år er gået, siden skotske styrker besejrede den engelske hær. Det berømmede og glorificerede slag stod ved Bannockburn nær den gamle kongeby Stirling, og jubilæet er netop blevet markeret med en genopførelse, som af de skotske nationalister bliver brugt på en næsten svulstig måde.
De håber at give englænderne et nyt nederlag den 18. september. Denne gang, når skotterne skal stemme om, hvorvidt landet skal løsrive sig fra unionen med resten af Storbritannien, som de gik ind i i 1707.
Slaget i 1314 var seneste gang, skotterne vandt over England, da styrkerne under kong Robert the Bruce med sejren over engelske kong Edward II sikrede skotsk selvstændighed for en tid.
På det tidspunkt er tanken om Skotland stadig ung, som historieprofessor Davuit Broun fra Glasgow University forklarer:
”I 1270 begynder skotterne at se sig selv som værende et folk, hvilket er en udvikling, vi også ser andre steder i Europa på den tid. Men landet er samtidig under den engelske krone. Problemet var, at den skotske konge blev set som værende underordnet kongen af England. Og den tanke blev set som en trussel, da man ikke kan have gradueringer af konger,” forklarer professoren, der er forfatter til bogen ”Scottish Independence and the Idea of Britain” (på dansk: Skotsk uafhængighed og tanken om Storbritannien).
”Selvom der var underliggende spændinger, var realiteten, at det i tiden med Alexander III på tronen i Skotland og Edward I i England var en relativt fredelig periode og den skotske konge hjalp tilmed i 1260 den engelske konge i forbindelse med borgerkrige i England,” siger Davuit Broun.
Skiftet skete efter kong Alexander III's død i 1286. Fire år senere døde hans eneste slægtning, barnebarnet Margrethe af Norge og Skotland. Dermed uddøde den skotske kongeslægt.
Og det udløste i 1290 en hjemlig krise i Skotland, for hvem skulle være den næste konge? Skotske klanledere appellerede til den engelske kong Edward I om at mægle mellem de adelsfamilier, der gjorde krav på tronen.
”Katastrofen indtraf så i 1291, hvor Edward I kom til Skotland. Han kom ikke som mægler, men som en overherre for at diktere, hvem der skulle være ny konge. Og skiftet var totalt. Derfra var det en kamp for at fastholde så meget skotsk uafhængighed som muligt,” siger Davuit Broun.
Edward I udnævnte i 1292 John Balliol til konge. Men hans magt var indskrænket, og John Balliol nægtede at sende skotske tropper for at hjælpe England i kampen mod Frankrig. I stedet indgik skotterne en alliance med Frankrig. Den stærke forbindelse mellem Skotland og Frankrig holdt fra 1295 og frem til 1560.
Den vrede engelske konge svarede igen med at afsætte John Balliol og selv tage tronen i Skotland, hvilket var startskuddet til uafhængighedskrigene, som hærgede i over 30 år frem til 1328.
”Ganske vist blev et selvstændigt Skotland anerkendt i 1320, men der var fortsat konstante krigshandlinger mellem England og Skotland. Men der var også strid og til tider borgerkrig mellem skotske adelsfamilier, som gjorde krav på tronen,” fremhæver Davuit Broun.
Sidste gang, en engelsk konge erobrede Skotland, var i 1330, og sidste gang, en engelsk konge gik ind i Skotland med en hær, var i 1440.
En anden konsekvens efter slaget ved Bannockburn var, at adelsfamilier ikke kunne have landbesiddelser på begge sider af grænsen, fordi det ikke længere var muligt at være medlem af eliten i begge lande.
I 1371 kom Robert II på tronen, og han grundlagde huset Stuart, som regerede over Skotland frem til 1603, hvor det via ægteskaber forenede kongehusene i England og Skotland. James VI af Skotland blev således James I af England og regerede begge lande fra London, forklarer doktor Kirsteen MacKenzie, der forsker i unionen mellem Skotland og England ved universitetet i Aberdeen i Skotland.
”Kongen var meget opsat på at promovere denne britiske eller forenede stat, og kongens segl indeholdt både det engelske og skotske våbenskjold,” siger hun og peger på, at kongen forsøgte at introducere en tidlig udgave af et flag, som inkorporerede både det engelske flags Skt. George-kors og Skt. Andreas-korset fra det skotske flag The Saltire.
