Se billederne ved at trykke på pilen til højre ovenover.
Natten mellem den 12. og 13. august 1961 blev mellem 14.000 og 15.000 grænsepolitifolk og medlemmer af bevæbnede virksomhedsgrupper udkommanderet fra alle egne af Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, til et tophemmeligt byggeprojekt i og omkring Berlin.
LÆS OGSÅ: Muren mellem gode og onde
De fleste af dem anede ikke, hvad det var, de skulle, før de ankom og fik instruks om, at enhver adgang fra DDR og den sovjetiske besættelseszone i Østberlin til de allieredes besættelseszoner i Vestberlin skulle lukkes. I første omgang ved hjælp af 155 kilometer pigtrådsspærring. Snart blev den udbygget med sten og beton.
Dermed var det mest håndgribelige symbol på den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA skabt. Og det prægede perioden fra Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 og frem til 1989. Berlinmuren, som ikke blot delte den tidligere og senere tyske hovedstad i øst og vest, men samtidig symboliserede, at hele verden var delt i en kommunistisk-planøkonomisk og en demokratisk-kapitalistisk zone.
Samtidig var Berlinmuren det første byggeri af sin art i verden. Ganske vist var allerede Den Kinesiske Mur mange århundreder tidligere blevet bygget for at befæste en grænse. Men dengang byggede magthavere mure for at beskytte befolkningen mod fjender udefra. Berlinmuren var historiens første eksempel på en befæstning, der havde til formål at forhindre befolkningen inden for grænsen i at kunne slippe væk.
"Hovedproblemet for DDR's ledere var, at grænsen var åben. Østtyskere kunne let komme ind i Østberlin, og derfra kunne de bare flygte til Vestberlin," forklarer Karl Christian Lammers, lektor i tysk samtidshistorie ved Københavns Universitet.
Han påpeger, at fra 1949 og frem til juli 1961 var 2,7 millioner østtyskere på denne måde flygtet til Vesten. Blandt flygtningene var især unge mænd i alderen 18-30 år, der var faglærte arbejdere eller akademikere. I Vesttyskland var der i årene efter Anden Verdenskrig stor mangel på arbejdskraft, så samtlige flygtninge fra øst til vest havde et fast arbejde til en højere løn i udsigt.
"Denne hjerneflugt var så ødelæggende for DDR, at statens leder, Walter Ulbricht, i 1960 meddelte Sovjetunionens leder, Nikita Khrustjov, at en socialistisk stat kun kunne opbygges bag sikrede grænser," siger Karl Christian Lammers.
Han tilføjer, at Berlinmuren i det store og hele løste DDR-ledernes problem, eftersom Muren som magthaverne officielt betegnede som en antifascistisk beskyttelsesvold fik flygtningestrømmen til at aftage. Men det havde sin pris.
Muren stabiliserede DDR's økonomi og førte til øget velstand op gennem 1960erne og 1970erne. Ikke mindst i et land med planøkonomi var det ødelæggende, at man aldrig kunne vide, hvor mange arbejdere der var tilbage til at gå på arbejde den næste dag. Men Berlinmuren forstærkede fremmedgørelsen mellem magthavere og befolkning. Uanset magthavernes sprogbrug om Muren er der ingen tvivl om, at den har fået store dele af befolkningen til at føle sig sat i fængsel, siger Karl Christian Lammers.
Han henviser til bogen Die DDR im Blick der Stasi (DDR i Stasis øjne), som udkom tidligere på året og gengiver det hemmelige politi, Stasis, løbende indberetninger til DDR-ledelsen om stemningen i landets befolkning. Heraf fremgår det klart, at det store flertal udmærket vidste, at Muren ikke var bygget for at holde nogen ude, men for at holde nogen nemlig dem selv inde i landet.
For at forstå den desperate og komplicerede situation, som for 50 år siden fik Walter Ulbricht til at beordre Berlinmuren bygget, er det nødvendigt at gå lidt længere tilbage i historien.
LÆS OGSÅ: Forfattere og grænsebomme
Da Nazityskland i 1945 brød sammen, og Anden Verdenskrig sluttede, blev Tyskland besat fra to sider. Sovjetiske tropper rykkede ind fra øst og allierede tropper fra USA, Storbritannien og Frankrig fra vest. Efter krigen blev den sovjetisk besatte del af Tyskland til DDR, mens de allieredes besættelsezoner smeltede sammen til Forbundsrepublikken, Vesttyskland. I Berlin blev der ved fredsslutningen indgået en aftale mellem de fire lande og foretaget en tilsvarende deling i fire zoner, selvom byen lå langt inde i det territorium, som blev til DDR.
Aftalen indebar, at alle zoner i princippet var åbne for alle. Soldater fra de allieredes zoner havde ret til at gå frit ind i Østberlin. Det princip fortsatte med at gælde, efter at Berlinmuren var bygget ved den berømte grænseovergang Checkpoint Charlie. Muren var kun beregnet på tyske borgere.
I 1945 var intentionen, at der skulle sluttes fred med Tyskland, hvorefter de fire besættelsesmagter kunne trække sig ud og et samlet Tyskland genopstå, men på grund af den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen gik denne plan i vasken. I stedet gik udviklingen i retning af en deling af landet. I 1949 opstod to stater, Østtyskland eller DDR og Vesttyskland eller Forbundsrepublikken Tyskland.
