Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Genforeningen

1920 var det moderne Danmarks fødselsår

Alle kræfter blev sat ind for at gøre Genforeningen til en nationalt samlende begivenhed. Her ses kongeskibet ”Dannebrog” med kong Christian X om bord på vej ind i havnen i Sønderborg. – Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.

For 100 år siden fik Danmark ikke alene sin nuværende grænse. Det var også året, hvor vores folkestyre og økonomiske system blev lagt endeligt fast. Vi fik adgang til fælles viden, mere fælles sprog og en fælles sangskat. Sådan opstod det Danmark, vi kender, og siden har kun få drømt om erobringer og revolutioner

I januar 1921 opførte Det Kongelige Teater en musikalsk festforestilling, ”Moderen” af digteren Helge Rode og komponisten Carl Nielsen, for at markere den store begivenhed, som havde fundet sted året før, da den dansk-tyske grænse var rykket sydpå, og sønderjyderne kom ”hjem” til Danmark. Skuespillet er en eventyrlig fortælling, hvor Danmark er moderen, og Sønderjylland er sønnen, der må drage ud i verden, men gudskelov finder tilbage til hjemstavnen.

Forestillingen blev opført 30 gange, hvilket var ganske meget, men Helge Rodes højstemte ord fik kun afmålte anmeldelser. Til gengæld var der stor anerkendelse til Carl Nielsens musik. ”Tågen letter”, et lille musikstykke for fløjte og harpe, har gennem 100 år været et af de mest populære stykker dansk komponeret klassisk musik på vore breddegrader.

Lyden af Danmark klinger også i de to sange, Carl Nielsen skrev til stykket og allerede i 1922 fik ind i Folkehøjskolens Melodibog: ”Min pige er så lys som rav” og ”Som en rejselysten flåde”. De to sange indgår i en kreds af melodier, som Nielsen i løbet af 1920’erne sammen med sine komponistkolleger Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard etablerede som Den Danske Sangskat, der skulle binde alle danskere sammen – både i ”moderlandet” nord for Kongeåen og i ”de sønderjyske rigsdele”, som mellem 1864 og 1920 havde været tysk territorium.

”Den ideologi, som ligger bag ’Moderen’, er, at nu er Guds orden igen oprettet. Man må huske, at Grundtvig faktisk havde formuleret den tanke, at danskerne ligesom israelitterne havde en position som Guds udvalgte folk. Men det skal selvfølgelig forstås i den kontekst, at krigsnederlaget i 1864 havde gjort dybt indtryk i Danmark og skabt en drøm om at vende tilbage til tiden før,” siger Niels Krabbe, forskningsprofessor emeritus ved Det Kongelige Bibliotek og redaktør for Carl Nielsen Udgaven, en videnskabelig udgivelse i 35 bind af samtlige komponistens værker.

Han tilføjer, at det Danmark, der i 1920 dukkede ud af tågen, ”uden tryk af fremmed åg”, som der står i ”Som en rejselysten flåde”, på mange måder var et nyt, moderne Danmark, som ikke havde eksisteret før. Men det var dygtigt iscenesat som et velkendt, evigt Danmark.

”Ud over den nyskrevne musik inddrog Carl Nielsen også en gentagelse af værket ’En sagadrøm’ fra 1906, som var inspireret af ’Njals saga’, i forestillingen. Det er ikke sikkert, at publikum i Det Kongelige Teater dermed sad og tænkte på nordisk mytologi, men der er måske et ønske om at række tilbage til en forestilling om Danmark i gamle dage, en idyllisering,” siger Niels Krabbe.

Genforeningen i 1920 blev på denne måde fra første færd overalt i Danmark iscenesat som en fuldbyrdelse, en afslutning på 56 års babylonisk fangenskab for de brave sønderjyder, en fortabt søn, der vendte hjem til moderen. Men ifølge Uffe Østergaard, professor emeritus i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, er det langtfra den eneste mulige fortolkning af den grænsedragning, som kom i stand efter tyskernes nederlag i Første Verdenskrig 1918, Versailles-freden i 1919 og afstemningerne den 10. februar og den 14. marts i Slesvig om nationalt tilhørsforhold.

”Jeg mener, der er godt historisk belæg for at se 1920 som et nulpunkt snarere end en genforening. Det, der fandt sted, var jo en opdeling af en provins, Slesvig, som historisk altid havde været samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig bliver nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det mest er det danske mindretal, der bruger betegnelsen Sydslesvig,” forklarer Uffe Østergaard.

Når han tøver med at bruge betegnelsen en genforening, er det ikke for at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med den danske konge som lensherre. Men det var jo ikke dette gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen Sønderjyllands Amt.

Og samtidig var 1920 på en lang række områder et begyndelsesår for det, et socialdemokratisk valgkampslogan i 2015 betegnede som ”Det Danmark, du kender”. På én og samme gang opstod det moderne Danmark og det, mange i dag oplever som de gode, gamle dage.

