Ingen troede på bakterierne, da de kom frem

1800-tallet var århundredet, hvor lægekunst blev anerkendt videnskab. Opdagelsen af det usynlige smittestof, vi i dag kalder bakterier, blev skelsættende, men opfinderen mødte skeptisk modtagelse

Den skotske kirurg Joseph Lister have i 1800-tallet en teori om usynlige bakterier, og måtte kæmpe for at forsvare den. Her ses læger (1883) operere efter hans metode med bakteriedræbende spray. Foto: Scanpix
Den skotske kirurg Joseph Lister have i 1800-tallet en teori om usynlige bakterier, og måtte kæmpe for at forsvare den. Her ses læger (1883) operere efter hans metode med bakteriedræbende spray. Foto: Scanpix.

Fødselsstiftelsen i København var i 1848 igen lukket. Årsagen var en af de barsels-epidemier, der jævnligt dukkede op i 1800-tallet over hele verden. Når epidemierne var værst, tog de livet af hver anden fødende kvinde.

En dag under lukningen modtog stiftelsens leder, professor Carl Edvard Marius Levy, et brev fra en kollega. Denne ville fortælle ham om en interessant opdagelse på et hospital i Wien gjort af den østrig-ungarske læge Ignaz Semmelweis, som havde observeret en bemærkelsesværdig forskel i dødeligheden på hospitalets to fødselsafdelinger.

På den ene blev medicinstuderende undervist, og tre til fire gange så mange kvinder på denne afdeling omkom efter barselsfeber som på den anden, hvor jordemødre blev uddannet.

Semmelweis spekulerede i, om dette kunne skyldes dårlig hygiejne. Det var endnu før opdagelsen af bakterier, men fødselslægen mistænkte lægerne og de studerende fra den ene afdeling for at overføre “forrådnelsespartikler”, når de gik direkte fra at obducere lig i kælderen til at hjælpe børn til verden på fødselsstuen.

Hans mistanke blev bekræftet, da en af hans kolleger under en obduktion kom til at skære sig på en skalpel. Kollegaen fik samme symptomer som kvinder ramt af barselsfeber, og han døde.

Fra da af blev de studerende på hospitalet i Wien opfordret til at vaske hænder i klorkalkvand, inden de gik ind til de fødende. Dødeligheden faldt med det samme. Efter et år var den på under én procent.

Ignaz Semmelweis' teori lyder fornuftig i dag, men det gjorde den bestemt ikke i 1848. Dengang kendte verden ikke til bakterier, og lægernes muligheder for at behandle var ikke meget bedre end kvaksalveres.

Det kan man blandt andet læse om i den nyudkommne bog “Smitstof - Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark”.

Journalist Klaus Larsen, som har skrevet bogen, fortæller i den om det begivenhedsrige århundrede, der revolutionerede lægekunsten.

“På tidspunktet for Semmelweis' opdagelse er lægekunsten markant bagud i forhold til de fleste andre videnskaber. Naturvidenskaberne galoperede frem, mens lægevidenskaben ikke havde haft nogen markante skikkelser. Folk døde i hobetal af infektioner og andre sygdomme, som lægerne ikke kunne behandle,” siger forfatteren, som til daglig er journalist på Ugeskrift for Læger.

Lægerne var klar over, at det var et såkaldt smitstof, der forårsagede de mange epidemier. Men de anede ikke, hvad det var, eller hvordan man kunne sætte en stopper for det.

Der var dog teorier. En af dem gik på, at sygdomme blev overført ved berøring, og at smittede mennesker derfor skulle isoleres i karantæne. Gruppen af læger, der holdt på denne teori, blev kaldt contagionister.

Den anden dominerende teori var, at sygdomme var et resultat af giftige miasmer i luften. At smitstoffet på en måde var at finde i forurenet luft, hvor der for eksempel var fugt eller råddenskab i nærheden.

Tilhørende denne gruppe af miasmatikere var professor Levy fra Fødselsstiftelsen i København, som nu sad på en lukket fødselsanstalt med brevet om Ignaz Semmelweis' opdagelse. Det forlyder, at den østrig-ungarske læge ikke var nogen dreven forsker, og at han havde svært ved at forklare sin teori.

Professor Levy var da heller ikke overbevist, og i stedet for at afprøve metoden med at vaske hænder inden behandling gik han straks i gang med at skrive en udførlig artikel, hvor han afviste Semmelweis' teori som underlødig forskning.

