Næsten 3000 mennesker omkom ved terrorangrebene den 11. september for 10 år siden.
LÆS OGSÅ: Terrorbekæmpelse koster skatteydere milliarder
Dagen er blevet et symbol på et dramatisk skift i verdensordenen, fordi angrebet ikke kun ramte USA, men også Vestens værdier. Tanken om, at den amerikanske drøm gjorde sig gældende for alle indbyggere i verden, sank i grus med tårnene, og det gik op for amerikanerne, at de var sårbare. Som verdens hidtil ubestridte supermagt gav det dønninger langt ind i folkesjælen, men det forandrede også både indenrigs-og udenrigspolitikken dramatisk. Der skete ligefrem et paradigmeskifte, mener tidligere dansk ambassadør i Washington D.C. Ulrik A. Federspiel, der i dag er direktør for Global Affairs-afdelingen ved Haldor Topsøe A/S.
Fra starten stod det klart for mig, at dette ville få store konsekvenser for både USA og resten af verden. Terrorbekæmpelsen fik førsteprioritet i USA og Europa, men også i lande som Rusland, Japan, Kina og Australien. Det, der skete den dag, var så voldsomt, så dramatisk, at USA, om man vil, rejste sig ud af de tåger, som det før havde befundet sig i, og gik aktivt ud i verden for at bekæmpe terrorisme. Med alle midler og som landets absolutte førsteprioritet.
Skelsættende husker også Tom Buk-Swienty, der fra 1994 til 2005 var Weekendavisens korrespondent i USA og i dag er forfatter, terrorangrebet som. For ikke alene gjorde det amerikanerne mere patriotiske og fokuserede på fællesskabet. Det forandrede også mediebilledet, forklarer han, og det fik mere langtrækkende konsekvenser.
Det blev politisk ukorrekt at kritisere præsident George W. Bush. Jeg talte med flere journalister på avisen New York Times om det, og de var kede af udviklingen. Det var meget påfaldende med en så ukritisk amerikansk presse, men sådan var det i lang tid. Også under Irak-krigen. Der var ikke nogen stor folkelig opbakning til den, men alligevel var det svært for medierne at finde nogen, der ville stå frem og kritisere regeringens politik åbent. Det var et utroligt skifte fra tidligere.
Selv på gaden var forandringen let at se, da stort set alle huse nu flagede. Og ikke blot de huse, hvis ejere var republikanerne, men også demokraterne.
Minder om en ekstrem fællesskabsfølelse og solidaritet er også, hvad der slår Torben Poulsen, der i dag er præst i Tullebølle Sogn på Langeland, men i 2001 arbejdede i New York som præst ved den danske sømandskirke, når han tænker tilbage. Amerikanerne oplevede for første gang i mange år den fuldstændige afmagt, og det har sat sig dybe spor i ikke blot dem, men i alle, der så med på verdens tv-skærme den dag, mener han.
Angrebet fik vores øjne op for, at der var og er mennesker i verden, der var parate til at bruge vold og dræbe. Det var en meget voldsom følelse at opleve. Det var det største terrorangreb, USA havde oplevet, og det gik op for amerikanerne, at nogen ude i verden virkelig hadede dem. Det gjorde dem med ét meget sårbare og skrøbelige.
Den følelse sidder stadig i amerikanerne, mener Ulrik A. Federspiel, og hver gang der siden har været større konflikter i USA, har befolkningen reageret meget stærkere som følge af denne påvirkning.
En mere langvarig forandring, som både Federspiel, Buk-Swienty og Poulsen har oplevet i de 10 år siden angrebet, har at gøre med synet på islam og muslimer. Tom Buk-Swienty betegner den som dramatisk og en, der har skabt store brudflader mellem civilisationer og dannet grobund for opgør, som vi stadig føler i dag. Han peger specielt på den demokratibevægelse, der i de seneste otte måneder har revolutioneret Mellemøsten, og som han mener har tråde tilbage til den 11. september 2001.
De neokonservative har haft ret i deres antagelse af, at en krig i Irak ville skabe demokrati andre steder i Mellemøsten. Det, vi ser nu, mener jeg indirekte startede med terrorangrebet for 10 år siden.
