Prøv avisen
Hekseafbrændinger

40.000 mennesker blev henrettet som hekse og trolde

Tyske Agnes Bernauer blev i 1435 druknet i Donau, fordi hun blev anklaget for at være heks. – Foto: Mary Evans Picture Library/Polfoto

Fra 1400-tallet tager hekseafbrændinger fart i Europa fra Norden til Spanien. Udviklingen hang sammen med ændringer i den teologiske opfattelse af, hvad det onde var, mener eksperter

Længe holdt Djævelen sig på måtten i det kristne Europa. Ondskabens væsen og oprindelse var et teologisk knudepunkt, men den onde selv som fysisk fænomen var mindre dominerende. Og så – i middelalderens slutning – blev han pludselig allestedsnærværende. Frygten for djævelskab og trolddomskunster greb både kirken og menigmand, og røgen fra hekseafbrændingerne bredte sig fra Middelhavet til Skotland, mens Inkvisitionen begyndte at bruge sine efterforskningsmetoder ikke kun på katharer og andre vantro, men også på hekse og troldmænd, der mistænktes for at pleje omgang med Satan.

På grundlag af retsakterne fra hekseprocesserne anslår historikerne, at 40.000-60.000 mennesker blev dømt til døden fra omkring 1430 og små 100 år frem, og igen fra slutningen af 1500-tallet til slutningen af 1600-tallet. Hele Europa blev ramt af fænomenet. Men nogle egne mere end andre, og ikke altid på samme tid. Hekseafbrændingerne var på en gang et fælles europæisk og et regionalt fænomen med store variationer. Det forklarer Martine Ostorero, professor i middelalderhistorie og specialist i heksebrænderi ved universitetet i Lausanne.

”Hekseforfølgelserne finder sted både før og efter Reformationen, og både i protestantiske og katolske områder. Både kirkelige og verdslige myndigheder forfølger, dømmer og brænder hekse og troldmænd. Der er relativt få hekseprocesser i Pavestaterne, hvor den kirkelige magt er stor, og til gengæld mange i områder, hvor fyrsten er svag og bruger hekseforfølgelser til at slå sin magtposition fast. Dybest set er hekseforfølgelserne stadig et mysterium for historikerne trods årtiers forskning,” siger forskeren, der ikke mener, at man kan fremhæve hverken protestanter eller katolikker som hovedansvarlige.

Middelalder- og religionshistorikerne, som har forsket i hekseprocesserne, konkluderer, at mange forskellige faktorer er med til at blæse hekseprocesserne og frygten for Djævelen op. Uro og ustabilitet fører til jagten på syndebukke, der beskyldes for at være skyld i død og ulykke og fejslagne afgrøder. Men især betragtes Djævelen som en fysisk realitet. Den brede befolkning er bange for trolddomskunster og sort magi, mens de lærde, og herunder teologerne, udvikler en frygt for, at kristenheden trues af veritable religiøse sekter, hvis medlemmer dyrker Djævelen med orgiastiske udskejelser ved store heksesabbatter.

Og denne tro på Djævelen som en fysisk tilstedeværelse og en form for religiøs afvigelse opbygges systematisk fra 1200-tallet og fremefter, påpeger Alain Boureau, middelalderhistoriker og seniorforsker ved socialforskningsinstituttet Ehess i Paris.

”Det er den teologiske forståelse af det onde i verden, der ændrer sig. Spørgsmålet om Satan blev lukket ret hurtigt efter kristendommens fødsel med den begrundelse, at den gode og almægtige Gud ikke kan tillade ondskaben. Den eksisterer derfor ikke som sådan, men optræder som et fravær af det gode, når det frisatte menneske, i kirkefaderen Augustins forståelse, vælger det onde frem for det gode. I 1200-tallet sker der imidlertid det, at synet på det onde som en fysisk realitet i verden bliver mere fremherskende, blandt andet på grund af Thomas Aquinas. Og det onde tager skikkelse af Satan og hans dæmoner,” siger Alain Boureau.

