Følelsen af at være skotsk er stærk hos nogle af de mest kendte skotske forfattere som Sir Walter Scott (1771-1832) og poeten Robert Burns (1759-1796).
Walter Scott er mest kendt for romanen ”Ivanhoe”, der udspiller sig i England, men en stor del af hans forfatterskab foregår i Skotland.
Og den skotske viceførsteminister Nicola Sturgeon talte netop med stolthed om Walter Scott, da hun i juni præsenterede de skotske nationalisters oplæg til en forfatning for et selvstændigt Skotland.
Men litteratureksperter mener ikke, at forfattere som Walter Scott kan spændes for den selvstændighedsvogn.
”Walter Scott var meget vigtig i skabelsen af den moderne følelse af, hvad det vil sige at være skotsk. Men politisk var han en unionist, der ikke så noget modsætningsforhold mellem at have en passion for Skotlands historie og særlige kendetegn og så samtidig være del af et større britisk rige,” forklarer Alex Thomson, der er seniorlektor i litteratur ved Edinburgh University.
Han peger endvidere på, at følelsen af at være skotsk varierer i tidens løb, og at der er forskellige opfattelser af, hvordan forfattere ser på forholdet til nationen og politik.
”Men der er altid en stærk følelse af, at der er noget særligt skotsk,” siger han.
Poeten Robert Burns er også for mange indbegrebet af skotsk kultur. Han er mest kendt for ”Auld Lang Syne”, som på dansk kendes i Jeppe Aakjærs oversættelse som ”Skuld gammel Venskab rejn forgo”.
Robert Burns skrev mange af sine digte på skotsk dialekt, ligesom Jeppe Aakjærs oversættelse er skrevet på dialekt.
”Han var folkets poet. Han var i kontakt med det sande folk, og hans poesi har overlevet i den populære kultur. På sin vis bliver han fejret som en del af dagliglivet,” forklarer Alex Thomson med den tilføjelse, at poetens forhold til unionen er uklar, fordi hans poesi kan læses på forskellige måder.
Litteraturprofessor Gerard Carruthers fra Glasgow University advarer mod at forsøge at læse de to store forfattere ind i en nationalistisk sammenhæng.
”Hverken Burns eller Scott havde adgang til den mere modne følelse af nationalisme fra det 19. århundrede. De var begge patrioter, men det er ikke det samme som at være nationalister,” fremhæver Gerard Carruthers. Han understreger, at Walter Scott med sikkerhed var unionist.
”Burns derimod skrev klagesange om foreningen af det skotske parlament med det engelske i 1707, men man kan argumentere for, at hans virkelige nationale bekymring eller kritik handlede om den britiske stat. Og mindst én gang beskriver han sig selv som 'en brite',” fremhæver litteraturprofessoren.
Walter Scott skrev om mytiske figurer som Rob Roy, det skotske svar på Robin Hood, som levede 1671-1734. Andre har beskrevet skotske helte som William Wallace, der også er kendt som Braveheart, samt kongen Robert the Bruce, der førte skotterne til sejren over englænderne ved slaget ved Bannockburn for i år 700 år siden.
”De historier er genfortalt gennem tiden, og vi kan fortsat se på dem i en moderne sammenhæng. De figurer fra fortiden appellerer både til nationalister og unionister, fordi de er heltefigurer, som kan tilpasses dine politiske holdninger,” forklarer Alex Thomson.
En tredje af de store skotske forfattere er Robert Luis Stevenson (1850-1894), som fik sit gennembrud med ”Skatteøen”.
”Takket være det britiske imperium eksporterede Skotland mange af sine intellektuelle, og Stevenson er et symbol på den udsøgende og mobile skotte,” fremhæver Alex Thomson.
Den decideret nationalt orienterede forfatter kommer først i sidste århundrede, hvor eksponenten for tendensen er den modernistiske poet Hugh MacDiarmid (1892-1978).
”Han var en ledende figur i den skotske renæssance i det 20. århundrede. Men han levede i skyggen af Burns og Scott, som havde defineret, hvad det ville sige at være skotsk,” forklarer Alex Thomson.
Gerard Carruthers er enig i vurderingen af de to forfatteres gennemslagskraft:
”Burns og Scott har gjort mere end nogle andre for at udbrede den moderne opfattelse af et romantisk Skotland til den vestlige verden, og de er i den forstand lige stærke som arkitekterne bag en særlig skotsk kultur,” fastslår Gerard Carruthers .