Her er vinderne af priserne til Historiske Dage

Tre priser på festivalen Historiske Dage understreger, at de danske historikere også er dygtige formidlere

Her er vinderne af priserne til Historiske Dage
Foto: Aarhus Universitetsforlag.

Foran DR K-scenen i Øksnehallen i København er så godt som alle sæder besat af nogle af de flere tusinde historieinteresserede, der er taget til festivalen Historiske Dage i København. De mange øjne og ører er rettet med scenen, hvor festivalens tre priser bliver afsløret. Priserne er Historiske Dages Fornyelsespris, Årets Historiske Forskningsresultat uddelt og Årets Historiske Bog.

Første pris, der bliver overrakt, er Historiske Dages Fornyelsespris, som går til bogværket ”100 Danmarkshistorier” fra Aarhus Universitetsforlag. Bogværket er danmarkshistorien fortalt i nedslag fremfor en kronologisk rækkefølge og består konkret af 100 bøger på 100 sider. Hver måned udkommer en ny bog, og serien indeholder allerede udgivne titler som Jyske Lov, Struensee og Grundtvigs Død.

Anden pris, der bliver uddelt til store klapsalver, er Årets Historiske Forskningsresultat. Vinderne er historieprofessor på Aarhus Universitet Thorsten Borring Olesen og lektor i historie på samme universitet Niels Wium Olesen. Prisvinderne har sammen skrevet værket De Danske Ministerier fra 1972-1993. Værket består af to bøger, hvor den ene handler om Anker Jørgensens regeringstid og den anden tager Poul Schlüters regeringer under grundig behandling. Prisen er uddelt af Den danske historiske Forening, og dermed har fagfællerne vurderet, at forskerne fra Aarhus Universitet med deres referenceværk om moderne dansk politik har fortjent udnævnelsen som Årets Historiske Forskningsresultat.

Sidste pris er Årets Historiske Bog, der er blevet udgivet siden 2003. Fem bøger var nominerede, og brugere på hjemmesiden www.historie-online.dk kunne stemme på vinderen. Med halvdelen af de 1430 stemmer er lektor fra Aalborg Universitet Poul Duedahl en klar vinder med sin bog ”Velkommen på bagsiden”. Bogen handler om alle de vildfarelser i Danmark i 1800-tallet, som ikke står i den normale historiebog. Forfatteren vandt i øvrigt også prisen for to år siden med bogen ”Ondskabens Øjne”.

Derudover fik to projekter hædrende omtale i forbindelse med fornyelsesprisen. Slægtsforskernes Bibliotek blev fremhævet, fordi projektet var et bevis på kulturaktive borgere. De mange frivillige har indscannet en stor volumen materiale, som er frit tilgængeligt – til glæde for alle i samfundet. Det satiriske hjemmeside for historie ”Satyren” blev også fremhævet. Hjemmesiden lægger sig op hjemmesiden ”Rokoko-Posten”, der bringer satiriske nyheder. ”Satyren” gør det samme, men indholdet er om historie.