Prøv avisen
Interview

Historiker: Årene efter Første Verdenskrig minder om vores tid

Et meget omtalt fremskridt i mellemkrigstiden er den tyske Zeppelin, et luftskib, som her ses over Tokyo i Japan på vej rundt om Jorden. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Afslutningen på Første Verdenskrig udløste en europæisk bølge af fremtidshåb og idé-rigdom. Disse gode takter er siden blev fortrængt i den fælles erindring af nazismen. Det mener den tyske historiker Daniel Schönpflug, som snart er aktuel i Danmark med bogen ”Kometår. 1918: Verden i opbrud”

Spørg, hvad der kom efter Første Verdenskrig, og mange vil sikkert svare nazismen og Anden Verdenskrig. Historikere taler ligeledes om ”mellemkrigstiden”, som kan lede tankerne hen på en dyster og ildevarslende periode mellem to brutale verdenskrige.

Der er imidlertid god grund til at beskæftige sig med perioden efter 1918 som andet og mere end forstadiet til Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 og den efterfølgende verdenskrig, som kostede over 60 millioner mennesker livet. Perioden bar nemlig præg af en uhørt optimisme og idé-rigdom, som alt for længe har stået i skyggen af den efterfølgende katastrofe. Det mener Daniel Schönpflug, historiker og forfatter til den aktuelle bog ”Komet-år. 1918: Verden i opbrud”, som ugeavisen Die Zeit har omtalt som et ”kalejdoskop af blændende fortællinger”.

”Professionelle historikere har en bestemt måde at betragte historien på, som jeg kalder historie i bakspejlet. Det er en veletableret tradition, men den har sine mangler. Betragter man historien som én, der allerede ved, hvad der sker bagefter, vil man automatisk komme til at projicere bestemte idéer på det historiske øjeblik, man kigger på. Det har betydet, at perioden mellem de to store krige er blevet beskrevet som meget dyster, eftersom man kun har set den som begyndelsen på en ny katastrofe. Men jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, hvor megen håb og optimisme der herskede i 1918,” siger han.

Bogens komet-titel er en metafor for den spænding mellem fremtidshåb, lyse idéer og visioner på den ene side og farlige og destruktive kræfter på den anden, som kendetegner perioden. Europa lå i ruiner efter fire års krig, og mennesker over alt i Europa var optaget af at skabe noget nyt.

”Først og fremmest indgød det et simpelt håb, at en frygtelig krig, som havde medført hungersnød, sygdomme, sønderbombede byer og millioner af døde til følge, nu var ovre. Men håb var også en nødvendighed, fordi verden, som man kendte den, var brudt sammen, så man blev nødt til at tænke nyt. Alle – kunstnere, politikere, intellektuelle og almindelige mennesker – måtte tænke på, hvordan man kunne indrette verden anderledes for at undgå, at en sådan katastrofe igen kunne ske. For mange mennesker kunne det kun blive bedre, og håbet førte til en hidtil uset bølge af kunstneriske visioner, planer for samfundet og drømme om et nyt liv,” siger han.

Som læser får man ingen analyse af samtiden, men stifter derimod bekendtskab med utallige menneskeskæbner, som personificerer tidens spænding og nye muligheder.

Blandt andre den franske feminist og journalist Louise Weiss, hvis personlige kamp fører til en kamp for kvinders rettigheder, den tyske tegner og billedhugger Käthe Kollwitz, som laver nogle af sine berømteste værker under indtryk af krigen, og den banebrydende tysk-amerikansk arkitekt Walter Gropius, som grundlægger Bauhaus-skolen. Men også almindelige mennesker som katolikken Richard Stumpf, der først deltager i den tyske november-revolution og siden træder ind i det tyske frikorps og bliver vidne til nedslagtningen af revolutionære grupper.

