Oslo er en overskuelig by. Det skyldes ikke kun, at den er mindre målt i befolkningstal end både Stockholm og København. For den udefrakommende har den også den indlysende fordel, at den er disponeret ud fra ét samlende princip, et stort og bredt generøst beplantet hovedstrøg, der løber fra Stortingsbygningen i den ene ende til Kongeslottet i gåafstand derfra i den anden ende. Det giver byen et naturligt centrum, hvorfra man som besøgende let kan orientere sig. Teknisk set består strøget af to gader, hvoraf den kendteste kaldes Karl Johan. Her foregår også de vigtigste demonstrationer, fejringer og parader, ikke mindst den 17. maj, den norske nationaldag, fejringen af den første frie, norske grundlov i 1814.
. maj samler nordmændene på en helt anden måde, end grundlovsdag gør det i Danmark. Det skyldes, at der aldrig har hersket enighed om, hvad det egentlig er, vi i Danmark fejrer den 5. juni. Den langtrukne politiske kamp fra 1870 til 1901 var en strid om, hvordan man skulle forstå Grundloven. Konservative kræfter gennemførte en revision af Grundloven, som blev skrevet under af Christian IX i 1866. Partiet Venstre derimod krævede den grundlov genindført, som Frederik VII havde underskrevet i 1849, fordi de mente, at den var i større overensstemmelse med deres politiske idealer. Hovedsageligt på foranledning af Venstre-folk blev der i perioden 1870-1900 rejst mere end 40 monumenter til ære for ”Grundlovens Giver”, som Frederik VII blev kaldt. Men de konservative stiftede aldrig fred med grundlovsdag som nationaldag. I 1912 blev valdemarsdag indført som en slags alternativ nationaldag. Den 15. juni er også den officielle årsdag for Genforeningen i 1920, og selvom den blev afskaffet som officiel fridag i 1948, står den stadig som en konkurrent til grundlovsdagen tidligere på måneden.
I Norge står 17. maj helt anderledes uanfægtet som national samlingsdag og som årsdagen for grundlæggelsen af et selvstændigt, demokratisk Norge. Den norske forfatning blev vedtaget af en valgt forsamling, samlet hos jernværksejer Carsten Anker i Eidsvoll umiddelbart nord for Oslo i 1814.
Eidsvoll-forfatningen bygger på forestillingen om, at en selvstændig stats suverænitet ikke uddrages fra kongen, men fra folket. Derfor fejrer nordmændene hvert år på deres grundlovsdag sig selv, det norske folk, som grundlovens giver.
Baggrunden for, at det kunne lade sig gøre at give Norge en fri forfatning, var opløsningen af den union, der havde bestået mellem Danmark og Norge i mere end 400 år. Frederik VI havde allieret sig med Frankrig og måtte betale en hård pris for denne alliance ved afslutningen af Napoleonskrigene. Ved en fredsslutning i Kiel i januar 1814 måtte Norge afstås til Sverige, bortset fra de norske bilande, Grønland, Island og Færøerne.
Frederik VI skrev til sin fætter, prins Christian Frederik, hvem han året før havde gjort til statholder i Norge, at han måtte følge fredsbetingelserne. Planen var som sagt, at Norge skulle overgå til Sverige. Men statholderen øjnede en mulighed for selv at gribe magten i Norge. Norge havde ganske vist været under dansk styre siden 1380, men var i statsretlig forstand altid blevet betragtet som et selvstændigt kongerige med egen lovgivning i personalunion med Danmark, og man kunne også tolke situationen i 1814 således, at den norske trone var blevet ledig.
Men prins Christian Frederik opdagede, at nordmændene havde den opfattelse, at suveræniteten nu var folkets, og han indkaldte derfor folkets repræsentanter til en grundlovgivende rigsforsamling. Da grundloven var vedtaget, besluttede forsamlingen at vælge prins Christian Frederik til konge. Eidsvoll-forsamlingen byggede altså ganske vist på folkesuverænitetsprincippet, men man beholdt monarkiet som styreform, eller rettere det indskrænkede monarki, som var betegnelsen.
Kronologien er som altid interessant. Rækkefølgen af begivenhederne er afgørende. Valget af kongen fandt først sted efter vedtagelsen af grundloven. Men 17. maj er ikke årsdagen for vedtagelsen af grundloven, men for valget af kongen. Grundloven blev vedtaget den 16. maj, dateret dagen efter og forsynet med de sidste underskrifter den 18. Den 17. maj rettede Eidsvoll-mændene henvendelse til prins Christian Frederik om at blive konge, idet de erklærede, at den suveræne magt var delt, således at folkets repræsentanter beholdt den lovgivende, mens kongen fik den udøvende magt.
Der var tale om et åbenlyst brud på fredsbetingelserne fra Kiel at udråbe et selvstændigt, konstitutionelt norsk monarki. Sverige truede i efteråret 1814 med krig, og sagen endte med, at kong Christian Frederik trak sig og rejste tilbage til Danmark. Norge blev imidlertid ikke blot opslugt af Sverige. Store dele af den selvstændighed, der var blevet vundet i foråret, blev bevaret. Norge indgik i en personalunion med Sverige, beholdt sin grundlov i let revideret form, sit parlament, Stortinget, egen lovgivning og egen hær.
Kun regenten og udenrigspolitikken havde de to lande til fælles, men det indebar altså også, at den svenske konge fra 1818 til 1844, den Karl Johan, der lagde navn til gaden, i henhold til Eidsvoll-forfatningen havde forsædet i den norske regering, hvilket førte til flere konflikter. Det var på dette tidspunkt, nordmændene begyndte at fejre Eidsvoll-forfatningen som et symbol på deres selvstændighed, men de nedtonede kraftigt dens monarkiske element, for monarken, altså den svenske konge, kunne ikke bruges som nationalt norsk fikspunkt.
