Der har ofte været fokus på mænd i forbindelse med holocaust, nazisternes forsøg på at udslette alle jøder verden over.
Men i en ny bog fra den 64-årige professor på Oslo og Bergens universiteter Jakob Lothe - ”Kvinnelige Tidsvittner” - har han sat spot på de kvinder - og børn - der endte i kz-lejre og overlevede dem.
Egentlig var tanken, at han ville opsøge 10 norske kvindelige overlevere fra lejrene. Men her endte han i en blindgyde: Ingen af de norske jødiske kvinder overlevede holocaust. Af 772 deporterede nordmænd og -kvinder kom 34 mænd tilbage.
Jakob Lothe fandt sine 10 jødiske kvindelige vidner. Fire af bogens øjenvidner til holocaust har efter Anden Verdenskrig bosat sig i Norge, mens han har fundet resten på andre kontinenter.
Beretningerne i artiklen her er uddrag af de 10 kvindelige overleveres beretninger fra opvækst til kz-lejrene. Ordene er kvindernes egne. Det er ikke behagelig læsning. 1.1 millioner mennesker døde i Auschwitz-lejren i det nuværende Polen, og i alt seks millioner skønnes at være døde i kz-lejrene. Ikke kun jøder, men også romaer, politiske dissidenter, handicappede og andre minoritetsgrupper.
Der var togskinner helt hen til gaskammeret i udryddelseslejren Birkenau, som var en del af Auschwitz-komplekset i Polen, hvor hovedparten af kvinderne blev sendt hen. Når togene kørte ind, blev de udmattede fanger stillet op i en kø. Her var højre eller venstre afgørende. Alle kvinderne i bogen taler om, at gaskamrene var til venstre og livet til højre.
Ni-årige Maria Gabrielsen, der boede i den østrigske hovedstad, Wien, anede ikke, hvad ordet ”krig” betød. Hendes mor var af tysk afstamning, men konverterede til jødedommen for at blive gift med sin jødiske skrædder. Børneflokken voksede efterhånden til syv.
”Men så forelskede mor sig i en SS-mand. Og meldte min far til Gestapo. Far var jo jøde, så de var allerede på jagt efter ham og blev naturligvis glade for hjælpen fra min mor. Så han blev taget og sendt i arbejdslejr et andet sted i Wien. Dernæst anmeldte mor mine tre ældste søskende - Erwin, Hilda og Berta. De blev taget med på én gang og kom også i arbejdslejr. Nu var hun travlt optaget af at blive skilt fra min far, og snart ville hun heller ikke have noget at gøre med os de fire yngste børn. Og fordi hun var af tysk afstamning, så fik hun god hjælp til at få 'jødeungerne' ud af lejligheden. Der kom to damer og hentede os til et børnehjem.”
Beretningerne fra de 10 kvinder burde muligvis være forsynet med en advarselstrekant, for de er rystende.
Maria Gabrielsen var ni år, da hun kom til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Det var også her, de fleste danske kz-fanger sad. Maria fortæller:
”I foråret 1945 kunne vi mærke, at tyskerne var under pres. Soldaterne og officererne var usikre, og rygterne florerede i lejren. Et af rygterne var, at danskerne skulle sendes tilbage til Danmark. Hvad ville tyskerne så gøre ved os? Ville de dræbe os, før de flygtede? Togene, som kørte ud af lejren, var proppet med tyske soldater, som forlod Theresienstadt. Senere fik vi at vide, at den 8. og 9. maj skulle vi alle i gaskamrene. Det var jøder, der blev tvunget til at bygge dem. Gaskammeret var næsten færdigt, men tyskerne havde ikke fået noget Zyklon B. Så vi var så heldige, at vi blev befriet.”
”Kort tid efter kom de første hvide busser ind i lejren. To dage senere kørte busserne ud af lejren med kurs mod Danmark med jublende jøder om bord (...) Det var svært at blive ladt tilbage inden for pigtrådshegnet.”
På mirakuløs vis overlevede både Maria og hendes seks søskende. Men langt de fleste af de øvrige kvinder i bogen måtte efter Anden Verdenskrigs udryddelser leve videre uden nogen familie.
