Augustus var 77 år gammel, da han i år 14 efter Kristus stod ved afslutningen på det, som på alle måder havde været et helt enestående liv. Som historikeren Suetonius beskrev hans endeligt, bad denne ”mand af en sjælden skønhed, der bevarede sin charme til det sidste” om et spejl, redte sit hår og lod sig barbere.
”Synes I, at jeg har spillet min rolle godt på livets scene,” spurgte han de omkringstående.
Hvis de syntes det, var det tid til bifald, sagde han og satte punktum med de ord, som afsluttede skuespillene i de romerske teatre.
”Acta est Mima.” Historien er slut.
Men den fortælles fortsat. Augustus, der ville skrive alverden i mandtal, blev arketypen på kejseren, som de vestlige monarker ville måle sig med. Hans 41 år lange regeringstid fra 27 før Kristus til 14 efter Kristus, er blevet kaldt for Roms guldalder, hvor kulturen og dyderne blomstrede, og fred og velstand herskede i riget efter borgerkrigene og Republikkens sammenbrud.
”Augustus kommer til at repræsentere overgangen til ny fase, som han ivrigt iscenesatte og proklamerede som en gylden tidsalder. Rom var en erobringsmagt, der havde svært ved at få omsat erobringerne til fred og stabilitet, og Augustus får netop skabt en stabil institutionel orden, hvor det hidtidige konfliktpotentiale mindskes, som havde ført til borgerkrige, mordet på Cæsar og i det hele taget gjort romersk politik til en benhård kamp,” siger Peter Fibiger Bang, specialist i Romerriget ved Saxo-Instituttet under Københavns Universitet.
Konge blev Augustus imidlertid aldrig formelt, selv om han regnes for den første romerske kejser efter Republikkens fald.
”Det romerske aristokrati havde en grundmyte om, at Rom afskaffede monarkiet og tyranniet med revolutionen i 509 før Kristus og oprettelsen af Republikken. Og Augustus havde oplevet Cæsar blive dræbt af aristokratiet, der frygtede, at han skulle udråbe sig til enehersker. Var der noget, han ikke kunne blive, var det derfor Rex, eller konge. Augustus hævdede derfor, at han genetablerede Republikken og regerede som en slags landsfader. Og det var Senatet, der formelt set gav ham tilnavnet Augustus, ”den ophøjede”, som en ærestitel, forklarer Peter Fibiger Bang.
Augustus blev født som Cajus Octavianus Thurinus i Rom i 63 før Kristus som søn af Cæsars niece. Og da Cæsar aldrig selv fik en arving, adopterede han Octavian i sit testamente. Da Cæsar blev myrdet i 44, befandt den 19-årige Octavian sig i Illyrien i det nuværende Albanien, men han rejste straks tilbage til Rom for at hævde sin position som Cæsars arving og deltage i magtspillet efter hans død.
Det blev blodigt, for der var mange, der sloges om den romerske republik. Marcus Antonius, for eksempel, som havde været Cæsars allierede under borgerkrigen mod Pompejus. Han var konsul i 44 og mente sig også berettiget til at løfte arven efter Cæsar.
Men truslen fra Cæsars mordere, Brutus og Cassius, fik Octavian og Marcus Antonius til at danne fælles front, og sammen med generalen Lepidus dannede de i 43 det andet Triumvirat. De indledte en omfattende udrensning mod det gamle aristokrati. 300 riddere og senatorer mistede livet, og blandt dem var Cicero, som ellers havde støttet Octavian og presset Senatet til at give ham titel af proprætor, stik imod alle regler.
Da Triumviratet havde besejret Cæsars mordere, Brutus og Cassius, delte de Romerriget imellem sig. Men Octavian havde ikke planer om at dele magten. Han beskyldte behændigt Lepidus for at være ansvarlig for et militært nederlag til Cæsar-mordernes allierede, generalen Pompejus Sextus. Det satte Lepidus ud af spillet. Så var det kun Marcus Antonius, der skilte ham fra magten over Rom, og denne sidste barriere faldt ved slaget i Actium i 31, hvor Marcus Antonius tabte efter en militærstrategisk brøler. Octavian stod tilbage som den eneste overlevende af triumviratet og de facto enehersker i Rom.
”Octavian var fuldstændig kynisk, med en næsten ubegrænset vilje til at tage livet af sine modstandere. Jeg siger næsten, for han forstod at kombinere myrderierne med demonstrative nådeshandlinger: uventet mildhed når modstanderen allerede var faldet så dybt, at han ikke længere udgjorde en trussel. Men magtspillet krævede uhæmmet kynisme.
Augustus udryddede så mange for at komme til magten, og så brutalt, at han sidenhen fik meget lidt brug for at benytte den slags midler. Og det har været med til at skabe billedet af en fredsfyrste,” siger Peter Fibiger Bang.
For da først Octavian kom til magten, begyndte han at reformere og stabilisere imperiet. Han samlede Repu-blikkens let kaotiske og meget rudimentære administration i sine egne og sine slavers hænder, og militæret blev lavet om til en stående professionel hær. Fremover blev soldaterne, efter lang og tro tjeneste, belønnet med pension i form af penge og ikke som førhen med et jordlod, en praksis som havde øget konkurrencen om Italiens jord i en sådan grad, at det havde destabiliseret aristokratiet og bidraget til Republikkens fald.
Formelt eksisterede Republikken stadig. Octavian fik titel af Princeps Senatus, Den første blandt senatorer, og blev desuden systematisk genvalgt til konsul resten af sit liv. I 28 fik han af Senatet ærestitlen Augustus, som derefter blev en del af hans navn. Den blodige Octavian er blevet til landsfaderen Augustus, der lagde grunden til 300 års velstand og fred i Romerriget.
