10 begivenheder, der formede vores verden

50 artikler beskriver skelsættende verdenshistoriske hændelser i en aktuel bog.
Her er 10 højdepunkter i udviklingen frem mod den verden, vi kender i dag

Den 20. juni 1789 aflagde den franske borgerstand ed på, at den ville kæmpe for en fransk forfatning. Herefter var Den Franske Revolution en realitet - og revolutionen er en af 10 højdepunkter i udviklingen frem mod den verden, vi kender i dag. Dette maleri er af den franske kunstner Jacques-Louis David.
Den 20. juni 1789 aflagde den franske borgerstand ed på, at den ville kæmpe for en fransk forfatning. Herefter var Den Franske Revolution en realitet - og revolutionen er en af 10 højdepunkter i udviklingen frem mod den verden, vi kender i dag. Dette maleri er af den franske kunstner Jacques-Louis David. Foto: Agence Bulloz / RMN-GP.

Ca. 1750 f.Kr.: Hammurabis Lov

Kong Hammurabi (1792-1750 f.Kr.) stillede en 2,25 meter høj sten op for at minde befolkningen om deres rettigheder og pligter i oldtidsriget Babylon.
Kong Hammurabi (1792-1750 f.Kr.) stillede en 2,25 meter høj sten op for at minde befolkningen om deres rettigheder og pligter i oldtidsriget Babylon. Foto: Roman Milert/Alamy Stock Photo

Når de amerikanske folkevalgte i Repræsentanternes Hus tager plads i kongresbygningen, kan de se 23 hvide marmorportrætter. Alle forestiller de personer, der betragtes som grundlæggere af vigtige principper i amerikansk lovgivning.

En af dem er oldtidskongen Hammurabi fra Babylon, der samlede det sydlige Mesopotamien (det moderne Syrien og Irak) for mere end 3.800 år siden. Han er kendt for at have etableret et af de tidligste samfund baseret på lov og orden, som verden kender til. På en 2,25 meter høj sten fik han nedfældet godt 300 eksempler på strafbare handlinger om alt fra seksualmoral til økonomiske transaktioner.

Eksperter tolker stenen som et prestigeprojekt, hvormed Hammurabi fejrede sine egne præstationer og beskrev dem som gudernes vilje. Meget tyder på, at stenen ikke var den eneste af sin slags, men at der fandtes lignende sten på flere offentlige pladser. Historikere mener, at stenene også skulle informere befolkningen om deres rettigheder og pligter. Stenen er i dag udstillet på Louvre-museet i Paris.

221 f.Kr.: Kinas samling

Den Gule Kejser kaldte man Qin Shi Huangdi, der ifølge kinesisk overlevering blev Kinas første kejser i 2697 f.Kr.
Den Gule Kejser kaldte man Qin Shi Huangdi, der ifølge kinesisk overlevering blev Kinas første kejser i 2697 f.Kr. Foto: Best View Stock/Alamy Stock Photo

I Vesten beskyldes kinesiske politikere ofte for at bedrive propaganda, men historikere mener, at også oldtidens kejsere i Kina bedrev propaganda med så stærk en gennemslagskraft, at mange endnu i dag tror, at verdens folkerigeste land nærmest altid har været ét, stort og kulturelt homogent Kina.

Fortællingen om det ene kejserdynasti, der afløste det andet, siden den første kejser sad på tronen i 2697 f.Kr., og frem til sammenbruddet i 1912, er for eksempel stadig udbredt i de danske skoler, skriver Lars-Emil Nybo Nissen om Kinas samling i ”50 Begivenheder – højdepunkter i verdenshistorien”. Men ifølge nyere historikere er det mest sandsynligt, at Kina ikke blev samlet før i 221 f.Kr., hvor det lykkedes statsmanden Shang Yang at skabe én stat.

Shang Yangs stat var streng og hensynsløs. Forbrydelser blev straffet med pisk, forbudte bøger blev brændt, og kritiske lærde begravet levende, men der blev gjort oprør, og det lykkedes i 202 f.Kr. oprørslederen og bonden Liu Bang at erobre riget og afskaffe det hårde styre. Han grundlagde det kendte Han-dynasti, der var ved magten i hele 400 år.

