvis man kaster et blik på historien

Jakarta i Indonesien (midten) går snart samme skæbne i møde som både Rio de Janeiro i Brasilien (tv.) og New York i USA (th.): Ikke længere at skulle være sit lands hovedstad.
Jakarta i Indonesien (midten) går snart samme skæbne i møde som både Rio de Janeiro i Brasilien (tv.) og New York i USA (th.): Ikke længere at skulle være sit lands hovedstad. Foto: Wolfgang Rattay og Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix.

Indonesiens hovedstad Jakarta synker. Og den gør det i et sådant tempo, at store dele af byen forventes at være dækket af vand inden 2050. Samtidig kæmper byen med trafikkaos, forurening og overbefolkning.

Det har fået Indonesiens præsident, Joko Widodo, til at beslutte, at landets hovedstad skal flyttes. På et pressemøde mandag offentliggjorde han, at hovedstaden i fremtiden skal placeres på den østlige del af øen Borneo i provinsen Østkalimantan.

Med beslutningen skriver Indonesien sig ind i en lang række af lande, der gennem historien har skiftet hovedstad – af vidt forskellige grunde:

Brasilien

Rio de Janeiro var hovedstaden i Brasilien, da den brasilianske politiker Juscelino Kubitschek i 1955 gik til valg på at anlægge en ny hovedstad mere centralt placeret i landet. Mange troede, at det var valgflæsk, men i april 1960 blev Brasília gjort til landets hovedstad. Bag byplanlægningen stod blandt andre de kendte arkitekter Lucio Costa, Oscar Niemeyer og Roberto Burle Marx.

USA

New York var USA’s hovedstad fra 1785 til 1790, og det var også her, at landets første præsident, George Washington, i 1789 blev indsat som landets leder. I forbindelse med udarbejdelsen af den amerikanske forfatning fik George Washington bemyndigelse til at udpege et nyt sted til en ny hovedstad. Som et kompromis mellem de sydlige stater – der ønskede en hovedstad beliggende sydligere end New York – og de nordlige stater faldt valget på det, der i dag er Washington D.C.

Pakistan

Landets største by Karachi var Pakistans hovedstad fra 1947 til 1958. Men da klimaet og placeringen var ugunstig, indledte man byggeriet af Islamabad, der officielt blev hovedstad i 1967. I den mellemliggende periode var hovedstaden Rawalpindi, der ligger meget tæt på Islamabad.

Rusland

Moskva var hovedstaden i Rusland, indtil Peter den Store grundlagde Sankt Petersborg i 1703 efter generobringen af byen fra Sverige under Den store nordiske krig. Efter Den russiske revolution i 1917 besluttede den sovjetiske statsleder Vladimir Lenin af frygt for fremmed invasion igen at gøre Moskva til hovedstad i marts 1918.

Elfenbenskysten

I 1983 besluttede den daværende præsident i Elfenbenskysten, Felix Houphouet-Boigny, at hovedstaden skulle rykkes fra Abidjan til hans fødeby Yamoussoukro. Her brugte han blandt andet 300 millioner dollars på at bygge verdens største kirke. Efter Felix Houphouet-Boignys død fik hovedstaden lov at blive i Yamoussoukro.

Myanmar (indtil 1989 Burma)

Indtil 2005 var Myanmars hovedstad Yangon, men i 2005 besluttede landets militærjunta, at hovedstaden skulle flyttes til et ubebygget område, der fik navnet Pyinmana. Pyinmana betyder ”den kongelige by” eller ”kongernes bolig”. Området har dog ingen kobling til landets historie som kongedømme.

Nigeria

Lagos er en af verdens hurtigst voksende byer, og i 2020 forventer man, at byen runder 25 millioner indbyggere. Det stigende antal indbyggere og den hastige økonomiske udvikling i hovedstaden var netop en af grundene til, at den militære hersker Murtala Mohammed i 1976 valgte at gøre Abuja til hovedstad. På den måde ville man undgå, at Lagos blev overbefolket og dermed sikre, at den centrale del af landet også udviklede sig økonomisk. Byggeriet var mange år undervejs, og Abuja blev først officiel hovedstad i 1991.

Bolivia

Bolivias hovedstad var oprindeligt Sucre. Den var et oplagt valg, blandt andet fordi området omkring byen var fyldt med sølv. Men da sølvminerne i 1898 var ved at være udtømt, ønskede mange at rykke hovedstaden til La Paz, som var tæt på landets store beholdning af tin-ressourcer. Ønsket om at flytte hovedstaden medførte en borgerkrig, og man valgte et kompromis, hvor La Paz blev landets administrative hovedstad, mens Sucre forblev den juridiske og forfatningsmæssige hovedstad.

Kazakhstan

I 1997 rykkede man hovedstaden fra Almaty, landets handelsmæssige centrum og det sted, hvor der bor flest mennesker, til byen Astana, der i dag er landets hovedstad. Alamaty havde været hovedstad siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Jammu og Kashmir

Jammu og Kashmir-delstaten i Indien har en helt særlig ordning, når det kommer til, hvilken by der er hovedstad. Det skifter nemlig hvert halve år – fra maj til oktober er alle regeringskontorer i Srinagar og fra november til april i Jammu. Det halvårlige skifte kaldes ”Darbar move” og begyndte i 1872 under Gulab Singh, der var den første maharaja (indisk fyrstetitel) i Jammu og Kashmir. Årsagen var, at fyrsten ville slippe for den ekstreme sommervarme i Jammu og den kolde vinter i Srinagar. Ifølge den britiske avis The Guardian omfattede skiftet mindre end 100 regeringsansatte i begyndelsen, mens det i dag vedrører omkring 100.000 ansatte.