Prøv avisen
Israel/palæstina

Jøder har kæmpet for land i 3000 år

Romersk destruktion af templet i Jerusalem den 30. august i år 70 f.kr. Oliemaleriet er fra 1867 af Francesco Hayez.

Krig på krig har siden kong Salomon præget det stykke land, som i dag er skueplads for kampe mellem palæstinensere og israelere. Oldgamle jødiske oprør står centralt i områdets historie

3000 år. Omtrent så længe har der været krige, magtomvæltninger og skiftende herskere i det nuværende Israel og de palæstinensiske områder. Et gennemløb af de største ændringer giver et hurtigt overblik.

Knap 1000 år før Kristus regerede kong Salomon på stedet og var jødernes konge. I 586 før Kristus erobrede babylonierne området og fordrev en stor del af jøderne, som dog 70 år senere begyndte at vende tilbage. Men omkring 333 før Kristus overtog Alexander den Store landet under græsk styre - indtil indbyggerne i Judæa gjorde oprør og etablerede en art jødisk stat. Omkring 63 før Kristus havde romerne erobret magten og indlemmede det daværende Judæa i riget som en administrationsenhed, der både gik under navnet Palæstina og Syrien-Palæstina.

I år 70 slog den romerske kejser Titus et jødisk oprør ned, hvilket blev begyndelsen på fordrivelsen af områdets jøder. Efter endnu et mislykket jødisk oprør fra cirka 132-136 blev endnu flere jøder fordrevet, mens Jerusalem blev jævnet med jorden.

I 638 erobrede arabiske muslimer området fra romerne og beholdt med få afbrydelser magten frem til Osmannerrigets fald i 1917, hvorefter Storbritannien kontrollerede området indtil staten Israels grundlæggelse i 1948.

En afgørende periode i den tumultariske historie er årene fra omkring 66-136. Her gjorde områdets jøder flere gange oprør mod de romerske magthavere. I grove træk kom det til tre krige mellem romerne og jøderne, hvoraf den sidste, Bar Kochba-oprøret i cirka 132-136, har haft en definerende betydning for den videre historie.

Jødernes hovedformål med oprørene var at etablere en uafhængig jødisk stat, og i 132 stod Simon Bar Kosiba i spidsen for det jødiske oprør. I jødiske kredse var der en tro på, at Simon Kosiba var den jødiske messias, hvorfor han fik tilnavnet Bar Kochba, ”stjernesønnen”.

Men efter tre-fire års drabelige kampe mistede Simon Bar Kochba livet, og romerne havde slået den jødiske opstand ned, fortæller Werner Eck, historieprofessor ved Kölns Universitet i Tyskland og forfatter til blandt andet den videnskabelige artikel ”Bar Kochba-oprøret: Det romerske udgangspunkt”.

”Den romerske militærmaskine var enorm, og til slut måtte alle bøje sig for den, i hvert fald på det tidspunkt i historien. At oprøret stod på så længe, skyldes, at romerne rent faktisk ikke havde bemærket oprøret, og at det var en guerillakrig, hvor jøderne skjulte sig. Romerne havde i begyndelsen store tab, som de på ingen måde ville lade gentage sig, så langsomt begyndte de at nedkæmpe eller erobre alle modstandslommer.”

Jødernes nederlag betød et indhug i den jødiske tilstedeværelse i området, men hvor omfattende jødeforfølgelsen var efter oprøret, er historikere uenige om.

”Omskæring blev uden tvivl forbudt, men om praksissen har medført retsforfølgelse, ved vi ikke. Det er til gengæld helt klart, at den romerske kejser Hadrian henrettede de folk, som havde kæmpet mod romerne. At han decideret skulle have fordrevet jøderne fra området, er tvivlsomt, men i løbet af krigen var området blevet affolket, fordi en stor del af jøderne var omkommet eller flygtet,” siger Werner Eck.

Anderledes kontant formuleret lyder det fra Neil Faulkner, britisk historiker og arkæolog ved universitetet i Bristol og forfatter til flere bøger om de tidlige jødiske oprør.

”Bar Kochba-oprøret blev efterfulgt af systematiske folkedrab og etniske udrensninger. Den jødiske befolkning blev massivt reduceret. Det er derfor, den jødiske befolkning i Palæstina i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede kun udgjorde titusinder af indbyggere, mens der var flere hundredtusinde arabiske indbyggere,” mener han.

I dag har staten Israel knap 8,2 millioner indbyggere, mens palæstinenserne udgør omkring 4,5 millioner i Gaza-striben og på Vestbredden. Herudover lever mindst fem millioner palæstinensiske flygtninge i Libanon, Jordan og Syrien.

”De jødiske rebeller (omkring 66-136, red.) havde uden tvivl som mål at etablere en uafhængig jødisk stat. En sådan havde tidligere eksisteret, og rebellerne forestillede sig, at en stat ville være den bedste metode til at sikre jødernes frihed. Romere og grækere blev set som fremmede hedninge, der udnyttede og undertrykte det jødiske folk, men datidens jøder var ikke nationalister i ordets egentlige forstand. Den nationale stat er en moderne konstruktion, og nationalisme er en moderne ideologi - disse størrelser eksisterede ikke i den antikke verden,” mener Neil Faulkner.