Ella Bluhmenthal var 19 år, da hun blev deporteret til Warszawa-ghettoen i 1940. Derefter blev hun fragtet videre til koncentrationslejren Majdanek i det nuværende Polen, og dernæst Auschwitz og Bergen-Belsen. Kun hendes far, en niece og Ella selv var tilbage efter krigen. Resten af familien, 22 mennesker, blev alle gasset.
”Jeg var ikke i stand til at fortælle mine fire børn om lidelserne og kampen for at overleve, for sårene blødte stadig.”
”I november 1944 blev jeg sat på en transport: Vi rejste i kvægvogne i to dage og tre nætter til Bergen-Belsen. I Bergen-Belsen var der ikke behov for gaskamre eller krematorier, for der faldt folk som fluer. De døde af sult og sygdomme som tyfus, tuberkulose og skab. Ligene var stablet op uden for barakkerne, og også på indersiden. Efter at have overlevet oprøret i Warszawa-ghettoen, Majdanek og Auschwitz måtte jeg nu mobilisere al min styrke for ikke at ende på toppen af et ligbål i Bergen-Belsen. Igen vågnede overlevelsestrangen i mig. Jeg vidste, at jeg skulle overleve. Og sådan gik det. Jeg overlevede, og den 15. april 1945 blev vi befriet af den britiske hær.”
”Der er den vigtige forskel, at de norske jøder blev deporteret allerede i 1942, mens det i Danmark var to år senere. To år kan betyde forskellen på liv eller død i en kz-lejr. Der var 2100 jøder i Norge, hvoraf mellem 700-800 blev deporteret og myrdet. Det er cirka 30 procent af de norske jøder, og det er vældig mange,” siger Jakob Lothe.
Maria Segal blev deporteret til Warszawa-ghettoen i Polen. Her hentede hun mad og andre varer uden for ghettoen, langt ude på landet sammen med en anden pige. Men på et tidspunkt kunne de ikke længere finde vej tilbage. Det reddede hendes liv. Men ikke familiens.
”Jeg så aldrig min familie igen. Jeg var meget ked af, at ingen af min familie havde klaret at forlade ghettoen - der var kun mig. Jeg var syv år.”
”Jeg har været plaget af skyldfølelse, fordi jeg overlevede. Jeg savner min familie forfærdeligt, selvom de har været døde i næsten 70 år. Jeg kan ikke glemme dem - jeg bliver altid mindet om dem.”
Maria gemte sig hos flere forskellige familier i Polen, indtil krigen sluttede i 1945, og nu bor hun i Canada.
I Norge var der ifølge Jakob Lothe ingen sentimentalitet i forhold til jøder.
”Der var en del nordmænd, der gjorde en stor indsats for at hjælpe tyskerne. Det norske statspoliti var både aktive og energiske med deportationerne, så jøderne var ikke trygge i Norge, selvom nogle nordmænd hjalp dem. Men Danmark gjorde en fantastisk indsats.”
En aktiv jødehader ved navn Vidkun Quisling blev med tysk godkendelse ministerpræsident i Norge i februar 1942. Han blev ministerpræsident for en regering af nationalsocialistiske medlemmer. Han fik også sin personlige livgarde: Førergarden. Quislings og partiets forsøg på at nazificere Norge led totalt skibbrud på grund af folkelig modstand. Han blev efter krigen dømt for landsforræderi og henrettet ved skydning i oktober 1945. Men forinden sikrede den tyske besættelsesmagt sig guld, sølv og smykker, der havde tilhørt norske jøder. Der blev også vedtaget en lov, hvor heljøder, halv- og kvartjøder skulle registreres af de norske myndigheder.
”Jøden er ikke nordmand, han er orientaler og hører ikke hjemme i Europa,” var blot en af Quislings antisemitiske bemærkninger.
Judith Weisel var 12 år, da hun blev deporteret til Kovno-ghettoen i det nuværende Litauen. Senere kom hun til Stutthoff. Og det var bare held, at hun overlevede gaskammeret.
