For 250 år siden, den 14. september 1769, smed den algierske hersker Danmark-Norges konsul i Algier ud af landet. De to stater var i konflikt, og det endte i krig den følgende sommer. Krigen er ganske ukendt i Danmark, men den er alligevel 1 blandt 20 udvalgte krige, som Krigsmuseet i København har i sin permanente udstilling.
Her møder Kristeligt Dagblad den tidligere museumsinspektør og historiker David Høyer, der har stået for at formidle krigen til museets gæster. I en stor montre ses en udstoppet hvid falk fra Island. Det var en yndet gave til arabiske fyrster, inklusiv til den såkaldte dey, fyrsten i Algier. Trods snefalke og andre dyrebare gaver mente deyen, Baba Mohammed ben-Osman, ikke, at den danske konge var gavmild nok. Gerrigheden endte med at konkretisere sig i en konflikt, der brød ud i lys lue i det tidlige efterår for 250 år siden. Konflikten drejede sig selvfølgelig ikke blot om gaver, forklarer David Høyer. Det handlede om, at deyen ville have, at Danmark generelt skulle betale mere i beskyttelsespenge.
Siden 1746 havde Danmark-Norge betalt Algier for, at nordafrikanerne lod danske skibe sejle i fred. Det vil sige, at algierske kapere ikke måtte angribe dansk-norske skibe, stjæle lasten og tage mandskabet til fange som slaver. Som betaling modtog den nordafrikanske stat kanoner, krudt og skibbygningsmaterialer, så de kunne udføre deres kapervirksomhed, men mod andre landes skibe. Aftalen havde fungeret, men nu ville deyen have flottere og dyrere gaver, og Christian VII havde i 1769 ikke længere i sinde at lade sig afpresse. Derfor lå Danmark-Norge nu i konflikt med så fjern en stat som Algier.
I kernen drejede konflikten sig om handel. Danmark havde de foregående årtier tjent store summer på handel, men med uvenskabet mellem landene blev livet for sømændene endnu farligere, end et liv til søs i forvejen var. Sejlads i Middelhavet kunne nemlig nu føre til, at danske og norske søfolk blev lagt i lænker, og den risiko ville selvfølgelig påvirke den danske handel.
Det kan lige så godt blive afsløret med det samme. Krigen endte ikke med en glorværdig dansk sejr. Krigen var nærmere en lille fiasko for Danmark. Alligevel er krigen mellem Danmark-Norge og Algier pirrende.
”Det er jo ikke selve krigen, der er interessant. Det interessante er, at den er eksotisk. Det er overraskende, at Danmark har været i krig med et så fjernt land. Samtidig er der en dyb fascination af den hvide mand i lænker, der bliver bortført og solgt. Det har der altid været fascination af,” siger David Høyer.
Martin Rheinheimer er professor i maritim historie på Syddansk Universitet og har forsket i de danske og norske slavers liv i Nordafrika. Han fortæller, at slaverne var en vigtig del af de nordafrikanske staters økonomi. Foruden Algier opererede kaperne – der er statssanktionerede sørøvere – også fra havnebyerne Rabat-Salé, Tunis og Tripoli. Slaverne indbragte enten staterne store summer, når de blev frikøbt, eller også var de vigtig arbejdskraft. Det betød for den enkelte slave, at familien eller andre skulle købe én fri for eksorbitante beløb. Hvis ikke der var udsigt til det, blev fangerne brugt som slaver. Et liv, der kunne betyde hårdt fysisk arbejde med en lænke om benet i stenbrud, som husslave eller som roer på galejerne. Sådan blev livet for langt de fleste slaver.
Men der var faktisk en anden mulighed for europæerne, for de kunne blive lakajer eller sikkerhedsvagter for deyen. De nordafrikanske stater var i princippet provinser i Osmannerriget – de facto opererede de dog som uafhængige stater – og herskerne var derfor tyrkere indsat som marionetkonger. Derfor stolede de lokale fyrster mere på tilfangetagne europæere end på de lokale berberstammer, der måske ville modsætte sig styret. Slaverne kunne endda avancere til høje militære poster som general eller fæstningskommandør eller i administrationen – for til sidst endda i enkelte tilfælde at kunne købe sig selv fri. Men for de fleste var slavearbejdet hårdt og farligt. Kvinder i fangenskab kunne regne med at blive en del af et harem eller leve som sexslave.
De nordafrikanske kystbyers pirateri var et massivt problem fra begyndelsen af 1500-tallet og indtil omkring 1830. Det mest opsigtsvækkende eksempel fra det danske rige er kendt fra Island, hvor 400 islændinge i 1627 blev fanget og bortført, og blot 55 af dem blev købt fri. Men man kan dog ifølge Martin Rheinheimer ikke komme med et seriøst bud på det totale omfang af europæiske slaver i arabiske og tyrkiske stater. Han fortæller, at der ikke blev holdt protokoller over antallet af slaver – hverken i europæiske lande eller i slavestaterne.
