Prøv avisen

Ånd over Gudhjem

Havnen i Gudhjem er blandt andet hjemsted for færgetrafikken til Christiansø. – Foto: Michael Tarp.

Gudhjem er Danmarks eneste bjergby. Historisk set har byen tiltrukket en række af landets fremmeste malere og siden turister i tusindvis. Men byen på Bornholms nordkyst har også et rigt foreningsliv, der holder den i live uden for sæsonen

Solen gemmer sig bag en sky over Gudhjem. Det ærgrer fotografen. For det er ikke for ingenting, at blandt andre Steffen Brandt synger om "Sol over Gudhjem", der også er navnet på en klassiker røget sild med æggeblomme. Og det særlige lys her tiltrækker hvert år tusindvis af turister, ligesom det har tiltrukket utallige kunstnere gennem tiden.

Både bornholmermalerne og Cobra-malerne fandt inspiration her. Og navne som Olaf Rude og Poul Høm er også tilknyttet Gudhjem, mens maleren Oluf Høst nok har sat de tydeligste spor i byen. Hans hjem er i dag omdannet til et af landets mest charmerende museer. Alene haven, der er sprængt ud af klippen, bliver kaldt Nordens svar på Monets have. Og et af hans kendeste motiver er det nærliggende røgeri. For Oluf Høst elskede Gudhjem. Og den kærlighed er gået i arv til hans barnebarn.

Der er en særlig ånd over Gudhjem, forklarer Erik Høst og står et øjeblik og smager på ordene, mens han lader blikket glide hen over havnen fra succeskunstneren Poul Pavas galleri til Gudhjem Røgeri til den anden side, mens mågerne svæver over Christiansøfarten, cafeerne og de velholdte huse ind imellem.

De gamle fiskerboliger er i tidens løb bygget op et efter et langs klipperne som vindblæste vidner til det daglige skuespil, der udspiller sig her i takt med den skiftende vind, der kan få havets hvidknyttede næver til at bokse voldsomt mod klippekysten. Men i dag holder vinden fri, og Gudhjem emmer af fredelig feriestemning, der gør det svært at være stresset her. Måske er det bare stedets ånd. Det var i hvert fald den, der til sidst fik Erik Høst til at sige sit arbejde som leder af laboratoriet på fertilitetsklinikken på Herlev Sygehus op for at "komme hjem" til Gudhjem.

Jeg boede 22 år i København, før jeg flyttede tilbage. Men jeg har altid betragtet Gudhjem som mit egentlige hjem. Hvis vi ikke havde kunnet finde et hus i Gudhjem, tror jeg ikke engang, at vi var flyttet tilbage til Bornholm. Og det hænger netop sammen med stedets ånd, som man simpelthen ikke kan finde i andre byer. Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen, skrev også om "stedets ånd", da han grundlagde Oluf Høsts Museum i min farfars gamle hus i Gudhjem for 10 år siden, fortæller Erik Høst, der sammen med en anden lokal ildsjæl byplanlæggeren Henriette Howalt har indvilget i at fremvise "Bornholms Perle" for Kristeligt Dagblad.

Dagens første store turistbusser har allerede fundet herned. Det er dem, der holder alle byens caféer, isboder, gallerier, hoteller, restauranter og souvenirbutikker i live. Og selvom Erik Høst selv arbejder som bioanalytiker på Bornholms Hospital, er han ikke i tvivl om, at det er turismen, som hele byen lever af.

De fleste danskere kommer på et eller andet tidspunkt til Gudhjem som turister. Og det skaber i løbet af et år en vekselvirkning, der gør det ekstra skønt at bo i Gudhjem. For om sommeren er her et leben med masser af mennesker og kulturelle begivenheder, mens stilheden og roen vender tilbage til efteråret. Og om vinteren kan man sagtens gå en tur uden at møde en eneste på havnen, siger han. Henriette Howalt nikker:

Ja, men byen dør ikke om vinteren. For byen bygger også på ildsjæle. Selvom det er en lille by, har vi et hav af foreninger, svømmehal, biograf, bibliotek og endda et "universitet", der godt nok kun består af to lokaler på biblioteket, siger hun og peger på, at byens kulturliv på den måde har overlevet, efter byens skiftende kunstnerkolonier efterhånden er forsvundet.

Biografen er blevet et nyt kulturelt mødested, hvor der ikke kun bliver vist film, men også bliver holdt koncerter og borgermøder. Det var faktisk Erik Høsts far, Niels W. Høst, der byggede Kino Gudhjem, som i dag hedder Scala Gudhjem. Og der bliver holdt fast i byens samlingssteder. Erik Høst har for eksempel lige indskrevet sig på "Gudhjem Universitet" for at bruge faciliteterne, når han til efteråret skal skrive en doktorafhandling om sædcellers død, men han interesserer sig lige så meget for de kommende generationer i Gudhjem.

Det er ikke et museum, vi bor i, men byfornyelsesgruppen i byen fokuserer meget på, hvordan man kan kæde det historiske sammen med de forskønnelser, der bliver taget initiativ til. Det bærer lokalplansforslagene heldigvis også præg af. De seneste år er der kommet utrolig skrappe krav til, hvilke ændringer man kan lave på sit hus. Man må for eksempel ikke skifte sine vinduer ud uden at søge tilladelse til det. Og det sikrer, at den historiske stemning bevares i den uspolerede bydel, siger Erik Høst.

