Prøv avisen

Her er de 10 mest læste debatter i 2018

Stress har været et af de helt store temaer i k.dk's debatsider i første halvdel af 2018. Derudover har blandet andet også DR-programmet ”Kender du typen?”, Caroline Wozniacki og ulve været til debat. Foto: Ritzau Scanpix og Privatfotos

Caroline Wozniacki, ulve og børn var de helt store temaer på k.dk’s debatsider i første del af året. Her er de 10 debatartikler, læserne har læst flittigst fra januar til og med juni

Hun bliver ellers kaldt Miss Sunshine. Og solskin forbindes unægteligt af de fleste med noget positivt. Men hun kan være lidt svær at holde af, den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, som i begyndelsen af året vandt Australian Open, hvilket var hendes første og indtil videre eneste grand slam-titel.

Det mener i hvert fald sognepræst, debattør og tidligere sportsjournalist Sørine Gotfredsen. I årets hidtil mest læste debatindlæg skriver hun, at den danske tennisspiller ofte formulerer sig som en robot, og at det kan være svært at identificere et levende menneske inde bag hendes stive manerer.

Når det ikke har handlet om tennis, der jo næppe kan påstås at være et af Kristeligt Dagblads kerneområder, har læserne i særlig grad interesseret sig for ulvens tilbagevenden til Danmark, børn, og hvordan vi som samfund bedst håndterer stress. Her er de 10 mest læste debatartikler fra første halvdel af 2018.

1. Sørine Gotfredsen: Wozniacki kan være en lille smule svær at holde af

Caroline Wozniackis ofte stive medieoptræden gør hende lidt svær at holde af, mener sognepræst Sørine Gotfredsen. Hun er dog samtidig imponeret over tennisspillerens evne til at tackle modgang både på og uden for banen. Læs debatindlægget her.

2. Fat mod københavnske ulveeslekere: Ulven kommer også til jer

Stadig flere giver udtryk for det skammelige i, at ulvefans-kobbelet, som hovedsageligt har adresser i hovedstadsområdet, ikke selv kan opleve en nuttet ulvefamilie uden for egne ruder. Hvor skønt ville det ikke være at kunne møde Rødhætte og ulven i Cirkusrevyen, spørger journalist Jørgen Lund Christiansen. Debatindlægget er halvårets næstmest læste.

3. Læser: Jeg undrer mig over DR’s mangel på pli

Behøver vi høre om urinering i bedste sendetid på landets største public service-medie? Ikke hvis det står til Kristeligt Dagblad-læseren Svend Frehr, der mener, at et afsnit af DR’s “Kender du typen?” blev lige lovlig latrinært. Læs, hvad han skriver her.

4. Sørine Gotfredsen: Sanne Salomonsen er alt det, X-Factor ikke er

Sanne Salomonsen, der var i dommerpanelet i den seneste udgave af underholdningsprogrammet “X-factor”, minder os om, hvad ægte talent, livslang dedikation og holdbarhed er. Alt det, “X-factor” ikke her, mener Sørine Gotfredsen her.

5. Psykolog: Vi griber kampen mod stress forkert an. Vi skal lære at falde i staver over vores tanker

En perfektionistisk arbejdskultur og et samfund, hvor vi presser os selv for hårdt og har urealistisk høje forventninger til os selv. Det er årsagerne til, at et stigende antal mennesker bliver ramt af stress, skrev psykolog Pia Callesen i marts måned.

6. Jeg er ung pensionist – og jeg nyder det

Efter et krævende og spændende arbejdsliv gik Grethe Andersen på pension allerede som 60-årig. Nu har hun et liv, hvor hun har fantastiske muligheder for at gøre præcist, som hun har lyst til. Det fortæller hun om i dette debatindlæg, der er det sjette mest læste debatindlæg i første halvdel af 2018.

7. Signe vil ikke have børn: Jeg vidste ikke, at prisen var et liv uden kærlighed

Signe blev som 29-årig steriliseret - en beslutning, der havde været længe undervejs. Hun havde dog i sin vildeste fantasi ikke forestillet sig, at fravalget af børn skulle afskære hende fra muligheden for kærlighed og tosomhed, skriver hun.

8. Sofie Münster: Lad børn blive til nogen, før de skal blive til noget

For stort et fokus på mål og resultater giver børn indtryk af, at det er præstationer i sig selv, der er vigtigst. Det skaber børn, der stræber efter ydre anerkendelse frem for at udvikle deres indre, skrev forfatter Sofie Münster tilbage i maj måned.

9. Psykolog: Vi behandler stress ud fra en forfejlet konkurrencelogik

Det er fællesskaber, ikke konkurrence, der motiverer os, skrev psykolog Nadja U. Prætorius tidligere på året. Men lige nu driver vi i jagten på vækst rovdrift på os selv, hvilket er med til at fremmedgøre og stresse os, mener hun i dette debatindlæg.

10. Psykolog: Vi må stoppe det store eksperiment med vores børn

Hvor få minutters voksenkontakt er tilstrækkeligt for børn i daginstitutioner? Og hvad foregår der egentlig i de 7 timer om dagen, hvor der ikke er voksne tæt på? De spørgsmål stiller psykolog Lone Hygum, hvor hun ikke langer ud efter pædagogerne, men efter dem, som bliver ved med at fjerne mere og mere personale fra stuerne. Læs hendes debatindlæg her.