Da billederne af amerikanske soldater, der ydmygede fangerne i Abu Ghraib-fængslet i Irak nåede frem til alverdens tv-skærme, var fordømmelsen stort set enstemmig. Vi bliver oprørte over ydmygelse, for vi føler med de ydmygede, også selvom de er forbrydere.
Det gjorde man ikke i middelalderen, hvor ydmygelse var værre end døden. Skam faldt over den ydmygede, der mistede sit værd og sin anseelse, men netop i dette feudale æressamfund rodfæstede kristendommen sig med Kristi lidelseshistorie og den ydmygende død på korset i hjertet af budskabet. Siden har ydmyghed og ydmygelse været flettet sammen som en af den europæiske civilisations dobbelte dna-strenge.
”Fra at være en kultur af skam efter ydmygelsen fik vi en kultur af skyld over vore synder, men vi har stadig et lidt skizofrent forhold til ydmyghed og ydmygelse,” konkluderer den franske litteraturhistoriker Michel Zink.
”Vi” er den europæiske civilisation, og det er netop den, han har sat sig for at psykoanalysere i sin seneste bog, ”Ydmygelsen, middelalderen og os”, som netop er udkommet i Frankrig. Her analyserer han ”den kristne ambivalens mellem ydmygelse og ydmyghed” og forklarer, hvad der skete, da ydmygheden kom ind i den europæiske verden.
”Ydmyghed eksisterer ikke som en dyd i antikken. Det latinske ord for ydmyg, humilis, udspringer etymologisk af humus, eller jorden, og at være ydmyg er derfor at være i jordhøjde eller nær jorden, og det er snarere en skændsel. Det samme gælder for den senere ridderkultur og for middelalderens feudalsamfund,” påpeger Michel Zink.
”Riddersamfundet hviler på militære dyder som mod og ære, og det værste, der kan overgå en ridder, er at blive ydmyget. Kristendommen kommer dermed og forstyrrer en kultur, som ellers var forudbestemt til at fortsætte antikkens og riddernes æreskultur. Middelalderen er et sammenstød mellem en kultur baseret på ære og en religion baseret på ydmyghed og korsets ydmygelse. Det var det, middelaldersamfundet kom til at bakse med, og som moderne mennesker har vi arvet denne kamp,” forklarer Michel Zink.
Han har tumlet med disse begreber det meste af sit liv, og bogen er resultatet af mange års spekulationer og fordybelse i et spørgsmål, som med Michel Zinks egne ord har hjemsøgt ham siden ungdommen.
”Jeg har aldrig været specielt ydmyg i min tilværelse. Jeg har en pæn universitetskarriere bag mig, jeg er medlem af Det Franske Akademi for litteratur, og jeg har modtaget ordenen Æreslegionen, men det er mig umuligt at acceptere ydmygelse af andre, og jeg lider den dag i dag af dårlig samvittighed over en ydmygelse, jeg engang kom til at udsætte min bedste ven for. Hele mit liv har jeg forsøgt at flygte fra denne handling. Jeg er kravlet op ad karrierestigen, som om jeg flygtede fra en flodbølge. Det er fra kristendommen, at vi har dette forhold til ydmygelsen af andre,” siger Michel Zink.
”Allerede tidligt i middelalderen var der denne spænding mellem samfundets forventninger om ære og rigdom og den religiøse vægtning af ydmyghed og ydmygelse. Den kirkelige lære taler om lammet, der lader sig føre til slagtebænken, og om at vende den anden kind til. Den taler om at forsage rigdom og gøre bod; værdier, som er i strid modsætning til riddernes idealer om ære, magt og rigdom. Den, der søger Gud, må give afkald på alt dette,” påpeger Michel Zink.
”Dette udtrykkes meget tidligt i kristendommen, for eksempel i Paulus’ Brev til Filipperne, der opfordrer menigheden til at følge Kristi eksempel om ydmyghed og uselviskhed. Kristus gav afkald på sin guddommelighed og accepterede ikke bare døden, men den æreløse død på korset, som var forbeholdt landevejsrøvere,” siger Michel Zink, der understreger, at han hverken er teolog eller historiker.
