Prøv avisen
Herrens Veje

"Herrens Veje" afsnit 4: Kun sjælesorgen bliver vist med ægte indlevelse

For sognepræst Christian Roar Pedersen fra Aalborg Stift er "Herrens Veje" ikke en umiddelbar succes, men en opvisning af præsteligt navlepilleri. Foto: Christian Roar Pedersen

"Herrens Veje" på DR forspilder en god mulighed for dybdegående personskildringer ved at køre frem med forudsigeligt drama, mener Christian Roar Pedersen, der er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift

Du må ikke kritisere "Herrens Veje." Folkekirken skal bruge serien som en anledning til at tale om tro og kristendom. Sådan har flere sagt til mig, når talen er faldet på DR’s dramaserie med den fordrukne utro familiepatriark provst Johannes i hovedrollen.

Mine venner og kollegers indgangsvinkel er besynderlig. Hvorfor i alverden må vi præster ikke forholde os kritisk til, hvordan vores kirke og embede skildres? Er folkekirken virkelig så presset, at vi skal være glade bare nogen vil omtale os? Jeg deler ikke det synspunkt. Folkekirken er dybt forankret i det danske folk, og den folkelige opbakning står og falder ikke med en dramaserie på tv. Heldigvis!

Det er interessant at se, hvordan kirken og ikke mindst præsterne skildres i "Herrens Veje."Selvfølgelig er det fiktion og drama. Det er ikke dokumentar. Alligevel kan man læse godt en opfattelsen af præsterollen ud af serien, ligesom man kan læse en opfattelse af skolelæreren ud fra TV2’s tv-serie Rita. Rita skildres som en utraditionel person, der kæmper for børnene på trods af system og ledelse. Hende kan vi godt lide.

Præster uden kerne
I "Herrens Veje" skildres provsten som sagt som en fordrukken horebuk. Han bestikker sin søn Christians kæreste til at forlade ham, fordi Christian kan ikke leve op til sin fars forventninger. Den anden søn August er præst og lider i denne uges afsnit af PTSD, efter at han er vendt hjem fra krigen, hvor han har dræbt en ubevæbnet kvinde. Nu er han er ved at udvikle et pillemisbrug ved blandt andet at stjæle medicin fra afdøde sognebørn. Er det personer, vi kan lide? Ikke umiddelbart. Ved seerne godt, at alle præster ikke er sådan? Ja. Men jeg har svært ved at finde den gode kerne i de præster, Herrens Veje lader vandre over tv-skærmen søndag aften.

Her er ikke tale om heroiske personer, der som Rita kæmper med indre dæmoner, men dog brænder for deres medmennesker. Her er blot tale om personer, der kæmper deres indre kampe, og er ved at gå til i egocentreret selvkredsen om deres egen navle.

Et mere spændende billede kunne gives, hvis serien skildrede præsternes kamp for menigheden og de menneskelige skæbner, de møder. En kamp hvor præsterne også kunne svigte, hore og hvad nu ellers dramagenren fordrer af nøgen hud. Troskampen kunne også blive mere reel, hvis den ikke kun handlede om frygten for strukturforandringer og ambitioner om at blive biskop. Min anke mod "Herrens Veje" er, at man forspilder en mulighed for nogle langt mere dybdegående personskildringer ved at køre frem med et forudsigeligt skarpvinklet drama.

Flot afbildning af sjælesorgen
En ting skal "Herrens Veje" dog have ros for i skildringen af den moderne præst, der i parentes bemærket ikke kommer ud af en gammel præsteslægt, men ofte er opvokset i et kirkefremmed hjem. "Herrens Veje" bringer sjælesorg på banen. Præsten skildres som en person, man kommer til for at søge råd og for at få lettet sit hjerte. Netop den funktion er utrolig vigtig for præsters virke. Det er et skjult arbejde, der ikke fylder kirker som koncerter eller spaghettigudstjenester, men kan være livsforandrende for det enkelte menneske, der møder præsten under fire øjne. Det ved enhver præst. At drage omsorg for et menneskes sjæl og liv er en kerneopgave og en del af vores selvopfattelse. Folket ved det bare ikke.

En undersøgelse fra Aalborg Stift viser, at kun en tredjedel af den danske befolkning mener, at besøg af præsten er et tilbud i deres sogn. Her har vi en opgave som kirke, og vi kan fint bruge DR’s præstedrama til at sætte fokus på det arbejde.

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift.