Prøv avisen
Interview

1900 danske søfolk døde i kamp mod nazisterne

Da ”M/S Panama” gik ned, var det den danske handelsflådes sidste forlis i krigen, og det skete på den 11. april 1945. 23 danske søfolk omkom. De fem overlevende fik bjærget sig på to redningsflåder og blev reddet af en canadisk fregat efter 18 dage på havet. – Foto: M/S Museet for Søfart

Under Anden Verdenskrig sejlede 6300 danske søfolk fragt over Atlanten for England. Cirka 1900 af dem blev dræbt. Den tidligere maskinmester Gustav Schmidt Hansen har skrevet en bog om sømændene, som han mener fortjener en plads i fortællingen om den danske modstandskamp

Når de allierede fragtede brændstof til fly, kampvogne og fødevarer over Atlanten til England under Anden Verdenskrig, blev skibene sendt af sted i konvojer med 30-40 skibe. Nazisternes u-både gik efter at ramme krigsmateriel med torpedoer, så engelske krigsskibe var et beskyttelsesskjold under sejladsen. Men vejrforhold og maskinproblemer betød, at skibene ikke altid kunne holde farten. Når et skib var sejlet mere end 10 sømil agterud, blev skibet slettet af konvojlisten og havde ingen beskyttelse. Disse skibe blev kaldt ”stragglers”.

”Det var alle søfolks mareridt og guf for en u-båd at spotte de skibe. Når en torpedo ramte skibets kedelrum, sprængte kedelrørene med 100 grader varmt damp i løbet af et sekund. Det betød, at de søfolk, der opholdt sig i maskinrummet, var ‘heldige’ og blev slået ihjel med det samme. Andre blev skoldet ihjel som en hummer. Mange danske søfolk omkom på denne måde,” fortæller Gustav Schmidt Hansen.

Den 71-årige maskinmester er forfatter til bogen ”Mindetavlen”, som udkommer den 29. august.

I værket fortæller han historien om de 6300 danske søfolk, der fragtede gods for England under krigen med fokus på de 195 maskinofficerer, der omkom som ofre for tyske, italienske og japanske miner, flybombardementer og torpedoer. Omkring 1900 danske søfolk blev slået ihjel under Anden Verdenskrig. Andre omkom, når skibe kolliderede, fordi de sejlede uden lys for at undgå at blive opdaget af fjenden. I de københavnske lokaler for Maskinmestrenes Forening, som Gustav Schmidt Hansen er bestyrelsesmedlem i, hænger en mindetavle med navnene på de 195 dræbte maskinofficerer. Han mener, at de har fortjent at blive mindet på flere måder.

”Det undrede mig, at der aldrig var blevet skrevet mere om disse mænd. Af kollegiale årsager ville jeg undersøge, hvem de var, og hvor de sejlede,” siger forfatteren, der selv stoppede med at sejle i 2015. Herefter begyndte han at holde foredrag om danske krigssejlere.

Da Gustav Schmidt Hansen begyndte at sejle i 1970, mødte han adskillige krigssejlere. Dengang bemærkede han, at mange af dem var alkoholiserede og havde aparte karaktertræk. Da han flere årtier senere gik i gang med sin historiske research, gik det op for ham hvorfor.

”Det må have været voldsomt nervepirrende at stå på en skibsbro i mørke eller have vagten i et maskinrum og vide, at man kunne risikere at blive angrebet af u-både eller kollidere med et andet skib. Derfor tyede mange søfolk til alkohol. Flere af dem fik posttraumatisk stress, som man kaldte granatchok dengang.”

I påsken 1940 gik det helt galt. Her blev otte danske skibe sænket, og 111 danske søfolk omkom. Ifølge Gustav Schmidt Hansen skyldtes det i høj grad en beslutning om, at skibene skulle sejle parvis. Idéen var, at hvis det ene skib blev minesprængt, kunne det andet skib hjælpe de nødstedte søfolk. Det betød, at fjendens u-både fik to skibe på kornet på samme tid.

”Sidenhen gik man væk fra at sejle to og to, da man godt kunne se, at det var at skyde sig selv i foden.”

Søfolkene vidste i nogle tilfælde, hvilke farer det indebar, når de valgte at sejle gods for England, fortæller Gustav Schmidt Hansen. Men ikke altid. Tempoet i nyhedsstrømmen betød, at det kunne tage måneder, før krigsforlis kom til offentlighedens kendskab. Ligeledes blev pressen underlagt censur, da Tyskland besatte Danmark i 1940. Gennemsnitsalderen for danske søfolk under krigen var 28 år, og de yngste, der sejlede, var 14 år. Flere end 100 af de omkomne var under 17 år.

Maskinmesteren, der blev dræbt af en torpedo

Hans Jørgen Keiding var en af de danske maskinofficerer, der blev dræbt, da han sejlede gods for England.

