Noget af det bedste ved Himmelske Dage er den varme, som bryder ud på gader og stræder. Glade smil, håndtryk og omfavnelser overalt.
Sådan var det også i denne weekend i Roskilde. En mand på gaden stoppede således op, glædede sig over det tværkirkelige fællesskab og fortalte om dengang, det var anderledes: Folkekirkepræsten i en by i Hanherred gik før krigen over på den anden side af gaden, når den lokale baptistpræst kom gående. For så undgik han nemlig at hilse på ham.
Meget er sket siden. På 20 år er de kirkedage, som nu kaldes Himmelske Dage, gået fra at være en fest for aktivister til at være for alle. Inklusiv de missionsfolk, frikirker, katolske og ortodokse, som ikke var med i det tværkirkelige tidligere. Selv tidehvervspræster dukkede op.
Ser man samarbejde mellem forskellige kristne som et gode, har udviklingen været en bragende succes.
Et eksempel viser, hvad det samarbejde kan: For 10 år siden kunne kirkerne ikke blive enige om at kæmpe mod kristenforfølgelser. Men i 2022 kan man gå sammen om at fejre besøg af katolske Asia Bibi, der er blevet ansigtet på den forfulgte kirke efter at have siddet på dødsgangen i pakistanske fængsler i årevis.
Og der var ikke mange ledige pladser på kirkebænkene fredag aften i Roskilde Domkirke, da Asia Bibi blev præsenteret som martyr. Hun fortalte sin historie og udløste spontane klapsalver i kirkerummet.
Lidt dansk teologi fik den canadisk-pakistanske kvinde også med hjem.
Biskop emeritus Karsten Nissen citerede Søren Kierkegaard for, at martyren bærer sit kors på ryggen, mens biskopper bærer det på brystet. Det var en velvalgt måde at udvise ydmyghed over for den kristne pakistaner.
Arbejdet for de forfulgte fremstod som et oplagt og vellykket punkt at lægge vægten for en tværkirkelig festival.
Perlerække af internationale navne
Et andet aspekt, der var vellykket på mødet, var de mange internationale navne, der var kommet til Danmark.
Man kunne høre kloge tanker fra den kroatisk-fødte teolog Miroslav Volf, den amerikanske forfatter Marilynne Robinson og den spanske Cristobal Lopez, der er katolsk ærkebiskop i Rabat, Marokko.
Himmelske Dage viste, at kirkerne løfter den opgave at diskutere dybt og begavet om samfund, mening og tro. De har mange indsigtsfulde mennesker ansat, og de inviterer endnu flere ind udefra.
Som eksempel på den dannelseskultur kunne man under et møde høre den britiske historiker Tom Holland belære tidligere formand for Ateistisk Selskab Simon Nielsen Ørregaard om, hvor meget kristendommens udbredelse i Rom kom til at betyde for behandlingen af kvinder.
Man talte før de sociale medier om den borgerlige offentlighed, hvor den seriøse samtale fandt sted. Denne idé om samtale har det svært i dag. Hvilke tv-stationer ville lade psykolog Svend Brinkmann og filosof Hartmut Rosa tale klogt og dybt sammen i halvanden time?
Nej, vel. Men her kan kirken noget. Den kan byde sig til som et dannelsesrum. Det stod krystalklart på Himmelske Dage.
Var festivalen organiseret rigtigt?
Men der var også aspekter, der ikke fungerede. Selvom der var kø hos arrangører som Forlaget Eksistensen og til interviews med tunge navne som Hartmut Rosa, hørte man også ærgrelse fra telte, der ofte stod både halv- og heltomme. Som en udtrykte det: ”Vi står 5-10 personer fra vores organisation i et telt, men der er ingen gæster”.
Der er for mange arrangementer til for få mennesker, sagde en anden. Musikere spiller for en håndfuld lyttere, nogle gange mindre. Det stort anlagte folkekirkemøde havde omkring 40 gæster til den tredje del. Det samme problem sås alt for mange steder.
Det bør rejse grundlæggende spørgsmål om organiseringen af Himmelske Dage.
For det første: Har man for mange arrangementer?
Når man lægger 400 begivenheder inden for fire dage, må man som deltager fravælge langt det meste af tidsmæssige grunde. Ligger tre virkeligt interessante samtaler samtidig, kan man kun gå til en af dem.
Desuden var det svært at forstå, hvorfor det officielle program kun indeholdt et mindretal af festivalens tiltag. Selv på hjemmesiden, hvor der er plads nok, var det ikke klart og tydeligt, hvad der ellers foregik.
Mange kirkelige organisationer måtte derfor selv stå for at gøre den landsdækkende offentlighed opmærksom på attraktionerne i de enkelte telte. Det var for de fleste en svær opgave.
Og det fører til det andet principielle spørgsmål: Har pr-arbejdet været gjort godt nok? Har man været dygtig nok til at få budskabet ud? Ikke bare var der usandsynligt få medier til stede, men man må også spørge sig selv, om de interesserede danskere overhovedet har kunnet vide, hvor mange spændende mennesker de kunne møde i Roskilde.
Folkefest blev det ikke
Hvis man i sit stille sind kan følge disse problematiseringer, må man også overveje, hvad man kan gøre anderledes ved næste stort anlagte forsøg på at komme i kontakt med danskerne. For det lykkedes reelt ikke at gøre Himmelske Dage til en folkelig fest.
Og de unge, som man havde en officiel ambition om at nå, var sjældne gæster. Begge dele havde man mere held med i Herning, da man husede samme festival for tre år siden.
Forestillingen om, at foredrag om klima og global ulighed er en magnet på unge, viste sig ikke at holde i kirkelig sammenhæng. Det betyder ikke, at emnerne var fejlanbragt. De var blot ikke svaret på, hvordan man trækker de yngre generationer og børnefamilierne til en festival.
Apropos det folkelige var der en mærkelig ironi i at følge landets socialdemokratiske statsminister på Instagram, samtidig med at Himmelske Dage løb af stablen. Hun lagde flere billeder op af sig selv på Roskilde Dyrskue, som blev holdt blot få kilometer fra Himmelske Dage. Det var et klart udtryk for, hvor vælgerne var at finde op til EU-afstemningen i denne uge. Mette Frederiksen skulle ikke bruge de vigtige dage med valgkamp på et sted, der ikke havde folkelig bredde.
Uden at trække hverken rodeo eller studehandel ind på den kirkelige markedsplads kunne man måske alligevel godt bruge statsministerens prioritering som anledning til at tænke over, hvad det folkelige er nu om dage, når man begynder at planlægge Himmelske Dage til 2025.