Prøv avisen

Massedøden i skyttegravene rev Guds billede i stykker

Den 1. juli 1916 blev de britiske soldater ved Somme beordret op af skyttegravene og til angreb på de tyske stillinger. I løbet af en time faldt 30.000 mand. Foto: Mary Evans/Robert Hunt Collection/Scanpix

Der går en lige linje fra pligtmentalitetens sammenbrud under Første Verdenskrig til det moderne menneskes retningsløse driven omkring, styret af teknologi, personlige lyster og rettigheder, mener historikeren Henrik Jensen. I en ny bog indkredser han, hvad der gik tabt

Det er den 1. juli 1916 tidligt om morgenen i Somme, et par hundrede kilometer nord for den franske hovedstad, Paris. På den ellers engang så fredelige nordfranske lokalitet er hundredtusindvis af tyske og britiske soldater ved at varme op til et af verdenshistoriens helt store slag.

På den britiske side befinder sig 150.000 mand, hvoraf hovedparten er unge mænd, der har meldt sig frivilligt inden for de seneste knap to år af pligtfølelse over for nationen og i begejstring over at skulle i krig, men uden de store forhåndskvalifikationer som soldater.

Granaterne regner fra de britiske stillinger ned over de tyske, og larmen er infernalsk. I løbet af en uge er 1,5 millioner britiske granater blevet fyret af mod tyskerne. Hensigten er at sætte forsvaret ud af spillet, så briterne kan angribe. Da klokken er 7.30, hører den endeløse torden op. De britiske officerer vurderer, at vejen nu må være banet.

Soldater beordres op af skyttegravene og på march ud over det 700 meters ingenmandsland, 30 kilometer i bredden, som adskiller de to hære. Første angrebsbølge består af 66.000 mand. En times tid senere er 30.000 af dem dræbt af tyske maskingeværsalver. De britiske officerer havde fatalt fejlbedømt situationen.

Ny teknologi var en overraskelse

”Det er et fænomen, man ofte har set i historien, at fordi der går årtier mellem krige, kan det vise sig som en overraskelse, at bestemte våbentyper har udviklet sig. Det skete i høj grad under Første Verdenskrig, som gjorde krigsførelse markant mere teknologisk baseret, end verden havde set før. Det betød for eksempel, at man godt kunne glemme alt om kavaleri. Det var især forsvarsvåben som maskingeværer, der var blevet styrket så kraftigt, at der døde markant flere mennesker,” forklarer Henrik Jensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet og forfatter til den nyudgivne bog ”Krigen 1914-1918 og hvordan den forandrede verden”.

”Det blev nærmest umuligt at trænge frem imod fjenden, og så kunne man måske have forventet, at så snart officererne indså dét, ville de stoppe med at bryde stillingerne og sende folk i offensiven. Men det tog meget lang tid, før de toneangivende generaler fik gjort op med denne tankegang, og i mellemtiden blev de ved med at kværne mennesker,” tilføjer han.

Men det var ikke kun 30.000 håbefulde britiske soldater og de militærstrategiske grundlove, som døde. Ifølge Henrik Jensen gik en række centrale værdier i den vestlige civilisation tabt som en direkte følge af den meningsløse massedød på franske og belgiske slagmarker i 1914-1918. Eller disse værdier blev i hvert fald anfægtet og underløbet så kraftigt, at verden aldrig blev den samme igen.

Sergent R.H. Tawney fra regimentet Machester Rifles, én af de 66.000 briter fra første angrebsbølge, blev såret under slaget ved Somme, men overlevede, og han skrev siden sin usminkede beretning om krigens gru og meningsløshed.

Om hvordan hans ”indre stenaldermand” erstatter al tillært gentleman-civilisation, da han i kampens hede dræber tyskere på samlebånd på stadig mere mekanisk vis:

”Det er det rædsomste ved krigen, denne forbandede frivolitet. Man er som en frejdig, skadefro abe, der river Guds billede i stykker. Når jeg nu læser journalisternes plapren om vore soldaters sportsånd, gør det mig næsten syg. Gud tilgive os alle,” skrev han.

Mødet med krigens meningsløse gru

Citatet indgår i Henrik Jensens bog, fordi det illustrerer meget af det, som skete mentalt for de vestlige soldater. En national pligtfølelse var blevet spændt til bristepunktet, og ved mødet med krigens meningsløse gru smuldrede al civilisation og tro på autoriteter.

