60 år på landkortet

I aften fejrer den israelske befolkning 60 års uafhængighed. Men den euforiske og succesrige stemning, der prægede statens første år, har for mange i dag fået en bismag af skepsis og skuffelse

Unge jøder fejrer proklamationen af staten Israel den 14. maj 1948 i Tel Aviv. –
Unge jøder fejrer proklamationen af staten Israel den 14. maj 1948 i Tel Aviv. –. Foto: .

Israel vil blive udraderet af de arabiske hære på 14 dage. Sådan lød den amerikanske udenrigsminister George Marshalls argument mod tanken om oprettelsen af en selvstændig jødisk stat i 1948. Men for den daværende israelske ledelse, der havde slubret Theodor Herzls visioner om en selvstændig jødisk stat i sig i næsten et halvt århundrede og set store dele af Europas jødedom forsvinde i Hitlers gaskamre, kunne frygten for de arabiske hære ikke måle sig med det ukuelige ønske om jødisk selvstændighed.

Da David Ben Gurion for nøjagtig 60 år siden med sin stærke polske accent erklærede Israel for en uafhængig jødisk stat, måtte det briste eller bære. Palæstinas jødiske befolkning stod på selvstændighedens trin efter 2000 år i eksil omgivet af fjendtligtsindede arabiske lande i et moderne drama, der mindede om Bibelens slag mellem David og Goliat. Sølle 650.000 jøder var oppe mod millioner af arabere. De fleste af Palæstinas jøder var emigreret fra Rusland og Europa og havde bosat sig side om side med den arabiske befolkning. Under verdenskrigene var forholdet mellem de to parter generelt anspændt, og ligesom Anden Verdenskrig var det arabiske oprør i 1930erne med til at styrke mange jøders overbevisning om, at en selvstændig stat er den eneste løsning på den skrøbelige situation. Fra at være Europas forfulgte folk med en udstødt religion gjorde staten Israel jøderne til en sej overlever.

I dag, 60 år senere, er Israels største bedrift ifølge professor Gerald Steinberg fra Tel Aviv Universitet at være i stand til at overleve.

Det faktum, at Israel stadig er at finde på landkortet som en stat på højde med verdens førende nationer, er den største vinding. Freden med naboerne savner vi, men triumfen er, at vi stadig er her, siger Gerald Steinberg.

Ifølge Steinberg var det de kristne europæeres pogromer mod jøder, der skabte den jødiske selvbevidsthed side om side med ønsket om at vende tilbage til det område, romerne drev dem ud af næsten 2000 år tidligere.

I den moderne verden kunne jøderne kun overleve, både fysisk og kulturelt, ved at genvinde og vedligeholde national uafhængighed, ligesom de kristne lande i Europa og de muslimske lande i Mellemøsten. Alternativet var, at det hebraiske sprog og 4000 års kulturel og religiøs arv ville forsvinde, siger Steinberg.

Ved et havebord uden for sit beskedne hus i Kibbutz Degania ved Genesaret Sø mindes 87-årige Yona Shapira dagen, hvor den zionistiske drøm gik i opfyldelse.

Vi kunne se de syriske kampvogne bevæge sig ned mod os i en lang række fra Golanhøjderne, og vi vidste, at de kom for at smide os ud, fortæller hun.

Yona Shapira er født i Degania, Israels første kibbutz. Hendes forældre emigrerede fra Rusland, men til forskel fra den ældre og mere religiøse generation lod Yona Shapira sig tiltrække af ideen om en socialistisk selvstændig stat.

Som så mange af Palæstinas andre jøder voksede hun op i en politisk virkelighed, hvor teenagere modtog kamptræning, fordi tiden med forsvarsløse jøder på vej til gaskamre hørte fortiden til.

Det var en frygtelig krig. Jeg sad i et af kibbutzens vagttårne og iagttog de syriske kampvogne. Vi var underlegne, men overgav os ikke. Jeg mistede mange venner og hospitalet i det nærliggende Tiberias bugnede med sårede, siger hun.

Imod alle forventninger lykkedes det Yona Shapira og resten af det nye Israels jødiske befolkning at holde de arabiske hære i skak. Mange af de lokale palæstinensere forlod eller blev drevet ud af deres hjem. Og mens Israel vandt sin første internationale anerkendelse med beretninger om mirakuløse sejre og en ukuelig kampgejst, lod den palæstinensiske befolkning sig fordrive til de besejrede arabiske lande. Israel var en kendsgerning. Men samtidig var en af moderne tids største og blodigste konflikter blevet til.

Yona Shapira længes efter tiden omkring statens oprettelse. I modsætning til i dag var tiden efter statens oprettelse præget af den ligefremhed og naive idealisme, hun beundrer.

I kibbutzens spisesal kan man i et billedgalleri se to billeder side om side. På det ene fra tiden omkring 1948 sidder to treårige drenge med kort strithår, solbrune maver og møgbeskidte knæ. På billedet ved siden af fra det 21. århundrede ses et spædbarn svøbt ind i stof og klæder. Ingen tvivl om, at kibbutzen anser det første billede for at være det mest positive af de to. Dengang var den yngre generation ikke forkælet eller magelig. Børnene var i ét med naturen og netop den type er, hvad Yona Shapira kalder for Israels salt. De er de hårdføre, ukorrupte idealister, der kæmpede Israels slag og grundlagde en demokratisk stat i et virvar af arabiske diktaturer.

Sådan er det desværre ikke længere, siger Yona Shapira og løfter sløret for en vis skuffelse over det hun kalder det zionistiske projekt.

