Herrens Veje, afsnit fem: Du må ikke misbruge Herren din Guds navn

Man kan bedre leve med, at præsten svigter, end at Gud svigter. Derfor vover jeg ikke at tage hans ord i mind mund, når krisen kradser, skriver sognepræst Hanne Dahl i en refleksion over femte afsnit af Herrens Veje

Jeg har aldrig inviteret min mand til en samtale på knæfaldet i kirken ovenpå et knald på køkkenbordet. Det er ligesom aldrig faldet mig ind som det næste naturlige at gøre, skriver Hanne Dahl, præst i Budolfi Kirke i Aalborg.
Jeg har aldrig inviteret min mand til en samtale på knæfaldet i kirken ovenpå et knald på køkkenbordet. Det er ligesom aldrig faldet mig ind som det næste naturlige at gøre, skriver Hanne Dahl, præst i Budolfi Kirke i Aalborg. Foto: Tine Harden/DR.

Jeg har aldrig inviteret min mand til en samtale på knæfaldet i kirken ovenpå et knald på køkkenbordet. Det er ligesom aldrig faldet mig ind som det næste naturlige at gøre.

Jeg har heller aldrig givet mig i kast med at afgifte en narkoman hjemme i præstegården. Til det har jeg alt for stor respekt for andres faglighed.

Jeg har aldrig sagt ”med Guds og min hjælp, kommer vi igennem det”.

Det er ikke fordi, jeg ikke har villet hjælpe. Jeg har fulgt narkomaner til lægen for at hjælpe dem med at komme ind på et spor, hvor nogle andre end mig hjalp med, og hvad Gud angår, så ville jeg ikke have vovet at tage hans navn i min mund i så alvorlig en krise, for hvad nu hvis afgiftningen ikke hjalp, og hvad nu, hvis narkomanen faldt tilbage?

Så ville den logiske konklusion jo være, at Gud ikke havde hjulpet. Både narkomanen og jeg kan leve med, at det er mig, der har fejlet. Men hvis Gud er taget i ed, så er det jo ham, der har svigtet. Elendige præster kommer man over, men også narkomaner har svært ved at komme over, at Gud ikke hjalp. Man skal aldrig spænde Gud for den syges vogn. Det er elendig sjælesorg!

Måske er det også den erkendelse, som Johannes Kroghs supercoach af en søn, Christian, er ved at nå frem til. "Du må ikke misbruge Herren din Guds navn," og det gælder også, hvis han hedder Buddha. Det gælder, hvad end det handler om sex, sygdom eller business.

Johannes Krogh misbruger Herrens navn, også selvom han prøver at redde sig op på en teologisk farbar tømmerflåde ved at sige til Svend, at han ikke skal tænke så meget på synd. Se, her var det, at jeg ville have brugt knæfaldet til noget andet end den intime postcoitale samtale med min mand. Jeg ville have tilbudt Svend at holde nadver. Der ville jeg kunne have taget Herrens ord i min mund uden forfængelighed og sagt:

”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder.”

Jeg ville ikke have gjort som Johannes, men det bliver Johannes som figur ikke mindre dramatisk interessant af.

Jeg er bare en anden type præst.