Prøv avisen

Åndssvageforsorgens gordiske knude

Jørgen Hansen anno 1972 og 2010: Det var oplevelser i barndommen med en søster under åndssvageforsorgen, der gav Jørgen Hansen motivationen til at forbedre forholdene for udviklingshæmmede. Foto: Leif Tuxen

Hans lillesøster blev stemplet som u-underviselig og sendt på en af landets største centralinstitutioner. Siden har embedsmanden Jørgen Hansen kæmpet for bedre forhold for udviklingshæmmede

Da Jørgen Hansens tre år yngre søster, Gerda, skulle indskrives i folkeskolen i 1944, kom hun hjem med en seddel i hånden, hvor der stod: "åndssvag og u-underviselig". Skolens afvisning kom som et chok for Jørgen Hansen. Han havde ikke tænkt nærmere over, at hans søster var anderledes.

"Jeg blev utrolig oprørt. Jeg havde selv lært at læse og regne og syntes, det var vidunderligt. Derfor indrettede jeg en skolestue på loftet og terpede tal og bogstaver med hende. Men det hjalp ikke noget. Hun kunne ikke."

Jørgen var også med, da den 13-årige Gerda nogle år senere blev afleveret på centralinstitutionen i Brejning ved Vejle, hvor der boede over 1000 udviklingshæmmede børn og voksne.

"Lægerne anbefalede det, og mine forældre havde ikke kræfter, styrke eller viden til at tage sig af hende. Hun var også blevet adfærdsvanskelig – det bliver man jo, når man ikke har noget at tage sig til. Jeg kan stadig se pigerne på Brejning for mig. De sad inde på afdelingen langs væggen på bænke. 40 unge piger. Ingenting at lave. Bortset fra de bedst fungerende, som broderede karklude. De fleste sad bare og rokkede frem og tilbage."

I køkkenet i villaen i Virum har den 75-årige Jørgen Hansen stadig en stor stak karklude, som søsteren Gerda har lavet på Brejning. Og kludene er ikke det eneste, han har taget med sig fra barndommen: Lillesøsterens skæbne som afvist og bortsendt har sat dybe spor i Jørgen Hansen og formet hans liv og karriere. Først som underviser af udviklingshæmmede børn og siden i knap 30 år som embedsmand først i åndssvageforsorgen og siden i Undervisningsministeriet. Altid med de udviklingshæmmede som omdrejningpunkt.

"Måden, man behandlede de udviklinghæmmede på dengang, bundede officielt i, at man ville beskytte dem mod samfundets rå og usødede liv. Men det handlede jo mest af alt om, at samfundet ville beskytte sig imod dem," siger Jørgen Hansen, og tilføjer:

"At ændre på det var en sej kamp - som at vende en supertanker."

Efter at have taget lærereksamen i 1958 underviste Jørgen Hansen i 10 år på en skole for svagt begavede elever på Frederiksberg i København, mens han uddannede sig til cand.pæd.psyk. Det var i samme periode, at Statens Åndssvageforsorg blev oprettet og åndssvageloven vedtaget. Loven er med Jørgen Hansens ord "et vårbrud". Den taler om, at de udviklingshæmmede skal leve et liv så tæt på det normale som overhovedet muligt. Det er banebrydende tanker - også internationalt set.

"Hele idéen om, at åndssvaghed er en sygdom og en absolut tilstand, kom langsomt i opbrud. Det var en periode, hvor mange af de gamle unoder blev fjernet. Vi unge havde et helt andet syn på udviklingsmuligheder - ikke den der statiske håbløshed," siger Jørgen Hansen.

I 1960'erne og 1970'erne blev der investeret store beløb i nye skoler, børnehaver og beskyttede værksteder til udviklingshæmmede. Samt bygget flere nye institutioner. Og der kom også mere fokus på, at de udviklingshæmmede skulle ud i samfundet.

"I slutningen af 1960'erne begyndte det yngre personale til stor offentlig forargelse at tage de åndssvage med på restaurant, hvor de fik lov til at bestille kage. En udvikling, der havde været utænkelig få år tidligere," siger Jørgen Hansen.

I 1968 deltog han selv i et meget omtalt projekt - Syltholmforsøget - hvor en gruppe unge lærere brugte seks uger af deres sommerferie på at lære en gruppe udviklingshæmmede at gå, spise og andre basale færdigheder. Op til forsøget prøvede en række overlæger at få ledelsen i åndssvageforsorgen til at stoppe projektet. Og i avisartikler fra perioden kan man læse om læger og andet personale fra åndssvageforsorgen, der kalder forsøget "farligt".

"Det var nødvendigt at bevise, at alle kunne lære noget. Og de udviklingshæmmede i vores forsøg blev ikke selvhjulpne. Men de gjorde fremskridt."

Efterfølgende blev forsøget så omtalt, at det førte til oprettelsen af såkaldte træningsskoler for de tungeste udviklingshæmmede.

