Her er fem biografaktuelle film, du kan se i julen

Er du til animeret opgør med den politiske korrekthed eller nostalgiske minder med den fantasifulde Marry Poppins. Eller måske du hellere vil lade dig betage af Haruki Murakamis poetiske univers. Julen byder på biograffilm for enhver smag

Her er fem biografaktuelle film, du kan se i julen

Mary Poppins vender tilbage – 5 stjerner

Da den første Mary Poppins-film kom i 1964, væltede denne musical alle beregninger. Det blev en kæmpesucces med 13 Oscar-nomineringer og en del vundne statuetter. Det var fortællingen om familien Banks, der var i vanskeligheder, og hvor børnene Michael og Jane får en guvernante, der bringer alting på fode ved at vise menneskene fantasi og livsglæde.

Nu har Michael og Jane glemt deres barndomslære. De har problemer og ser ikke meget andet. Der er en Brexit-agtigt stemning over London, hvor fantasien og udsynet er lille, og ”ulvene” er i spil.

Læs hele Kristeligt Dagblads anmeldelse af "Mary Poppins vender tilbage" her. Familiefilmen har biografpræmiere 2. juledag.

Burning – 4 stjerner

Et brændende drivhus, der ikke efterlader sig aske, efterfølges af Haemis sporløse fosvinden. Var hun der? Var drivhuset der? Er verden der? Det er store spørgsmål i en snæver og poetisk film, der bevæger sig lydløst frem som en thriller, men på samme måde som hos Murakami. Jagten driver måske nok plottet, men det er de indre forskydninger, der betager. Den sydkoreanske instruktør Lee Chang-dong overfører en stemning til lærredet, der stikker langt dybere end de faktiske forhold.

”Burning ” bygger på en novelle af Haruki Murakami og handler om den universitetsstuderende Jongsun og hans måske virkelige veninde Haemi. Læs hele Kristeligt Dagblads anmeldelse af filmen, som kan ses i udvalgte biografter over hele landet.

Ternet Ninja 4 stjerner

Anders Matthesen river med animationsfilmen "Ternet Ninja" al den opsparede opbyggelighed ned med sin herlige antitese til krænkelsesfrygt. Godt nok er vi i et parcelhus i Albertslund, hvor Aske bor med en speltramt mor, en ulidelig papbror og en vattet stedfar. Men her hører normaliteten også op. For Aske får en ternet ninjadukke af onkel Stewart i fødselsdagsgave, og så begynder kampen mod dansk middelklassehverdag.

Læs hele Kristeligt Dagblads anmeldelse af komiker Anders Matthesens animationsfilm her. Filmen som også er for voksne kan ses i biografer i hele landet.

Àga – 4 stjerner

En ældre mand indhyllet i skind skrider over isen på sin pulk med en enlig hund spændt for. Billedet lyser så hvidt, at man må knibe øjnene sammen. Is, sne, himmel står i ét, og naturen bliver et helligt hele.

Her ude midt på den russiske tundra lever ægteparret Nanook og Sedna det simple liv. Ikke det, der skrives selvhjælpsbøger om for de fortravlede, men et oprigtigt liv i pagt med naturen. Mad er for overlevelse, jagt er for overlevelse, men livet er ikke kun overlevelse.

Den bulgarske instruktør Milko Lazarov har med ”Àga” bedrevet en livsklog fortælling om fremskridtets indtog, om menneskeskabte forandringer og om kærlighed i familien.

Læs hele Kristeligt Dagblads anmeldelse af den biografaktuelle ” Àga” her.

Happy Ending – 2 stjerner

Den er så velmenende, Hella Joofs ”Happy Ending”. Så opsat på at vise, at livet bare bliver ved og ved, at årringenes udvidelse ikke er en hindring for noget som helst. Og så vil den også lige sige et par sandheder. Om kønnenes kamp, om at alle kroppe er lige skønne, at alt er helt okay, at du er helt okay. Det hele er ment godt. Men realiseringen gør, at ”Happy Ending” ender mere som det modsatte, uden frigørelse hverken for køn, alder eller seksualitet.

Læs hele Kristeligt Dagblads anmeldelse af Hella Joofs nyeste film her. "Happy Ending" kan ses på det store lærred fra den 25. december.