Scenariet var ikke ualmindeligt, for han yndede at læse til sent ud på natten, men alligevel stod hun op for at hente ham. Da hun hverken fandt ham i stuen eller i hans arbejdsværelse, begyndte hun at blive nervøs. Og da hun samtidig opdagede, at hans jakke og hat var væk, besluttede hun straks at alarmere det lokale vagtværn, der hurtigt kom. Efter en kortere eftersøgning fandt de, lidt over klokken seks, Tage Schacks lig i en rendesten på Italiensvej på Amager, skudt fire gange i hovedet. Det blev senere opklaret, at morderne var danske medlemmer af det tyske hjælpepoliti (Hipo), og at mordet havde baggrund i Schacks tale ved begravelsen af en kvindelig stikker den 9. april. Desværre havde ingen i familien fornemmet nogen fare, og det kirkelige vagtværn, Kirkens Front, var derfor blevet tilkaldt for sent.
Vagtværnet, der var blevet oprettet for at beskytte københavnske præster efter drabet på den vestjyske digterpræst Kaj Munk, bestod af mange små grupper på seks-otte bevæbnede mænd, hvoraf hovedparten kom fra lokale KFUM-grupper. Den kraftige tilknytning til KFUM, og dermed også til Indre Mission, var teologisk begrundet. Og tendensen var klar: De kristne retninger, der betonede den lutherske kristendomstolkning kraftigst som Tidehverv eller Indre Mission, støttede en aktiv deltagelse i den danske modstandskamp, mens de mere grundtvigiansk prægede retninger i højere grad støttede den samarbejdsaftale, som regeringen havde indgået med den tyske besættelsesmagt den 9. april 1940. Denne aftale gik i grove træk ud på, at selvom Danmark var besat af den tyske værnemagt, var det stadig den danske konge og den danske regering, der regerede landet, dog kun så længe disse bibeholdt ro og orden og sikrede, at der ikke blev gjort oprør mod besættelsesmagten.
LÆS OGSÅ: De levende lys i vinduet bør æres
Kort efter besættelsen i 1940 besluttede de danske biskopper at bakke op om denne aftale, noget der dog ikke faldt i alle præster smag. Blandt modstanderne var Harald Sandbæk, der ligesom Tage Schack havde rødder i Tidehvervsbevægelsen. Han skrev i 1945 således om samarbejdsaftalen:
Saa syntes det her at være planlagt, at Djævelen skulde regere paa Gader og Stræder men i Kirken skulde der være Ro og Stilhed. Der skulde Livet gaa videre saa vidt muligt, som om intet var hændt.
Stilhed blev der dog ikke. Blandt de menige præster blev det ivrigt diskuteret, hvorvidt man skulle stå bag biskopperne og tie, eller man skulle kæmpe, i første omgang med ord, men måske også senere med våben. Fortalere for det sidste fandtes som nævnt i høj grad i Indre Mission, en tendens, der dog var tydeligst i København.
For Indre Mission stod det klart, at besættelsen var en straf fra Gud, blandt andet for at danske regeringer op gennem 1920erne og 1930erne havde frataget den lokale præst en fast stilling i skolebestyrelsen og generelt havde begrænset kirkens påvirkning af undervisningen til kun at gælde religionsundervisningen. Som straf for denne sekulariseringsbølge havde Gud sendt Satan, i skikkelse af tyskerne, for at straffe det hovmodige danske folk. Derfor duede det heller ikke at se passivt til og derved sælge sin sjæl til det onde. Satan skulle bekæmpes, både i ord og i gerning.
Indre Missions stærke orientering mod Luther gav dog problemer. Han havde nemlig fastslået, at mennesket havde en absolut lydighedspligt over for Gud, og også over for staten, kongen og regeringen, der var indsat af Gud til at herske på Jorden og derfor var udtryk for Guds vilje. Som den indremissionske sognepræst og senere formand Christian Bartholdy sagde:
Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder! Det kan blive meget unationalt. Men det er Kristendom. Vi maa advare alle de unge. Sabotage og Spionage er Synd.
Der var dog én undtagelse fra denne absolutte lydighedspligt. Eftersom en jordisk (verdslig) leder var indsat af Gud og derfor ideelt set ledte i overensstemmelse med Guds vilje, kunne samme leder ikke kræve, at undersåtterne skulle synde mod Gud.
Satan var sendt for at straffe mennesket, men det ville være i modstrid med Guds vilje, at mennesket indordnede sig under Satan og derved tabte sin sjæl. Det betød, at samarbejdsaftalen fra den 9. april aldrig kunne være et ud-tryk for Guds vilje, og den måtte således være udtryk for en syndig aftale. Derfor var mennesket løst fra sin lydighedspligt og kunne tillade sig at gå til modstand. Den indremissionske Willy Westergaard Madsen, der under krigen blandt andet var præst ved Frederiksholm Kirke, og senere blev biskop i København, beskrev det således:
Det er Kirkens Opgave at forkynde Evangelium, og Øvrighedens at bære Sværd. Men hvor fremmed Voldsherredømme forhindre den lovlige Øvrighed i at gøre, hvad der er dens Pligt, da maa det da vist være Kirkens Kristenpligt at hjælpe den til igen at blive det, den skal være, Guds Redskab til Straf for det Onde.