De dansk-norske sømænd kunne skrive hjem til den såkaldte slavekasse i håbet om at blive købt fri. Kassen var en slags forsikring, som danske handelsskibe betalte til. Lige såvel skillingede folk sammen til sagen via indsamlinger i kirker. Slavekassen havde dog langt fra penge nok til alle de tilfangetagne dansk-norske slaver. Alene i perioden 1715-1736 udbetalte den danske stat 154.649 rigsdaler for at få 163 danske og norske søfolk hjem fra deres kummerlige slavetilværelser i Nordafrika. Slavekassen blev lukket i 1748, efter Danmark havde indgået aftale med slavestaterne om at betale en årlig tribut mod at lade landets sømænd og skibe være i fred. Men igennem årene modtog slavekassen – og her kommer Martin Rheinheimer med et slag på tasken – omkring tusind breve. Desuden skrev mange også til deres familier om hjælp. De breve er for de flestes vedkommende gået tabt, så det er umuligt at komme med et overslag over antallet af dansk-norske fanger.
Udover at blive købt fri af familie eller fædreland kunne dansk-norske sømænd håbe på at blive købt fri af katolske ordener, der samlede penge ind til at frikøbe slaver fra den nordafrikanske svøbe. En sidste mulighed var som tidligere nævnt at avancere i fornemme slaveembeder og blive så velstående, at slaven til sidst kunne købe sig selv fri. For at få de betroede embeder, måtte de kristne fanger dog afsværge deres tro og konvertere til islam. Og det kunne de risikere at skulle høre for, hvis de kom hjem. Som den islandske kvinde Gudda, der var mistænkt for at være en dårlig kristen og blev kendt som Tyrker-Gudda. For andre hjemkomne var konverteringen ikke et stort problem. De fortalte overbevisende, at de altid havde været kristne i deres hjerter.
I 1769 ville den danske konge vise deyen af Algier, at Danmark-Norge ikke længere havde tænkt sig at ligge under for deres terrorisering i Middelhavet. Christian VII beordrede, at en eskadre straks blev udrustet til at sejle til Algier og bombe byen.
Men den danske flåde ejede ikke såkaldte bombardérskibe til mortérer. En mortér er en kanon, der kan skyde bomben i en bue, så den kan komme ind over bymuren. I al hast blev to handelsskibe ombygget, og i 1770 sejlede fire danske orlogsskibe, to fregatter, de to bombardérskibe og et hospitalsskib rundt om Spanien ned til Algier.
Trods den fjendtlige flåde var deyen ikke til at forhandle med, og danskerne igangsatte, hvad de havde håbet, skulle blive et decideret terrorbombardement af byen. Men bombardérskibene kunne ikke holde til det kraftige rekyl fra mortérerne. Efter to dage måtte eskadrechefen beordre angrebet for afblæst. Der var risiko for, at skrogene tog skade, eller at skibene eksploderede. Danskerne fortsatte dog en blokade af byen. Efter et par år, hvor der skete et internt magtskifte i Danmark, gav danskerne op og lavede en ny aftale om store årlige tributter til deyen. I maj 1772 var konflikten slut.
Hvis man spørger Martin Rheinheimer om, hvorfor krigen og især slaveriet af europæere i Osmannerriget er så forholdsvis ukendt, forklarer han, at emnet er politisk ukorrekt.
”Den politiske korrekthed har samlet sig om, hvad danskere og europæere har gjort forkert under koloniseringen. Slaveriet af kristne europæere er et af de mest politisk ukorrekte emner, da det ikke passer ind i den fortælling. Og hvis du tænker på det i forhold til, at vi nu bor i et samfund med muslimske indvandrere, så kan det hurtigt blive fremstillet som politiske ukorrekt, hvis du fokuserer på emnet,” fortæller Martin Rheinheimer og perspektiverer videre:
”Jeg har selv været i Algeriet og holdt foredrag om de danske slaver – jeg blev endda inviteret til at holde foredraget på et islamisk universitet i byen Constantine. Araberne var vældigt interesserede i emnet, men de tilføjede, at europæerne også tog muslimer som slaver. Og det er rigtigt. De muslimske slaver på Malta og slavemarkedet i Livorno, Italien, er i øvrigt også en glemt fortælling. Det er samme historie fra samme tid bare med skurkerollen byttet om. Begge emner har man i stor stil fortrængt i både Europa og Nordafrika.”