1814 - det vigtigste år i skolens historie

Det er upræcist, når 1814 udpeges til året for undervisningspligt for alle. Men de store skolelove for 200 år siden sikrede, at undervisningen havde et vist omfang, og åbnede dermed mulighed for sammenhængende klasseundervisning

Der findes ikke så mange illustrationer, som viser konkret skoleundervisning i danske skoler i det tidlige 1800-tal. Men denne tegning fra omkring 1870 skal illustrere, hvordan undervisning kunne foregå på en københavnsk skole før 1850, formentlig Kaserneskolen. Som man kan se, er læreren engageret med spanskrøret, men samtidig foregår der både læsning ved pultene og indbyrdes undervisning mellem eleverne ved tavler på væggene. Illustrationen pryder forsiden af andet bind af ”Dansk skolehistorie”, som omhandler tiden 1780-1850. Tegner er P.C. Klæstrup, og tegningen er fra hans bog ”Mine erindringer om livet i København i Tidsrummet 1815-1840”, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. –
Der findes ikke så mange illustrationer, som viser konkret skoleundervisning i danske skoler i det tidlige 1800-tal. Men denne tegning fra omkring 1870 skal illustrere, hvordan undervisning kunne foregå på en københavnsk skole før 1850, formentlig Kaserneskolen. Som man kan se, er læreren engageret med spanskrøret, men samtidig foregår der både læsning ved pultene og indbyrdes undervisning mellem eleverne ved tavler på væggene. Illustrationen pryder forsiden af andet bind af ”Dansk skolehistorie”, som omhandler tiden 1780-1850. Tegner er P.C. Klæstrup, og tegningen er fra hans bog ”Mine erindringer om livet i København i Tidsrummet 1815-1840”, Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek. –. Foto: Thorkild Jensen.

Året var 1812. I Kancelliet i København var der stor bekymring over, hvordan det stod til med skolevæsenet ude i det danske land. Fra flere steder i Jylland var der meldinger om, at skolerne var i såre mådelig forfatning, og inflationen udhulede lærernes løn i en sådan grad, at man måtte frygte, at al skolegang ville høre op, hvis der ikke blev grebet ind.

Det var krisetid i et omfang, vi moderne mennesker har svært ved at gøre os begreb om. Nationen var blevet rodet ind i Napoleonskrigene og havde holdt på den forkerte hest, Napoleon. Hovedstaden var blevet bombarderet og flåden ført bort af englænderne. En statsbankerot ventede om næste hjørne, og en fredsslutning, som kostede os Norge, om næste igen.

LÆS OGSÅ: Forældre har faldende tillid til lærerne

Midt i denne jammerlige situation lykkedes det omsider at føre et arbejde til ende, der havde stået på gennem det meste af 1700-tallet, arbejdet med en række skolelove, som fra den 29. juli 1814 indstiftede en nogenlunde fælles dansk skole med undervisning for alle børn mellem 7 og 14 år. Det er i hvert fald det, som er årsagen til den store nationale markering, som Undervisningsministeriet og et særligt 200-årssekretariat under DPU Aarhus Universitet, skyder i gang i dag.

Men selvom der er god grund til at markere 200-året for den danske skole, er historikerne nødt til at bidrage med nogle præciserende nuancer til de overskrifter, som hæftes på jubilæet. Det er ikke folkeskolens 200-års jubilæum. Begrebet folkeskolen er nemlig kun omkring 100 år gammelt. Oprindelig hed det borgerskolen eller almueskolen, og skoleanordningerne af 1814 omhandlede al skolegang på dansk jord.

Det er faktisk heller ikke 200-året for undervisningspligt for alle danske børn, påpeger Pernille Sonne, historiker og medforfatter til det store fembindsværk Dansk skolehistorie, som udgives i anledning af 200-året.

Det er en misforståelse, hvis man tror, at skolepligt eller undervisningspligt blev indført i 1814. En sådan pligt blev allerede fastsat med konfirmationsforordningen i 1736, med betydning ude i landet fra 1739. Fra da af var det op til de lokale præster og herremænd at se til, at alle børn lærte kristendom og lærte at læse, påpeger hun.

