10 myter om 1800-tallets Danmark

I bogen "Efter 1864" gør eksperter i dansk politik og historie op med en række gængse forestillinger om folkekære konger, demokrati, nationalt overmod og tysk aggression. Her gennemgår to af bogens forfattere, Tim Knudsen og Steen Bo Frandsen, 10 danmarkshistoriske myter

10 myter om 1800-tallets Danmark
Foto: Kort og Billedafdelingen.

1: I 1849 gik vi fra enevælde til demokrati…

For at forstå 1800-tallets danmarkshistorie, herunder 1864, er det vigtigt at gøre sig klart, at der i hele århundredets sidste halvdel foregik en grundlæggende forfatningskamp, som blandt andet udmøntede sig i, at vi fik seks forskellige forfatninger på 18 år. I magtkampen mellem kongen og det repræsentative demokrati var der hele tiden et behov for at ændre spillereglerne, hvilket gjorde det vanskeligere at regere Danmark. Egentlig parlamentarisme - altså at Folketinget udpeger regeringen - var der ingen, der gjorde sig forestillinger om før omkring 1870. Regeringsmagten var ikke demokratiseret. (Tim Knudsen)

2: ... takket være en folkekær konge...

Kong Frederik VII, som var konge 1848-63, var en stakkels, forvirret person, som var uden den store lyst til at regere, fordi han ikke troede på sine egne evner. Når han gav efter for indførelsen af 1849-forfatningen, skyldtes det blandt andet, at han var bange for at blive afsat ved en revolution. Men selvom han som regel overlod regeringsførelsen til ministrene, var det i princippet ham, der havde beføjelserne til at hyre og fyre ministre. (Tim Knudsen)

3: ... og derefter regerede konseilspræsidenten

Konseilspræsidentens magt svarede langtfra til de beføjelser, nutidens statsminister har. Kongen var regeringschef, når han havde lyst til at være det, og det var aldrig til at vide for konseilspræsidenten eller de andre ministre, hvornår det var.

Det var ikke nødvendigvis konseilspræsidenten, der sammensatte holdet af ministre og, som nutidens statsminister, kunne besætte posterne med meningsfæller. I stedet blev regeringerne dannet i forlængelse af enevældetænkningen, hvor kongens råd blev sammensat af indbyrdes uenige rådgivere, som hver fra sin position kunne forsøge at påvirke kongen. De mest afgørende forhandlinger om landets ledelse fandt sted i Statsrådet.

I dag er det en formalitet, når regenten mødes med regeringen, men i 1800-tallet var det kongen, der sad for bordenden, og i ministerholdet kunne der være dyb uenighed. Det er blandt andet derfor, det billede, tv-serien ”1864” tegner af Monrad, er så forkert. (TK)

4: De slesvigske krige handlede om, hvorvidt Slesvig-Holsten skulle være dansk eller tysk

Den første slesvigske krig i 1848-51 tog afsæt i et forsøg fra Slesvig-Holsten på at danne sin egen stat inden for Det Tyske Forbund, som var en meget løs konstellation. En egentlig samlet tysk stat har vi først fra 1871. Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, som hidtil havde haft den danske konge som hertug, ønskede i udgangspunktet ikke at komme til at høre under Preussen, som var den dominerende stat i det tyske forbund. (Tim Knudsen)

5: Tyskland har altid prøvet at erobre lille Danmark

Med et par undtagelser i middelalderen samt under Trediveårskrigen var Danmark frem til 1848 ikke truet af erobringslystne tyske stater, hvorimod hårde krige blev ført mod Sverige. Man kan snarere sige, at det var danske konger, der ville føre krig i Tyskland. Siden 1864 er det imidlertid lykkedes at bygge hele vores forståelse af historien op om fortællingen om det lille land med den store fjende. Selvfølgelig var der sandhed i fortællingen i 1940, men ellers ikke. Ikke desto mindre har den spillet en rolle i alle årene, også i det nutidige forhold til EU. (Steen Bo Frandsen)

