Der var nogle af Biskopperne, der i Svaghed videresendte et ministerielt Cirkulære med Ordre til Præsterne om ikke fra Prædikestolene at fortælle om den norske Kirkekamp. Men heldigvis var der andre af Biskopperne, der lod dette famøse Dokument finde en naturlig Plads i Papirkurven. Og dyb Beklagelse vakte det i vide Kredse, da det blev bekendt, at Biskoppen i Aalborg den 29. August lod sig forlede til at afgive en Loyalitetserklæring til de tyske Myndigheder.
Det er mest de smaa Episoder, som kendetegner Spændingen. Et barokt Vidnesbyrd om Kirkens stille Styrke var det Svar, Scavenius som Udenrigsminister gav Renthe-Fink (øverste tyske politiske instans i Danmark fra 1940, red.), da denne engang forlangte en bestemt, dristig Præsts Afskedigelse: Afskedige en Præst i Danmark? Det kan hverken Gud eller Fanden.
Men det stærkeste Vidnesbyrd om den klare kirkelige Holdning blev dog givet den 3. Oktober 1943, Dagen efter at de bestialske Jødeforfølgelser startede. For mig er det den stolteste Dag, jeg har levet som dansk, kristen Præst, da jeg kunne oplæse Biskoppernes skarpe og klare Protest mod det sidste Udslag af syg, tysk Mentalitet. Ofte havde jeg selv trukket Linierne op, saa klart jeg kunde, naar jeg stod paa min Prædikestol, men den Dag kunde jeg gøre det, ikke paa egne Vegne, men med hele Kirkens Autoritet bag mig.
Fra bogen Kæmp for alt. Billeder fra en dansk provinsby under Ge-stapos søgelys af præsten Poul Borchsenius. Udgivet i 1945 på Povl Branners Forlag, København.
Hans Poul Borchsenius
Præst og forfatter (1897-1983). Under krigen virkede Borch-senius for evakueringen af jøder i Nordjylland og samarbejdede med Hvidsten-gruppen. Det førte til, at han efter ordre fra den britiske faldskærmsledelse måtte forlade landet og flygte til Sverige, hvor han organiserede dansk kirkeliv og forrettede feltpræsttjeneste for Den Danske Brigade, ligesom han samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste. Det var under opholdet i Sverige, at Borch-senius blev ven med den danske overrabbiner, Marcus Melchior. I Bogen om Leif fra 1946 tog han likvidationsgrupperne stærkt i forsvar.