”Man er nødt til at forestille sig nogle unge mennesker, der er opdraget på en helt anden måde, end vi kender til i dag. De var opdraget til at være forpligtede og ansvarlige. Mange så ligefrem en særlig chance i at få lov at gå i krig og ofre sig for at redde sit land. Man da de nåede frem, fandt de en krig, som lå meget langt fra deres forestillinger. En krig uden plads til personligt mod og initiativ. Der opstår meget hurtigt en meget stor resignation og frustration blandt soldaterne,” forklarer Henrik Jensen og fortsætter:

”Der breder sig gradvis en følelse af, at man ikke kan tage officerernes ordrer for pålydende. Soldaterne går ikke over til ren lydighedsnægtelse, men de ser med mistro på ordrerne oppefra. I stedet bliver krigen en kamp om overlevelse for én selv og de nærmeste kammerater i skyttegraven, som det er beskrevet i 'Intet nyt fra Vestfronten'. Der sker en infantilisering og animalisering af mennesket. Han bliver et plaget dyr i ingenmandsland.”

Ifølge Henrik Jensen er det ikke så epokegørende nyt, at krigens massedød tager livet af evnen til at se fjender som andet end et mål, der skal skydes. Det nye er, at tilliden til egne officerer bliver så anfægtet. At et tankesæt baseret på pligt, autoritet og kontinuitet bryder sammen.

I stedet for et vertikalt autoritets-system fra oven og ned opstår tanken om et broderskab, hvor man er på niveau med hinanden og kæmper i fællesskab ved at lære hinanden de grundlæggende færdigheder i overlevelse i skyttegraven: at man skal holde støvlerne tørre og huske at få sovet og spist. Egne behov og rettigheder går forud for pligten, for pligten giver ikke mening i skyttegraven.

”Sammen med officererne begynder alle andre autoriteter at tabe status: far og mor, skolelæreren, præsten og Gud. I den verden, som fandtes frem til 1914, var vertikal autoritet meget vigtig. Nu opstår en broderskabstanke, som blandt andet udfoldes i kommunismen. Den civilisation, som baserer sig på pligter, viger til fordel for en individorienteret civilisation,” siger Henrik Jensen.

Første Verdenskrig satte ny kurs for civilisationen

Slaget ved Somme trak ud og trak ud, og mellem juli og november 1916 vurderes det, at i alt omkring en million mennesker døde på dette ene sted i Nordfrankrig. Naturligvis var det ikke udelukkende hér, den moderne anfægtelse over for autoriteter og barnlige optagethed af egen navle blev født. Men ifølge Henrik Jensen havde Første Verdenskrig afgørende betydning for en udvikling, der satte en ny kurs for vores civilisation.

Men hvorfor reagerede Vestfronten egentlig så markant anderledes end Østfronten? Det var ikke kun i vest, uduelige officerer sendte tusinder i døden. Rusland led store tab under Første Verdenskrig, og lande i Asien er alt for bekendt med, at menige soldater og borgere kan komme til at betale en høj pris for de stores magtspil.

Ifølge Henrik Jensen skal forklaringen findes i den individualiseringsproces, som gik flere århundreder forud for de store verdenskrige.

I modsætning til de andre verdensdele havde Europa oplevet en renæssance i 1500-tallet og en oplysningstid i 1700-tallet, som førte til, at vi i 1900-tallet reagerede så individualistisk på massedøden i skyttegravene.

”Det er ikke sådan, at enhver form for pligtkultur er død og erstattet af rettighedskultur. Vi lever i en dobbeltkultur, hvor pendulet bliver ved med at svinge frem og tilbage mellem ret og pligt. Den mest iøjnefaldende fase fra 1960erne til i dag er rettighedskulturen, men fra 2000erne og frem er der mange tegn på, at der bliver strammet op på grund af nødvendighed, men snart efter glider vi tilbage igen, så handler det på ny om at realisere sig selv,” siger Henrik Jensen.

Han betoner, at dualismen er central i europæisk selvforståelse. Krisen opstår først, hvis pendulet svinger så langt i individualistisk retning, at vi bliver som børn, der alene fokuserer på egne lyster og behov og slet ikke længere kan anerkende pligt og nødvendighed:

”Det er vi europæeres skæbne at skulle svinge mellem disse to poler. Det er essensen af, hvem vi er. Det kan være positivt at kunne stille sig kritisk an til autoriteterne, men at skille sig helt af med dem giver store problemer.”