Her er symptomerne på en sommerdepression – og sådan undgår du at blive ramt

Når de første spæde solskinsstråler melder sig i løbet af foråret, begynder de fleste at glæde sig til sommeren. Men ikke alle. Flere danskere rammes af sommerdepressioner, der blandt andet viser sig i form af træthed og manglende overskud. Læs om symptomerne på sommerdepression, og hvad du kan gøre for at undgå den, her

Sommerens mange lyse timer kan påvirke vores søvnmønster og dermed ændre vores humør negativt, som kan udvikle sig til en sommerdepression.
Sommerens mange lyse timer kan påvirke vores søvnmønster og dermed ændre vores humør negativt, som kan udvikle sig til en sommerdepression. . Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix.

Solskinsfyldte dage, lyse nætter og udendørsaktiviteter er for de fleste mennesker lig med den perfekte sommer. Men mens sommerdagene betyder mere energi og overskud for mange af os, har andre det lige omvendt. Flere danskere får nemlig en såkaldt sommerdepression. En sommerdepression er ikke en klinisk psykiatrisk diagnose, men en underkategori til tilstanden sæsonbetinget affektiv lidelse, som også vinterdepressioner hører ind under.

Derfor påvirker årstiden vores humør

  • Der er flere grunde til, at vi bliver triste enten i vinter- eller sommerhalvåret. I vintertiden handler det ofte om, at de lyse timer bliver færre, og vi bevæger os mindre. Om sommeren kan tristheden skyldes, at de lyse timer forstyrrer vores døgnrytme, og at den store mængde lys kan være med til at bringe vores psyke i ubalance. Mange har ligeledes svært ved at leve op til de store forventninger om den perfekte sommer.

Symptomer på sommerdepression

  • Træthed, manglende overskud og generel udbrændthed.
  • En følelse af skuffelse over ikke at opfylde de forventninger, man har sat sig for sommeren.
  • Isolation fra omverdenen og manglende lyst til at socialisere.

Undgå at blive trist om sommeren

  • Hav realistiske forventninger og skriv dem gerne ned på en liste. Du behøver ikke have et stramt program hver eneste dag i løbet af sommeren.
  • Bevæg dig. Løb eller gå en tur.
  • Sørg for at sove ordentligt og efter en fast rutine. Sommerens mange lyse timer kan påvirke vores søvnmønster og dermed ændre vores humør negativt.
  • Kom ud. Sæt dig ud i haven eller i en park med en god bog eller tilbring tid i selskab med andre mennesker i stedet for at sidde indenfor med gardinerne rullet ned.
  • Vær ærlig over for venner og bekendte, selvom tristhed om sommeren kan være et tabu. Og vær ikke bange for at kontakte en psykolog.