”I 1920 fik vi de områder tilbage, hvor der taltes dansk i et vist omfang, og samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde endnu Grønland og Færøerne i riget, men deres befolkningsmæssige og økonomiske betydning var mindre. Det betød, at der var mulighed for at etablere en samling af befolkningen, en enhedskultur, som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat,” siger Uffe Østergaard.

Omtrent samtidig med at nationalt og grundtvigsk sindede komponister skabte musikken til Den Danske Sangskat, søsatte Socialdemokratiet visionen om ”Danmark for folket”, som var titlen på et partiprogram fra 1934, som digteren Oskar Hansen derefter gjorde til titlen på en slagsang. Men professoren peger på, at der forud for dette partiprogram, i tiden omkring Første Verdenskrig, kom et for det 20. århundredes danmarkshistorie uhyre vigtigt holdningsskifte i partiet.

”Det er Socialdemokratiets nationale vending, som gør, at partiet ophører med at være nationalt indifferent og tænke i skarpe klassemodsætninger. Det baner vejen for, at partiet kan stille sig i spidsen, ofte i samarbejde med borgerlige partier, for at skabe et Danmark for alle danskere – selv for bønderne,” siger han.

Den 5. marts 1920, mellem de to slesvigske afstemninger, vedtog det danske Folketing den første bibliotekslov, som sikrede alle danskere, høj og lav, adgang til at låne bøger på de folkebiblioteker, som i årene derefter dukkede op i en lang række byer.

”Set i et internationalt lys var det epokegørende for dette tidspunkt, at bogen kom ud til alle. Ikke som et almuebibliotek, men som en del af hele samfundets modernisering og demokratisering,” fortæller Nan Dahlkild, lektor ved institut for kommunikation på Københavns Universitet, og som netop nu arbejder på et forskningsprojekt og bogværk om ”Bibliotek i 100 år”.

”Især i større byer i Jylland og på Fyn blev bibliotekerne opført som videnstempler. Før 1920 havde der været bogudlån i små lejligheder i sidegader. Nu blev de meget synligt placeret i lokalsamfundet. Og i Sønderjylland blev der gjort en ekstra indsats for at udbrede folkebiblioteker som en del af det nationale projekt,” tilføjer han.

1920 var altså ikke bare året, hvor Danmark fik sin nuværende grænse mod syd. Det var også et år, hvor et meget vigtigt fundament blev lagt til en fælles folkeoplysning og dannelse, som inkluderede alle borgere i riget. Og bøger og biblioteker blev i begyndelsen ikke indført som et velfærdsgode fra oven og ned, men som en rettighed og mulighed, som fire stærke og indbyrdes meget forskellige folkelige bevægelser havde kæmpet for.

”En vigtig forhistorie til 1920 var den grundtvigske bogsamlingsbevægelse, som kæmpede for bedre adgang til bøger. Det samme gjorde arbejderbevægelsen og de kulturradikale, og Indre Mission var i denne periode også særdeles aktiv. I mellemkrigstiden spillede de folkelige bevægelser en langt større rolle for bibliotekerne end efter 1945, hvor bibliotekerne bliver en del af fritidsloven,” siger Nan Dahlkild.

I 1922 blev der etableret de første to radioklubber i Danmark for en stærkt begrænset gruppe lyttere. Men fra den 1. april 1925 var det muligt for danskerne at høre radio fra den nyetablerede Statsradiofoni, siden kendt som Danmarks Radio. Det betød, at ligesom bøger på dansk nu var for alle, så var vejen også banet for, at det talte ord på dansk kunne blive for alle, fortæller Jacob Thøgersen, lektor ved institut for nordiske sprog og kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

”Med radioens indførelse sker der det, at dansk for første gang bliver et fælles talesprog, som alle kan forholde sig til. Sproget får et nationalt udtryk. Det bliver noget, man kan lytte til i fællesskab uden at være til stede i samme rum,” forklarer han.

Sprogforskeren tilføjer, at der i de første år med radio på dansk var uhyre stor opmærksomhed på, hvilken form for dansk der blev talt i radioen.

”Danmarks Radio vidste, at man var i færd med at skabe et sprogligt forbillede for den rette dannede måde at tale det danske sprog på. Idealet var mennesker, der talte, som veluddannede Frederiksberg-borgere gjorde,” fortæller Jacob Thøgersen.

Grunden var ikke alene lagt til den fælles danske medieoffentlighed, hvor befolkningen fulgte med i de samme nyheder og den samme underholdning, som bestod til langt ind i 1990’erne og stadig ikke er gået helt i opløsning. Grunden var også lagt til, at de mange dialekter, også den sønderjyske, blev trængt i baggrunden af idealet om, at vi alle skal tale dansk omtrent som stemmerne i de elektroniske medier – af Jacob Thøgersen betegnet ”radioavisdansk”.

