Prøv avisen
Bog

Danmarkshistorie set fra et hedesogn

Ove Madsen afslutter sin trilogi med bogen "Sådan skulle det være." Foto: Kåre Viemose

Tidsbilledet er styrken i det trebindsværk, som Ove Madsen afslutter med ”Sådan skulle det være”

Fodnoter fra dagligdagen i et jysk hedesogn, Snejbjerg, til vigtige politiske begivenheder og beslutninger i Danmark fra midten af det 18. århundrede frem til Første Verdenskrig. Det er idéen bag trilogien, som Madsen afslutter med den foreliggende roman - eller snarere kreds af fortællinger - der skildrer årene fra 1769 til 1827 og dermed tiden før de to forudgående bind, ”Svare enhver sit” og ”Egen lykkes smed”.

Det er en beretning om bondesamfundets udvikling frem mod industrialiseringen, fortalt dels med historiske, dels med fiktive rollehavende og sandsynliggjort af forfatterens fortrolighed med deres jyske sindelag, som det for eksempel fremgår af et lunt, anekdotisk forløb, der tilsyneladende drejer sig om overtagelse af en stud, men det virkelige tema er et blufærdigt frieri. Det er en omvej til sagens kerne, som læsere af Knud Sørensen vil nikke genkendende til.

Styrken i dette bind - jeg har ikke læst de to tidligere - er ellers et konkret, autentisk virkende tidsbillede. Fortiden bliver til nutid for sansningen. Bogen er først og fremmest danmarkshistorie belyst med illustrerende eksempler. Som skønlitterært værk savner den flugt og gennemslagskraft.

Den beskrevne efterlevelse af en ny forordning - året er 1803 - om den fremtidige indretning af fattigvæsenet afdækker en side af den daværende, landlige virkelighed. En fattigkommission blev nedsat med præsten som formand og nogle af sognets spidser som medlemmer. Hvert år skulle kommissionen udarbejde en forsørgelsesplan for de fattige. Men det var umuligt at samle penge nok til, at alle de trængende kunne sikres overlevelse. Derfor var det ”fortsat nødvendigt at forsørge nogle ved at lade dem gå på omgang i sognet”.

Den ene af de to medvirkende præster, Fabricius, hører vi fra prædikestolen oplæse en anden ny forordning, nemlig om vaccination mod kopper. Og hans hustru tager sig ukaldet, men effektivt af vaccinationerne. Den anden repræsentant for gejstligheden, Nicolaj de Leth, gifter sig praktisk og forventeligt med forgængerens enke. Han tager ægteskabet på sig, som var det et borgerligt ombud. Det går alligevel - som det nu kan.

På minussiden: Ingen børn kommer til verden og præstegården ud over de to, som den forhenværende enke har i forvejen. Almuen mener at vide, at hekse kan være skyld i barnløshed. Præsten prøver at holde sig klarhjernet og korrekt og afviser overtroen. Alligevel lurer han efter, om der skulle være en kirkegænger, der efter altergangen tørrer sig munden med et lommetørklæde. Hvis det er tilfældet, kan det være en heks og måske den, der ikke vil, at han skal have børn. ”Argumentationen”: Naturligvis må en heks spytte alterbrødet ud.

Et for præsten belastende efterspil om medskyld i mulig fortabelse indtræffer. Yderligere har han evindelige pengeproblemer og må til sidst stille præstegårdens inventar til rådighed for en auktion.

”Sådan skulle det være”, der fortjener respekt, repræsenterer et solidt stykke arbejde. Når bogen generelt ikke fænger tilsvarende, skyldes det især opsplitningen af stoffet. Vort bekendtskab med personerne bliver ret overfladisk. Forfatteren skal overkomme så meget, at det kniber med tiden til fordybelse i de enkelte af de historier, der udgør helhedens mosaik. Efter læsningen flimrer det en anelse for øjnene.