TIDSLINJE: Folkeskolen fra start til nu

Ifølge Pernille Sonne har der været en myte om, at den danske enhedsskole, med offentlig og gratis undervisning til alle børn, blev en realitet med et royalt pennestrøg på tre love i sommeren 1814. Men til denne myte hører en række korrektioner. Ud over at pligten ikke blev fastsat ved den lejlighed, påpeger hun, at der var i alt fem love, at skolen kun delvist var offentlig og ikke nødvendigvis gratis, og at de nedskrevne intentioner blev omsat til virkelighed på vidt forskellig måde og i vidt forskelligt tempo landet over.

De tre centrale love gjaldt for henholdsvis København, købstæderne og landet, men derudover blev der givet særlige skolelove for hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Dertil kan regnes det såkaldte jødiske frihedsbrev, som indførte en slags jødisk konfirmation og derfor i praksis betød undervisningspligt for jødiske børn på linje med det, konfirmationsforordningen havde gjort for kristne børn i 1736.

Omkring 1814 var der snarere tale om undervisningspligt end skolepligt. Så vel dengang som i dag var der åbnet mulighed for, at forældre selv kunne undervise deres barn eller vælge en huslærer eller et andet skolealternativ.

Endelig er det værd at notere sig, at skolelovene var forberedt af den såkaldt store skolelovskommisison, der havde arbejdet siden 1789, og at der allerede i 1806 blev indført et provisorisk reglement for de østdanske skoler, der reelt indførte den skole, som otte år senere blev landsdækkende.

LÆS OGSÅ: Folkeskolen har formet os gennem 200 år

Men disse forbehold betyder ikke, at 1814-lovene ikke er værd at markere, pointerer Pernille Sonne:

Selvom der havde været lovgivning om undervisningspligt, var det hidtil ikke blevet skrevet ned, hvor meget undervisning den enkelte skulle have. Ikke mindst på landet var skolegangen udfordret af, at forældrene skulle bruge de store børns arbejdskraft i marken. Derfor så man en del ret små børn, som kom i skole som fire- eller femårige for at lære læsning og kristendom, frem til de var 8-10 år. Så kom de på arbejde og vendte først tilbage til en kort repetition inden konfirmationen.

I princippet blev det med 1814-lovene slået fast, at skolegangen lå i aldersgruppen 7 til 14 år, og at den blev afsluttet med konfirmationen, som fulgte efter eksamen. I byskolerne forventedes børnene at komme i skole dagligt gennem alle årene, på landet kun halvdelen af tiden af hensyn til landarbejdet. Inden da havde det ikke været til at vide for læreren, hvem der dukkede op hvornår, hvilket gjorde, at planlægning og forberedelse var vanskelig, og at undervisningen nødvendigvis måtte være én til én, i vore dage kaldet undervisningsdifferentiering.

Når nu eleverne begyndte at komme jævnligt, åbnede det for, at man kunne gennemgå det samme stof med flere elever ad gangen. Skoleklassen blev indført som nyt pædagogisk princip med eleverne som en mere homogen gruppe, der kunne følge samme undervisning, fortæller Pernille Sonne, som dog tilføjer, at vore dages 10 klassetrin med automatisk oprykning fra år til år endnu var langt borte. I datidens landsbyskole opererede man med to klasser. Typisk gik man tre år i 1. klasse, hvorpå man rykkede op i 2. klasse.

Når der blev givet ikke én, men fem love, illustrerer det, at man i 1814 endnu var langt fra den fælles skole for alle danske børn. Der var et vidt forskelligt syn på, hvad landbo-, købstads- og hovedstadsbørn havde brug for at lære. Og variationerne fra skole til skole var faktisk så store, at Pernille Sonne taler om ikke én eller tre, men snarere 2500 forskellige måder at gå i skole på i datidens Danmark, svarende til antallet af skoledistrikter. Tanken var ikke, at bøndernes børn skulle motiveres til at bryde op fra hjemstavnen og drage til byen for at uddanne sig videre. 1814 var et skridt på en vej mod fælles rammevilkår for alle elever, som måske først nåede i mål i 1993. Men et vigtigt skridt.

Ser man på indholdet af skoleundervisningen, udgør 1814-lovene også et vigtigt skridt, påpeger Pernille Sonne. Inden da var det kun den kristne lære skolens absolutte hovedfag og læsning det store redskabsfag hertil der var obligatorisk. Nu blev fagrækken udvidet.