”Men de flag var upopulære i begge lande, og de blev ikke brugt efter kongens død i 1625,” påpeger hun.
I dag består Storbritanniens flag, Union Jack, af disse to kors foruden Skt. Patrick-korset fra det daværende irske flag.
For skotterne var det afgørende problem, at James I residerede i London og således regerede Skotland ”med pennen”, som han selv sagde.
”Det skotske parlament begyndte at frygte for yderligere integration, hvor Skotland ville blive en engelsk provins, som blev regeret af kongen gennem en vicekonge eller stedfortræder,” fremhæver Kirsteen MacKenzie om det første nye forsøg på at forene de to lande.
Det skete først i 1707, hvor en regulær union blev indgået.
”Skotlands vej til en parlamentarisk union med England i 1707 blev lagt gennem flere kriser i 1690'erne, som bragte Skotland på randen af et socialt og økonomisk kollaps,” forklarer Kirsteen MacKenzie. Hun tilføjer, at den engelske interesse i en union bundede i ønsket om at holde efterkommere af huset Stuart væk fra magten. I England havde dronning Anne ingen arving, og planen var at overlade tronen til Huset Hannover den tyske adelsfamilie, hvis efterkommere sidder på tronen i dag.
”I Skotland udløser forhandlingerne og behandlingen af forslaget om en union store optøjer, protester og underskriftindsamlinger mod traktaten fra alle dele af det skotske samfund. Alligevel blev unionstraktaten vedtaget i det skotske parlament, hvor den blev aktivt anbefalet af adelsmænd, som var drevet af deres personlige finansielle interesser uden at tage megen hensyn til den stærke modstand blandt det skotske folk,” siger Kirsteen MacKenzie.
Og modstanden var ikke nok til at forhindre unionen, som var en realitet i 1707.
Davuit Broun kalder det i den sammenhæng afgørende, at Skotland fik lov til at holde fast i egne universiteter, selvstændig lovgivning og ikke mindst den presbyterianske kirke, som skotterne fik med landets reformation.
”I samfundslivet var det med til at fastholde følelsen af at være et land og en nation. Og da kirken ikke længere er det kit, der holder samfundet sammen i dag, så skaber det et behov for selvstændighed. Det eneste andet kit er fodbold,” konstaterer Davuit Broun.
Selvstændighedstrangen forsvandt fra dagsordenen, indtil det nationale Scottish National Party bragte spørgsmålet tilbage.
”Der var mange nationer i det 18. og 19. århundrede, som var en del af et imperium, og det er en af grundene til, at der ikke historisk har været en nationalisme i Skotland. Og det er politik, der driver det nu,” lyder vurderingen fra Davuit Broun om det seneste kapitel i den skotske kamp for selvstændighed.
Alexander III forener Skotland efter at have besejret den norske kong Håkon.
Tidslinje over den skotske historie
1263: Alexander III forener Skotland efter at have besejret den norske kong Håkon
1286: Alexander III dør.
1290: Alexander III's eneste arving, Margrethe af Norge og Skotland, drukner, og slægten uddør.
1292: Edward I af England dikterer, at John Balliol skal være ny konge.
1296: Edward I erklærer Skotland for en engelsk provins og lægger grunden til over 30 års uafhængighedskrig.
1297: Folkehelten William Wallace (Braveheart) besejrer engelske tropper ved Stirling Bridge.
1314: Skotske tropper under kong Robert the Bruce vinder det historiske slag over Edward II's styrker ved Bannockburn.
1371: Robert II kommer til magten og grundlægger huset Stuart.
1603: James VI af Skotland bliver kong James I af England, og de to lande har igen fælles konge.
1707: Trods folkelig modstand stemmer det skotske parlament med stemmerne 110 mod 69 for unionen med England og grunden bliver lagt til det nuværende Storbritannien.
1997: 79 procent af skotterne siger ja til at få eget parlament.
2007: SNP Scottish National Party danner første gang regering.
2011: SNP får absolut flertal i det skotske parlament.
2014: Den 18. september er der folkeafstemning om et selvstændigt Skotland.