I dag huser det enorme land mere end 1,3 milliarder mennesker, og det forventes, at landet i 2050 vil råde over verdens næststørste økonomi og dermed øge sin betydning i det globale magtspil.

27 f.Kr.: Den romerske fred

Kejser Augustus fik enorm betydning for udformningen af den romerske civilisation. Denne statue af ham er fundet ved Prima Porta nord for Rom.
Kejser Augustus fik enorm betydning for udformningen af den romerske civilisation. Denne statue af ham er fundet ved Prima Porta nord for Rom. Foto: Prisma Archivo/Alamy Stock Photo

”Pax Romana” kaldtes den lange periode, hvor Rom besad en ubestridt position som verdens førende politiske og kulturelle stormagt. Æren for det tilfalder den unge Octavian, der som bare 19-årig fik overdraget magten efter mordet på sin grandonkel Julius Cæsar. Det var dog under navnet Augustus, at Octavian blev Romerrigets første kejser. Han holdt byen i et jerngreb, og hans bedrifter er kendte også i dag.

Et af de steder, hvor der fortælles om kejser Augustus, er i Bibelen. Vi kender alle fortællingen fra Juleevangeliet om, hvordan hele verden på en befaling fra kejser Augustus skulle skrives i mandtal. Hvad der ikke fremgår af bibelteksten er, at han gjorde det for at reorganisere skattesystemet. Det betød en komplet transformation af riget og flere magtbeføjelser til kejseren.

På sit dødsleje skulle kejser Augustus have sagt, at ”han fandt en by af teglsten, men efterlod sig en by af marmor”. Den romerske fred var dog fredeligst set fra romernes synspunkt. Ved imperiets grænser fortsatte erobringerne, og oprør blev slået ned med hård hånd, men for romerne var det en periode på godt 200 år, hvor der var fred og fremgang, og hvor kunsten, litteraturen og arkitekturen blomstrede.

I den betydning fik epoken i nogles øjne status som en idealtilstand, der blev forsøgt efterlignet af for eksempel det kristne byzantinske rige.

632: Kalifatet

Denne illustration fra 1600-tallet viser profeten Muhammed, der dør i sin svigerfars skød.
Denne illustration fra 1600-tallet viser profeten Muhammed, der dør i sin svigerfars skød. Foto: Photo Researchers/Scanpix Ritzau

I 2014 leverede lederen af terrorgruppen Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, i en moské i Mosul et opsigtsvækkende budskab. Han udråbte sig selv til kalif for en ny, religiøs stat; et såkaldt kalifat. Islamisk Stat kaldte det ”en drøm i alle muslimers hjerter og alle jihadisters håb”.

Inspirationen til en sådan stat går helt tilbage til profeten Muhammed. Kort efter Muhammeds død i 632 tog hans svigerfar Abu Bakr magten og blev den første kalif. Det blev starten på et gigantisk imperium, der bestod i mange hundrede år. Det var et brutalt styre ligesom andre oldtidsimperier, og muslimer herskede over ikke-muslimer.

Men i modsætning til Islamisk Stat i dag fostrede det første kalifat et rigt kulturliv med en lærd elite, der havde kundskaber inden for medicin, jura og filosofi, skriver forfatterne i det verdenshistoriske værk.

Ikke mindst af den grund har også oplyste vesterlændinge i den moderne epoke – fra den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe til den britiske filosof Bertrand Russell – haft et positivt og nærmest romantisk syn på 600-tallets kalifat.

1088: Det første universitet

En tegning med latinsk påskrift viser en lærd forelæsning i 1300-tallet. Der er både kvinder og sovende blandt tilskuerne.
En tegning med latinsk påskrift viser en lærd forelæsning i 1300-tallet. Der er både kvinder og sovende blandt tilskuerne. Foto: Laurentius de Voltolina/The York Project: 10.000 Meisterwerke der Malerei

I dag er universiteter bærende institutioner i det moderne demokrati, men deres rolle og inddeling i fakulteter ligger stadig i forlængelse af de allerførste universiteter.