I 1976 blev Jørgen Hansen ansat i åndssvageforsorgen som undervisningsinspektør. Her blev han tæt knyttet til N.E. Bank-Mikkelsen – forsorgens karismatiske chef. Bank-Mikkelsen var arkitekten bag åndssvageloven og tanken om normaliseringen af de udviklingshæmmedes forhold. Han arbejdede hårdt på at påvirke politikere og offentligheden, han holdt konferencer og underviste de unge på Personalehøjskolen, som skulle sørge for uddannet personale i forsorgen. Men på de store gamle centralinstitutioner havde de nye tanker svært ved at slå rod:

"Her blev man mødt af en mur af gammel, forstokkket bedrevidenhed," som Jørgen Hansen udtrykker det.

Det var ikke mindst de ældre overlæger, som bremsede udviklingen.

"Hvis man skal være positiv, kan man sige, at de sikkert mente det godt. Men de var inficeret af en medicinsk holdning, at åndssvaghed var en sygdom, som ikke kunne kureres, men kun mildnes med psykofarmaka."

Og de havde en stor del af befolkningen med sig:

"Ideen om de åndssvages ufuldkommenhed og udygtighed var svær at ændre. Den hang jo overalt på træerne i samfundet. Hvis man i 1975 havde lavet en gallup-undersøgelse, hvor man spurgte danskerne: 'Kan åndssvage lære noget?' eller 'Ville det være godt, hvis de åndssvage kom ud at bo blandt andre mennesker?', tror jeg, at en meget stor andel af svarene ville blive negative."

Ifølge Jørgen Hansen var der også andre grunde til, at de udviklingshæmmede levede isoleret fra resten af befolkningen:

"Spøgelset, som gik igennem hele samtidens holdning, var angsten for formering af en uduelig art. Man havde en angst for, at de åndssvage ville formere sig som rotter, hvis de fik frie forhold. Den påstand blev ordret fremført af læger i samtiden. Debatten om, hvorvidt udviklingshæmmede skulle have lov til at gifte sig, var også hed. Og selvom man ændrede holdningen til det rent politisk, var det stadig et synspunkt, som holdt sig i debatterne i årtier - også efter 1980."

Uanset at dele af åndssvageforsorgen udviklede sig, blev de tusindvis af udviklinghæmmede på de store centralinstitutioner på mange måder forbigået. Og efterhånden som centralinstitutionerne blev stadig mere kritiseret, følte medarbejderne sig formodentlig også ladt i stikken, mener Jørgen Hansen:

"Centralinstitutionerne blev lagt for had. De fik ikke ros, de fik kritik - og så indtog man mange steder nok en håbløs holdning til, hvorvidt det kunne blive bedre."

N.E. Bank-Mikkelsen tog alle kneb i brug for at påvirke opinion og politikere.

"Da han ikke kunne få skovlen under de stædige holdninger hos overlægerne, inviterede han ombudsmanden Lars Nordskov Nielsen over til en frokost og spurgte, om han ikke havde lyst til at se på vores store institutioner. Hvis en embedsmand havde gjort det i dag, havde han ikke haft ret mange timer tilbage i jobbet."

Ombudsmandsinspektionen førte til en meget kritisk rapport og en voldsom debat om tvangsanvendelse. Og det ledte direkte til en bekendtgørelse i 1979, der begrænsede fastspænding og forbød vold, tvang og indespærring.

Set i bakspejlet kan det virke mærkværdigt, at statens øverste embedsmand ikke kunne ændre mere på tingenes tilstand på de store statslige institutioner. Fra åndssvageloven blev vedtaget i 1959, hvor man taler om, at forholdene for de åndssvage skal normaliseres, gik der over 20 år, før man brød de store institutioner ned.

"I åndssvageforsorgen arbejdede vi målbevidst mod at opløse de centrale institutioner. Men det er ikke sikkert, det havde været bedre, hvis det var sket hurtigere. Det var jo en kolossal opgave at skabe et kvalificeret alternativ."

Ifølge Jørgen Hansen modarbejdede lægerne udviklingen, helt op til amternes overtagelse af området i januar 1980.

"Det var med de gamle institutioner som med den gordiske knude. Man kunne ikke løse den – kun hugge den over. Først da de blev nedlagt, blev der for alvor mulighed for at føre de nye tanker ud i livet."

Men hvad skete der med Jørgen Hansens lillesøster? Efter 10 års ophold på institution kom Gerda hjem igen.

"Hun var simpelthen så ked af at at være på Brejning. Når hun var hjemme på ferie, og vi sagde til hende, at hun skulle tilbage, blev hun fuldstændig desperat. Engang gemte hun sig og var væk i tre dage. Hun oplevede ikke, at hun blev behandlet som et ordentligt menneske. Det kunne mine forældre jo godt se. Og vi søskende lagde også pres på."

Gerda boede i barndomshjemmet indtil moderens død for 11 år siden. I dag er hun 71 år og bor i egen lejlighed i et bofællesskab for ældre udviklingshæmmede.

"Hun er blomstret op og har udviklet sig og er tilmed blevet ringforlovet. Og det er da klart, at man tænker på, hvilket liv hun kunne have fået, hvis hun fra starten havde haft nogle andre rammer."

Alligevel mener Jørgen Hansen ikke, der bør gives en undskyldning til de mennesker, som led under forsorgen.

"Der er nogen, der burde skamme sig, men de fleste er døde i dag. Og jeg mener ikke, vi offentligt kan undskylde det. Det bliver ren luft. Men vi skylder de nuværende udviklinghæmmede ikke at begå de samme fejltagelser igen."