6: De nationalliberale udløste krigen i 1864, fordi de blev overmodige

Der er ingen historikere, der tror på, at overmod lå bag de danske politiske handlinger, snarere desperation. De danske politikere var i en situation, hvor løkken hele tiden strammedes mere. Kravene fra Preussen blev hele tiden stærkere i slutningen af 1863. I den situation valgte konseilspræsident C.C. Hall at kaste terningerne op i luften i håb om, at hele situationen kunne drejes et andet sted hen med novemberforfatningen, som lagde op til at indlemme hertugdømmet Slesvig i den nye danske nationalstat og overlade hertugdømmerne Holsten og Lauenborg til Tyskland. En begrænset krig kunne måske få stormagterne til at gribe ind og få kongen og opinionen til at forstå nødvendigheden af at dele Slesvig.

Man kan forestille sig, at Hall havde regnet med at kunne få Frederik VII med til det, men desværre døde han, og nu kom Christian IX på tronen, som var inderligt imod novemberforfatningen og kun modvilligt underskrev den. Derefter afskedigede den nye konge Hall og bad Monrad danne regering. (Tim Knudsen)

7: Siden blev nederlaget større af, at de afslog at dele Slesvig

Efter nederlaget ved Dybbøl den 18. april 1864 havde Danmark mulighed for på London-konferencen at indgå en fred, hvor hertugdømmet Slesvig blev delt mellem Danmark og Tyskland. Der var undervejs i forløbet mange forslag i spil til en fredelig løsning ved en deling af Slesvig, men først og fremmest var det Christian IX, der afviste dette, som den 20. juni 1864 sprængte London-konferencen.

Den nådige forklaring på dette er, at kongen ikke vidste, hvad han gjorde. De nationalliberale ministre begik sikkert fejl, men kongen var den alvorligste hindring for en fredelig løsning. Eftertiden er bare præget af, at kongen blev siddende, mens Monrad fik skylden og blev fyret af kongen. Det er dronningens tipoldefar, vi taler om, så det har ikke været nemt at sige, men efterhånden må 1864 være kommet så langt på afstand, at vi kan tale mindre følelsesladet om ansvaret for nederlaget. (Tim Knudsen)

8: Prisen for krigen i 1864 var, at Danmark tabte to femtedele af sit territorium...

At Danmark blev 40 procent mindre, lyder imponerende - men det var aldrig nationalstaten Danmark, men den danske konges rige, der var tale om. Hverken før eller efter 1864 blev Holsten og Lauenborg opfattet som del af Danmark, og for de nationalt sindede danske politikere var det en mærkesag at slippe af med disse to hertugdømmer. (Steen Bo Frandsen)

9: ... hvorefter Danmark blev et helt homogent land med hensyn til folk, stat, sprog og territorium...

Det er ikke en myte, at Danmark i mange henseender blev mere homogent efter 1864. Alligevel er der dele af den danske historie, man er nødt til at gøre sig blind over for, hvis fortællingen om det sammenhængende folk skal gå helt op. For eksempel, at Island, Færøerne, Grønland og De Dansk-Vestindiske Øer hørte til riget, og at vi gennem hele 1800-tallet havde en løbende indvandring fra Sverige, Tyskland og Polen. (Steen Bo Frandsen)

10: ...og lige siden har vi altid søgt freden

En meget stor del af den danske politiske opinion var opsat på at gå i krig mod Tyskland på fransk side i 1870 for at forsøge at erobre Slesvig tilbage. En fransk delegation var i København for at forhandle om dette. Men franskmændene var så hurtige til at tabe krigen, at Danmark ikke nåede at komme med. Siden opbyggede vi selvforståelsen om den lille fredelige stat, der gjorde klogt i ikke at udfordre den store tyske nabo. Kongen havde ære af at modsætte sig dansk krigsdeltagelse. Men det handlede om at gøre en dyd ud af nødvendigheden, for Danmark var magtesløs i forhold til Tyskland. Det er lettere at vælge fredens vej, når man ikke kan andet. (Steen Bo Frandsen)