Den allerførste pavelige bulle mod trolddom kommer i 1233. I 1260 opfordrer pave Alexander IV Inkvisitionen til at interessere sig for troldmænd såvel som for katharer, valdensere og andre heretikere. I 1326 slår pave Johannes XXII fast, at trolddom indebærer en tilbedelse af Djævelen og derfor er en form for vantro, og i 1430’erne begynder hekseprocesserne allerede at tage fart i nogle områder, især i de vestlige alper. Men det er pave Innocens, som i 1484 officielt pålægger Inkvisitionen af efterforske trolddom.

Fire år senere skriver to dominikanermunke en slags rapport til paven om trolddom, ”Malleus Maleficarum”, der blev kendt over hele Europa som ”Heksehammeren”, en håndbog i at torturere hekse og troldmænd til at bekende deres misgerninger.

”Efter Reformationen bliver hekseprocesserne en del af modreformationen i nogle af de katolske områder. Men de breder sig også i protestantiske områder, hvor hekse- processerne blander sig med bestræbelserne på at udrydde den papistiske tro. Hekseprocesserne har også den funktion at sikre rettro og forhindre afvigelser,” påpeger Martine Ostorero.

”Samtidig er der også eksempler på, at fyrsterne, for eksempel i det franske Savoyen, er rædselsslagne for djævle og dæmoner og af egen drift iværksætter store hekseprocesser. Men det kan ikke ske uden kirkens billigelse. For eksempel ser vi i den franske by Lyon, at den lokale biskop modsætter sig de politiske magthaveres forsøg på at jagte hekse,” siger den schweiziske middelalderhistoriker.

”De kirkelige myndigheder stod ikke enstemmigt bag hekseforfølgelserne. I nogle tilfælde var de drivkraften, i andre var de stærkt kritiske, som for eksempel Niels Hemmingsen i Danmark,” påpeger også Alain Boureau.

”Hekseprocesserne illustrerer den aldrig afsluttede debat om det ondes væsen, og hvor det onde kommer fra. I virkeligheden handler de om, hvordan et samfund kan udvikle det had til medmennesket, som er den egentlige drivkraft bag hekseafbrændingerne,” siger han.

Et lignende spørgsmål driver Martine Osterero.

”Når hekseafbrændingerne stadig optager historikerne, er det netop, fordi vi ønsker at forstå, hvordan fjendebilleder opstår, og hvordan vi legitimerer elimineringen af dem, vi ikke vil leve iblandt. Det er det egentlige mysterium bag hekseafbrændingerne,” siger den schweiziske middelalderhistoriker.

Tidslinje

730: Lex Alamannorum, en germansk lovsamling, omtaler dødsstraf til hekse og urtedoktere.

1233: Pave Gregor udsender den første bulle mod trolddomskunst, ”Vox in Rama”

1260’erne: Pave Alexander giver Inkvisitionen ordre til at interessere sig for trolddomskunst, når den fremtræder som udslag af kætteri

1272: Thomas Aquinas skriver ”De Malo” om ondskabens natur. Det bidrager til et nyt syn på ondskaben som legemliggjort i djævelen

1326: Pave Johannes udsender bullen ”Super Illius Specula”, der definerer trolddomskunster som en form for kætteri

1482: Pave Innocent udsender ”Summis Desiderantes Affectibus”, der er startskuddet til heksejagterne

1484: To dominikanermunke skriver Malleus Maleficarum, også kaldet Heksehammeren, der bliver en håndbog for hele Europa i heksejagt

1436 -1499: Første periode med betydeligt antal hekseprocesser i Europa

1560-1660: Anden store periode for heksejagten: 30.000 hekseprocesser

1581-1593: Hekseprocesserne i Trier

1626-1631: Hekseprocesserne i Würtzburg

1641: Maren Splids brændes på bålet ved en af de sidste hekseprocesser i Danmark

1668-1676: 300 mennesker dræbes under heksejagt i Sverige

1682: Frankrig afkriminaliserer beskyldninger om hekseri

1782: Anna Göldin henrettes i Schweiz som sidste officielt dømte heks