Mange andre fulgte trop, og opdagelsen fra Wien blev modtaget med hån og latter. Det tog hårdt på Ignaz Semmelweis, som blev indlagt med en depression og døde på et psykiatrisk hospital i Wien, før hans resultater blev anerkendt

Den stakkels Semmelweis var nogle år før sin tid. For det, Klaus Larsen i sin bog kalder lægevidenskabens moderne gennembrud, begynder for alvor at indtræde kort efter hans død. Faktisk begynder det, allerede få år efter han gør sin opdagelse. Med en krig:

“Treårskrigen (1848-50, red) var en vigtig faktor i medicinens revolution. Unge, danske læger deltog og fik øjnene op for mange ting, som ikke ville være åbenbaret for dem i det civile liv. For det første de dødelige infektionssygdomme. I krigen døde flere af tyfus end af skud. Soldaterne døde oftere af infektion i deres sår end på grund af selve såret. Og så lærte lægerne at organisere sig,” siger Klaus Larsen.

Det sidste skulle vise sig at blive vigtigt for indførelsen af den moderne lægevidenskab. Krigen sluttede, og i 1853 brød en koleraepidemi ud i København. På det tidspunkt var der ingen behandling for sygdommen. Antallet af smittede steg dag for dag, og de københavnske hospitaler og nødlazaretter blev hurtigt fyldt.

Den 6. juli - under en måned efter epidemiens udbrud - blev en annonce sat i Berlingske Tidende. Den kom fra seks læger og var en “Indbydelse til Forening Mod Cholerasygdommens Udbredelse”.

Den frivillige forening af flere end 100 læger og læge-studerende gik på husvisitation i byen, hvor de kontrollerede de sanitære forhold. Man rapporterede om forholdene, og hvis det var nødvendigt, forsøgte man at hjælpe med genhusning og bespisning.

De frivillige lægers indsats blev i høj grad påskønnet af befolkningen. Lægerne nød nu større sympati end nogensinde, hvilket skulle vise sig at hjælpe dem i de kommende års sundhedsdebatter, der blev vigtige skridt i lægevidenskabens revolution.

Men på trods af deres popularitet var der ikke meget, lægerne kunne udrette under koleraepidemien. Det store videnskabelige gennembrud manglede stadig, og de kunne ikke behandle sygdommen.

Og lægerne vidste selv, at medicinen var sakket langt bagud i forhold til de andre videnskaber. Som den dengang unge læge Carl Emil Fenger skrev i Ugeskrift for Læger efter at være vendt hjem fra studier i udlandet i 1839:

“Medicinens Newton er endnu ikke optrådt.”

Og videre:

“Medicinen er nu det, som hine Videnskaber var for 100 Aar siden, en samling af usammenhængende Sætninger, hvoraf den største Deel i dag Staar og i morgen kastes i Ovnen.”

Lægernes behandling af sygdom var ofte en såkaldt udtømmende behandling. De tappede patienterne for blod, gav dem noget vanddrivende eller bræk- og afføringsmiddel. Det onde skulle ud.

Nogle år efter koleraepidemien kom så den lægevidenskabens Newton, som Carl Emil Fenger mange år tidligere havde efterlyst. En fransk kemiker ved navn Louis Pasteur havde skrevet en bog om gærceller. Denne havde inspireret den skotske kirurg Joseph Lister til at prioritere hygiejne i forbindelse med operationer.

En oversat artikel af Lister i Ugeskrift for Læger i 1867 gjorde indtryk på Asger Stadfeldt. Han var professor Levys efterfølger som leder af Fødselsstiftelsen, og fra da af blev håndvask obligatorisk på stedet.

De efterfølgende år gik det hurtigt. Lægerne, som siden koleraepidemien havde vundet befolkningens velvilje, intensiverede kampen for at få gjort København renere. Gaderne flød af affald, urin og afføring, og nu lykkedes det endelig at få overbevist de ansvarlige om de sundhedsmæssige fordele ved en ren by.

Samtidig var bakterierne opdaget, og i løbet af 1880'erne kæmpede Louis Pasteur og den tyske bakteriolog Robert Koch om at opdage forskellige bakterier først. Bakterierne, der var årsag til barselsfeber, miltbrand, tyfus og gonorré blev hurtigt udpeget. Senere fulgte blandt andre meningitis-, koldbrand- og dysenteribakterierne.

“Her er det! O, I lidet troende,” skulle det efter sigende have lydt fra Louis Pasteur, da hans forsøg med at vaccinere syge får imod miltbrand var lykkedes.

Tre år senere tog lægevidenskabens moderne gennembrug også fart i Danmark, da 2000 gæster - deriblandt Louis Pasteur - deltog i Den 8. Internationale Lægekongres i København.