I 1990, med afslutningen på den kolde krig, som havde delt verden i to overskuelige blokke, trådte Europa for første gang i 50 år ud af Anden Verdenskrigs skygge blot for uventet at genfinde sig selv i skyggen af Første Verdenskrig. Den blodige opløsning af det tidligere Jugoslavien viste, hvad der skjulte sig under den skrøbelige efterkrigsordning af 1945: den lige så skrøbelige efterkrigsordning af 1918.
Tjekkoslovakiet, der opstod i 1918, blev straks igen i 1992 delt i Tjekkiet og Slovakiet. Ukraine, ligeledes en kunstig statsdannelse, som krigen skabte, er i dag splittet mellem Rusland og Europa. Ungarn vånder sig atter over tabet af de to tredjedele af sit territorium, som det mistede i 1918. Og selv borgerkrigen i Syrien og de forgæves amerikanske interventioner i Irak eller det, der er tilbage af det, vidner den dag i dag om de tankeløse grænsedragninger foretaget af Første Verdenskrigs sejrherrer, der ikke bekymrede sig om konfessioner og kulturer, om kristne, shia- eller sunnimuslimer.
Så forfærdelige de tyske forbrydelser end var, tilhører Anden Verdenskrig i dag fortiden uforgængelig som kulturel erindring, men politisk overvundet. Første Verdenskrig lever derimod i fredstraktaternes følge. At mindes Første Verdenskrig er ingen akademisk øvelse, ikke blot anledningen til en national sørgedag for de faldne. Det er en politisk opgave en nødvendighed som heller ikke den historieløse spares for at skulle forholde sig til.
Hvad var det for en krig? I sine konsekvenser og i sin kerne? Hvad førte den med sig, ud over de gamle monarkiers undergang, som optimistiske historikere har fejret som Vestens og demokratiets sejr? Hvordan skal man forstå den ubegribelige gru, som krigen udfoldede allerede få uger efter udbruddet i august 1914? Bestialiteten og dens skrigende modsætning til det letfærdige, nærmest åndsfraværende diplomati, som gik forud for krigen? Lader der sig overhovedet hente andet ud af denne moralske og militære katastrofe end en advarsel for fremtiden?
Markeringen af hundredåret for krigsudbruddet og det dermed forbundne tilbageblik, der allerede har udløst en flodbølge af nye historiske fremstillinger og betragtninger, har på bemærkelsesværdig vis befriet ”det 20. århundredes urkatastrofe” (George F. Kennan) for skyldsspørgsmålet, i særdeleshed spørgsmålet om tysk eneskyld. Krigen er blevet afideologiseret, ja, man kunne næsten sige afpolitiseret.
Da Forbundsrepublikken i oktober 2010 betalte den sidste rate (på 200 millioner euro) af den krigsskadeerstatning, som Tyskland var blevet pålagt i Versaillestraktaten, var det ikke længere noget, man tog notits af i offentligheden. Krigsskyldsspørgsmålet er veget for en næsten enstemmig, overvældende resigneret indsigt i den samlede europæiske elites svigt. De involverede politikere, uden undtagelse, truede blot med krigen, legede med den måske uden virkelig at ville den. Den australske historiker Christopher Clark har af samme grund døbt dem ”søvngængerne” (således titlen på hans bog fra 2013).
Men hvis de virkelig gik i søvne, havde de også haft rig lejlighed til at vågne op. Karakteren af materielslagene, som ikke kunne omsætte ildkraften til erobring af landområder, kun i et hidtil uset antal døde, åbenbarede sig øjeblikkeligt.
Få måneder inde i krigen, efter det tyske nederlag ved Marne i september 1914, forelagde den tyske generalstabschef Erich von Falkenhayn kejseren et memorandum, der slog fast, at krigen ikke kunne vindes militært, og anbefalede, at man øjeblikkelig søgte en politisk forhandlingsløsning.
Dertil kom det ikke, heller ikke fra andre regeringers side, selvom de senere fik tilsvarende, omend mindre klart formulerede vurderinger at høre. Grunden var alle steder den samme: Man kunne ikke komme bag om den hadepropaganda, som i mellemtiden var brudt løs, og som lovede hævn og fabelagtige sejrspræmier. Eksemplet par excellence er digteren Ernst Lissauers hadesang mod England, som ingen ville vide af efter krigen.
Under krigen forblev politikere og militære ledere derimod ubøjelige. Englænderne ofrede 110.000 mand for den forgæves erobring af det tyrkiske Gallipoli. Kort før det stod klart, at det ledsagende flådeangreb på Dardanellerne var slået fejl, skal Churchill have råbt: ”Det er sejren, det er historien!”.
Propagandablændværket dannede baggrunden for det rystende digt, som den engelske digter Rudyard Kipling lod sætte på sin faldne søns gravsten: ”Når folk spørger, hvorfor vi er døde/ Sig til dem: Fordi vores fædre har løjet”.
Forbindelsen mellem løgn og krig kender vi den dag i dag. Til dato har man så godt som ingen lære draget af Første Verdenskrig, heller ikke af den ydmygende fredsslutning en praksis, som afføder et begær efter revanche. Kun at englænderen John Maynard Keynes havde ret, da han først og fremmest forventede én ting af de multinationale stater Østrig-Ungarns, Ruslands og Tyrkiets sammenbrud: begyndelsen på ”griske, misundelige, umodne og økonomisk uselvstændige nationalstater”.
Sandt nok, dem må vi i dag slås med både i Europas udkant og i Mellemøsten. Første Verdenskrig var mere end det 20. århundredes urkatastrofe den var det modernes urkatastrofe.