Terrorangrebets betydning for USA og verden kan derfor ikke undervurderes, mener Tom Buk-Swienty og Ulrik A. Federspiel. For det første blev alt andet i amerikansk politik nedprioriteret, siger den tidligere danske ambassadør, men nok så vigtigt blev alle ressourcer sat ind på at bekæmpe terroristerne og med alle midler. Specielt al-Qaeda, som viste sig at stå bag 11. september-angrebet, er siden blevet jagtet over hele kloden, og det har forandret ikke blot USAs forhold til andre nationer i verden, men også den måde landet i dag ser sig selv på, forklarer han.
George W. Bush sagde det meget direkte lige efter angrebet. Enten var man med eller imod amerikanerne. Det skabte store spændinger mellem Europa og USA, men det fik også konsekvenser for samarbejdet mellem USA og organisationer som Nato, FN og EU.
I dag kan man diskutere, om prioriteringen var rigtig i USA, uddyber Ulrik A. Federspiel, men det er et valg, som USA ligegyldigt hvilken regering, landet har haft har stået ved igennem 10 år. Og det har vist sig at have været succesfuldt, da al-Qaeda er næsten udslettet.
Alligevel mener hverken Torben Poulsen eller Tom Buk-Swienty, at USA er kommet ud af kampen mod terrorismen uden alvorlige skrammer. For verdens tidligere ubestridte supermagt er såret. Ikke alene er det svært for den at afslutte de to relativt små krige i Afghanistan og Irak, påpeger Tom Buk-Swienty, men det har også vist sig mere sårbart og svagt end tidligere. Og derfor er verdensbilledet meget mere mudret i dag, end det var før angrebet for 10 år siden, hvilket gør årsdagen til mere end blot en dato.
Dagen står som symbol på USAs, men også Vestens sårbarhed. Vores verdensanskuelse sank simpelthen i grus med tårnene. Selvom der ikke er nogen sammenhæng, så kommer 10-året på samme tid, som verden befinder sig i en dyb økonomisk krise, og klodens økonomiske centrum er ved at skifte fra USA til Asien. Vesten er svækket i forhold til for 10 år siden, fordi 11. september udløste kræfter, der forandrede selvopfattelsen i hele verden, men specielt i Vesten.
Måske er det derfor, at stort set alle mennesker husker, hvor de var den 11. september 2001. Og ikke blot dem, der havde besøgt USA, boede der eller havde familie, venner eller bekendte derovre, men også danskere, der bare overværede angrebet på tv. Torben Poulsen har flere gange siden hørt folk tale om angrebet, hvor de var, og hvordan de opfattede det. Og han genkalder sig også selv dagene efter angrebet meget klart.
I New York kunne man lugte brandene flere måneder efter. Der var det ikke blot en dag, men mange. I Danmark har det været anderledes. Alligevel har dagen sat sig dybe spor i de fleste danskere. Det var så brutalt og voldsomt, og det viste vores skrøbelighed som mennesker og samfund. For nylig har vi set det i Norge også og det virker lige meningsløst, hver gang det sker.
Det var Anders Breiviks gerninger den 22. juli i år, der fik præsten på Langeland til at beslutte sig for, at 10-årsdagen stadig er værd at markere med en mindegudstjeneste. For vi oplever også i dag terrorhandlinger, og få mennesker spreder fortsat død ved at fejlfortolke de religiøse tekster. Så selvom det er 10 år siden, at USA og verden oplevede det hidtil største terrorangreb og så to tårne og vores gamle verden falde sammen, så spiller det stadig ind i vores hverdag, mener Ulrik A. Federspiel.
Kampen mod terror blev også til en kamp for friheden. Den er blevet ført med alle midler, og den har ikke kun berørt USA, men også resten af verden og Danmark. 11. september blev et kapitel i verdenshistorien, som måske nok er ved at være slut, da al-Qaeda er ved at være udryddet. Men efterspillet er fortsat i gang.
Derfor vil han også på årsdagen som alle andre år skrive en mail til de gamle kolleger på ambassaden i Washington D.C. for at mindes den dag, han aldrig glemmer. Heller ikke Tom Buk-Swienty vil nogensinde kunne slippe følelsen af panik, der ramte ham i Frankfurt Lufthavn den 11. september 2001, da han ikke kunne komme i kontakt med sin familie på den anden side af Atlanten. Og selvom han hurtigt fik vished om, at de alle var i sikkerhed, så tog det en uge at komme til New York. Til en forandret by og et andet land, der lige siden har været mærket af terrorhandlingen for 10 år siden fysisk som psykisk.