Prøv avisen

Da den jødiske indvandring tog fart

Den jødiske indvandring i Palæstina tog fart i 1920'erne og 1930'erne. På billedet ses jøder, der beder i en synagoge i Teheran i begyndelsen af 1900-tallet.

I 1920'erne og 1930'erne migrerede hundredtusindvis af jøder til det britiske mandatområde Palæstina. Jøderne mente, de vendte hjem, og briterne banede vejen for dem, men palæstinenserne så det som en invasion

Jøderne var på flugt. Antisemitismen bredte sig i Europa, og særligt i Østeuropa var jøderne forfulgt. De flygtede blandt andet til et kystområde mellem Jordan og Middelhavet beboet af primært arabere, men hvor også jøder havde levet gennem flere tusinde år. Det er det område, hvor Israel og de palæstinensiske områder i dag ligger.

I løbet af 1920'erne og 1930'erne menes flere end 100.000 jøder at være indvandret i områderne, som Storbritannien havde indtaget i 1917. Briterne lovede land til både araberne og jøderne.

De palæstinensiske områder havde indtil da i århundreder været en del af det mægtige Osmanniske Rige, som i sin storhedstid strakte sig over Balkan, Tyrkiet, dele af Nordafrika og hvad der i dag kendes som Syrien, Israel og Irak. Da Første Verdenskrig brød ud, sluttede osmannerne sig til tyskerne, mens de palæstinensiske arabere kæmpede side om side med de allierede styrker, herunder briterne. Den 9. december 1917 indtog britiske styrker Jerusalem, og da briterne i 1922 formelt fik internationalt mandat over Palæstina, begyndte 25 års kolonistyre.

Allerede kort efter indtoget i Jerusalem fremsatte den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour den såkaldte Balfour-deklaration, der lovede at ”favorisere etableringen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina”. Samtidig lød det i deklarationen, at intet måtte gøres, ”som risikerer at skade de civile og religiøse rettigheder for de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina”. Det skulle vise sig at være to løfter, som var umulige at forene.

I det omfattende historiske essay ”Mandatårene: Kolonialisme og oprettelsen af Israel”, som bygger på flere bøger, skriver Charles Glass, amerikansk forfatter og journalist med speciale i Mellemøsten:

”Hans majestæts regering beskyttede jødisk immigration, opfordrede til jødiske bosættelser, støttede det jødiske forsvar og beskyttede Yishuv, som Palæstinas jødiske minoritetssamfund kaldte sig. Uden Storbritannien ville der ikke have været et Israel for Yishuv eller en katastrofe - nakba på arabisk - for Palæstinas arabiske flertal.”

Storbritannien forsøgte at blæse med mel i munden. Der blev givet løfter til både araberne og jøderne - i hvert fald ifølge de to befolkningsgrupper selv. Araberne mente, at briterne havde lovet området til dem efter deres fælles kamp mod den osmanniske hær. Jødiske zionister mente, at briterne havde lovet området til dem gennem Balfour-deklarationen. Begge befolkningsgrupper stod hårdt på deres ret.

I 1896 havde den jødiske forfatter Theodor Herzl i sin bog ”Der Judenstaat” (Jødestaten, red.) argumenteret for en jødisk stat som modsvar til den europæiske antisemitisme. Året efter blev den første zionistiske kongres afviklet i den schweiziske by Basel under ledelse af Herzl, og her formulerede deltagerne Basel-programmet med det formål at etablere ”et hjem for det jødiske folk i Palæstina sikret ved lov”.

Det formål var briterne særdeles interesseret i at fremme, skriver Charles Glass.

”I 1902 introducerede Arthur James Balfour en udlændingeplan for at forhindre de østeuropæiske jøder i at slå sig ned i Storbritannien. Balfour advarede parlamentet om, at 'jøderne forblev et fremmed folk og ikke blot havde en anden religion, men også kun giftede sig med hinanden'.”

Så da briterne fik grebet om det palæstinensiske område, skulle jøderne have deres land, skriver Charles Glass videre:

”I juli 1920, hvor de allierede fortsat debatterede Palæstinas fremtid og forsøgte at fastholde deres landvindinger i Tyrkiet, talte Balfour til en overvejende jødisk forsamling i Albert Hall i London. Han mindede dem om, at Storbritannien havde befriet araberne 'fra tyranniet under deres brutale besættere (osmannerne, red.)', og, sagde han, 'jeg håber, at når de husker det, vil de ikke modsætte sig, at det lille stykke land, som i øjeblikket er arabisk, bliver givet til det folk, som i så mange hundrede år har været adskilt fra det'.”

Men de palæstinensiske arabere modsatte sig. Samtidig migrerede omkring 300.000 jøder til det palæstinensiske område frem mod 1940. Briterne forsøgte at bremse antallet af tilrejsende jøder for at afbøde arabernes vrede, og de forsøgte at overbevise araberne om jødernes ret til en del af området. Begge dele mislykkedes, og både arabere og jøder så briterne som deres fjende. Og de så hinanden som fjender og bekrigede hinanden.

Eksempelvis dræbte palæstinensere 133 jøder under voldsomme sammenstød i 1929, hvor britisk politi på samme tid dræbte 110 palæstinensere. Og i 1936 indledte palæstinenserne et regulært oprør mod det britiske styre. Det tog briterne tre år at slå oprøret ned, og undervejs mistede flere end 3000 palæstinensere livet - heraf 112 ved henrettelse.

I 1947 overdrog Storbritannien spørgsmålet om det palæstinensiske områdes fremtid til det nyetablerede FN, og samme år stemte et flertal i FN for en deling af Palæstina. Den 14. maj 1948 udråbte den senere ministerpræsident David Ben-Gurion staten Israel.