Inden da, i juni 1948, forsøgte Sovjetunionen at få kontrol over Vestberlin ved at afbryde forsyningerne af energi og fødevarer til bydelen og udløste dermed en af den kolde krigs første alvorlige konflikter. De allierede overvejede at opgive Vestberlin, men valgte i stedet at komme til undsætning gennem en luftbro, hvor militærfly kom de frysende og sultende vestberlinere til undsætning med forsyninger. Blokaden varede helt frem til maj 1949. Herefter respekterede russerne igen fredsaftalen fra 1945, som gav vestberlinerne ret til at bruge to luftkorridorer, tre jernbaner og med tiden et par motorveje til Vesten. Dette fortsatte, efter at Muren blev bygget i 1961.
I årene efter 1949 pressede Sovjetunionen dog fortsat på for at få løst Berlin-problemet ved, at de vestlige magter trak sig ud, så byen kunne blive samlet som DDRs hovedstad. Dette stod på frem til, at Khrustjov i juni 1961 mødte USAs præsident, John F. Kennedy, for blandt andet at tale om Berlin. Men Kennedy stod fast på retten til at være til stede i Vestberlin som et afgørende princip.
"Indtil da havde Sovjetunionen håbet på en tilbagetrækning, men Kennedys markering var baggrunden for, at Khrustjov den 20. juli 1961 gav DDR lov til at befæste sektorgrænsen," forklarer Karl Christian Lammers.
Sovjetunionen lagde stor vægt på, at ingen af de aftaler, der var indgået med de allierede, måtte overtrædes. Skete det, kunne det ikke udelukkes, at begivenhederne ville udløse en Tredje Verdenskrig mellem USA og Sovjetunionen. I de år var de to supermagter kun en hårsbredde fra, at en stærk interessekonflikt udartede sig til krig, hvilket også blev tydeligt under Cubakrisen året efter.
Hvordan opstod så idéen om at bygge en mur? DDRs magthavere under ledelse af Walter Ulbricht havde formentlig gået med idéen i nogen tid, men var nødt til at afvente Sovjets tilladelse, vurderer Karl Christian Lammers:
"På en berømt pressekonference den 15. juni 1961 udtalte Ulbricht: 'Ingen har planer om at bygge en mur'. Det interessante var, at han brugte ordet mur, selvom ingen havde spurgt ham herom. Man kan sige, han talte lidt over sig, fordi han endnu ikke havde russernes godkendelse."
Selvom DDR-ledelsen gik stille med planerne, og selvom Sovjetunionens tilladelse også forblev hemmelig frem til den 13. august, var der tiltagende rygter i Østberlin om, at noget var i gære. Karl Christian Lammers påpeger, at hele 20.000 mennesker flygtede til Vesten bare i de første 12 dage af august, fordi de anede, at skulle det være, skulle det være nu.
På det tidspunkt var forarbejdet til Berlinmuren i gang. Ingen kan skaffe 155 kilometer pigtråd, alskens byggematerialer og 15.000 folk uden forberedelse, og Walter Ulbricht havde hyret en af sine bedste organisatorer og mest betroede folk til at stå i spidsen for dette arbejde: Erich Honecker.
Det var altså den mand, der 10 år senere skulle afløse Ulbricht som DDR's leder og regere landet frem til 1989, der i 1961 fungerede som en slags arkitekt på Berlinmur-projektet. At det var et omfattende projekt at afskærme Vestberlin til alle sider med beton og pigtråd fremgår af, at arbejdet med Muren svarede til et års boligbyggeri i hele DDR.
Hvordan reagerede verden på, at Ulbricht, Honecker og DDR havde bygget en mur gennem Berlin?
"USA protesterede over for Sovjetunionen. USA anerkendte ikke DDR, men fordi Sovjetunionen og DDR sørgede for, at Muren ikke berørte de rettigheder, Vestmagterne havde, blev det ved protesten," konstaterer Karl Christian Lammers.
Og så forløb de næste 28 år med en af Europas smukke, gamle kulturbyer kløvet af en betonmur.
Undertiden fik byen fornemt besøg af amerikanske præsidenter. Den 26. juni 1963 var det John F. Kennedy, der i Vestberlin blev modtaget af byens borgmester, Willy Brandt, og udtalte: "Alle frie mennesker er borgere i Berlin, hvor de end lever, og som fri mand siger jeg derfor med stolthed disse ord: 'Jeg er berliner'."
Den 12. juni 1987 var det Ronald Reagan, som foran Brandenburger Tor i Berlin sagde: "Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!".
Godt to år senere, den 9. november 1989, blev det ønske, som Reagan udtalte, ført ud i livet. Ikke af Sovjetunionens nye leder, Mikhail Gorbatjov, men som følge af den nye politiske kurs, Gorbatjov havde udstukket, og som førte til den kolde krigs afslutning.
Nedrivningsarbejdet blev foretaget af berlinerne selv. For både i den østlige og den vestlige del af byen var der en udbredt opfattelse af, at berlinere og alle verdens mennesker ville være mere frie uden en mur.
