Prøv avisen

"Eurofile" og "slavofile" kæmper om Ruslands identitet

Zar Peter den Store (1672-1725) forsøgte - som en undtagelse blandt de russiske herskere - at åbne døren mod Vesten. Statuen står i Sankt Petersborg, som han lod bygge. - Foto: Colourbox

Historisk har Rusland haft et ambivalent og konfliktfyldt forhold til Europa, og "eurofile" og "slavofile" kæmper om landets nationale identitet

Ingen ved rigtigt, hvor Rorik kom fra. Men i 862 slog han sig ned i Novgorod, som i det 9. århundrede var en vigtig station på handelsvejen mellem Skandinavien og Byzans. Og her grundlagde han det dynasti, som i de næste rundt regnet 800 år regerede i ”Russernes land”, eller Kijevrusland, som det blev kaldt, inden det siden blev til Storhertugdømmet Moskva og derefter til Rusland.

Rorik kan meget vel være en af de Varangere, som grækerne kaldte de svenske vikinger, som via floderne borede sig ind i det kæmpemæssige kontinent øst for Østersøen. Men han kan også have været en af de lokale, slaviske indbyggere fra egnen omkring Novgorod.

Striden er mere end en akademisk disput for historikere og arkæologer. Af svaret på dette spørgsmål afhænger fortolkningen af grundfortællingen om russernes nationale identitet.

”Rusland har især efter det 19. århundredes nationalistiske bølge været præget af en splittelse mellem slavofile, der ser landet som et resultat af en rent slavisk kultur, og såkaldte zapadniki eller vestvendte, der mener, at Rusland ikke havde nogen selvstændig identitet uden rod i europæisk kultur. De første vil mene, at Rorik var af slavisk afstamning, mens de eurofile vil hælde til teorien om, at han var viking. I den forstand kan man sige, at Rusland har haft et ambivalent forhold til Europa og vaklet mellem Vesten og Østen,” siger Erik Kulavig, historiker med speciale i Ruslands historie og leder af Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.

Med konflikten omkring Ukraine har forholdet mellem Rusland og Vesten nået et lavpunkt, der ikke er set siden den kolde krig. I den russiske retorik genopstår et uovervindeligt svælg mellem et dekadent og ugudeligt Vesten på den ene side, og det ortodokse Rusland på den anden, alt imens Europa og USA frygter en autoritær og antidemokratisk udvikling i Rusland. Det er, som om et ideologisk jerntæppe igen er ved at sænke sig mellem Europa og Rusland som en bekræftelse af den britiske historiker John Illingworth Fennells berømte formulering om Ivan den Store, der i 1400-tallet konsoliderede den russiske statsmagt og udvidede det russiske territorium med militære sejre:

”Med sin snæversynede antikatolicisme trak Ivan gardinet ned mellem Rusland og Vesten og forhindrede sit land i at nyde godt af vestlig viden og civilisation.”

Selvom Rusland blev en del af den kristne verden, da Roriks efterkommer Vladimir, lod alle indbyggere i Kijev døbe i 988, var det Byzans og ikke Rom, der var det åndelige centrum. Og med de mongolske invasioner, der begyndte i 1223, kom rus-folkene under Djenghis Khan og Den Gyldne Hordes indflydelse i flere hundrede år.

Mongolerne raserede Kijev og banede vejen for et nyt magtcenter i Moskva. De afskaffede også Kijevrigets demokratiske ansatser med lokale ting, såkaldte veche'er, med deltagelse af alle voksne mænd, og indførte i stedet et effektivt centraliseret system med hyppige folketællinger til brug for skatteinddragelsen.

Men den kristne verden mod vest og ikke mindst Skandinavien, forekom ikke russerne stort mere venligsindet end mongolerne. Allerede i 1168 havde Valdemar den Store og biskop Absalon ført krig mod de hedenske vendere, erobret Arkona på Rügen og væltet Svantevits støtte. Og tyske og svenske korsriddere fortsatte med at trænge mod øst for at sikre sig kontrol over Østersøen og tvangsomvende de ortodokse folk til katolicismen efter ordre fra Rom.

I 1240 slog nationalhelten og den senere helgen Alexander Nevskij den svenske hær under slaget ved Neva, og to år senere bukkede den nordiske korsridderhær under for den unge russiske helt.

”Neva-slaget blev opfattet som den katolske kirkes forsøg på at ødelægge Rusland, og frygten for Vesten ligger dybt i Ruslands nationale identitet,” forklarer Karin Vibeke Hyldal Christensen fra Center for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet.

”Mongolerne derimod interesserede sig meget lidt for religion, så længe fyrsterne betalte deres skat. Men den ortodokse kirke blev betragtet som et ophøjet samlingspunkt i svære tider og en beskyttelse, også i direkte betydning, idet man søgte tilflugt i kirkerne i tilfælde af angreb, selv om det endnu er for tidligt at tale om en egentlig national identitet i moderne forstand baseret på den ortodokse tro,” siger Karin Vibeke Hyldal Christensen.

Med kirkemødet i Firenze fra 1439 lægges en vigtig sten til det murværk, som rejses mellem Rusland og resten af den kristne verden. Målet med mødet er at forene romerkirken og de ortodokse østkirker, som har brug for støtte for at holde stand mod osmannerne. Patriarkatet i Konstatinopel accepterer faktisk at anerkende paven som kirkens overhoved, men aftalen falder som bekendt til jorden, og det skyldes ikke mindst bastant modstand i den russiske kirke.

”I 1448 skilles den russisk-ortodokse kirke fra den græske. Og efter Konstantinopels fald 1453, bliver den russiske kirke i sin egen selvopfattelse til ”Det tredje Rom” efter Rom og Konstantinopel, som munken Filofej for eksempel beskriver det i et brev til Vassili den Tredje i 1520'erne,” siger Karin Vibeke Hyldal Christensen.