”Forsøget med bogen er at lade læseren opleve historien, sådan som menneskerne på det tidspunkt oplevede den. De var ikke fejlfri, de vidste ikke, at en økonomisk krise var på vej, at nye diktaturer og den Anden Verdenskrig ville komme, de vidste knapt nok, hvad der ville ske den følgende dag. Ser man på deres vidnesbyrd, var der tale om en komplet åbenhed. En tankegang og indstilling, som mange mennesker også har i dag,” siger Daniel Schönpflug og tilføjer, at der er mange ligheder mellem vores tid efter Berlinmurens fald i 1989 og tiden omkring og efter 1918, og at perioden derfor har noget at lære os.

”1989 var ikke enden på en krig, men markerede et sammenbrud af det kommunistiske system og dermed enden på den kolde krig. Mange lande, herunder Tyskland, Polen, Ungarn, Rusland og det daværende Tjekkoslovakiet, oplevede revolutioner, og det hele fandt sted med et næsten kometagtigt stort overskud af håb og visioner. Folk dengang sagde, at æraen for fred, frihed, enhed og velstand var begyndt, og historikere talte endda om historiens afslutning. Men hvad oplevede vi siden? Nationalismens genkomst, krige i eks-Jugoslavien, golfkrigene, terrorangrebet den 11. september 2001, finanskrisen, blodige revolutioner i Mellemøsten og nye autoritære regimer. Vores tankegang og erfaring er meget lig dengang. Vi ved ikke, hvor vi er på vej hen, og det er skræmmende. Årene efter 1918 blev kendt som mellemkrigstiden. Lad os håbe, at vores tid ikke bliver kendt som førkrigstiden,” siger han.

Mener du, at der er symptomer på det?

”Symptomer, ja bestemt. Den værste konsekvens af Første Verdenskrig var, at man ikke havde lært lektien om at overvinde selvinteresser i europæisk og global politik. Dengang fortsatte man krigen under fredsforhandlinger, blot med andre midler. Versailles-traktaten anklagede Tyskland for at stå med hele ansvaret for krigens udbrud og straffede landet med ekstremt hårde krigsskadeerstatninger. Det blev medvirkende til Anden Verdenskrig. I dag ser vi også, hvordan nationalisme og nationale interesser er vendt tilbage i global politik, den amerikanske præsident, Donald Trump, taler om ’Amerika først’, og autoritære regimer med stærkt aggressive træk såsom Rusland og Tyrkiet kæmper om indflydelse i Europa og Mellemøsten. Det ligner problemer forude.”

Hvordan lærer vi så af historien?

”Vi kan lære af historien ved at forstå, at alt det, der sker i samfundet, er en konsekvens af individers beslutninger og handlinger – eller fraværet af samme. Mange af personerne i min bog forsøgte at tage situationen i egne hænder og formåede at påvirke den tid, de levede i. Det bringer spørgsmålet om historien tilbage til os: Forsøger vi at ændre noget, eller lader vi stå til?”

Når 1918 er vigtig at beskæftige sig med, skyldes det også, at mange af de positive forandringer, vi ofte tilskriver senere perioder, bygger på en positiv arv fra tiden efter Første Verdenskrig, fortæller Daniel Schönpflug.

1918 markerede flere steder fødslen for modernitet og demokrati, selvom idealerne på det tidspunkt ikke blev fastholdt.

”Resultatet er imponerende, hvis man ser på, hvor mange lande der gik fra at være monarkier eller imperier til at være republikker og demokratier,” siger han og peger på Tyskland og Østrig som de bedste eksempler.

Vilkårene for lavere sociale klasser og for kvinders rettigheder forandredes også fundamentalt i disse år, ligesom perioden blev begyndelsen på en bølge af afkolonisering. I 1917 proklamerede den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, princippet for selvstyre, som stod i modsætning til kolonistyret, få år efter blev Irland selvstændigt, og i løbet af de følgende årtier skete det samme for Indien og Mellemøsten.

”Det positive er også, at krigens afslutning blev begyndelsen på en god, om end lang udvikling mod en verdens- orden baseret på retsprincipper og forhandlinger, som dengang tog form af Nationernes Liga, der siden blev til FN. Det er en arv, som vi ikke skal undervurdere.”