Dele af byen har tidligere været udsat for byggeri ude af kontrol, men nu bliver der tænkt på alt fra facader til skiltning, så det hele kommer til at hænge bedre sammen, tilføjer Henriette Howalt.

Bevarelse og fornyelse skal følges ad, mener de begge. Og i øjeblikket er Gudhjem By- og Mindeforening og mange af gudhjemboerne mest optaget af at protestere mod et bebudet byggeri, der skal erstatte "Pension Klippen" med nye hotellejligheder, der er tegnet af Henning Larsens anerkendte tegnestue.

Vi er utrolig stolte over, at Kristeligt Dagblads læsere har givet Gudhjem den berettigede anerkendelse at blive en af Danmarks mest seværdige byer, men nu frygter vi, at det kan blive sidste gang, vi får en pris, bedyrer Erik Høst og bakkes op af Henriette Howalt:

Ja, tegningerne viser tydeligt, at de nye bygninger vil blive alt for dominerende og gøre resten af byens huse til statister i forhold til de store sorte firkantede ferielejligheder, som tegnestuen har tænkt sig at placere som skæmmende skovsnegle midt i et af de smukkeste områder i byen. Og det er ærgerligt. For der er sådan en god sammenhæng i byen i dag. Hvert hus er individuelt, men de indgår alle i stilfærdighed til at give byen en smuk sammenhæng, siger hun og lader den lokale debat ligge for at pege op gennem de stejle gader, som hun mener gør Gudhjem unik:

Husene her er nærmest blevet hæklet op langs klipperne, hvor det har kunnet lade sig gøre. Det er sjovt at tænke på, at nogle af dem faktisk er blevet flyttet og sågar vendt sten for sten. For i gamle dage byggede fiskerne med gavlen mod vandet. I dag kan de fleste jo ikke få havudsigt nok, men da de fleste af husene blev bygget i løbet af 1700-tallet og 1800-tallet, lagde man i oftest kun den fine stue mod vandet. For det var dyrt at varme stuerne op, og det var også en af grundene til, at man sørgede for at bygge husene i læ for vinden med gavlen mod vandet.

Gudhjems historie går dog længere tilbage. Arkæologer har fundet spor fra mennesker, der levede i byen for 9000 år siden, der dengang var et naturligt fiskeleje. Og det har også været fiskere, der gennem tiden har domineret byen.

Da jeg var barn, var molen stadig sølvglinsende af sild, når bådene kom ind. Og så vrimlede det med koner og bedstemødre, der skulle hjælpe til med at få fiskene ud af garnene, inden de blev for bløde, siger Erik Høst og tilføjer:

I dag har den bornholmske sildebestand det så skidt, at Gudhjem Røgeri, som er det sidste af byens engang 30 røgerier, for det meste bruger sild fra Norge eller Nordjylland. Der er heller ingen industrifiskere tilbage i byen. Til gengæld er havnen stadig spillevende. For Christiansøfarten sejler herfra. Og havnen er i det hele taget samlingsstedet i Gudhjem, fordi byen ikke har noget torv.

Der findes faktisk to havne i Gudhjem, og to lokale ældre mænd sidder og får sig en sludder, da vi går forbi den lille havn, Nørresand (Norresân på bornholmsk), som få hundrede meter væk faktisk stadig ligner et lille fiskerleje. Herfra kan man næsten se helt op til Allinge og Hammerknuden langs kysten, hvor Helligdomsklipperne, Bornholms Kunstmuseum og Døndalen ligger på vejen. Og bortset fra samtidens parkerede biler føles det som at stå midt i en tidslomme mellem de gamle bygninger. Det var også på Gudhjem Havn, at åbningsscenen fra "Pelle Erobreren" blev optaget, husker Erik Høst.

Alle facaderne var blevet ændret til lejligheden. Og det var i det hele taget en dyr scene med tågemaskine og hundredvis af lokale statister, men de måtte tage hele scenen om, fordi det viste sig, at der sejlede et moderne skib i baggrunden, da de så filmen igennem, ler Erik Høst, da vi går videre mod hans farfars gamle hus, der aftenen før dannede ramme om en TV2-koncert med 400 gæster til intimkoncert i Høsts smukke have.

Sidste stop er Bokul, der betyder "Det lille bjerg" og er byens bedste udsigtssted. Erik Høst er selv en af de seks ildsjæle, der sørger for at hejse Dannebrog om morgenen og tage det ned om aftenen, så det kan stå og slå i vinden ud over de røde tagrygge i Gudhjem i sommersæsonen. Og da vi står på toppen, udbryder han:

Så kan du måske forstå, hvorfor Gudhjem er så seværdig. Den udsigt får man ikke andre steder i Danmark.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Erik Høst, barnebarn af maleren Oluf Høst, valgte at flytte tilbage til Gudhjem efter 22 år i København. Han og Henriette Howalt er to af de ildsjæle, der er med til at holde gang i Gudhjem. – Foto: Michael Tarp.
Gudhjem er på denne tid af året præget af turismen, men der er stadig en lokalbefolkning, der tæller i omegnen af 800 mennesker. – Foto: Michael Tarp.