Det var dog ikke alle præster, der var enige i denne begrundelse for aktiv modstand. På den grundtvigianske fløj mente mange, at svaret lå hos Grundtvig. Han havde forklaret, at da Gud vækkede Adam til live ved hjælp af sin ånde, gav han samtidig mennesket et sprog til at udtrykke dette tilhørsforhold til Gud med.
Hvert folkeslag havde fået sit eget sprog, og sproget var dermed et billede på den selvstændige nation. Det vigtigste i denne situation var nu at bevare ånden og sproget. Derfor skulle man ikke mødes med våben i hånd, men i stedet i det kirkelige fællesskab. Eller, som højskolemanden Morten Bredsdorff udtrykte det den 28. juli 1940 i en tale på Skamlingsbanken, der var samlingssted for folkelige og nationale møder:
Deres (danskerne, der blev indlemmet i Tyskland efter 1864) historiske Eksempel havde vist, at Overlevelsen som Folk ikke gik gennem Stordaad, men gennem den langvarige, seje Kulturkamp. Dette var Læren fra Genforeningen i 1920.
Således kan det ikke overraske, at det tidligere nævnte kristne vagtværn netop hovedsageligt bestod af mænd med tilknytning til Københavns Indre Mission. Vagtværnet, der havde sin oprindelse i Vesterbro KFUM, fik oprindeligt navnet Kirkelig Hjælpetjeneste af 1944, men blev senere omdøbt til Kirkens Front. Ud over vagttjeneste fik gruppen med tiden også til opgave at oprette en række fødevaredepoter og nødlazaretter i 37 københavnske kirker, fordi Frihedsrådet, der var den samlende ledelse for store dele af den danske modstandsbevægelse, frygtede, at besættelsesmagten kunne finde på at sulte København til overgivelse, hvis byen skulle forsøge et væbnet oprør. Dette betød, at gruppen voksede betragteligt, og ved befrielsen bestod den af cirka 1450 mænd og kvinder, her-iblandt Tage Schacks enke.
Gruppen styredes primært fra på Vesterbro i København, hvor der i krigens sidste dage boede op mod 50 modstandsfolk i krypten, samt fra et hovedkvarter i Vendersgade.
Kirkens Front har indtil nu ikke helt fået den plads i historien, som den rettelig fortjener som en modstandsgruppe, der, ud over at have et kristent fundament, samtidig havde noget så udsædvanligt som en stor del kvindelige medlemmer.
Min forskning har haft fokus på den københavnske del af Kirkens Front. Man må formode, at Indre Mission har stået særligt stærkt i hovedstaden, fordi foreningen havde haft et nært samarbejde med arbejderbevægelsen siden 1900-tallets begyndelse og dermed en mere samfundsvendt profil end i provinsen.
Tendensen til missionsk domineret modstandsarbejde i kirken har sandsynligvis eksisteret i andre dele af landet også, men næppe så udpræget som i København.
Lasse Mortensen er cand.mag. i historie og religion
Lasse Mortensen
Cand.mag i historie og religion fra Syddansk Universitet i 2012. Har efterfølgende arbejdet som gymnasielærer ved Mulernes Legatskole og med praktisk studierådgivning på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet. Har skrevet artikler og holdt foredrag, særligt om Holocaust og folkedrab samt om speciale-området: kirken og den danske besættelsesperiode. Lasse Mortensens arbejde med Kirkens Front baserer sig på undersøgelser af den københavnske del af bevægelsen.
De fleste af disse kirker i København var i 1940erne præget af missionske bevægelser.
Tage Schack (BILLEDE SENDT TIL REDSEK MAIL 28/4)
Dansk teolog og præst (1892-1945). I 1926 medstifter af Tidehvervsbevægelsen. I en ufuldendt bog om den tyske filosof J.G. Hamann (1948) betones kristendommen som personlig tiltale. Schack blev kendt for sine polemiske bidrag til den faste rubrik Eversharp i tidsskriftet Tidehverv, vendt imod al forløjet modetænkning. Han var fra 1929-1938 præst ved på Amager og blev i 1944 ansat som præst ved den nyåbnede på Amager. Natten mellem 9. og 10. april 1945 blev han myrdet på Amager Strandvej ud for Italiensvej af hipoer pga. sin ligprædiken dagen før over en kvindelig stikker, der var likvideret på Sundby Hospital af den danske modstandsbevægelse. Tage Schack havde over for afdødes pårørende nægtet at rose moderen i sin ligprædiken.
Kilde: Den store danske encyklopædi