”Da vi gik ind i Stutthof, var alt, hvad jeg lagde mærke til, et bjerg af sko. Jeg spurgte mor, 'hvorfor er der så mange sko her?' (“) Vi stod i en kø, hvor vi fik tildelt en stribet kjole og træsko. Mor havde guldtænder. De blev trukket ud. Jeg havde langt lyst hår. Jeg havde Gestapo-kvinden på den ene side og Gestapo-manden på den anden. De morede sig med mit hår. Gestapo-manden sagde til kvinden: 'Jeg tager håret med hjem til min datter. Hun vil elske at få det til sin dukke.' Da jeg kom tilbage til mor, havde jeg blod i hovedbunden (efter barberingen, red.) (“) De kom for at hente mor, ikke mig. Vi vidste ikke, hvor de ville føre os hen, og jeg sagde 'jeg går med dig'. Så tog hun mig i hånden, og sammen gik vi til gaskammeret. Vi klædte os af, og så blev vi ført ind i et rum. Der var et lille trin i døråbningen, og mor var allerede indenfor. Der var en vagt, som drak øl, og han råbte 'Svinehund. Ud med dig.' Jeg holdt mor i hånden, da han smed mig ud, og mor sagde: 'Løb, Judy, løb'. Det var sidste gang, jeg så min mor.”
Judith og søsteren kom ad mange veje til Danmark. Som 16-årig vejede hun 25 kilo. Senere rejste hun til Californien, mens søsteren blev i Danmark. Inden afrejsen var hun med til at sige velkommen til jøderne, der kom hjem fra Sverige.
Nazisternes idéer greb om sig også i Ungarn, hvor familien Notowicz boede. Der var en voksende antisemitisme i landet. Dertil var der stadigt flere, der troede, at Hitler var uovervindelig, og at Ungarns eneste redning derfor bestod i at knytte nærmere forbindelser til Tyskland.
16-årige Edith Notowicz var en af de mange jøder, der kom til Auschwitz, hvor hun blev væk fra familien. Alle hendes pårørende blev gasset.
”I Auschwitz opererede den berygtede læge Josef Mengele, også kaldet 'dødsenglen'. Ham stiftede jeg snart bekendtskab med. Mengele brugte børn i sine medicinske forsøg. Han havde en speciel forkærlighed for tvillinger, men jeg kan ikke gå i detaljer her. Det er for grusomt for mig. Han var også optaget af at finde nye metoder til sterilisering og dermed hindre den jødiske race i at formere sig. I lejren havde han mange forsøgspersoner at tage af, og jeg var en af dem, der blev brugt i Mengeles steriliseringsforsøg på jødepiger. Der var ingen bedøvelse. Smerterne sidder i mig endnu, og i de mørke nattetimer er det, som om at jeg er tilbage i forsøgsrummet igen.”
Yvonne Engelman var 12 år, da hun først blev deporteret til ghettoen Berehovo i det nuværende Ukraine, og i samme år - 1943 - blev familien deporteret til Auschwitz. Men inden havde hendes far sagt til hende på kvægtransporten til Auschwitz: ”Jeg er ikke sikker på, hvor vi skal hen. Men jeg er sikker på, at vi ikke skal på ferie. Jeg vil have, at du lover mig, at du overlever. Jeg sagde, 'selvfølgelig vil jeg overleve'. Jeg anede ikke, hvad han mente. For du ved, når man er 12 år... og vi var ikke så modne. Vi var virkelig børn; barndommen var anderledes, end den er nu.”
Familien kom til Auschwitz, og en af pigerne fra deres gamle nabolag sagde: ”Hvorfor tog du ikke livet af dig, inden du kom hertil?”. Hun hævede hånden og sagde: ”Kan du se røgen, som kommer op af skorstenen der? Det er dine forældre, der brænder.”
”Vi troede, at hun var blevet gal.”
”Jeg ved ikke, hvordan jeg overlevede holocaust. Men jeg er en stædig person, og måske fandt jeg styrken til at overleve, fordi jeg havde lovet far det. Desuden havde jeg min tro, og troen hjælper i vanskelige tider. Mister du troen, har du intet at holde dig til. Men mange mistede troen. Det gjorde jeg aldrig, ikke engang i Auschwitz.”
”Jeg blev faktisk sendt ind i et gaskammer. Gaskamrene havde brusehoveder, men der kom ikke vand ud, men gas. De låste døren, og vi tilbragte hele natten i gaskammeret. Om morgenen blev vi sendt ud igen. De kunne ikke få gassen til at virke.”
Jakob Lothe er forundret over, at kvinderne, han har interviewet, ikke udviser tegn på bitterhed.
”Det var tab af hele familier, disse børn og unge kvinder blev udsat for, men alligevel er de ikke bitre. Det er et slående træk ved alle deres fortællinger.”