Jeg savner datidens kibbutzer. Jeg savner det enkle og ligefremme Israel, hvor lederne virkelig bekymrede sig for befolkningen. I dag er politikerne korrupte, og de tænker kun på deres egen personlige vinding. Måske er det en naturlig udvikling. Måske er det uundgåeligt, at idealismen bliver udskiftet med magelighed og en mere forkælet generation. Men når jeg ser tilbage på de 60 år, staten har eksisteret, bliver jeg bekymret for de næste 60 år, siger hun.

Yonas bekymring bunder ikke kun i de korrupte lederes gerninger og den forsvundne idealisme. Efter 60 år i Israel er hun for alvor begyndt at miste troen på en fredelig løsning med de arabiske naboer.

Jeg stemmer på Arbejderpartiet. Det har jeg altid gjort. Jeg ønsker at slutte fred med palæstinenserne, Syrien, Libanon og alle de andre arabiske lande. Men jeg fornemmer, at udviklingen ikke går i den retning.

Israels historiske vendepunkter

1948: Den 14. maj erklærer David Ben Gurion Israel for en selvstændig jødisk stat. Fem arabiske lande angriber herefter Israel. Den såkaldte uafhængighedskrig varer i mere end et år og skaber grundlaget for det palæstinensiske flygtningeproblem. Omkring 750.000 palæstinensere fordrives og flygter fra Israel. I dag anslår FN, at antallet af flygtninge fra 1948 inklusiv efterfølgende generationer er på mindst fire millioner.

1956: Sinai-krigen. Med fransk og britisk støtte angriber Israel Egypten, efter at præsident, Gamal Abdul Nasser spærrer Suez-kanalen.

1965: Den israelske spion Eli Cohen hænges i Damaskus. Eli Cohen var Israels mest kendte Mossad agent. Han nåede til tops i det syriske hiearaki og havde nære venner i hele den syriske ledelse. Eli Cohen sendte blandt andet oplysninger om syriske militære positioner, hvilket var med til at gøre den israelske sejr i Seksdageskrigen let.

1967: Seksdageskrigen. Israel besætter Vestbredden, Golanhøjderne og Gaza og bliver fra denne krig betragtet som besættelsesmagt af det internationale samfund.

1972: Olympiade i München. Palæstinensiske terrorister kidnapper israelske sportsfolk under olympiaden i München. Det lykkes ikke at befri de kidnappede sportsmænd, og Israels Mossad igangsætter de følgende år en likvideringskampagne for at straffe de palæstinensiske bagmænd.

1973: Yom Kippur-krigen. Syrien og Egypten overrasker Israel med angreb på den årlige helligdag. Israel lider store tab, hvilket får Syrien og Egypten til at erklære sejr.

1976: I en dristig operation lykkes det israelske kommandosoldater at befri de kidnappede passagerer på et fly i Entebbe i Uganda. Operationen giver Israels hær og sikkerhedstjeneste et meget frygtet og heroisk omdømme i resten af verden.

1979: Fred med Egypten. Israel underskriver sin første fredsaftale med et arabisk land. Fredsaftalen er stadig gyldig, men omtales ofte som en meget kølig fred. Det er indtil i dag vanskeligt for egyptere at få visum til Israel, idet de egyptiske myndigheder ikke opmuntrer rejser til Israel.

1982: Invasion af Libanon. Den israelske regering beslutter sig for at rykke ind i Libanon for at drive PLO ud af Libanon. Arafat flygter til Tunis med resten af PLOs ledelse, men Israel forbliver i en såkaldt sikkerhedszone i det sydlige Libanon de næste 18 år. Med iransk støtte oprettes den shia-muslimske milits Hizbollah, der i dag anses for den største magtfaktor i Libanon og den eneste arabiske organisation, der har formået at besejre Israel i en krig.

1987: Den første intifada starter i protest mod 20 års israelsk besættelse. Hamas-bevægelsen dannes i Gaza.

1991: Omkring en million russiske immigranter ankommer til Israel efter Sovjetunionens fald. Den russiske immigration ændrer på dramatisk vis den demografiske balance mellem jøder og arabere i Israel.

1993: Efter hemmelige forhandlinger i Norge indgår Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre en historisk fredsaftale, der sikrer oprettelsen af Det palæstinensiske Selvstyre.

1994: Israel slutter fred med Jordan.

1995: Israels premierminister, Yitzhak Rabin, myrdes af den yderligtgående jøde Yigal Amir. I historisk lys markerer mordet på Rabin et slag mod fredsprocessen.

2000: Israel trækker sine tropper ud af Sydlibanon. Hizbollah fejrer det som en sejr. Samme år forsøger Israel og palæstinenserne at forhandle sig til en endelig fredsaftale i Camp David i USA. Forhandlingerne lykkes ikke, og få måneder senere påbegynder palæstinenserne al Aksa-intifadaen. Intifadaen skaber hård kritik af både Israel og palæstinenserne. Israel kritiseres for brug af hårde metoder, mens palæstinenserne kritiseres for talrige selvmordsaktioner.

2006: Hizbollah kidnapper to israelske soldater, hvilket får Israel til at igangsætte en krig mod Hizbollah. Det sydlige Beirut og de sydlige landsbyer i Libanon bombes voldsomt af Israel, samtidig med at Hizbollah affyrer omkring 4000 raketter mod det nordlige Israel. Under krigen lider Israel af dramatisk mangel på organisation, og mange soldater klager over dårlig administration fra hærens ledelse. Hizbollah erklærer sejr efter krigen, mens FN vedtager en resolution, der skal forhindre Hizbollah i at sende tropper til det sydlige Libanon. I dag, to år efter krigen, står Hizbollah stærkere end før krigen og har et stort antal tropper i det sydlige Libanon.


allan@kristeligt-dagblad.dk