Skrivning og regning kom til som obligatoriske og gratis fag. Dertil kom, at man ønskede, at børnene blev informeret om landets love, at de fik naturkundskab, det vil sige fysik, naturhistorie, altså biologi, og fædrelandshistorie. Der var fra lovgivernes side et stort ønske om at udrydde folkelig overtro gennem oplysning, fortæller hun.

Som et konkret eksempel på en sådan undervisning nævner hun fra vejledning fra før 1814 en konkret øvelse med en magnet, som dels kan lære eleverne noget om magnetisme, dels hindre, at hvis en charlatan kommer forbi og forsøger at bilde dem ind, at det er trolddom, der får stenen til at trække metal til sig, ved de bedre.

Der var en tro på, at det var godt for nationen, at befolkningen var oplyst. Som bonde skulle man kunne regne og skrive for bedre at kunne planlægge sit avlsarbejde, siger historikeren, som anfører, at 1700-tallets udskiftning af landbruget havde forstærket behovet for, at den enkelte landbruger selv havde kompetencerne til at håndtere sin hverdag, nu da landsbyfællesskabet ikke længere var så tæt.

Samtidig bevirkede den forandrede struktur i landbruget, at den sociale kontrol i landsbyen tog af. Det indebar også, at der var brug for mere indrestyring, altså at borgerne havde en opdragelse og et normsæt, som holdt dem på plads i landsbyfællesskabets fravær, påpeger Pernille Sonne, som tilføjer, at der selvfølgelig ikke var nogen, der brugte dén formulering i 1814:

Formålet med undervisningen var over alt andet at gøre borgerne gode. Blot fordi kristendom ikke længere var det altdominerende fag, skal man ikke tro, at det gled bort som hovedformål med skolen at sørge for, at børnene blev gode kristne, der opførte sig moralsk rigtigt.

Tilsynet med skolen blev på den tid varetaget af kirken. Det vil sige præsten, provsten og biskoppen. Man kunne ikke blive udskrevet af skolen, før man var blevet eksamineret og konfirmeret. Men selvom det var kirken, der mange år frem var skolens tilsynsførende, blev skolen fra 1814 struktureret på en måde, som udgjorde spiren til det lokale demokrati, der på daværende tidspunkt endnu lå langt fremme i tiden. Danmark var et enevældigt monarki helt frem til 1849, og lokale sogneråd havde man endnu ikke på dette tidspunkt. Derfor er det i demokratisk sammenhæng væsentligt at hæfte sig ved, at lokale bønder blev engageret i skolekommissioner, hvor de gav deres besyv med om for eksempel skolestuens beskaffenhed .

Jeg mener, at vi i skolekommissionerne kan se en forløber for det kommunale selvstyre, siger Pernille Sonne.

Ud over de allerede nævnte fag tilføjer hun, at det, man i dag kalder den praktisk-musiske dimension, også kom ind i folkeskolen i 1814 i form af sangundervisning og gymnastik. Sangundervisningen var betinget af, at læreren kunne synge, men blev især tillagt stor betydning i de sogne, hvor man i kirken sang salmer uden musikledsagelse. Det blev tillagt stor værdi, at man ved hjælp af skolede børn kunne synge sig igennem gudstjenesten.

Også gymnastik kom ind i skolen, i en form med indslag af militær eksercits med trægeværer til eleverne. Igen var faget betinget af, at lærerne havde lært sig disse færdigheder, det kunne man ikke tage for givet. Pernille Sonne peger i øvrigt i denne forbindelse på endnu en af myterne om 1814-skolelovene. Disse love nævner nemlig kun gymnastikundervisningen uden begrænsninger på, hvilke elever den er for. I en forordning i 1828 bliver det derimod omtalt, at det er drenge, der har gymnastik:

Det er af nogle historikere blevet tolket, som at der i 1814-1828 også var pigegymnastik i skolen, hvorefter det blev afskaffet. Men det er en misforståelse. I 1814 tog man det bare så meget for givet, at gymnastik naturligvis kun var for drenge, at man ikke så nogen grund til at skrive det. Det var først Nathalie Zahle i 1850erne, som fik den tanke, at piger også kunne have gavn af gymnastik.