Prøv avisen

Ægteskabets historie handler ikke om kærlighed

"Det er så yndigt at følges ad/for to, som vil gerne sammen være ..."

Grundtvigs populære bryllupssalme er i dag synonym med en bedårende brud med blussende kinder, en nervøst trippende brudgom, forelskede blikke og romantik i rå mængder.

Men sådan har det ikke altid været. Ægteskabets historie er ikke kærlighedens historie. Den handler om en praktisk måde at forsørge hinanden og producere børn for at føre slægten videre. Ægteskabet var en grundpille i samfundet og kunne ikke lægges i hænderne på mennesker berusede af forelskelse.

Jyske Lov fra 1241 hører til de ældste, bevarede lovtekster i Norden. Den omfatter et regelsæt for ægteskabet, der har rødder tilbage i den nordiske sædvaneret.

I 1200-tallet var det skik, at en kvinde blev giftet bort til en frier efter forhandlinger om ægteskabets vilkår mellem de to slægter. Vilkårene skulle skabe en magt-balance mellem slægterne og blev siden offentliggjort.

Giftermål var altså en økonomisk institution, som slægter kunne bruge til at skabe gunstige alliancer og fremme sin egen betydning.

Traditionen med slægtsstyrede ægteskaber fortsatte gennem middelalderen. Kvinden fik en medgift med ind i ægteskabet, og den var hendes hele livet. Det samme gjaldt jord og andet gods, som hun måtte arve. På den måde forsvandt ejendom ikke ud af slægten.

I 1547 blev slægtens ejendomsfællesskab ved lov afløst af ægteskabets ejendomsfællesskab. Derved fik mandens råderet over ægteparrets fælles formue såvel som hustruens private ejendom.

Kirken spillede også en rolle i forhold til ægteskabet. I 1215 stillede man krav om en kirkelig velsignelse. Ægtefolk var dog ikke forpligtede til vielse, men kunne blot leve sammen ifølge slægternes aftale. I 1400-tallet indførte Norden dog lov om kirkelige vielser.

På andre områder forsøgte kirken også at få indflydelse for eksempel med incestforbud. Præster velsignede ikke folk, der var be-slægtede inden for syv led. Samtidigt satte man ind over for seksuel løssluppenhed og talte for at hæve ægteskabsalderen.

Senere blev modstanden mod skilsmisser kirkens mærkesag, men her mødte de gejstlige modstand hos den verdslige magt.

I løbet af 1600-tallet begyndte nordiske konger at udstede dispensationer til skilsmisse, og kirken mistede indflydelse til staten.

De kongelige dispensationer blev med tiden et juridisk problem, da ægteskabslovene ikke forholdt sig til skilsmisser. Samtidigt nægtede kirken pure at lade fraskilte folk gifte sig igen.

Denne skilsmisseproblematik blev en af de centrale, da nordiske politikere og jurister tog fat på den gennemgribende revidering af ægteskabslovgivningen i slutningen af 1800-tallet. Igen blev der grebet lovmæssigt ind i ægteskabet mellem mand og kvinde uden et ord om kærlighed.

historie@kristeligt-dagblad.dk