Nationen fik ikke alene Sønderjylland tilbage. Vi fik en fælles mytologi om gamle dage og et nogenlunde fælles nationalt projekt om et folkeligt Danmark. Og vi fik et mere fælles talesprog, som gjorde, at mennesker på tværs af landsdelene bedre kunne forstå hinanden og bekræfte hinanden i, at vi – trods de modsætninger der selvfølgelig fortsat var – hørte sammen som folk.

Og måske mangler vi endda at påpege de allervigtigste ændringer, der gør 1920 til mere det moderne Danmarks fødselsår end året, hvor moderlandet og den fortabte sønderjyske søn blev lykkeligt genforenet.

For netop 1920 kan også ses som år nul for det egentlige danske folkestyre, siger René Karpantschof, historiker og forfatter til bogen ”De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920”. Nu vælger befolkningen et Folketing og Folketinget udpeger regeringen. Det er et folkestyre, hvor vi endnu har en monark, men hvor monarken én gang for alle har lært at lade være med at udpege regeringer i modstrid med Folketingets flertal, som kong Christian X gjorde under Påskekrisen fra den 29. marts til den 4. april 1920.

”I Danmark er der tre centrale samfundskonflikter, der alle kulminerer og falder på plads i 1920. Vi har hele kampen om styreformen, som begyndte med enevældens fald, hvorefter man sloges i syv årtier om, hvordan Danmark skulle styres. I al den tid sloges man også om, hvad Danmark egentlig er for en størrelse. Hvor skulle grænserne overhovedet gå? Og så har vi det økonomiske liv,” siger han og uddyber:

”Ved Junigrundloven i 1849 gik man fra en stats- og laugskontrolleret traditionel samfundsøkonomi til en liberal kapitalistisk økonomi med et frit marked. Det skabte klassekamp mellem kapitalister og arbejdere om, hvorvidt fremtiden skulle være kapitalistisk eller socialistisk. Netop i forbindelse med påskekuppet truer arbejderbevægelsen med generalstrejke, og de mest venstrerevolutionære anfører kampe i gaderne i det, der må betragtes som det sidste reelle forsøg på en socialistisk samfundsomvæltning i Danmark. Men da kongen giver sig efter pres fra Stauning, og røgen lægger sig i gaderne, er styrkeforholdet afgjort. Danmark er et kapitalistisk samfund, men dog med socialdemokratisk indflydelse og en begyndende form for velfærd. Så det er fantastisk, som vi netop i 1920 ser det danske samfund finde den moderne form, som det i bund og grund stadig har.”

Påskekrisen eller påskekuppet endte med, at den af kongen udpegede Liebe-regering gik af den 5. april 1920, og der blev holdt folketingsvalg. Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning, spillede en absolut hovedrolle for at få kongen til at opgive sit projekt, som blev set som uforeneligt med de demokratiske spilleregler, der havde udviklet sig siden Grundlovens indførelse.

Stridens kerne var kongens og store dele af den danske befolknings frustration over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efter folkeafstemningerne. Flensborg havde haft dansk befolkningsflertal i 1864, men havde tysk befolkningsflertal i 1920.

Historien om Sønderjylland og Genforeningen er imidlertid ikke altid så enkel, som den bliver fremstillet, påpeger René Karpantschof.

”Vi glemmer tit, at mange sønderjyder faktisk ikke ønskede at blive indlemmet i Danmark, som de kompromisløse nationalliberale syntes, at de skulle. Tværtimod viser underskriftindsamlinger og andre kilder fra perioden, at flertallet i 1840’erne ønskede at bevare det dansk-tyske blandingssamfund, de var vant til. Men de yderligtgående på hver side vandt. Slesvig blev til sidst delt i tysk og dansk, og blandingskulturen forsvandt,” siger René Karpantschof.

Sådan blev det i 1920. Slesvig blev delt. Flensborg blev tysk. Og Danmark blev det Danmark, vi kender.

Sjældent før eller siden er der blevet flaget så meget med Dannebrog som ved Genforeningen i 1920. Her er en hal gjort klar til genforeningsfest. - Foto: Johs. Timm/Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Denne plakat fra 1920 fremstiller Danmark som moder og Sønderjylland som datter, ledsaget af de to første og den sidste linje af Henrik Pontoppidans digt om genforeningen. - Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
I forbindelse med afstemningerne om Sønderjyllands nationale tilhørsforhold i 1920 var landsdelens gader fyldt med Dannebrogsflag. - Foto: Holger Damgaard/Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.
Foto fra et af afstemingslokalerne i forbindelse med afstemingen om Slesvigs nationale tilhørsforhold. - Foto: A, Frankl/Det KOngelige Biblioteks Billedsamling.
Over hele Danmark kom det i 1920 på mode at opføre tableauer, hvor Sønderjylland symbolsk blev fremstillet som den fortabte søn eller datter, der omsider kunne vende hjem til moderlandet.– Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling.