I den tyske åndshistorie er Martin Luther (1483-1546) en markant figur. Reformationen spiller naturligvis en stor rolle. Men Luther har også på anden vis formået at sætte sit præg på Tyskland.
Som en aktuel Tysklandsudstilling på British Museum i London viser, er han på mange måder landets sprogfader. Da han gik i gang med at oversætte Bibelen til tysk, var der ikke ét tysk sprog, men mange lokale dialekter, og forskellen var markant mellem nord og syd i den tysktalende verden.
Luther var bevidst om, at han ville skrive sin bibel på et sprog, som ikke var højstemt og snirklet, men som kunne forstås af ”mødrene hjemme, børn på gaden og mændene på markedet”. Dermed endte han med at skabe det tyske sprog, som bruges den dag i dag.
Det tyske sprog blev også præget af en tysk forfatter, som fik international berømmelse. Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) ramte tidsånden med bogen om ”Den unge Werthers lidelser” fra 1774. Her 240 år senere er han langtfra gået i glemmebogen.
”Alle tyskere kender Goethe, og du kan ikke gennemføre din skolegang uden at møde hans værker. Han er også alle steder, fordi hans navn er på gader, skoler og selv det nationale tyske kulturinstitut er opkaldt efter ham,” forklarer kurator Sabrina Ben Aouicha med henvisning til Goethe-Instituttet.
En tredje tysker, som har haft stor betydning, er Karl Marx, der sammen med Friedrich Engels skrev ”Det kommunistiske manifest” i 1848, året, hvor revolutioner rystede de etablerede styreformer rundt om i Europa. De to tyskere var i eksil i London, og det tog et halvt århundrede, før deres tanker for alvor slog igennem. Deres ideer nåede først for alvor hjem til Tyskland med grundlæggelsen af det kommunistiske Østtyskland.
En anden ideologi fra Tyskland, som er uomgængelig, er nazismen og ikke mindst antisemitismen. Nazistiske propagandabilleder viser karikaturen af den evige jøde, som i den ene hånd har guld, der symboliserer hans ågerrenter, mens den anden hånd viser hans forbindelse til den anden fjende: bolsjevikkerne.
Udstillingen handler ikke om holocaust, men porten fra koncentrationslejren Buchenwald er med. Lejren lå nær Weimar, som var hjemsted for Goethe, Schiller og Bauhaus.
Inskriptionen over døren er ”Jedem das Seine” (Enhver skal have sit). Et udtryk, som kan spores tilbage til græske principper om retfærdighed.
”Det er svært at finde et mere ærefuldt begreb, som på den vis er blevet degenereret til at være motto for en kz-lejr,” fremhæver museumsdirektør Neil MacGregor.
Eneste forsonende træk er, at de røde nærmest dansende bogstaver er udført af kunstneren Frans Ehrlich, der var fange i lejren. Det er en skrifttype fra den kunstneriske Bauhaus-bevægelse, som nazisterne havde forbudt. Men lejrens ledelse forstod ikke betydningen af skrifttypen, som dermed var en lille menneskelig sejr midt i umenneskeligheden.