Det kan være svært at finde spor efter Første Verdenskrig i Rusland. Men kigger man lidt efter i en park nær metrostoppet Sokol i landets hovedstad, Moskva, findes noget ganske enestående. Blandt løbere, boldspillere, telefonsnakkere og andre moskovitter står således et monument over en falden russisk soldat i Første Verdenskrig.
Det er et sjældent set mindesmærke over en krig, som længe har været gemt væk.
Der ville ellers være nok russiske soldater at lave monumenter over. Med 1,8 millioner dræbte overgås Rusland kun af Tysklands tabstal. Og der har da også førhen været mindesten og kirkegårde.
Men de er væk nu. Bolsjevikkerne, og især kommunistlederen Josef Stalin slettede alle spor.
Det har den nuværende regering med Vladimir Putin i spidsen imidlertid tænkt sig at lave om på. I anledning af hundredåret for Første Verdenskrigs begyndelse skal der igen sættes fokus på Ruslands rolle i konflikten.
Men hvorfor nu? Og hvorfor skulle krigen slettes fra russernes kollektive erindring til at begynde med?
Ifølge Niels Bo Poulsen, der er leder af Center for Militærhistorie på Forsvarsakademiet, skyldes det, at bolsjevikkerne intet godt havde at sige om krigen.
Han forklarer, at Sovjetunionen anså Første Verdenskrig for kapitalisternes og imperialisternes krig.
”At mindes og hædre de faldne i verdenskrigen passede ikke ind i bolsjevikkernes verdensbillede. For dem var krigen et imperialistisk røvertogt. Set med deres øjne kom de til magten i 1917 på grund af krigsutilfredshed og de store russiske nederlag,” siger Niels Bo Poulsen.
Det betød, at alle Ruslands krigsmindesmærker og soldaterkirkegårde blev ødelagt op gennem 1920erne og 1930erne.
Det var Vladimir Lenins revolution, der var vigtig at fremhæve for bolsjevikkerne. Oktoberrevolutionen, ikke verdenskrigen. Også selvom Rusland mistede næsten det kvarte af sit europæiske territorium, inklusive Polen, de baltiske lande, Ukraine og Finland under Første Verdenskrig, blev begivenheden alligevel skubbet ud i den yderste margin af historiebøgerne.
”Bolsjevikkerne var ikke specielt fædrelandskærlige. De mente, at det var zarens og den russiske regerings tropper, der var faldet i krigen. For bolsjevikkerne var krigen et forsvar af kapitalismen. Efter revolutionen ville de i stedet skabe et anderledes samfund, som ikke havde noget at gøre med det borgerlige samfunds opfattelse af, hvordan tingene skal gøres. Krigsmonumenter over soldater, der havde udkæmpet en krig, der ikke var deres, interesserede dem derfor ikke,” forklarer Niels Bo Poulsen.
Første Verdenskrig skabte ikke helte i Rusland. Meget lidt af krigen blev udkæmpet på russisk grund, og modsat Anden Verdenskrig, hvor man kæmpede mod Hitler, vidste russerne ikke helt, hvad de døde for i ”den store krig”.
Men nu 100 år efter krigens udbrud finder russerne krigen frem igen. I august løftes sløret for et krigsmonument, som dedikeres udelukkende til mindet om Første Verdenskrig.
Monumentet kommer til at stå nær Poklonnaya Gora-mindesmærket i Moskva, som indtil nu kun har mindet Anden Verdenskrig.
Niels Bo Poulsen fortæller, at det er på grund af landets udvikling siden 1980erne, at russerne vil grave minderne op igen.
Kommunismen forklarede, hvad det vil sige at være russer eller sovjetborger, som det hed dengang. Nu er Rusland ikke længere kommunistisk, og russerne har ledt med lys og lygte efter noget, som kan erstatte den kommunistiske fortælling.
”Det har til dels været den ortodokse kirke, der har erstattet den samlingskraft, som kommunismen stod for. Kirken er blevet meget statsbærende,” siger Niels Bo Poulsen og understreger, at det også handler om, at regeringen gerne vil skabe et billede af et stærkt Rusland.
For når den russiske stat står stærkt, står russerne også stærkt. Man begynder at grave i alle begivenheder fra før 1917, fordi det var en russisk og ikke en kommunistisk stat, der var ved magten på det tidspunkt.
”Genopdagelsen af Første Verdenskrig indgår i en bredere omskrivning af hele Ruslands historie. Det hele er meget statscentreret, hvor alt, hvad den russiske stat gør, er godt, fordi det er den, der gør det,” siger han.
Det handler om at forklare, at Rusland har det bedst, når staten er stærk, og når borgerne er passende ydmyge og ikke råber for højt. Staten skal fremstå stærk, og den skal ikke bøje sig for indvendinger fra omverdenen i skikkelse af eksempelvis USA eller EU.
”Lenin er citeret for at have sagt, at historie er politik anvendt på fortiden. Det er en læresætning, som står i høj kurs i Rusland. Regeringen bruger i høj grad de historiske begivenheder til at mobilisere befolkningen. I 2012 var der for eksempel en storstilet markering af sejren over Napoleon i 1812. Op mod 250.000 personer deltog i markeringen af krigens mest berømte slag ved Borodino vest for Moskva,” siger Niels Bo Poulsen.
Niels Bo Poulsen fortæller, at budskabet, som lå mellem linjerne, var, at krigen gjorde Rusland til Europas vigtigste stormagt og til andre nationers redningsmand. På den måde er det vigtigt for russerne at fremstå som dem, der altid rager kastanjerne ud af ilden. En stat, der var og stadigvæk er en konstruktiv og meget vigtig kraft i Europa.
”Historien bruges altså til at forklare nutiden såvel som fremtiden,” siger Niels Bo Poulsen.