Officielt blev verdens første universitet stiftet i 1088 i den norditalienske by Bologna, men men faktisk opstod universiteterne løbende i tiden op mod 1100-tallet rundt omkring i Europa.

De første universiteter var ikke nødvendigvis bygninger, som vi kender dem i dag. De var fællesskaber, hvor studerende fandt sammen om at søge viden inden for et bestemt emne hos en lærd person.

Den måde at organisere sig på var udbredt i middelalderen. For eksempel ligner den håndværkernes måde at organisere sig på i lav. Universitetsgraderne bachelor og magister, som vi stadig bruger i dag, var da også universiteternes betegnelser for noget, der svarede til henholdsvis svend og mester.

I midten af 1300-tallet var der kommet 40 universiteter rundt om i Europa, der alle for deres samtid havde en meget høj grad af frihed, hvilket endnu i dag er en grundværdi ved universiteterne.

1348: Pesten

På grund af smittefaren var det ­vigtigt, at pestofre blev begravet i en fart. Denne illustration fra 1349 viser en sådan begravelse i den belgiske by Tournai.
På grund af smittefaren var det ­vigtigt, at pestofre blev begravet i en fart. Denne illustration fra 1349 viser en sådan begravelse i den belgiske by Tournai. Foto: Illustration af Gilles le Mursuit. Photo 12/UIG/ Getty Images

De seneste årtier har epidemier som ebola, sars og fugleinfluenza hærget flere kontinenter, men disse er for intet at regne imod de sygdomme, der kunne udrydde store dele af befolkninger i middelalderen. Mellem 1348 og 1352 døde 50 millioner europæere af den pest-epidemi, der også er kendt som den sorte død. Over halvdelen af kontinentets befolkning døde på blot fire år.

At pesten kunne sprede sig så hurtigt, som den gjorde, da den brød ud i Europa i 1348, skyldtes, at mennesker allerede dengang bevægede sig vidt omkring og var i kontakt med mange andre. Håndværkere og købmænd udgjorde rejsende samfundsgrupper, og med dem opstod en slags tidlig globalisering.

Der skulle gå mange hundrede år, før befolkningstallet var på samme niveau i Europa, som før pesten gjorde sit indtog. Faktisk var det først godt op i 1600-tallet, at befolkningstallet igen havde stabiliseret sig, og inden da var pesten vendt tilbage til Europa flere gange.

Pesten findes stadig i mindre omfang, men den store frygt er i dag snarere, at der udvikler sig nye epidemiske sygdomme, som vi ikke har midler imod.

1453: Erobringen af Konstantinopel

Hagia Sofia, eller ”Den hellige visdoms kirke”, var det kristne Konstantinopels vartegn. Da osmannerne erobrede byen i 1453 blev den omdannet til moske. I dag er den enorme bygning et museum.
Hagia Sofia, eller ”Den hellige visdoms kirke”, var det kristne Konstantinopels vartegn. Da osmannerne erobrede byen i 1453 blev den omdannet til moske. I dag er den enorme bygning et museum. Foto: Andrew Rowat

Siden den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan kom til magten, har han sat sit eget, tydelige præg på landet. Som et led i hans bestræbelser på at opbygge en stærk, national selvforståelse, er datoen 29. maj 1453 de senere år blevet tillagt fornyet betydning. Det var nemlig det år, hvor det lykkedes osmannerne under ledelse af sultan Mehmed II at erobre storbyen Konstantinopel, der først senere har fået sit nuværende navn, Istanbul.

I en tale ved fejringen af dagen sagde Erdogan, at ”Istanbul også i dag er rammen om Tyrkiet.” Og ”at tjene Istanbul er at tjene Tyrkiet.”

