Jøk Volkmann frygtede, at hans mor og nærmeste venner ikke kunne komme tæt nok på til at bevidne ceremonien. Så tæt omsluttet af pressefolk var Jøk Volkmann og hans kæreste, da de to mænd skulle registreres som partnere af en borgmester fra Københavns Rådhus den 1. oktober 1989. Parret havde selv givet pressen adgang til lige netop deres fejring. Og det havde mange journalister benyttet sig af, for på Københavns Rådhus udspillede der sig en verdensbegivenhed. Parret var ét blandt 11 homoseksuelle par, der blev smedet sammen den søndag. Parrene af samme køn var verdens første med juridiske rettigheder på linje med et heteroseksuelt ægteskab. Efter registreringen af de 11 par stillede de sig op på række og gik derefter ud af rådhusets store dobbeltdør. Her fik Jøk Volkmann et chok. Da han var gået ind, havde Rådhuspladsen lignet sig selv. Men da dørene åbnedes, havde pladsen forandret sig. En folkemasse stod jublende og nysgerrige og ventede på de 11 nygifte par.
”Vi blev gift for at få styr på det lovgivningsmæssige. For eksempel sådan noget som arveret. Det var for at sikre hinanden. Og så handlede det om over for Gud og hvermand at bekræfte og vise, vi hørte sammen. Vi var ikke bare kærester, vi var ægtefolk,” siger Jøk Volkmann.
Den spektakulære begivenhed på efterårsdagen i 1989 var resultatet af en lovgivning, der blev vedtaget den 26. maj samme år. Nu er det 30 år siden, at lovgiverne i Danmark besluttede at lade homoseksuelle indgå i registrerede partnerskaber. Men dengang, da Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), venstrefløjen og De radikale arbejdede for at indføre loven, var forkæmperne godt klar over, at det ikke gik at kalde de homoseksuelles statsanerkendte parforhold for ægteskaber. Det var for kontroversielt at kalde det ægteskab, giftermål og vielse, og derfor blev betegnelsen registreret partnerskab opfundet allerede i 1970’erne, da LBL, som dengang hed ”Forbundet af 1948”, begyndte at arbejde på at give homoseksuelle parforhold samme rettigheder, som homoseksuelle var sikret via ægteskab. Gennem arbejde med presse og politikere fik formandskabet i LBL i 1983 landspolitikerne engageret i sammen med foreningen at udarbejde et kommissorium og et beslutningsforslag om registrerede partnerskaber for homoseksuelle. Året efter lå det første lovforslag klart. Det blev ikke vedtaget.
På samme tid understregede modstanderne af forslaget deres afsky over for al diskrimination og deres tro på tolerance og respekt som grundlæggende værdier i det danske samfund. Det beskriver historiker Birgitte Sølands videnskabelige artikel i tidsskriftet Lambda Nordica fra 1997 om gennemførelsen af loven om registrerede partnerskaber. Inger Stilling Pedersen fra Kristeligt Folkeparti, som var den stærkeste modstander af loven, sagde:
”Naturligvis har disse mennesker ret til at leve deres liv, og de skal beskyttes af loven.”
Der var bred politisk opbakning af, at homoseksuelle skulle beskyttes af loven. Uenigheden blandt tilhængere og modstandere af loven gik snarere på, om statssanktioneret anerkendelse af relationen var den rette vej. Et udtryk for, at politikerne ikke mente, at homoseksuelle skulle diskrimineres, var, at Folketinget i 1987 med et overvældende flertal vedtog, at ”seksuel orientering” skulle tilføjes til loven om forbud mod forskelsbehandling.
Samme år kom den unge Pia Gjellerup i Folketinget. Hun blev snart engageret som den ansvarlige socialdemokrat for lovforslaget om registrerede partnerskaber for homoseksuelle, der var ved at blive klargjort til at blive genfremsat. I forhold til lovforslaget fra 1984 var to væsentlige punkter fjernet fra lovforslaget. Nemlig retten til vielsen i folkekirken og retten til adoption. Bortfaldet af retten til at adoptere sin partners børn gjorde især de lesbiske medlemmer af LBL utilfredse med forslaget. Og selvom den kirkelige vielse var fjernet fra forslaget, var Kristeligt Folkeparti stadig stærkt imod loven.