Det er denne religiøse arv og ortodokse identitet, som den russiske præsident, Vladimir Putin, nu forsøger at opflamme og spænde for den russiske nationalisme imod det sekulariserede Vesten.

”80 procent af den russiske befolkning betegner sig selv som ortodokse. Der er tale om en slags kulturortodoks kristendom. Folk fejrer helligdagene, men er ikke dybt troende,” mener Karin Vibeke Hyldal Christensen, der skriver ph.d.-afhandling om Ruslands nye helgener.

”Den ortodokse arv er især noget, som ideologer kan gribe fat i for at skabe forestillingen om Rusland som noget særegent. Allerede Boris Jeltsin forsøgte i sin præsidenttid i 1990'erne at finde en national idé, der kunne udfylde værditomrummet efter kommunismens sammenbrud. Men jeg har svært ved at se den ortodokse kristendom som noget, der kan samle russerne oven på kommunismens sekularisering,” siger Erik Kulavig

Den moderne russiske stat blev grundlagt af Ivan den Store, der befriede Hertug-dømmet Moskva fra mongolerne i Den Gyldne Horde i 1480 og udvidede det kommende Rusland mod øst.

Mod vest fortsatte konflikterne med Polen-Litauen og Sverige, som i 1600-tallet trængte et godt stykke ind i Rusland og forsøgte at sætte en svensk hertug af Vasa-slægten på den russiske trone.

Men så kom Peter den Store til magten. Han slog endegyldigt Sverige og Karl den Tolvte i Store Nordiske Krig, der varede i 21 år og blev afgjort ved Poltava i 1721.

”Karl den Tolvte var én i rækken af vestlige krigsherrer, der truede Rusland. Han blev efterfulgt af Napoleon, som blev efterfulgt af Hitler. Det spiller en afgørende rolle i Ruslands historie, hvor behovet for en stærk centralmagt opleves som nødvendig for at holde mongolerne, men også Vesten stangen,” siger Erik Kulavig.

Men Peter den Store vendte også det store russiske rige mod vest, åbnede landet for europæisk teknik og kultur og anlagde Sankt Petersborg ved Østersøen, blandt andet efter at have studeret Københavns arkitektur.

”1700-tallet var en periode, hvor det russiske aristokrati opfattede sig selv som europæisk. Det hørte med til dannelsen at kunne tale fransk og tysk, og aristokratiet opholdt sig en stor del af året i tyske kurbyer eller i Paris eller ved de franske kyster, som de russiske rigmænd også gør det i dag. Denne stærkt eurofile periode blev så afløst af den slaviske nationalromantik i 1800-tallet, hvor for eksempel forfatteren Fjodor Dostojevskij er med til at fremstille Rusland som et produkt af den ortodokse tro,” påpeger Erik Kulavig.

I 1800-tallet blev Rusland dybt involveret i det europæiske magtspil og var efter Napoleonskrigene med til at etablere den nye europæiske magtbalance ved Wienerkongressen i 1815. Den danske prinsesse Dagmar blev russisk zarina og mor til den kommende Nikolaj den Anden. Og inden da havde Katharina den Store korresponderet med Voltaire og været dybt optaget af Diderot, hvis bibliotek hun købte efter hans død.

”Men,” siger Erik Kulavig, ”selv når Rusland var fascineret af Europa, var det mindre af europæisk tænkning end af europæisk teknik. De europæiske tanker om demokrati slog aldrig rigtig igennem i Rusland, hvor en stærk statsmagt blev betragtet som en garanti for overlevelse, men også har været skyld i de værste massakrer, man kan forestille sig.”

Den kolde krig og jerntæppet, der efterfulgte Fennells ”gardin”, har bidraget til at gøre Sovjetunionen til et fremmedelement, også i vesteuropæernes bevidsthed. Og efter 1990'ernes eufori over Europas genforening er modsætningerne igen en realitet. Og også i Vesteuropa er man hurtig til at se Rusland som en fjende, der er væsensforskellig fra Europa.

”Rusland er i tidens løb blevet benyttet til at beskrive alt det, som Europa ikke bryder sig om selv at være. Rusland har været 'den anden', som antropologerne siger, og russerne selv er uendeligt trætte af den europæiske belærende skolemesterholdning. Men samtidig er den russiske kultur også en del af Europas kulturarv. Vi læser de russiske forfattere, og vi forstår de russiske komponister, hvis musik går lige til hjertet af os,” siger Erik Kulavig.

”Rusland hører med til den europæiske kulturkreds. Også selvom alarmklokkerne nu ringer over et Rusland, der endnu en gang ser ud til at ryge tilbage til den autoritære statsmagt, som gennem historien har efterfulgt forsøgene på fornyelse. Og Asien er ikke et alternativ til Europa. Det store flertal af russerne bor på det europæiske kontinent,” konkluderer Erik Kulavig.

En romantisk fremstilling af kong Rorik udført af den hollandske kunstner Hermanus Willem Koekkoek (1867-1929). - Foto: Scanpix
Den russiske nationalhelt og helgen Alexander Nevskij (1220-1263) spiller ikke bare en rolle for russiske nationalister - også kommunisterne kunne bruge manden, der besejrede de fremmede, blandt andet den nordiske korsridderhær. Den russiske mesterinstruktør Sergej Eisenstein (1898-1948) brugte temaet i sin film fra 1938 ”Alexander Nevskij”, der fik Stalinprisen. Billedet viser hovedrolleindehaveren Nikolai Cherkasov (1903-1966). - Foto: Fra filmen ”Alexander Nevskij”