Prøv avisen

2000 års sekularisering i 4 punkter: fra Romerriget til i dag

I Frankrigs tredje republik (1870-1914) skilte man ved lov kirke og stat.Den 9. december 1905 værnede protesterende borgere om deres præst med hjælp fra disse to bjørne. Foto: .

Hvad er sekulariseringens historie?

Der er mange bud på sekulariseringens udvikling, men ifølge religionssociologen James A. Beckford må man helt tilbage til det sene Romerrige for at få en forståelse af begrebets historie.

Beckford opererer med 4 stadier eller perioder i sekulariseringens udvikling frem til det, vi kender den som i dag.

Romerriget
Da man i Romerriget indførte kristendommen som en af rigets officielle religioner, betød det en reducering af den sammenflettede magtdeling og gensidige indflydelse mellem det religiøse og det politiske, som den tidlige romerske religion havde repræsenteret.

Tidligere havde betegnelsen sekularisering været anvendt om den proces, at præster blev løst af præsteløftet. Men med den statslige anerkendelse, kom termen sekulær nu til at betegne de præster, som arbejdede udenfor kirken - altså udenfor selve institutionen.

Luther
Under den tidlige protestantisme blev forskellen mellem det, som var religiøst, og det, som var sekulært, mere tydelig.

Den mest markante af protestantismens skikkelser, Martin Luther, skelnede skarpt mellem de to regimenter det verdslige og det åndelige, og han gjorde meget ud af, at denne skelnen havde betydning. For Luther betød det blandt andet, at staten ikke skulle underordnes kirken, og samtidig at staten ikke skulle styre de kirkelige anliggender.

I England kæmpede kong Henry VIII i 1500-tallet en intens kamp mod kirkens ejendomsret og de administrative funktioner, som den katolske kirke styret fra Vatikanet i mange år havde haft i landet. Han benyttede hertil, hvad man kaldte sekulære metoder eller initiativer og ses i dag som en hovedårsag til etablering af Church of England (den anglikanske kirke), som i vidt omfang overtrumfede den katolske kirke.
Samtidig blev processen en vigtig faktor i moderniseringen af sekulariseringstermen.

Det 17. og 18. århundrede
Filosoffer og samfundstænkere beskæftigede sig i løbet af det 17. og 18. århundrede ihærdigt med spørgsmålet om forholdet mellem religion og stat.

I Frankrig førte revolutionen i slutningen af 1700-tallet til en aggressiv og indædt sekulariseringskamp eller laicisation (som begrebet kaldes på fransk) med sig, og skellet blev efter perioden langt mere markant i landet.

Også USA og - noget senere Rusland kom til at skelne det politiske og det religiøse skarpt fra hinanden.

I alle landene har man ved lovgivning i forskelligt omfang søgt at skille religion og stat.

Det 19. århundrede og frem
En hastig udvikling i videnskaben i slutningen af 1800-tallet medførte en ny dimension i skellet mellem det religiøse og det sekulære. Nye tiltag som borgerrettigheder og borgerfrihed begyndte at motivere nye tanker om religionens position i samfundet.

Med det 19. århundrede igangsattes endnu en dimension. Filosoffer og samfundstænkere som Karl Marx, Frederich Nietzsche og Sigmund Freud satte religionskritikken på dagsorden. Med religionskritikken indledtes en ny form for ræsonnement, nemlig: At religiøse og sekulære verdensforståelser er hinandens modsætninger.

Hvor spørgsmålet om sekularisering tidligere havde være et spørgsmål om den position, stat og religion skulle have i forhold til hinanden, om hvilke ansvarsområder, der var religiøse og hvilke, der var sekulære - men hvor et offentligt samspil stadig gjorde sig gældende - blev der nu tale om de tos udelukkelse af hinanden.

Enten religiøs - eller også sekulær.

Det er vigtigt, at det forhold, at det sekulære og det religiøse står som modsætninger, for Beckford er noget nyt, der først bliver tydeligt i løbet af det 19. århundrede.

Den modsætningsfokuserede udvikling er den, som vi også finder i fænomenet i dag.