I historiker Niels Wium Olesens bog ”De Danske Ministerier, Poul Schlüters tid” fremgår Kristeligt Folkepartis Inger Stilling Pedersens argument fra folketingssalen:
”Man siger, at et forhold mellem to af samme køn er lige så rigtigt, er lige så naturligt, lige så selvfølgeligt som et parforhold mellem to af modsat køn. Det kan vi aldrig acceptere. Vi blev skabt som mand og kvinde – det var der nok en naturlig årsag til.”
Samme bog gengiver den konservative Hagen Hagensens mere værdibaserede argumentation. Han fremhævede nemlig ægteskabet mellem mand og kvinde som et af samfundets mere fundamentale bastioner. Fortalerne for forslaget kritiserede ham dog for ikke at kunne begrunde, hvordan lovforslaget ville kunne undergrave den bastion.
Ifølge Birgitte Sølands artikel var modstanderne af forslaget også bange for, at man ville vedtage en lov, som befolkningen var imod. Men det skulle snart vise sig, at folkestemningen havde overhalet Christiansborg. I foråret 1988 blev en opinionsundersøgelse af spørgsmålet gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen. 57 procent af danskerne støttede forslaget, mens 25 procent var imod.
Men hvilke dynamikker i samfundet banede vejen for ændringen i indstillingen til homoseksuelles rettigheder? Det kan man få et bud på hos Bente Rosenbeck, kønsforsker og professor emeritus fra Københavns Universitet:
”En enkelt pointe er, at ægteskabet har mistet betydning, både den økonomiske funktion og dets politiske betydning. Derfor er der ingen grund til at beholde det privilegium for bestemte grupper. Dernæst er der kravet om ligestilling, som blev ført frem af kvindebevægelsen, men siden bredte sig ud og til at omfatte minoriteter. Endelig er det vigtigt, at samfundet har bevæget sig i en mere individualistisk retning, hvor velfærdssamfundet bakker op om individets lykke.”
I maj 1988 var der valg, og i den nye folketingsforsamling skulle man behandle forslaget om registreret partnerskab forfra. I november blev det behandlet første gang, og nu var flere af KVR-regeringens modargumenter ikke længere ideologiske eller baseret på værdier, men mere på juridiske spidsfindigheder. Eksempelvis frygten for, at landet ville blive oversvømmet af homoseksuelle fra andre lande, der ville bruge muligheden til at få sociale ydelser i Danmark. Eller at andre lande ikke ville anerkende ægteskaber fra Danmark, heller ikke de traditionelle mellem mand og kvinde.
”Allerede efter førstebehandlingen vidste jeg, at det ikke ville blive noget problem at få gennemført loven. Deres argumenter holdt ikke. Vi vidste det, og jeg tror også, at de vidste det. De kunne bare ikke lide idéen,” fortæller Pia Gjellerup.
Den 26. maj 1989 skulle lovforslaget igennem tredje og sidste behandling i folketingssalen. Mange homoseksuelle var mødt frem. I salen var blandt andet flere af ministrene fra Det Radikale Venstre ikke til stede, så de undgik at stemme i overensstemmelse med regeringens linje, hvilket var et ”nej”. De fleste partier havde stillet medlemmerne fri til at stemme efter egen overbevisning, som der er tradition for, at partier gør i visse etiske spørgsmål.
Det blev et klart ja fra folketingsmedlemmernes side. På tilskuerpladserne tog tilhørerne hinanden i hånden og rejste sig.
”De ville ikke klappe, som man ikke må i Folketings- salen. De ville gøre det værdigt. Det var så stærkt,” fortæller Pia Gjellerup og fortsætter:
”Det var en bevæget dag. Også for dem, der inderst inde syntes, at loven kom for tidligt eller var forkert. De sagde også bagefter, at det føltes meget stærkt.”
Ifølge kønsforsker Bente Rosenbeck sagde både modstandere af forslaget og tilhængere, at forslaget ville blive en glidebane.
”Og ja, det blev en glidebane.”
I dag har homoseksuelle ret til adoption, statsbetalt kunstig befrugtning og kirkelig vielse.