Eidsvoll-fejringerne blev udgangspunkt for den bevægelse, der søgte fuld norsk selvstændighed. I 1905 var Norge og Sverige tæt på en indbyrdes krig, men konflikten blev løst i mindelighed, og det selvstændige Norge stod nu foran valget mellem at blive selvstændigt som republik eller som monarki. Stærke kræfter arbejdede for indførelsen af en republik, men som i 1814 var hensynet til stormagterne afgørende, og noget tyder på, at det især var briternes synspunkt, der blev udslagsgivende for valget af monarki som styreform.
Det ville have været indlysende at vælge en svensk prins, men valget faldt på den danske prins Carl, gift med den britiske prinsesse Maude. Han blev kronet som Haakon VII.
På dette tidspunkt var parlamentarismen for længst indført i Norge. Kongen havde ikke nogen reel politisk indflydelse tilbage, og folkesuverænitetsprincippet var derfor for alvor gennemført, men der skete det forunderlige, at den genrejste norske kongestol, som man poetisk sagde, alligevel indtog en helt central plads for den unge stat. Haakon VII og hans efterfølgere på den norske trone blev centrale nationale symboler, der blev en del af den norske selvfejring den 17. maj.
På denne dag står forfatningspatrioter og nationalister, fortalerne for norsk selvstændighed, norsk demokrati og norske royalister arm i arm og synger Norges pris. Det har haft betydning for den enestående sammenhængskraft, der er opbygget i Norge indadtil, men også for Norges forhold til omverdenen. Grundlovsbegejstringen har været brugt som instrument imod Norges deltagelse i Den Europæiske Union, for det norske folks suverænitet, hævdes det, er skabt i kraft af først opløsningen af unionen med Danmark i 1814 og siden af opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Hvis man vil sælge idéen om internationalt samarbejde i Norge, skal man antagelig søge at undgå enhver henvisning til begrebet union.
Den norske grundlov er den næstældste grundlov i funktion i verden i dag. Den er skrevet på dansk, for det var forvaltningssproget i Norge dengang. Den har ændret ordlyd flere gange siden 1814. Det pudsige er, at ændringerne bliver indført i et sprog, der er tilnærmet originalens, hvilket gør den norske grundlov til antagelig den eneste, der ikke er udfærdiget på et sprog, der er blandt de officielle i det land, for hvilket grundloven gælder.
Den norske grundlov ligner den danske mere end blot sprogligt. Styreformen er den samme, indskrænket monarkisk. Den norske grundlov var et forbillede, da den danske blev forhandlet på plads. Det er ikke overraskende, for når vi siger, at enevælden blev afskaffet i 1849, gælder det kun den danske del af riget. Enevælden var allerede blevet afskaffet 35 år tidligere i den norske del. Det var klart, at man måtte se nordpå for at få inspiration.
Men vi skal også have fulgt op på prins Christian Frederik. Interessant nok vendte han ikke blot tilbage til Danmark, han forblev også i tronfølgen. Frederik VI havde faktisk truet med at nægte ham adgang til tronen, hvis han fremturede med sit norske selvstændighedskrav, men samtidig havde Frederik VI også over for sin norske statholder og fætter udtrykt ønske om, at nordmændene måtte bevare en så stor grad af selvstændighed, som det var muligt under den svenske krone. Dette ønske blev opfyldt. Nordmændene kan med rette fejre 2014 som 200-årsjubilæet for norsk selvstændighed.
I Norge findes ingen statue af ”grundlovens giver” endnu. Prins Christian Frederik betragtes i bedste fald i Norge som fødselshjælper for forfatningen. I Danmark spiller han næsten samme rolle. Da han vendte tilbage til Danmark i 1814, blev han ikke blot taget til nåde af sin fætter. Noget tyder på, at der var større samstemmighed mellem de to, end man skulle tro. Prinsen satte sig på den danske trone i 1839 som Christian VIII.
Før han døde i 1848, pålagde han sin søn, Frederik VII, at tilvejebringe en arving til tronen og finde en løsning på det konstitutionelle problem. Frederik VII fik ingen legitime børn, og han blev i martsdagene 1848 løbet over ende af den københavnske befolkning under ledelse af de nationalliberale. Frederik VII var i praksis lige så lidt eller lige så meget Junigrundlovens giver, som hans far var Eidsvollforfatningens giver. Man kan endda hævde, at udfaldet af begivenhederne i 1814 i væsentligt omfang var et resultat af, at prins Christian Frederik var en kompetent, politisk aktør. Det samme kan næppe siges om hans søn.
Hvis nordmændene er stolte af Eidsvoll-forfatningen, må de også anerkende, at den ikke var blevet til noget uden prins Christian Frederik. Denne udlægning af historien er også baggrunden for, at der i forbindelse med fejringen af 200-året for Eidsvoll i år afsløres en statue af prins Christian Frederik på den fornemme plads foran Stortinget i Oslo, hvorfra han kan skue mod det kongeslot, der ikke blev hans.
Afsløringen vil blive foretaget af dronning Margrethe, men ikke på den 17. maj, som ville have været den mest indlysende dag, nemlig årsdagen for hans valg til norsk konge. Det sker heller ikke på den 19. maj, årsdagen for hans accept af valget, men på den 18. Nu skal man heller ikke hænge sig for meget i kronologi, men blot glæde sig over, at Norge nu endelig omend kun delvist og modstræbende anerkender, at de ikke kun tog, men også fik en grundlov.