Kære Eliot og Storm,
I undrer jer sikkert en gang imellem over de ting, jeg siger til jer, og det må I rigtig gerne, for den verden, som jeg er vokset op i, er meget anderledes end den verden, som I kender.
LÆS MERE I NYT DIGITALT MAGASIN OM OG FOR BEDSTEFORÆLDRE HER
For mig har det altid været vigtigt at være ærlig, loyal, flittig og frem for alt et ordentligt menneske, hvilket vil sige, at man behandler andre mennesker, som man ønsker, de skal være over for en selv. Ja, måske lyder det lidt kedeligt, når man er ung, men det har givet mig et godt liv, og det håber jeg også, I får.
Jeg blev født i 1946 i et fattigt år efter Anden Verdenskrig. Mine første otte år tilbragte jeg på Midtsjælland i en lille by, Nyrup. Mine bedsteforældre boede i nabobyen, Stenmagle, ca. to en halv km derfra. Der var ikke fjernsyn, som man kunne tænde for, men der var dog en radio, hvor vi kunne høre nyheder og lytte til musik – mest klassisk, for pop var ikke det, man spillede på Statsradiofonien – det, der senere blev til DR, som I kender. Man kunne dog høre enkelte underholdningsprogrammer med tidens pop, og så var der hørespil. Det var nogle meget spændende historier, som enten blev læst op eller spillet af flere skuespillere. Der var meget lidt underholdning for børn i radioen. Jeg husker det mest som en halv time med godnathistorier. Derfor spillede vi også en masse forskellige spil med hinanden og med de voksne i fritiden. Vi legede skjul, spillede bold og byggede huler, som nogle børn også gør i dag, men frem for alt legede vi med hinanden, og vi var meget gode til at beskæftige os selv. Jeg havde ikke mange legesager. Alt, hvad jeg havde, kunne være i en papkasse, der stod under en sofa i stuen. De fleste børn, hvor jeg boede, fik tohjulede cykler, når de var fem-seks år. Det var ikke nye cykler, for der var ikke mange penge blandt folk i 1950’erne. Derfor var det mest brugte cykler, der gik rundt på skift i familien. Når man fik en cykel, var man blevet en stor pige, syntes man.
I årene efter Anden Verdenskrig var der mangel på en masse ting, så derfor blev der uddelt rationeringsmærker. Det vil sige, at man for at kunne købe smør, kaffe, te eller lignende skulle aflevere et mærke i forretningen. Hvis du havde brugt alle dine mærker, så kunne du ikke købe noget, heller ikke selvom du havde penge til det. Derved lærte du at spare på dit forbrug. Jeg tænker af og til, hvor jeg er blevet en ældre pige og ser et stort overforbrug, om vi måske engang i fremtiden kan blive nødt til at bruge rationeringsmærker, fordi vi forbruger mere, end Jorden kan nå at producere. Jeg håber, vi finder en løsning i fremtiden på dette problem. Jeg brugte min cykel rigtig meget. Jeg husker tydeligt, da jeg fik den. Det var juleaften 1952. Julemanden kom med den. Den var fra min farfar. Jeg var på det tidspunkt eneste barnebarn på min fars side. Jeg fik en helt ny rød cykel, og det var fantastisk – tænk – en ny cykel. Jeg fik den, fordi jeg skulle gå i skole det følgende år, og jeg havde et pænt stykke vej til skolen. Nu kunne jeg cykle rundt på vejene, som dengang kun var grusveje, til mine bedsteforældre og til min fars arbejde. Han var mejerist på et lille mejeri i Stenmagle. Her måtte jeg komme om lørdagen efter endt arbejdstid og få et rigtigt bad. Som mejerist skulle man tage bad hver morgen, så man var ren, før man gik i gang med produktionen af mælk, ost og smør. Måske undrer I jer over, at jeg tog på mejeriet for at bade? Vi havde ikke bad i vores lille lejlighed i Nyrup. Der var toilet med skyl i gården til fælles afbenyttelse for alle beboerne, men bad var der ikke. Derfor fik vi – indtil jeg fik min cykel – kun bad én gang om ugen – eller sjældnere – i en balje i køkkenet. Min mor kogte vand på gasapparaterne, hældte mange grydefulde i baljen sammen med koldt vand, og så fik vi bad efter tur – først mig – derefter min mor, førend vandet blev kasseret. Vi sparede på vandet. Nu forstår I måske, hvorfor jeg er efter jer, når I står for længe og bader og bruger vand?
Jeg begyndte i skole i 1953, da jeg var syv år. Skolen lå halvanden kilometer uden for byen, så vi gik eller cyklede ad en lille grussti langs togbanen. Vi var ca. 70 elever fordelt på fem klasser. I de få klasseværelser var det første klasse plus lille anden, som blev undervist sammen, store anden og lille tredje blev undervist sammen og store tredje og lille fjerde blev undervist sammen. Jeg syntes, det var dejligt at komme i skole, og jeg nåede et helt år på landet, førend den første store forandring skete i mit liv...
Læs hele brevet fra Hilda Heick til hendes børnebørn i nyt digitalt magasin om bedsteforældre her.