I 1453 var der ikke meget tilbage af den fordums storhed, der ellers i hundreder af år havde kendetegnet Konstantinopel som det Østromerske Riges hovedstad og kristenhedens ubestridte monopol. Byen, der blev kaldt ”Det Andet Rom”, var svækket. Det lå som en ø midt i Det Osmanniske Rige, der på det tidspunkt bestod af store dele af det nuværende Grækenland, Tyrkiet og Balkan. Den osmanniske sultan var bevidst om den magt og ære, Konstantinopel bar symbolsk, og da hans 50.000 mand stod over for Konstantinopels bare 8.500, var byen et let bytte.

De ortodokse kristne i byen måtte nu leve som andenrangsundersåtter i det muslimske Osmanniske Rige. Det betød, at mange konverterede. I den kristne verden frygtede man, at Mehmed II’s endelige mål var at underlægge sig hele Romerriget. Men selvom han forsøgte, lykkedes det ham ikke at erobre Rom, og bortset fra Ungarn, udvidede riget sig ikke længere mod vest.

Til gengæld fik man kontrol over Mellemøsten og Nordafrikas kyst, og først i kølvandet på Første Verdenskrig brød osmannernes imperium sammen. Striden i middelalderen mellem den kristne og den islamiske civilisation har påvirket sameksistensen helt op til i dag, hvor store konflikter i Mellemøsten og mellem EU og Tyrkiet udfoldes med fortidens krige in mente.

1789: Den Franske Revolution

Den 20. juni 1789 aflagde den franske borgerstand ed på, at den ville kæmpe for en fransk forfatning. Herefter var Den Franske Revolution en realitet. Dette maleri er af den franske kunstner Jacques-Louis David.
Den 20. juni 1789 aflagde den franske borgerstand ed på, at den ville kæmpe for en fransk forfatning. Herefter var Den Franske Revolution en realitet. Dette maleri er af den franske kunstner Jacques-Louis David. Foto: Agence Bulloz / RMN-GP

Med fyrværkeri og militærparade fejrer franskmændene hvert år deres nationaldag den 14. juli. ”Bastille-dagen” kaldes den, opkaldt efter den begivenhed, der regnes for startskuddet til Den Franske Revolution. På denne dag i 1789 stormede en menneskemængde fængslet i Bastille-bygningen i Paris.

Hvorfor de stormede netop dette sted, er historikerne uenige om, men ikke desto mindre blev det symbolet på det jævne, franske folks stærke utilfredshed med kongens enevælde og deres ønsker om at opnå borgerrettigheder.

Et par år senere blev kongen og hans hustru ført på skafottet, men begivenhederne gav ikke franskmændene det samfund, de havde håbet på, lige med det samme. Landet var i krig til alle sider, og den pressede situation gjorde det muligt for militærlederen Napoleon Bonaparte at kuppe sig til magten. Først stod han i spidsen for et ”de facto-militærdiktatur”, som bogens forfattere beskriver det, og senere lod han sig krone som kejser.

Trods volden betragtes Den Franske Revolution og de tanker om frihed, lighed og borgerrettigheder, der oprindeligt lagde grunden til opstanden, som et udgangspunkt for de demokratiske, europæiske samfund, vi senere fik. Nogle var faktisk allerede bevidste om det i samtiden – herunder kritikerne af den demokratiske udvikling.

I 1790 skrev den konservative filosof Edmund Burke, at Den Franske Revolution var ”det mest bemærkelsesværdige, der hidtil er sket i historien”. Og fra hans side var det langtfra venligt ment. Men hele vores forståelse af folkets rolle i udøvelsen af magt i de vestlige demokratier har tråde tilbage til Den Franske Revolution.

1863: Slavefrigørelsen

Da den amerikanske borgerkrig brød ud i 1861, flygtede mange slaver med det samme fra de sydlige slavestater mod regeringens linjer, hvor de kunne blive frie. Her ses en slavefamilie på flugt i august 1882.
Da den amerikanske borgerkrig brød ud i 1861, flygtede mange slaver med det samme fra de sydlige slavestater mod regeringens linjer, hvor de kunne blive frie. Her ses en slavefamilie på flugt i august 1882. Foto: Education Images

”Alle mennesker er skabt lige”. Sådan lyder de berømte ord, som statsmanden Thomas Jefferson er forfatter til i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776. Der skulle dog gå meget længere tid, før sætningen kom til at gælde alle amerikanere, for sorte havde ikke del i rettighederne fra begyndelsen.

Næsten hundrede år senere, mens den blodige borgerkrig rasede mellem 11 sydlige slavestater og resten af unionen, lykkedes det i princippet præsident Abraham Lincoln gennem hans såkaldte emancipationserklæring at sætte alle landets slaver fri den 1. januar 1863. Men regeringen havde ikke kontrol over de 11 oprørske stater, og derfor var det nærmest umuligt at håndhæve frigørelsen. Lincoln var dog fast besluttet på, at borgerkrigen handlede om at sikre, at demokratiet overlevede, og at slaveriet blev ophævet. Slavernes frihed afhang derfor af nordstaternes sejr. Og da Lincoln blev genvalgt i 1864, satte han alt ind på at genforene nationen. Det lykkedes et år senere, i 1865, hvor kongressen også endegyldigt ophævede slaveriet inden for USA’s grænser.

Da Lincoln blev indsat to måneder senere, faldt disse forsonende ord i sin indsættelsestale: ”Begge sider læser den samme bibel og beder til den samme Gud. Lad os forbinde nationens sår. Uden ondskab, men med næstekærlighed, og gøre alt, hvad der er muligt, for at opnå en retfærdig og varig fred.”

Helt så let blev det ikke at gøre ligheden til virkelighed i den ydre verden, og USA var også i de følgende mange årtier kendetegnet ved skarpe skel mellem den hvide befolkning og slavernes efterkommere. Ikke desto mindre blev Lincolns højtidelige løfte i sig selv et afgørende skridt i retning mod et friere og mere ligeligt amerikansk samfund.

1893: Ligeret for kvinder

Britiske Emily Davidson var ikke bange for at lægge sig ud med politiet i sin kamp for kvinders rettigheder. I 1913 kastede hun sig ud foran kongens hest ved det årlige Derby og blev trampet ihjel. Handlingen blev set som kulminationen på den britiske kvindebevægelses kamp for valgret.
Britiske Emily Davidson var ikke bange for at lægge sig ud med politiet i sin kamp for kvinders rettigheder. I 1913 kastede hun sig ud foran kongens hest ved det årlige Derby og blev trampet ihjel. Handlingen blev set som kulminationen på den britiske kvindebevægelses kamp for valgret. Foto: akg-images / TT News Agency

New Zealand var det første land i verden, der gav kvinder ret til at stemme. Siden 1875 havde kvinderne lov til at stemme ved lokalvalg, og i 1893 lykkedes det den newzealandske kvindebevægelse at tilkæmpe sig retten til også at stemme ved nationale valg.

I årtierne efter fulgte andre lande trop. Begivenheden i New Zealand var som benzin på et bål, der allerede var blevet tændt langt tidligere, nemlig i oplysningstiden. Allerede i 1700-tallet argumenterede primært kvindelige, europæiske oplysningsforfattere for, at et lighedsideal ikke bare skulle gælde for mænd, men også for kvinder.

Den newzealandske kvindebevægelse brugte dog ikke kun lighedstanken som argument for, at det var nødvendigt at lade kvinder få stemmeret. Faktisk hævdede de også, at kvinder har en bedre moral, at de er mindre modtagelige over for korruption, og at deres evne til at tænke på fremtidige generationer er bedre end mænds.

At netop New Zealand som det første land gav kvinderne lov at stemme, har nok flere årsager end en stærk kvindebevægelse. I slutningen af 1800-tallet havde New Zealand netop fået selvstændighed, og det ny land var ved at definere sig selv. Da alle borgerrettigheder var til diskussion, var det måske naturligt, at også dette spørgsmål kom på dagsordenen.

Siden 1893 fulgte en række lande eksemplet fra New Zealand. Danske kvinder fik stemme- og valgret til menighedsrådsvalg i 1903, og i 1915 kunne de både stemme og stille op til Rigsdagsvalg.