Olga Horak fra Tjekkoslovakiet var 18 år, da hun blev deporteret, og hun overlevede ni forfærdelige måneder med både dødsmarcher og kz-lejre som Auschwitz og Kurzbach, der var en underafdeling af arbejdslejren i Gross-Rosen, som nu ligger i Polen. Forinden fik familien en rystende oplevelse med en tilsyneladende venlig nabo:
”Fru Chmelar (...) kom ind til min mor og sagde: 'I kan ikke blive her. Her er nøglerne til min lejlighed. Tag det vigtigste med og flyt ind. Jeg er jeres kontaktperson, og jeg skal passe på jer.' Tilbuddet var utroligt, og vi takkede og flyttede ind. Hvad der så skete, er vanskeligt at forklare, også i dag. To uger senere førte denne dame, vores gode samaritaner, vagter til lejligheden og afslørede os.”
”Min mor er registreret som overlevende fra lejrene. Hun regnes ikke som offer. Jeg stod lige bag hende og var selvfølgelig knust (da hun døde, red). Mor havde overlevet Auschwitz, Kurzbach, dødsmarchen til Dresden og fire måneder i Bergen-Belsen - bare for at dø, lige efter hun blev reddet. Jeg havde mistet hende. Min mor blev 40 år gammel. Jeg var 18. Og helt alene.”
Olga er den eneste overlevende i familien.
Ungarske Blanche Major blev allerede som seks-årig opmærksom på, at hun ikke var som alle andre omkring hende. Hun mødte tidligt i livet antisemitismens grimme ansigt.
”Jeg var seks år og lige begyndt i skolen. Lærerinden havde netop afsluttet en time i kristendom, og det var Jesu død på korset på Golgata, der havde været temaet den dag. Jeg husker ikke, hvad lærerinden sagde i klassen, men jeg husker tydeligt, hvad der skete efterfølgende. Lige så snart eleverne kom ud i skolegården, flokkedes de om mig. De råbte ukvemsord om de forfærdelige jøder, og det hele kulminerede i, at en veninde rasende råbte 'Blanche - det var dig, der dræbte Jesus!' (“) Jeg vidste ikke, hvem Jesus var, jeg løb hjem, så hurtigt jeg kunne, og råbte hulkende til min mor 'hvem er det, vi har slået ihjel?'.”
Senere blev situationen for jøderne i ghettoen i den ungarske by Pecs usikker, og soldaterne gjorde deres til at øge usikkerheden. Vi fik ordre om at marchere i samlet trop til jernbanestationen. Jeg kan stadig se det tydeligt for mig - hvordan vi blev drevet frem, børn og voksne, bange og usikre på, hvad som ventede forude. Der var 35 medlemmer af den nu 20-årige Blanches familie med i kvægtransporten, blandt andet et femårigt barn og Blanches farmor og mormor på henholdsvis 92 og 82.
”Til at begynde med hørte vi gråd fra spædbørnene (i kvægvognene, red.), og de var rødsprængt i ansigterne af varmen. Det var, som om de prøvede at protestere over en ubarmhjertig verden. Lidt efter lidt gik gråden over i hiksen af udmattelse - og så blev der stille.”
I Auschwitz blev 33 medlemmer af familien udslettet. Kun Blanche og hendes søster overlevede.
Blanche Major er den eneste af de 10 kvinder, Jakob Lothe har talt med, som er afgået ved døden efter udgivelsen.
Men hvordan overlever kvinderne at miste hele familier, ofte også børnene?
”Man kan vælge ikke at tale om det. Det er tungt, og måske er man nødt til at tale om det. Kvindernes motivation for at gøre det kan være, at de gennem fortællingen vender styrket tilbage. For det er vigtigt, at det bliver husket,” siger Jakob Lothe.
Jakob Lothe
Født 1950. Professor i litteratur på Oslo og Bergens universiteter. Han har skrevet flere bøger om holocaust, blandt andet en om mandlige kz-fanger. Han er medlem af Det Norske Videnskabsakademi og leder af akademiets menneskerettighedskomité.
Bogen udkommer på dansk på Kristeligt Dagblads Forlag den 22. oktober med titlen: ”Vidner fra holocaust - 10 kvindeskæbner.”