Kulturen blomstrede som aldrig før med digtere som Horats og Ovid. Virgil skrev Æneiden og Titus-Livius Roms historie, alt sammen takket være blandt andre de såkaldte Mæcenas, hvis navn, ligesom Cæsar, er blevet et begreb.
Augustus genoplivede de traditionelle, romerske dyder og især dyrkelsen af guderne som led i en moralsk oprustning. Han byggede eller renoverede op mod 80 templer, som for eksempel Mars- og Jupitertemplet, men han renoverede og udvidede også Forum Romanum og byggede sit eget Augustus-Forum.
Som Suetonius skrev: ”Augustus overtog en by af mursten og efterlod en by af marmor.”
”Denne guldalder med fred og velstand skaber grundlaget for den kristne fortælling om Augustus som en fredsfyrste, der er en del af Guds plan,” påpeger Peter Fibiger Bang.
”Augustus skriver ikke bare verden i mandtal. Han skaber fred, så der bliver plads til det gode budskab om Kristi komme. Det er en fortælling, som især kommer i centrum 300 år senere, da kejser Konstatin lader sig omvende til kristendommen og dermed etablerer en alliance mellem kirken og kejsermagten, så kristendommen i løbet af et par generationer bliver statsreligion. Det kan synes paradoksalt. Pontius Pilatus korsfæstede trods alt Jesus som en gemen oprører. Men allerede Jesus, eller i hvertfald fortællingerne om ham, levnede jo en plads til den romerske øvrighed. Det er dette forhold mellem stat og religion, som vi finder i evangelierne med opfordringen til at 'give kejseren, hvad kejserens er',” siger Peter Fibiger Bang.
De kristne tænkere er imidlertid ikke helt enige om, hvad man skal lægge i det, blandt andet fordi Augustus også er den første kejser, der bliver genstand for kejserkult, efter at Cæsar ved sin død blev udråbt til gud.
”Sankt Augustin brød sig ikke om idéen om Imperiet som en del af Guds plan. Han mener, at gudsstaten og den verdslige stat har forskellige mål. Hans elev, Orosius, mener derimod, at kejseren bidrager til Guds plan. Han er teologisk blevet overskygget af Augustin, men i praksis har den religiøse og den politiske magt været tæt sammenvævet. Og vi ser netop, at de første kristne kejsere har Augustus som ideal. For romerne blev Augustus indbegrebet af den gode kejser, og da så kristendommen og kejsermagten kommer tæt på hinanden, bliver Augustus igen modellen. Det gælder Karl den Store og de senere tyskromerske kejsere, men det gælder også monarker som Ludvig den Fjortende, der ville være sin tids Augustus,” forklarer Fibiger Bang.
En af forklaringerne på den augustæiske models succes er, at Augustus også kommer til at repræsentere en grundsten i hele den europæiske civilisation.
”Digtere som Horats synger Augustus' pris. Og eftersom latin fortsætter med at være civilisationens sprog efter Romerrigets fald, fortsætter vi med at læse om Augustus, som bliver arketypen på den gode monark,” fastslår Peter Fibiger Bang.
Napoleon Bonaparte er måske den, som allermest ligner en reinkarnation af den første romerske kejser. Han kaldes til magten for at redde den franske republik, men ender med at lade sig kejserkåre, hvorefter han iværksætter en modernisering af Frankrig.
”Men Napoleon markerer også enden på Augustus-idealet, for han taber jo efter at have forsøgt at skabe et europæisk imperium,” påpeger Fibiger Bang.
Eftertiden har netop haft et kompliceret forhold til Roms første kejser. Vi vakler mellem den milde Augustus og den skrupelløse Octavian. Den første idealiseres af Dante, den anden opleves som forlægget for det 20. århundredes diktatorer, for eksempel af den britiske historiker Ronald Symes, som kom til at præge moderne historieskrivning med sin Augustus-biografi ”The Roman Revolution” fra 1930
Mussolini havde da forsøgt at tilegne sig Augustus' arv.
”Og der er også draget paralleller mellem Augustus og Hitler, der ville samle et nyt Imperium, et Tusindårsrige, med en hovedstad, Germania, Albert Speers projekt med nye, monumentale byggerier, præcis som i det augustæiske Rom. Men det er misbrug af Augustus-myten. Meget kan man sige om ham, men han byggede ikke koncentrationslejre. Han var en præindustriel autokrat. Augustus var konservativ som politiker, ikke revolutionært populistisk som de fascistiske ledere, der forsøgte at tage ham til indtægt for deres ambitioner. Han ville genrejse eliten, ikke mobilisere nationen eller folket,” påpeger historikeren, som ikke desto mindre mener, at Augustus stadig har moderne aflæggere.
”Putin for eksempel. Han er et godt eksempel på en statsleder, der officielt er demokratisk valgt som præsident i en republik, men som i virkeligheden har sat republikkens regler ud af kraft. Det så man i den periode, hvor han formelt trådte tilbage og lod en stråmand være præsident i hans sted, mens han selv besatte posten som premierminister,” siger Peter Fibiger Bang.
Af de monarker, som har draperet sig i Augustus' toga, er der kun få, om nogen, der kan bryste sig af at have efterladt en kulturarv som den, der blomstrede i Augustus' Rom. Og som stadig overrisler europæisk civilisation 2000 år efter deres død.
Augustus havde ret: han spillede sin rolle godt.
WWAugustus udryddede så mange for at komme til magten, og så brutalt, at han sidenhen fik meget lidt brug for at benytte den slags midler.