”Jeg er specialist i middelalderlitteratur, og derfor er det fra litteraturens synspunkt, at jeg har angrebet spørgsmålet,” siger han.
Et af den franske middelalders store heltekvad, ”Rolands sang”, handler om Karl den Stores vasal grev Rolands ydmygende nederlag i slaget ved Roncevaux i 778. Roland er for stolt til at kalde Karl den Store til undsætning, og nederlaget og ymygelsen er den pris, han kommer til at betale for sit hovmod. Dette digt udtrykker middelalderens kamp med det nye kristne syn på ydmyghed og ydmygelse.
”Dette kvad vender svagheden til en styrke, men det forkaster også ydmygelsen, selvom datidens kristendom netop forsøgte at fremstille ydmygelsen som en vej til sejren over verden. Roland vil godt bekende sine synder, men han vil under ingen omstændigheder lade sin ære beklikke,” analyserer litteraturhistorikeren, der tidligere har udgivet en samling af kristne fortællinger fra middelalderen.
Middelalderens litteratur er dermed et af de steder, hvor man med Michel Zinks udtryk bakser med at få æreskulturen til at hænge sammen med ydmyghedens kultur. Han tager læseren med på en rejse med middelalderens trubadurer som rejseførere til en verden, hvor pønitense og selvydmygelse sættes i system. Hver synd får sin bod, og samtidig erstatter den indre bod efterhånden den synlige pønitense, hvor ydmygelsen forstærkes af, at den er offentlig, men flagellanter og andre syndere risikerer også at tippe fra ydmyghed til hovmod over egen ydmygelse.
”Med ophøjelsen af det berygtede kors til det hellige kors bliver korset til kristendommens lanse, men efterhånden som kirken bliver både rig og magtfuld, bliver ydmygheden mindre tydelig og paradokset mellem doktrin og virkelighed større,” påpeger den franske litteraturhistoriker.
”Derfor får vi omkring 556 den hellige Benedikts nye munkeregel, der reformerer benediktinerordenen, inden den også selv i 1100-tallet beskyldes af Bernhard af Clairvaux og cistercienserne for at have opgivet kravet om askese og ydmyghed. Og i det næste århundrede får vi tiggermunkene, der følger Frans af Assisis forsøg på at vende tilbage til den oprindelige kristendom og leve som Kristus,” siger Michel Zink.
Middelaldersamfundets kulturkamp om ydmyghed og ydmygelse ender med, at vi forkaster ydmygelsen af andre, men accepterer som Kristus at lade os ydmyge. Det er grundlaget for den kristne barmhjertighed, der inkarneres i den fattige og den gale.
”Middelalderlitteraturen er netop optaget af narren, der går på hænder og dermed symbolsk vender op og ned på verden. Og man er ikke helt klar over, om den gale er gal eller snarere besidder en særlig visdom. Dette paradoks følger os gennem århundrederne. Vi burde ære den gale, som er den mest ydmyge blandt de ydmyge eksistenser, men vi er også bange for ham. Det samme gælder den fattige med læren om, at Kristus er til stede i den fattige. Vi burde tage imod den fattige, men det gør vi jo ikke. Vi mener ikke længere, at vi møder Gud i den fattige,” konstaterer Michel Zink.
”De voldsomme debatter, vi har om modtagelsen af migranter og flygtninge og om, hvorvidt det forlanges af os, at vi til alle tider skal være den barmhjertige samaritaner, er udtryk for det paradoks, kristendommen har sat os i. Det er jo ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at være ”den barmhjertige samaritaner” i alle forhold, men det er også i dette spændingsfelt, at samvittigheden er blevet formet af kristendommen gennem århundreder – og vi er ikke færdige med at bakse med det,” mener den franske litteraturhistoriker.