”Unge er frygtløse, og derfor var der også en spænding, som trak ved opgaven. Desuden var arbejdsløsheden høj – også blandt søfolk. I danske overenskomster var der fare- og krigstillæg, som betød, at søfolkene, der sejlede under dansk flag, fik arbejde, der gav lidt ekstra,” fortæller forfatteren.

Da Tyskland besatte Danmark, var søfolkene afskåret fra at komme hjem. Cirka 3000 af de danske søfolk sejlede ud fra England, 2500 sejlede ud fra USA, mens resten sejlede ud fra andre steder. Da krigen begyndte, beslaglagde England alle udenlandske skibe, der kom til landet. Englænderne vidste, at de ville få brug for søfolk, så man gav søfolkene løn mellem de forskellige udmønstringer, under forudsætning af at søfolkene forpligtede sig til at sejle på det skib, de fik tildelt. Der var også et element af tvang, fortæller Gustav Schmidt Hansen.

”De cirka 300 danske søfolk, der ikke ville sejle under engelsk flag, blev tvunget til at arbejde i skove, men kom senere på andre tanker. En af årsagerne til deres modstand, skyldtes, at de pågældende søfolk var kommunister og i nogle tilfælde nazister,” siger den tidligere maskinmester og henviser til det historiske forhold, at Adolf Hitler og Josef Stalin havde indgået en ikke-angrebspagt i 1939, som betød, at parterne først blev modstandere under krigen med Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941.

Gustav Schmidt Hansen vil med sin bog ære de danske søfolk, som blev glemt af det officielle Danmark. Ud over dem, som blev slået ihjel til søs under krigen, blev flere end 30 danske søfolk sat i koncentrationslejr på den indonesiske ø Java af japanerne, som også internerede 86 danske søfolk i Kina. Omkring 500 danske søfolk blev ligeledes interneret af Vichy-Frankrig i Nordafrika, og ingen af dem fik hjælp fra det danske diplomati eller en undskyldning fra danske politikere efter krigen, siger han.

”Det engelske Royal Air Force kæmpede en heroisk kamp mod nazisterne, men man glemmer, at det ikke kunne have ladet sig gøre, hvis ikke England blev forsynet med krigsgods fra USA. 6300 danske søfolk valgte at sejle over Atlanten, længe før modstandsbevægelsen i Danmark – som vi har hørt så meget om – kom i omdrejninger. De danske søfolk udførte en modstandskamp, men de gjorde det ikke med våben i hænderne.”

Den danske maskinofficer Hans Jørgen Keiding var med på fragtskibet ”Erna III”, der sejlede fra Wales mod Canada den 11. september 1941. Skibet var en del af en konvoj med 41 skibe, der sejlede over Atlanten.

Den 21. september havde konvojledelsen den sidste kontakt med skibet, som ifølge forfatter Gustav Schmidt Hansen formentlig var sejlet agterud på grund af maskinproblemer og dårligt vejr.

”Den tyske u-bådskaptajn på ’U-562’, Horst Hamm, fik øje på ’Erna III’ om morgenen den 21. september, men kom først på skudhold efter midnat. Han sendte flere torpedoer af sted, men først i fjerde forsøg ramte han skibet. Det var på Hans Jørgen Keidings vagt, at skibet blev ramt, så han døde formentlig øjeblikkeligt. Alternativt blev han kogt ihjel,” fortæller Gustav Schmidt Hansen, der har sine oplysninger fra den pågældende tyske u-bådsrapport om hændelsen.

For to år siden kom en kvinde i 70-årsalderen op til den tidligere maskinmester, efter han havde holdt et foredrag om de danske krigssejlere.

Hun fortalte, at hendes onkel Hans Jørgen Keiding sejlede gods for englænderne under krigen, og spurgte Gustav Schmidt Hansen, om han kunne sige mere om onklens død.

”Jeg kunne fortælle hende, at han var omkommet under eksplosionen. Hun bekræftede samtidig nogle data om hans familie, som jeg kunne bruge til bogen,” siger forfatteren, der fortæller om Hans Jørgen Keiding og de 194 andre danske maskinofficerer, der omkom under krigen, i sit nye værk.

Hans Jørgen Keiding var ansat ved et svensk rederi, da han ankom til England ved krigens begyndelse. Men danskeren afmønstrede derefter det svenske skib, og Gustav Schmidt Hansen antager, at det skyldtes Sveriges “neutralitet” under krigen.

”Jeg fortalte også hans niece, at Hans Jørgen Keiding formentlig ikke ville sejle på skib fra et land, der var venligt stemt over for nazisterne, som havde besat Danmark.”

Henning Jensen, Arnold Peter Andersen Eisøe og Svend Erik Jensen blev den 30. september 1939 krigens første ofre blandt de danske maskinofficerer, da ”SS Vendia” blev torpederet. 11 besætningsmedlemmer døde. Billedet er fra en mindetavle i Maskinmestrenes Forenings arkiv. – Foto: M/S Museet for Søfart
Marineofficer og maskinmester Hans Jørgen Keiding på dækket. – Privatfoto.