15.000 danskere drog til Argentina. De mest uheldige udvandreres historie hørte man aldrig

De danske udvandrere, der drog til Argentina, fandt fællesskab gennem danske traditioner og skikke, og deres kærlighed til Danmark varede i generationer. Men mange fik ikke det liv, de havde drømt om. Deres fortællinger udkommer nu

Danskere, der tog til Argentina, arbejdede som regel på landet. Her ses Magnus Dalsgaard med sit arbejdssjak. – Foto: Klejtrup Lokalhistoriske Arkiv.
Danskere, der tog til Argentina, arbejdede som regel på landet. Her ses Magnus Dalsgaard med sit arbejdssjak. – Foto: Klejtrup Lokalhistoriske Arkiv.

”Her er det igen så frygtelig tørt. Græs har vi nok af, men med høsten bliver det vist sløjt, hvis der ikke snart kommer regn. Længere sydpå er høsten ganske tabt. Der er vist mange, der bliver ruineret i år,” skrev den 26-årige Laura Theill hjem til familien.

Hun havde forladt Danmark i 1899 og var rejst til Argentina i sine to brødres fodspor.

Laura Theill og hendes brødre var blandt de omkring 15.000 danskere, som tog til Argentina med planen om at finde et velbetalt, men midlertidigt arbejde, og rejse hjem med lommerne fulde af penge.

Men langt de fleste vendte aldrig hjem og slog i stedet rødder i det nye land.

Journalist og forfatter Søren Flott har været på jagt efter udvandrernes breve og erindringer til sin bog ”Rejsen mod Syd – Historien om de danske udvandrere til Argentina”. I bogen skildrer han den barske virkelighed, som udvandrerne møder i det fremmede land:

”De fleste kom til Argentina for at arbejde i landbruget. Men det var et helt anderledes og barskere klima end hjemme i Danmark. Nogle gange slår høsten helt fejl, og økonomien er ofte stram. Der er aldrig nogen af dem, der skriver, at de fortryder deres valg af at rejse fra Danmark, men man kan læse det mellem linjerne,” siger Søren Flott.

Laura Theill skriver ofte til sine forældre, at hun og manden Richard snart kommer hjem. Men gang på gang må hun udskyde rejsen, simpelthen fordi rejsen er for dyr:

”Det lader ikke til, at der er nogle af os søskende, der skal skovle guld her i Amerika i løbet af nogle få år,” må Laura til sidst indse.

I sin research til bogen er Søren Flott stødt på mange lignende skæbner, og de tegner et barsk billede af livet i Argentina:

”Mange af de eksisterende erindringer fra udvandrende danskere er skrevet af dem, der lykkedes med deres liv. De fortæller om store rigdomme og landbesiddelser, som overgik herremændene hjemme i Danmark. Men for de fleste udvandrere har det været benhårdt bare at holde hovedet oven vande. Og det er især deres skæbner, jeg har forsøgt at gengive i denne bog,” siger Søren Flott.

Migranten Harald Albrechtsens første hus i Argentina blev bygget på pæle i urskoven. – Foto: Taasinge Lokalhistoriske Arkiv.
Migranten Harald Albrechtsens første hus i Argentina blev bygget på pæle i urskoven. – Foto: Taasinge Lokalhistoriske Arkiv.

Det kendetegner også de danske udvandrere i Argentina, at de ikke assimilerede sig i samme grad som danske udvandrere i USA:

”I USA var der en forventning om, at man blev amerikaner. Og én eller to generationer efter var sproget væk. Det var jo den store smeltedigel. Men i Argentina var historien en anden. Der var ikke en færdigdefineret nation eller identitet, og de fleste danskere levede relativt isoleret på landet. De var protestanter i et katolsk land, så der var heller ikke en kirke, de kunne møde argentinerne i. I stedet fandt de sammen i danske menigheder, læste danske aviser og forelskede sig til danske ungdomsfester,” siger Søren Flott.

De danske mænd arbejdede sommetider med argentinere eller med andre udvandrere. Men kvinderne levede deres liv isoleret, og mange beretter om kvalerne med at førsøge at stifte familie i et fremmed land.

”Om aftenen den 15. januar havde jeg stået og strøget tøj hele dagen og dagen i forvejen. Jeg blev syg. Først troede jeg, det var mavepine, for vi havde spist salat med sur fløde, men den mavepine blev for slem, og jeg anede uråd. Så hentede vi en gammel sort mutter – karlen her kørte i mulm og mørke og hentede hende. Hun kom ridende, og den gamle mutter slog kors for mig og hængte mig sit helgenbillede om halsen. Det hjalp ikke, og vi måtte have bud efter lægen, og da han havde været her en time, havde vi så pigen,” skrev Laura Theill dramatisk om sin første graviditet.

Udvandrernes børn kom i danske skoler. For tanken om at sende dem i en af de argentinske skoler var man ikke vild med:

”Vi vil da få en åndsforkrøblet slægt med tiden og dermed også en slægt, der er slap og udygtig i den materielle gerning, så den ikke er mægtig og hæver guldet af muldet, som vi vel egentlig er her for. De spanske... læreres sprog og tankegang er forskellig fra vores, og de kan ikke give barnehjertet nogen næring. Danskerne og ethvert folk skal altid leve sit eget åndsliv for ej at gå til grunde, ellers vil det udhules, og man bliver som dyr,” advarede en lærer i en dansk avis.

Så børnene fik undervisning på dansk og lærte alt om det fjerne hjemland, som de aldrig havde kendt og nok aldrig ville besøge:

”De ville også gerne høre om Rolf Krake, biskop Absalon, Niels Ebbesen, Christian den Fjerde, Tordenskjold og H.C. Andersen. Men den omstændighed, at de aldrig havde set en dansk kæmpehøj, en landsbykirke, en dansk herregård eller en dansk bindingsværksbygning, gjorde det hele noget fjernt, omtrent som Jødeland og Grækenlands historie er for børn i Danmark,” beretter en anden lærer.

Men med tiden blev de fleste af efterkommerne integrerede, og i dag identificerer de sig ikke som danskere, men som dansk-argentinere eller bare argentinere.

”Mange efterkommere dyrker det danske og det argentinske side om side. De formår at kunne begge dele uden at tænke over det. De vil både have deres empanadas og deres flæskesteg,” siger Søren Flott, som på sine feltstudier til Argentina besøgte flere efterkommere efter danske udvandrere.

”Jeg blev overrasket over, at jeg kunne gennemføre de fleste interview på dansk. Deres danske var måske en smule gammeldags, men deres dialekt var beholdt, nedarvet gennem generationer. En aften var jeg for eksempel blevet indbudt til den danske klub i byen Necochea. Rundt om bordet blev der nydt leverpostej, sild og fiskefileter med ’remolacha’ og drukket øl og snaps, mens de spurgte ind til forholdene i Danmark på dansk. Og i deres dialekter kunne jeg ane aarhusiansk, midtsjællandsk og midtjysk,” siger Søren Flott.

Af de over 50.000 efterkommere taler omkring 5000 af dem stadig dansk, anslår sprogforskere på Københavns Universitet.